Da Jesus drog til Galilæa, måtte han rejse gennem Samaria. Han benyttede enhver anledning til at undervise folket, medens han rejste til fods fra sted til sted. Frelseren var træt, og han satte sig ved Jakobs brønd for at hvile. Imidlertid gik disciplene bort for at købe mad, thi både Jesus og disciplene var trætte og hungrige. I det han sad der alene, kom en samaritansk kvinde derhen. Hun lod, som om hun ikke mærkede, at han var til stede. Men hans øjne var fæstede på hende, og efter at hun havde draget vand op fra brønden, bad han om, at hun ville give ham noget at drikke.
Den samaritanske kvinde blev forbavset over dette forlangende af en jøde og sagde: “Hvorledes beder du, som er en jøde, mig, som er en samaritansk kvinde om drikke? Thi Jøder taler ikke sammen med samaritanere?” (Johannes 4,9) Jesus svarede: “Dersom du kendte Guds gave, og hvem det er, som siger til dig: giv mig at drikke, da du bad ham, og han gav dig levende vand.” (Johannes 4,10) Han hentydede her til den guddommelige måde, som han alene kunne give, og som er det levende vand, der renser, opliver og styrker sjælen.
Men kvinden forstod ikke Kristi mening. Hun troede, at han talte om brønden, som de stod ved, og sagde: “Herre, du har jo intet at drage op med, og brønden er dyb; hvorfra har du da det levende vand? Mon du er mere end vor fader Jakob, som har givet os brønden, og han har selv drukket deraf?” Hun så blot en træt, tørstig og sløvet vejfarende for sig, og hun sammenlignede uvilkårlig denne ringe fremmede med den store og anset Jakob.
Jesus oplyste ikke kvinden om, hvem han var, men sagde med højtidelig alvor: “Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen, men den, som drikker af det vand, som jeg vil give ham, skal til evig tid ikke tørste; men det vand, som jeg vil give ham, skal blive ham til en kilde af vand, som opvælder til evigt liv.” (11. vers)
Kvinden så på ham med forundring. Han havde vakt hendes interesse og indgydt hende agtelse for sig selv. Hun mærkede nu, at det ikke var vandet i Jakobs brønd, han hentydede til; thi dette brugte hun bestandig, hun drak af det og tørstede igen. Med mærkværdig tro bad hun ham om at give hende det vand, som han talede om, at hun ikke skulle tørste og vedblive at komme til brønden for at drage vand.
Jesus ønskede ikke, at hun skulle tro, at blot én drik af livets vand kunne tilfredsstille den, som fik det, men at enhver, som er forenet med Kristus, har i sin sjæl en levende kilde, hvoraf han kan drage tilstrækkelig styrke og nåde under alle omstændigheder. Retfærdige ord og handlinger flyder fra den og forfrisker andres hjerte så vel som den sjæl, hvorfra de kommer. Jesus Kristus er denne uudtømmelige kilde. Han oplyser deres sti, og opmuntrer deres liv, som kommer til ham for at få hjælp. Af kærlighed til Gud og et levende håb udtømmer gode gerninger til et evigt liv.
Jesus forandrede nu pludselig samtaleemnet og bad hende om at kalde sin mand, at han skulle komme hid. Kvinden svarede åbenhjertig, at hun havde ingen mand. Jesus havde nu fået det, han ønskede, nemlig en anledning til at overbevise hende om, at han var i stand til at læse hendes livs historie, selv om han aldrig før havde set hende. Han sagde til hende: “Du talede ret: jeg har ingen mand. Thi du har haft fem mænd; og den, som du nu har, er ikke din mand. Det du sagde er sandt.”
Jesus havde en dobbelt hensigt med dette. Han ønskede at vække hendes samvittighed til syndserkendelse så vel som at overbevise hende om, at den, som læste hendes livs hemmelighed, var mere end et menneske. Selvom kvinden ikke til fulde indså, hvor syndigt hendes liv havde været, så blev hun dog meget forbavset over, at denne fremmede besad en sådan kundskab. Hun sagde derfor med dyb ærbødighed: “Herre, jeg ser, at du er en profet.” Hendes personlige anliggender trådte nu i baggrunden, idet hun begyndte at overveje religiøse ting. Hun vedblev: “Vore fædre har tilbedt på dette bjerg, og I siger, at Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede.” (20. vers)
Lige foran dem lå bjerget Garisim. Dets tempel var nedbrudt, og intet uden alteret var tilbage. Der havde været en strid mellem jøder og samaritaner om, hvilket sted man skulle tilbede. Nogle af samaritanernes forfædre havde engang tilhørt Israel; men på grund af deres overtrædelser og ulydighed mod Guds bud tillod Herren, at de blev overvundet af et afguderisk folk, og gennem mange slægter blandede de sig med afgudsdyrkere, hvis religion lidt efter lidt fordærvede deres egen. Selv om de bevarede deres agtelse for den sande Gud, så fremstillede de ham dog i billeder af træ og sten, for hvilke de nedbøjede sig og tilbad.
