Dette kapitel er bygget op over 1 Mosebog 19                                                                                       PP 156

Skønnest blandt byerne i Jordandalen var Sodoma. Den lå på en slette, der var “som Herrens have” i frugtbarhed og skønhed. Her blomstrede tropernes overdådige planteliv. Her var palmetræets, oliventræets og vinstokkens hjem, og blomster udsendte deres duft hele året igennem. Rige afgrøder dækkede markerne, og store hjorde af kvæg græssede på de omliggende høje. Kunst og handel bidrog til at gøre den stolte by på sletten rigere. Østens skatte prydede paladserne, og ørkenkaravanerne bragte deres ladninger af kostbarheder til dens markeder. Uden at tænke ret meget på arbejde kunne man skaffe alle livets fornødenheder, og hele året var som een lang fest.

Den overflod, der fandtes overalt, affødte luksus og stolthed. Lediggang og rigdom forhærder det hjerte, der aldrig har været trykket af mangel eller tynget af sorg. Forlystelsessygen næredes af velstand og lediggang, og folk hengav sig til sanselige nydelser. Profeten siger: “Se, din søster Sodomas brøde var overmod; brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende hånd; de blev hovmodige og øvede vederstyggelighed for mine øjne; derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det.” Ezekiel 16,49-50. Der er intet, menneskene mere ønsker sig end rigdom og fritid, og dog affødte dette netop de synder, der førte til ødelæggelse af slettens byer. Befolkningens unyttige, ørkesløse liv gjorde dem til et bytte for Satans fristelser, og de forvrængede gudsbilledet og blev mere sataniske end guddommelige. Lediggang er menneskets største forbandelse, for laster og forbrydelser følger i dens spor. Det svækker sindet, forkvakler forstanden og nedværdiger sjælen. Satan ligger i baghold, rede til at fordærve dem, 

PP 157

der er ubevogtede, og hvis ledige timer giver ham anledning til at snige sig ind på dem i en eller anden tiltrækkende forklædning. Han opnår aldrig så store resultater, som når han kommer til mennesker i deres ledige stunder.

I Sodoma var der lystighed, svir og drukkenskab. De laveste og mest dyriske lidenskaber fik uhæmmet lov at udfolde sig. Folk spottede åbenlyst Gud og hans lov og fandt behag i voldshandlinger. Skønt verden før syndfloden var et advarende eksempel for dem, og de vidste, hvordan Guds vrede var blevet åbenbaret ved dens tilintetgørelse, fulgte de dog den samme ondskabens vej.

Da Lot flyttede til Sodoma, var fordærvelsen endnu ikke så udbredt, og Gud lod i sin nåde lysstråler skinne midt i det moralske mørke. Da Abraham befriede elamitternes fanger, blev folks opmærksomhed henledt på den sande tro. Abraham var ikke en fremmed for Sodomas indbyggere, og hans tilbedelse af den usynlige Gud var blevet latterliggjort iblandt dem; men hans sejr over de langt overlegne styrker og hans storsindede behandling af fanger og bytte vakte undren og beundring. Når hans dygtighed og mod blev berømmet, kunne ingen undgå at få den overbevisning, at en guddommelig magt havde givet ham sejren. Og hans ædelmodighed og uegennytte, der var så fremmed for Sodomas selvoptagne indbyggere, var endnu et bevis på den religions overlegenhed, som han havde æret gennem sit mod og sin troskab.

Da Melkizedek udtalte velsignelsen over Abraham, anerkendte han Gud som kilden til Abrahams styrke og ophavsmanden til hans sejr: “Priset være Abraham for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!” 1 Mosebog 14,19-20. Gud talte til dette folk gennem sit forsyn, men den sidste stråle lys blev forkastet, ligesom alle tidligere var blevet det.

Og nu nærmede Sodomas sidste nat sig. Hævnens skyer kastede allerede deres skygger over byen, der var bestemt til undergang. Men menneskene lagde ikke mærke til det. Mens engle nærmede sig for at ødelægge byen, drømte menneskene om velstand og fornøjelser. Den sidste dag var ligesom enhver anden, der var kommet og gået. Aftenen sænkede sig over et landskab, der var præget af skønhed og tryghed. Den uforlignelig skønne egn lå badet i den nedgående sols stråler. 

PP 158

Aftenens kølighed havde lokket byens indbyggere ud, og de forlystelsessyge skarer gik frem og tilbage, opsat på at nyde hvert minut.

