Ved påsketiden, da Jerusalem var opfyldt af folk, som kom langt borte fra for at fejre den store årlige fest, var Jesus og hans disciple blandt mængden, som forsamledes. Det var tidligt på morgnen; men store skarer drog allerede til templet. Da Jesus trådte ind i templets forgård, vaktes han vrede; thi den var omdannet til et kvægmarked og et sted for almindelig handel. Der var ikke blot stalde for dyrene; men der var borde, hvor præsterne selv handlede som vekselerere. Det var en almindelig skik, at enhver som kom til påskefesten, bragte et pengestykke med sig, hvilket folket betalte til præsterne, eftersom de gik ind i templet.
I begyndelsen vekslede man fremmede mønter og forskellige pengestykker for at imødekomme fremmede; men denne vekselforretning var blevet til en vanærende handel og en stor indtægtskilde for præsterne. Mange kom langt borte fra og kunne ikke bringe deres offerdyr med. Under foregivende af at imødekomme sådanne havde man i den ydre forgård kvæg, får, duer, og spurve til salg til meget urimelige priser. Den forlystelse, som fulgte med denne handel, lignede mere et støjende kvægmarked end Guds hellige tempel. Man hørte de handlendes tale, idet de købte og solgte og søgte sin egen fordel, tillige med kvægets brølen, fårenes brægen, duernes kurren, som blandede sig med klangen af pengene og vrede og trætte ord. Der blev årlig ofret en stor mængde dyr ved påskefesten, så at der blev solgt et stort antal i templet. De handlende tjente meget på dem, og delte fortjenesten med de gerrige præster og andre embedsmænd blandt jøderne. Disse hykleriske spekulanter udsugede folket på mange måder under helligheds maske og gjorde sit hellige embede til en personlig indtægtskilde.
Dette Babel af stammer, dyrenes støjen og drivernes råb, frembragte en sådan forvirring lige uden for de hellige afdelinger af templet, at de, som tilbad indenfor, blev forstyrrede, og de ord, som man henvendte til Den højeste Gud, blev overvældet af al den støj, som fyldte det tempel, der var bygget til hans ære. Og dog var jøderne overordentlig stolte af deres fromhed og ihærdige med deres ydre former. De glædede sig over deres tempel og anså ethvert ord, der blev talt mod templet, som gudsbespottelige. De var meget strenge med hensyn til at udføre alle ceremonier i forbindelse dermed. Men de tillod alligevel deres lyst til penge og magt til at neddysse disse skrupler, indtil de ikke engang vidste, hvor langt de havde vandret bort fra offertjenestens oprindelige renhed, således som Gud selv havde fastsat for dem.
Da Herren kom ned på Sinaj bjerg, blev stedet helliget ved hans nærværelse. Gud befalede Moses at sætte grænse omkring bjerget og hellige det, og man hørte, hvorledes Gud advarede folket: “Vogt jer for at gå op på bjerget og røre ved dets fod; hver den, som rører ved bjerget, skal visselig dø. Ingen hånd skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et dyr eller menneske, da skal det ikke leve.” (2 Mosebog 19,12-13) Alt folket blev renset og helliget på grund af Herrens nærværelse. I fuldstændig modsætning hertil havde man gjort det hellige tempel, som var indviet til den Almægtige, til et torv og et handelshus.
Idet den unge galilæer trådte ind i forgården, bøjede han sig ned og tog en svøbe af snærer, som man havde brugt til at drive dyrene med. Jesus steg op ad trapperne til templet og betragtede scenen med et roligt og værdigt blik. Han så og hørte, hvorledes man handlede og pruttede. Hans ansigtsudtryk blev strengt og forfærdeligt. Manges øjne vendte sig uvilkårligt for at se på den fremmede, og de kunne ikke vende deres øjne bort igen. Andre fulgte deres eksempel, indtil hele mængden betragtede ham med et blik af frygt og forundring.
De følte uvilkårlig, at denne mand læste deres inderste tanker og deres handlingers skjulte bevæggrunde. Nogle forsøgte at skjule deres ansigter, som om de vidste, at deres onde gerninger stod skrevet på deres åsyn for at læses af disse gennemtrængende øjne.
Forstyrrelsen ophørte, lyden af handel og trafik døde bort, tavsheden blev pinlig, en følelse af frygt overvældede hele forsamlingen. Det var, som om de stod for Guds domstol for at svare for deres gerninger. Himlens majestæt stod ligesom dommeren vil stå på den sidste dag, og enhver i den store forsamling erkendte ham i dette øjeblik som sin Herre. Hans øjne skuede ud over mængden, og han så enhver. Hans skikkelse syntes at hæve sig over dem med bydende værdighed, og et guddommeligt lys strålede om hans åsyn. Han talte, og hans klare, rungende stemme gav genlyd gennem templets hvælvinger og lød, ligesom dengang Guds røst rystede Sinaj bjerg. Han råbte: “Mit hus skal kaldes et bedehus; men I har gjort det til en røverhule!” (Mattæus 21,13)
Derefter steg han langsomt ned ad trapperne, og idet han løftede svøben, der forekom dem i hans hånd ligesom et kongeligt scepter, bød han dem, som solgte, at forlade templets hellige grund og at tage sine varer med sig. Med en ophøjet nidkærhed og strenghed, som han aldrig før havde vist, væltede han vekselerernes borde og spredte deres penge, så at mønterne faldt ned og klang stærkt på marmorgulvet. De mest forhærdede og værste modstandere turde ikke gøre noget spørgsmål om hans myndighed, men adlød hurtig, og templets øverster, de pengegerrige præster, kvæghandlerne og vekselererne flygtede for ham. Selv de gerrige blandt dem standsede ikke for at opsamle deres penge, som de forgudede, men flygtede uden engang at tænke på deres dårlig erhvervede vinding.