Da templet blev genopbygget i Jerusalem, ønskede samaritanerne at forene sig med jøderne om at bygge det. Dette blev ikke tilladt, og som en følge heraf opstod der et bittert kendskab mellem disse to folk, hvilket havde tilfølge, at samaritanerne også byggede et tempel på bjerget Garisim, hvor de tilbad i overensstemmelse med de forskrifter, som Gud gav ved Moses, men blandede deres gudsdyrkelse med adskilligt afguderi. Men det gik samaritanerne dårligt, deres tempel blev ødelagt af fjenden, og der syntes at hvile en forbandelse over dem.
De var tvunget til at tro, at Gud straffede dem for deres frafald. De besluttede at omvende sig og indbød lærere fra jøderne til at undervise sig i den sande religion. Gennem deres undervisning fik de klarere begreber om Gud og hans fordringer, og deres gudstjeneste lignede mere jødernes. Men de bibeholdt endnu deres afguderi til en vis grad, og der var uenighed mellem den og jøderne. Samaritanerne ville ikke anerkende templet i Jerusalem eller indrømme, at det var det rette sted for tilbedelse.
Jesus svarede kvinden, idet han sagde, at den time var nu, da de hverken skulle tilbede ved dette bjerg ej heller i Jerusalem. Han siger: “I tilbeder det, som I ikke kender; vi tilbeder det, som vi kender; thi saliggørelsen kommer fra jøderne. Men den time kommer, ja er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi og Faderen søger sådanne, som han således tilbeder. Gud er en ånd; og de, som ham tilbeder, bør tilbede i ånd og sandhed.” (Johannes 4,22-24)
Dette var et klart vidnesbyrd om, at jøderne havde bedre religiøse grundsætninger end nogen anden nation. Jesus hentydede også til, at samaritanernes tro var blandet med afgudsdyrkelse. Det er sandt, at de blot betragtede disse afguder som noget, der skulle minde dem om den levende Gud, verdensaltets Herre, men ikke desto mindre blev folket hendraget til at vise ærbødighed for disse livløse skikkelser.
Jesus, som var den gamle pagts grundvold, indtog samme standpunkt som jøderne og stadfæstede deres begreber om Gud og hans regering. Han åbenbarede store og vigtige sandheder for denne kvinde. Han erklærede, at tiden var kommet, da de sande tilbedere ikke behøvede at søge hen til et helligt bjerg eller til et helligt tempel, men skulle tilbede Faderen i ånd og sandhed. Religionen skulle ikke indskrænkes til ydre former og skikke, men oprettes i hjertet, rense livet og frembringe gode gerninger.
De sandheder, som lød fra den guddommelige lærers læber, bevægede kvindens hjerte. Hun havde aldrig før hørt sådanne ideer hverken af sit eget folks præster eller af jødernes. Denne fremmedes indtryksfulde undervisning førte hendes tanker til profetierne om den lovede Kristus; thi samaritanerne ventede også på hans komme så vel som jøderne. “Jeg ved, at Messias kommer,” siger hun, “når han kommer, skal han kundgøre os alle ting.” Jesus svarede: “Det er mig, som taler med dig.”
Salige samaritanske kvinde! Hun havde følt under denne samtale, som om hun stod i Guds nærværelse, og nu erkendte hun ham med glæde for sin Herre. Hun forlangte ikke, at han skulle give hende noget tegn således som jøderne for at bevise sin guddommelige karakter. Hun tog imod hans vidnesbyrd og havde fuldkommen tillid til hans ord. Hun tvivlede ikke om, at den hellige indflydelse, som udgik fra ham, var fra Gud.
Da disciplene kom tilbage fra deres ærinde, blev de forundret over, at deres Mester samtalede med en samaritansk kvinde. Dog spurgte de ikke efter, hvad hun ville, ej heller spurgte de Jesus, hvorfor han talte med hende. Kvinden forlod sin vandkrukke. Hun glemte sit ærende til brønden, gik bort til staden og sagde til alle, som hun mødte, og til mændene i staden: “Kom, se et menneske, som har sagt mig alt det, jeg har gjort! Mon ikke han er denne Kristus?” (Johannes 4,29)
Selv om denne kvinde var meget syndig, var hun dog i en bedre tilstand for at kunne blive en arving til Guds rige end jøderne, som roste sig så meget af deres fromhed, og som stolede på, at deres ydre former og ceremonier skulle frelse dem. De følte ikke, at de behøvede nogen Frelser eller Lærer. Men denne arme kvinde hungrede og tørstede efter retfærdighed. Hun ville gerne lade sig undervise; thi hun ventede på Israels trøst og var rede til at tage imod Frelseren, når han blev åbenbaret. Jesus oplyste ikke de stolte og vantro farisæer og øverster om deres karakter, men han åbenbarede sig for denne ydmyge kvinde, der var villig til at tro på ham.