I tusmørket nærmede to fremmede sig byens port. Det var åbenbart rejsende, der var kommet for at tilbringe natten i byen. Ingen kunne i disse beskedne vejfarende se den guddommelige strafs mægtige herolder, og den muntre, ligegyldige mængde drømte kun lidet om, at de ved deres behandling af disse himmelske sendebud den samme nat ville nå højdepunktet af den skyld, som dømte deres stolte by til undergang. Men der var een mand, der viste de fremmede venlig opmærksomhed og indbød dem til sit hjem. Lot vidste ikke, hvem de var, men det var hans sædvane at vise høflighed og gæstfrihed; det hørte med til hans religion – han havde lært det af Abrahams eksempel. Havde han ikke vist høflighed, ville han måske være omkommet sammen med de øvrige indbyggere i Sodoma. Mange hjem har ved at lukke døren for en fremmed lukket Guds sendebud ude, som ville have bragt dem velsignelse, håb og fred.

Enhver handling i livet, stor eller lille, tæller med på det godes eller det ondes side. Troskab eller forsømmelighed i tilsyneladende ganske små pligter kan åbne døren for henholdsvis livets rigeste velsignelser eller største ulykker. Det er i de små ting, karakteren skal prøves. Det er de fordringsløse, daglige selvfornægtende handlinger, som udføres med et glad, villigt hjerte, der høster Guds bifald. Vi skal ikke være os selv til behag, men leve for andre. Og det er kun ved selvforglemmelse og ved at nære en kærlig, hjælpsom ånd, at vort liv kan blive til en velsignelse. De små opmærksomheder, de små enkle høflighedshandlinger betyder meget for livets hele lykke, og forsømmelse heraf har en ikke ringe andel i menneskenes elendighed.

Lot havde set, hvilken overlast fremmede blev udsat for i Sodoma, og derfor betragtede han det som sin pligt at beskytte dem, så snart de kom ind i byen, ved at tilbyde dem at bo i hans hus. Han sad i porten, da de fremmede kom, og da han så dem, rejste han sig for at gå dem i møde. Idet han bøjede sig for dem, sagde han: “Kære herrer, tag dog ind og overnat i Eders træls hus og tvæt Eders fødder; i morgen tidlig kan I drage videre!” Men de sagde: “Nej, vi vil overnatte på gaden.” Formålet med dette svar var dobbelt – at sætte Lots oprigtighed på prøve og at foregive at være uvidende om sodomitternes virkelige karakter, som om de troede, at man trygt kunne overnatte på gaden.

PP 159

Deres svar fik Lot til at blive endnu mere besluttet på ikke at overlade dem til pøbelens forgodtbefindende. Han gentog sin indbydelse med en sådan vægt, at de gav efter og gik med ham hjem.

Ved at føre de fremmede til sit hus ad en omvej håbede han at kunne skjule sin hensigt for dem, der drev omkring ved porten; men på grund af de fremmedes tøven og hans vedholdende nøden blev der lagt mærke til dem, og inden de var gået til ro, samledes en lovløs skare omkring huset. Det var en meget stor flok af unge og gamle, alle sammen optændt af de værste lidenskaber. De fremmede havde forhørt sig om forholdene i byen, og Lot havde netop advaret dem imod at vove sig uden for hans dør om natten, da pøbelen råbte og hujede og krævede at mændene skulle føres ud til dem.

Lot vidste, at hvis de blev ophidset til vold, kunne de let bryde ind i huset, og derfor gik han ud for at prøve at tale dem til fornuft. “Gør dog ikke noget ondt, mine brødre!” sagde han. Han brugte ordet “brødre” i betydningen naboer og håbede at kunne berolige dem og gøre dem skamfulde over deres slette forsæt. Men hans ord virkede som olie på flammer. Deres raseri blev som et voldsomt uvejr. De hånede Lot, fordi han satte sig til dommer over dem, og ville have flået ham, hvis Guds engle ikke havde reddet ham. De himmelske udsendinge rakte hånden ud “og trak Lot ind til sig og lukkede døren”. De begivenheder, der fulgte, åbenbarede de gæsters natur, som han havde i huset. “Mændene uden for porten til huset slog de med blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde porten.” Var de ikke blevet slået med dobbelt blindhed og overgivet til hjertets hårdhed, ville Guds hjemsøgelse have fået dem til at frygte og afholde sig fra deres onde værk. Der blev ikke begået større synder i denne sidste nat end i så mange tidligere nætter; men nåden, som de så længe havde ladet hånt om, var til sidst holdt op med at gå i forbøn. Sodomas indbyggere havde overskredet grænsen for Guds overbærenhed, “den skjulte grænse mellem Guds tålmodighed og hans vrede”. Hans hævns ild skulle snart tændes i Siddims dal.