Dyrene og fuglene blev alle hurtig ført uden for de hellige porte. En overvældende frygt kom over mængden, som følte kraften af Kristi guddom, der overskyggede dem. Forfærdede råb lød fra mange hundrede blege læber, idet skaren styrtede hovedkuls afsted. Jesus slog dem ikke med svøben; men det simple redskab så ud for deres øjne som blinkende, vrede sværd, der kredsede omkring i enhver retning og truede med at nedhugge dem. Endog disciplene skælvede af frygt og blev forfærdede ved Jesu ord og den måde, hvorpå han fremtrådte, der var så ulig hans almindelige adfærd som den sagtmodige og ydmyge galilæer. Men de kom ihu, hvad der er skrevet om ham: “nidkærhed for dit hus har fortæret mig.” Det varede ikke længe, før mængden med sine okser, får, duer og spurve var så langt fra Herrens tempel. Forgården var fri fra vanhellig handel, og en dyb tavshed og højtidelighed hvilede over det sted, hvor der nylig havde hersket så megen forstyrrelse. Dersom Herrens nærværelse helligede Sinaj bjerg, så gjorde hans nærværelse ikke det tempel mindre helligt, der var bygget til hans ære.
Hvor let denne store skare kunne have modstået ét menneskes magt; men Kristi guddomskraft overvældede dem med forfærdelse og en følelse af deres synder. De havde ingen styrke til at modstå Frelserens guddommelige autoritet. De, som vanhelligede Guds helligdom, blev drevet bort fra dens porte af himlens majestæt.
Efter at templet var renset, forandrede Jesus sin adfærd. Hans ansigts frygtelige majestæt gav plads for et udtryk af den ømmeste medlidenhed. Han så efter skaren, som flygtede, og hans hjerte fyldes med sorg og medfølelse. Der var nogle, som blev tilbage, der følte sig uimodståelig tiltrukket hans person. De blev ikke forfærdede over hans ansigts frygtelige værdighed; deres hjerte nærmede sig ham med kærlighed og håb. Disse var ikke de store og mægtige, som ventede at gøre indtryk på ham ved deres ypperlighed; det var fattige, syge og nødlidende mennesker.
Efter at de, som købte og solgte, tilligemed den blandede skare med deres handelsvarer var drevet bort, helbredte Jesus de syge, som forsamledes omkring ham. De blinde fik deres syn; de stumme priste Gud, idet deres stemmebånd løstes; de halte sprang af glæde, og djævlene blev uddrevet af dem, som længe havde været plaget af dem. Mødre, som var blege af bekymring og af at våge, bragte deres døende børn til ham, for at han kunne velsigne dem. Han trykkede dem ømt til sit bryst og gav dem tilbage igen i mødrenes arme, kraftige og sunde.
Dette var en scene, som sømmede sig for Herrens tempel. Den, som en kort tid før havde stået på trapperne ligesom en hævnende engel, var nu blevet barmhjertighedens sendebud. Han trøstede de sørgmodige, opmuntrede de fortvivlede og hjalp de nødlidende. Hundreder gik hjem fra denne påskefest med et sundt legeme og et oplyst sind, som var kommet dertil svage og nedslåede.
Imidlertid kom folkeskaren langsomt tilbage igen. De havde tildels overvundet den forfærdelse, som havde grebet dem; men de kunne ikke skjule den frygt og ubestemthed, som viste sig i deres ansigter. De betragtede med forbavselse Jesu gerninger, for de havde aldrig før set så mange mennesker helbredt på en så underfuld måde. Præsterne vidste, at Jesu gerning, idet han rensede templet fra den vanhellige handel, ikke var en åbenbarelse af menneskelig magt. De følte alle den guddommelige kraft, som fyldte Jesus og løftede ham op over det menneskelige, og dette burde have været nok til at overbevise dem, så at de kunne komme og tilbede for hans fødder. Men de havde fast besluttet ikke at tro på ham. De frygtede for, at den ydmyge galilæer ville tage deres magt over folket fra dem ved deres store gerninger og deres overmenneskelige myndighed. Deres stolte ånd havde forventet en konge, som ville komme med stor pomp og pragt for at undertvinge jordens nationer og ophøje dem til at indtage en meget højere stilling end den, de nu indtog. Denne mand, der kom for at lære dem ydmyghed og kærlighed, opvakte deres had og foragt.