Jesus havde endnu ikke drukket af vandet for at slukke sin tørst eller smagt på den mad, som disciplene bragte ham. Han blev så fordybet i sjæles frelse, at han glemte sin legemlige trang. Men hans disciple bad ham indstændig om at spise. Idet han endnu dvælede ved sin store mission, svarede han dem: “Jeg har mad at æde, den I ikke kender” Hans disciple blev forbavsede og forundrede sig indbyrdes, om nogen kunne havde bragt ham noget at spise, medens de var borte. Men Jesus forklarede sine ord: “Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.” (Johannes 4,34)
Det var ikke blot naturlig føde, som opholdt Kristus i hans virksomme liv; men udførelsen af den gerning, som han forlod himlen for at fuldbyrde, styrkede ham under hans besværligheder og hævede ham over det menneskelige legemes behov. Det var mere tilfredsstillende for menneskesønnen at tjene en sjæl, som hungrede og tørstede efter retfærdighed, end at spise og drikke. Han beklagede syndere; hans medlidende hjerte følte sig draget til de arme samaritanere, der følte deres uvidenhed og elendighed og længtes efter Messias’ komme, som skulle oplyse dem om den sande religion.
Jøderne var trygge i deres egenkærlighed. De ønskede ikke at blive oplyste; men de ventede på en Frelser, som skulle forløse dem fra det romerske trældomsåg og ophøje dem over deres undertrykkere. De ønskede ikke at få en mand, som irettesatte dem for deres synder og straffede deres egenkærlige, hykleriske liv. De ventede en Messias, som ville regere med verdslig magt og herlighed, omstyrte romerne og ophøje jøderne til en fyrstelig nation.
Jesus så, at der var en arbejdsmark blandt samaritanerne. Kornmarkerne lå udstrakt for hans øjne, det gyldne sollys strålede på de grønne marker. Han betragtede de skønne scene og benyttede dem til en lignelse:
“Siger I ikke: der er endnu fire måneder, så kommer høsten? Se, jeg siger jer: opløft eders øjne og se markerne, de er allerede hvide til høsten. (Johannes 4,35) Han hentydede til evangeliets mark, til kristendommens værk blandt de fattige, foragtede samaritaner. Han længtes efter at samle dem ind til Herrens lade; de var modne til høsten.
Frelseren lod sig ikke bøje af nationalfølelse. Han ønskede, at alle, som ville modtage det lys, han bragte til verden, skulle blive delagtige i jødernes velsignelser og fortrin. Det glædede ham meget at se blot én sjæl, som søgte hen til ham for at få lys i sit åndelige mørke. Det, som Jesus ikke åbenbarede for jøderne, og som han befalede sine disciple at holde hemmeligt, fortalte ham her rent ud til dem samaritanske kvinde; thi han, som kendte alle ting, mærkede, at hun ville benytte sin kundskab ret og søge at lede andre til den rette tro.
Det var ikke blot det, som Jesus fortalte kvinden angående hendes forbigående liv, som gav hende tillid til ham; men det var også hans udseende og alvorsfulde ord, som gjorde indtryk på hendes hjerte og overbeviste hende om, at han var mere end et menneske. På samme tid følte hun, at han var hendes ven, som beklagede og elskede hende. Dette var Frelserens karakter; medens han misbilligede hendes syndige liv, henviste han hende til Guds nåde som det fuldkomne middel mod synd. Frelserens medlidenhed og kærlighed er ikke indskrænket til steder og partier.
Idet kvinden af Samaria skyndte sig tilbage til sine venner, fortalte hun de underfulde nyheder på vejen. Mange forlod landevejen og staden for at erfare, om hun virkelig talte sandhed. Mange af borgerne forlod deres beskæftigelser og hastede hen til Jakobs brønd for at se og høre denne mærkelige mand. De omringede Jesus og lyttede med opmærksomhed til hans undervisning. De fremsatte spørgsmål for ham og begærlig modtog hans fortolkning af de ting, som havde besværet deres sind. De var ligesom et folk, der midt under stort mørke opdager en lysstråle, som pludselig trænger igennem natten, og som de med flid følger til dens oprindelse, for at de kan fryde sig ved lysets skin og varme.