Englene meddelte Lot formålet med deres komme: “Vi står i begreb med at ødelægge stedet her, fordi skriget over dem er blevet så stort for Herren, at Herren har sendt os for at ødelægge dem.”

PP 160

De fremmede, som Lot havde prøvet at beskytte, lovede nu at beskytte ham og frelse alle dem i hans familie, der ville flygte fra den onde by sammen med ham. Pøbelen var blevet træt og var gået, og Lot gik ud for at advare sine børn. Han gentog englenes ord: “Stå op, gå bort herfra, thi Herren vil ødelægge byen!” Men de troede, at han drev spøg med dem. De lo ad det, de kaldte hans overtroiske frygt. Hans døtre blev påvirket af deres mænd. De havde det godt nok, hvor de var. De kunne ikke se nogen tegn på fare. Alt var jo akkurat, som det plejede at være. De havde store rigdomme, og de kunne ikke tro, at det var muligt, at det smukke Sodoma skulle ødelægges.

Lot gik bedrøvet tilbage til sit hjem og fortalte om sit mislykkede forsøg. Så bød englene ham stå op og tage sine hustru og sine to døtre, som endnu var hjemme, og forlade byen. Men Lot tøvede. Skønt han hver dag sørgede over at se voldshandlinger, havde han ingen virkelig opfattelse af de afskyelige, nedværdigende synder, der gik i svang i den onde by. Han indså ikke at det var tvingende nødvendigt, at Guds dom satte en stopper for synden. Nogle af hans børn hang ved Sodoma, og hans hustru nægtede at rejse uden dem. Tanken om at forlade dem, han holdt mest af på jorden, syntes at være mere, end han kunne bære. Det var svært for ham at forlade sit luksuriøse hjem og alle de rigdomme, han havde samlet igennem hele sit liv, og gå ud som en fattig vandringsmand. Knuget af sorg tøvede han uden ringeste lyst til at tage af sted. Havde Guds engle ikke været der, ville de alle sammen være omkommet i Sodomas ruiner. De himmelske budbærere tog ham, hans hustru og døtre og førte dem ud af byen.

Dér forlod englene dem og vendte tilbage for at fuldføre ødelæggelsen af Sodoma. Der kom en anden hen til Lot – han, som Abraham var gået i forbøn hos. I alle slettens byer var der ikke engang fundet ti retfærdige; men som svar på patriarkens bøn blev den ene mand, som frygtede Gud, reddet fra ødelæggelsen. Befalingen blev givet med forfærdende vægt: “Det gælder dit liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogetsteds i Jordanegnen, men red dig op i bjergene, for at du ikke skal omkomme!” Tøven eller opsættelse nu ville være farlig. At lade blikket dvæle et eneste øjeblik ved den dødsdømte by, at tøve et øjeblik i beklagelse over at skulle forlade så 

PP 161

smukt et hjem, ville have kostet dem livet. Den guddommelige straffedoms uvejr ventede kun på, at disse fattige flygtninge skulle undslippe.

Men Lot var forvirret og rædselsslagen og hævdede, at han ikke kunne gøre, som der blev sagt, for så kunne ulykken indhente ham, og han ville miste livet. Mens han boede i den onde by, midt i vantro, var hans tro blevet svækket. Himmelens fyrste stod ved hans side, og dog bad han for sit liv, som om Gud, der havde vist ham en sådan omsorg og kærlighed, ikke stadig ville bevare ham. Han skulle helt have overgivet sig til det himmelske sendebud og givet sin vilje og sit liv i Herrens hånd uden at tvivle eller stille spørgsmål. Men som så mange andre prøvede han at lægge planer selv og sagde; “Se, den by der er nær nok til, at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit liv er frelst!” Den by, der omtales her, var Bela, der senere kaldtes Zoar. Den lå kun nogle få kilometer fra Sodoma og var også fordærvet og dømt til undergang. Men Lot bad om, at den måtte blive sparet, idet han hævdede, at det jo kun var en lille bøn, og han fik sit ønske opfyldt. Herren forsikrede ham: “Også i det stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den by, du nævner.” Hvor er Guds hjertelighed over for hans fejlende skabninger dog stor!