Da Jesus rejste sig i sin hellige missions majestæt, blev de overvældede af pludselig frygt og en følelse af fordømmelse. Men efter at det første indtryk var forsvundet fra deres forhærdede hjerter, begyndte de at undres over, hvorfor de var blevet så forfærdede og havde flygtet så hastig for et eneste menneske. Hvad havde denne unge galilæer til at blande sig i det, som alene angik templets øverster? Efter en kort tids forløb vendte de tilbage; men de turde ikke straks begynde igen med deres forrige beskæftigelse.
Folkeskaren var forholdsvis uskyldig, thi det var templets øverster, som ordnede det således, at den ydre forgård blev benyttet til et torv. Den største skyld på denne vanhelligelse hvilede på præsterne, som havde forvansket og vanæret sit hellige embede. Ypperstepræsterne og de ældste rådslog mellem sig selv, hvorledes de skulle forholde sig mod Jesus herefter, og hvad hans opførsel vel kunne betyde, idet han tilegnede sig en myndighed, der var større end deres egen, og offentlig irettesatte dem.
De gik til Jesus med en vis ærbødighed på grund af den frygt, som endnu var tilbage hos dem; thi de sluttede at han måtte være en profet, som var sendt fra Gud for at genoprette templets hellighed. De spurgte ham: “Hvad viser du os for et tegn, når du gør dette?” Jesus havde allerede givet dem det kraftigste bevis på sin guddommelige sendelse. Han vidste, at intet tegn, som han kunne give dem, kunne overbevise dem om, at han var Messias, dersom ikke det, at han havde renset templet, kunne gøre det. Derfor svarede han således: “Nedbryder dette tempel, og i tre dage vil jeg oprejse det.” De antog, at han hentydede til Jerusalems tempel og blev forbavsede over hans tilsyneladende frækhed. Deres vantro sind var ikke i stand til at fatte, at han hentydede til sit eget legeme, Guds Søns jordiske tempel. De svarede med vrede: “På dette tempel er bygget seksogfyrre år, og du vil oprejse det på tre dage!”
Jesus ønskede ikke, at de vantro jøder skulle forstå hans ords skjulte mening, ej heller at disciplene skulle forstå dem på denne tid. Efter hans opstandelse erindrede de disse ord, som han havde sagt, og da forstod de dem ret. De kom ihu, at han også havde sagt, at han havde magt til at hengive sit liv og til at tage det igen. Jesus var bekendt med den sti, hans fødder skulle træde lige indtil enden. Hans ord havde en dobbelt betydning: de henviste til Jerusalems tempel så vel som til hans eget legeme.
Kristus var templets grundvold og liv. Hans korsfæstelse ville i virkeligheden ødelægge templet, fordi dets tjeneste var billedlig og betegnede Guds Søns fremtidige offer. Den viste hen til det store modbillede, som var Kristus selv. Efter at jøderne havde udført deres ugudelige hensigt og gjort med ham, hvad de ville, var ofringerne og den tjeneste, som stod i forbindelse med dem, uden værdi for Gud; thi billederne havde nået til modbilledet, idet Guds Søn fremførte det fuldkomne offer.
Hele præstedømmet var ordnet for at fremstille Kristi midlerembede og gerning, og hele offertjenesten var en skygge af Frelserens død for at forløse verden fra synd. Efter at den store begivenhed, som de havde henvist til gennem tiderne, blev opfyldt, var der ikke mere noget behov for brændofre og blodet af dyr. Templet var Kristi; dets tjeneste og ceremonier henviste umiddelbart til ham. Hvorledes må han da ikke have følt, da han fandt, at det var besmittet af gerrighed og uretfærdighed, et sted for handel og trafik?
Da Kristus blev korsfæstet, revnede det indre forhæng i templet fra øverst til nederst. Dette betegnede, at ceremoniloven og offertjenesten var for evig til ende, at det store sidste offer var fuldbragt, idet Guds lam blev slagtet for verdens synder.
Templets vanhelligelse og renselse tjener til undervisning til vor tid. Den samme ånd, som herskede blandt jøderne og ledte dem til at foretrække vinding for gudsfrygt og udvortes pomp for indvortes renhed, hviler også som en forbandelse over den kristne verden på vor tid. Den udbreder sig ligesom en fordærvelig spedalskhed blandt dem, som tilbeder Gud. Man sætter hellige ting på lige fod med verdens forfængelige ting og antager synd for dyd og forbrydelse for retfærdighed. Verdslige forretninger sammenblandes med gudsdyrkelse. De, som bekender sig til at være den højeste Guds tjenere, giver sig af med bedrageri og undertrykkelse. Herrens apostel siger: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i eder? Dersom nogen fordærver Guds tempel, ham skal Gud fordærve; thi Guds tempel er helligt, hvilket I er.” (1 Korinterne 3,16-17) Det er nødvendigt, at Jesus må bo i sit tempel i det menneskelige hjerte daglig og rense det fra syndens besmittelse.