Samaritanerne følte sig draget til Jesus og interesseret i hans lære. Men de var ikke tilfreds med denne korte samtale; de længtes efter at høre mere og ønskede, at også deres medborgere skulle lytte til den underfulde Lærer. De bad ham om at blive hos dem og undervise dem. Jesus blev to dage i Samaria og lærte folket. Mange troede på ham og tog imod hans ord. Jesus var en jøde, og dog omgik han frit med disse samaritanere og tilsidesatte sin nations skikke og hykleri. Han havde allerede begyndt at nedbryde adskillelsens mellemvæg mellem jøder og hedninger og af forkynde frelsen for verden.
Disse samaritanske tilhørere var formørkede i forstanden og overtroiske; men de var ikke tilfredse med sin tilstand, og Jesu ord bortfjernede megen tvivl og uvished, som havde plaget deres sind. Mange, som kom af nysgerrighed for at se og høre denne mærkelige person, blev overbevist af hans læres sandhed og erkendte ham som sin Frelser. De lyttede begærlig til de ord, han talte om Guds rige. De sagde med glæde til kvinden: “Vi tror nu ikke længere for din tales skyld; thi vi har selv hørt og ved, at denne er sandelig denne verdens Frelser, Kristus.” (Johannes 4,12)
Kristus irettesatte offentlig jødernes overfladiske moral og pralende fromhed ved sit embedes begyndelse. Han lempede ikke sit liv og sin gerning efter deres skikke og regler. Han lod ikke bøje af for deres urimelige fordomme mod hedningerne. Han straffede tværtimod strengt deres indbildskhed og egenkærlige afsondring. Farisæerne forkastede Kristus; de ville ikke anerkende hans mirakler og hans ligefremme, oprigtige karakter. De forkastede alle beviser på hans guddom og nægtede at erkende hans rene og ophøjede åndelighed. De forlangte spottende, at han skulle vise den et tegn, for at de kunne vide, at han i sandhed var Guds Søn.
Men samaritanerne forlangte intet tegn, og Jesus gjorde ingen mirakler blandt dem. Dog tog de imod hans lære. De blev overbevist om deres store trang til en Frelser, og de tog imod ham som deres forløser. De var derfor i en meget bedre stilling overfor Gud end jøderne med deres stolthed, forskellighed, blinde skinhellighed, snævre fordom og deres bitre had mod alle andre folk på jorden. Trods alle disse fordomme, benyttede Jesus sig af dette foragtede folks gæstfrihed. Han sov under deres tag, spiste med dem ved deres bord, spiste den føde, som de beredte og fremsatte, lærte på deres gader og behandlede dem med største venlighed og høflighed.
I Jerusalems tempel var der en mellemvæg, der adskilte den yderste forgård fra den inderste. Hedningerne havde tilladelse til at komme ind i den yderste forgård; men det blev ikke andre end jøderne tilladt at komme ind i den inderste. Dersom samaritanen havde trådt over denne hellige linje, så ville templet være blevet vanhelligt, og han måtte have betalt med sit liv for en sådan besmittelse. Men Jesus, som virkelig var templets grundlægger – thi templets tjeneste og ceremonier var blot en skygge af hans store offer og henviste til ham som Guds Søn – omfattede hedningerne med sin medlidende og barmhjertige menneskelige arm, medens han med sin guddommelige krafts og nådige arm bragte dem den frelse, som jøderne havde forkastet.
Jesus havde tilbragt flere måneder i Judæa og givet israelitternes øverster god anledning til at blive bekendt med ham som verden Frelser. Han havde gjort mange mægtige gerninger iblandt dem; men de behandlede ham endnu med mistanke og misundelse. Idet han gik gennem Samaria på sin vej til Galilæa blev han modtaget af samaritanerne, og den begærlighed, hvormed de lyttede til hans undervisning, stod i stærk modsætning til jødernes vantro; de fortolkede Daniels, Zakarias’ og Ezekiels profetier fejlagtig, så at de forvekslede Kristi første komme med hans andet komme i herlighed og majestæt.
Deres blindhed var en følge af deres hovmod og indbildskhed, så at de blot længtes efter verdslig ære og ophøjelse. De trængte ind på samaritanerne med deres fortolkninger af profetierne; thi disse troede, at Messias skulle komme ikke blot som jødernes, men som verdens forløser. Dette frembragte stor bitterhed mod dem blandt jøderne; thi de påstod, at Kristus skulle komme for at ophøje israelitterne og bringe alle andre nationer under dem. Denne forvanskning af profetierne ledte samaritanerne til at forklare alle de hellige bøger undtagen Moses’. Men de var villige til at lade sig oplyse, og de tog imod Frelserens undervisning og antog ham som den lovede Messias.