Igen lød den højtidelige befaling til ham om at skynde sig, for ildregnen ville kun blive holdt tilbage lidt endnu. Men en af de flygtende vovede at kaste et blik tilbage på den dødsdømte by, og hun blev til et mindesmærke over Guds straffedom. Hvis Lot selv ikke havde tøvet med at adlyde englenes advarsel, men målbevidst var flygtet op i bjergene uden at fremkomme med anmodninger eller indvendinger, ville hans hustru have reddet sig. Hans eksempel ville have frelst hende fra den synd, der beseglede hendes dødsdom. Men hans tøven fik hende til at tage den guddommelige advarsel let. Hendes legeme var ude på sletten, men hendes hjerte hang stadig ved Sodoma, og hun omkom sammen med den. Hun gjorde oprør mod Gud, fordi hans straf også omfattede hendes ejendom og hendes børn. Skønt hun netop var blevet meget begunstiget ved at blive kaldt ud af den ugudelige by, følte hun, at hun var blevet hårdt behandlet, fordi de rigdomme, som det havde taget årevis at samle, måtte overlades til ødelæggelsen. I stedet for i taknemmelighed at tage imod befrielsen formastede hun sig til at se tilbage og ønskede, at de, der havde forkastet Guds advarsel, måtte beholde livet.

PP 162

Hendes synd viste, at hun var uværdig til at leve, fordi hun ikke var mere taknemmelig over, at hendes liv blev sparet.

Vi bør vogte os for at behandle Guds nådige forholdsregler til vor frelse med ligegyldighed. Der er kristne, der siger: “Jeg ønsker ikke at blive frelst, medmindre min mand og mine børn bliver frelst sammen med mig.” De føler, at Himmelen ikke ville være nogen Himmel for dem, medmindre de, som de holder så meget af, var hos dem. Men har de, der nærer sådanne følelser, den rette forståelse af deres forhold til Gud i betragtning af hans store godhed og nåde over for dem? Har de glemt, at de stærkeste bånd af kærlighed, ære og lydighed knytter dem til deres skabers og forløsers tjeneste? Nådens indbydelse gælder alle. Skal vi da vende os bort, fordi vore venner forkaster Frelserens bønfaldende kærlighed? Sjælens forløsning er dyrebar. Kristus har betalt en uendelig stor pris for vor frelse, og ingen, der fatter værdien af dette store offer eller af en sjæl, vil foragte Guds tilbud om nåde, fordi andre gør det. Andres foragt for Guds retfærdige krav burde netop anspore os til selv at ære Gud og tilskynde alle, som vi kan påvirke, til at tage imod hans kærlighed.

Solen var stået op, da Lot kom ind i Zoar. Morgenens klare lys syntes kun at varsle velstand og fred for byerne på sletten. Livet begyndte at pulsere i gaderne. Menneskene hastede af sted, ivrige efter at gøre forretning eller more sig. Lots svigersønner gjorde sig lystige over den stakkels gamle mands frygt og advarsler. Pludselig og uventet som et lyn fra en klar himmel brød uvejret løs. Herren lod svovl og ild regne ned fra himmelen over byerne og den frugtbare slette, og dens paladser og templer, kostbare boliger, haver og vingårde og de forlystelsessyge skarer, der så sent som den foregående aften havde hånet Himmelens sendebud – alt blev fortæret. Røgen fra branden steg op som røgen fra en smelteovn, og den skønne Siddims dal blev lagt øde. Stedet skulle aldrig mere genopbygges eller bebos, men tjene til et vidnesbyrd for alle slægter om, at Guds straffedom over overtræderne er sikker.

De flammer, der fortærede slettens byer, sendte deres advarselsskær helt ned til vor tid. Vi har fået den frygtelige og alvorlige undervisning, at selv om Guds nåde længe bærer over med overtræderen, er der dog en grænse, og når den er overskredet, kan mennesker ikke fortsætte i synden. Når den grænse er nået, gives der ikke længere nåde, og dommen fuldbyrdes.

PP 163  PP 164  PP 165

Verdens forløser siger, at der findes større synder end dem, som Sodoma og Gomorra blev straffet for. De, der hører evangeliets indbydelse kalde syndere til omvendelse, men ikke ænser den, er mere skyldige end beboerne i Siddims dal. Og synden er endnu større hos dem, der bekender sig til at kende Gud og holde hans bud, men fornægter Kristus i deres karakter og daglige liv. I lyset af Frelserens advarsel er Sodomas skæbne en alvorlig formaning ikke alene til dem, der er skyldige i åbenbar synd, men til alle, der driver spøg med lyset fra Himmelen og de dermed forbundne privilegier.

Det sanddru vidne sagde til menigheden i Efesus: “Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.” Åbenbaringen 2,4-5. Frelseren venter svar på sit tilbud om kærlighed og tilgivelse med en ømmere medlidenhed, end en jordisk fader viser, når han tilgiver en egenrådig, lidende søn. Han kalder på den vildfarne: “Vend om til mig, så vil jeg vende om til Eder.” Malakias 3,7. Men hvis synderen hårdnakket nægter at lytte til den stemme, der kalder på ham med øm, medlidende kærlighed, vil han til sidst blive ladt i mørke. Det hjerte, der længe har ringeagtet Guds nåde, bliver forhærdet i synd og er ikke længere modtageligt for Guds nådes indflydelse. Frygtelig vil dommen blive over den sjæl, om hvem den bedende frelser til sidst må sige: Han “er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare”! Hoseas 4,17. Det vil gå byerne på sletten tåleligere på dommens dag end dem, der har kendt Kristi kærlighed, men har vendt sig bort for at vælge en syndig verdens fornøjelser.

Du, som ringeagter nådens tilbud, tænk på det store regnskab, der føres imod dig i Himmelens bøger; for der holdes regnskab med nationers, familiers og enkeltpersoners ugudelighed. Gud kan bære over længe, mens regnskabet fortsættes, og kaldet til anger og tilbuddet om tilgivelse lyder; men der kommer en tid, da målet er fuldt, da sjælens beslutning er taget, og da mennesket ved sit eget valg har beseglet sin skæbne. Da vil der blive givet signal til dommens fuldbyrdelse.

PP 166

Der er grund til ængstelse over tilstanden i den religiøse verden i dag. Guds barmhjertighed er blevet ringeagtet. Flertallet ophæver Guds lov, idet de “fører lærdomme, som kun er menneskebud”. Matthæus 15,9. Vantroen hersker i mange af vort lands kirker, ikke vantro i videste betydning, i form af åben fornægtelse af Bibelen, men en vantro, der er klædt i kristendommens kåbe, mens den underminerer troen på Bibelen som en åbenbarelse fra Gud. Inderlig gudhengivenhed og livskraftig gudfrygtighed har givet plads for tom formalisme. Som følge heraf er frafald og sanselighed fremherskende. Kristus sagde: “Som det gik til i Lots dage: ….. på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares” Lukas 17,28.30. De daglige begivenheder vidner om opfyldelsen af hans ord. Verden modnes hurtigt til ødelæggelsen. Snart vil Guds domme udøses, og synd og syndere vil blive fortæret.

Frelseren sagde: “Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade” – over alle dem, hvis interesser kun drejer sig om denne verden, “Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.” Lukas 21,34-36.

Før Sodomas ødelæggelse sendte Gud et budskab til Lot. “Det gælder dit liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogetsteds i Jordanegnen, men red dig op i bjergene, for at du ikke skal omkomme!” Den samme advarende stemme lød til Kristi disciple før Jerusalems ødelæggelse: “Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene.” Lukas 21,20-21. De måtte ikke tøve for at sikre sig noget af deres ejendom, men skulle udnytte lejligheden til at undslippe.

De skulle gå ud, adskille sig fuldstændig fra de ugudelige, flygte for livet. Sådan var det i Noas dage. Det gjaldt Lot, det gjaldt disciplene før Jerusalems ødelæggelse, og det gælder i de sidste dage. Guds stemme lader atter et advarselsbudskab lyde, der byder hans folk skille sig ud fra den rådende uretfærdighed.

PP 167

Den tilstand af fordærvelse og frafald, der ville findes i den religiøse verden i de sidste dage, blev vist profeten Johannes i synet om Babylon, “den store by, som har herredømme over Jordens konger”. Åbenbaringen 17,18. Før dens ødelæggelse lyder kaldet fra Himmelen: “Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.” Åbenbaringen 18,4. Som i Noas og Lots dage må der ske en tydelig adskillelse fra synd og syndere. Der kan ikke indgås noget kompromis mellem Gud og verden, ingen må vende tilbage for at sikre sig jordiske skatte. “I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Matthæus 6,24.

Ligesom beboerne i Siddims dal drømmer folk om velstand og fred. “Det gælder dit liv,” lyder advarslen fra Guds engle; men der høres andre stemmer, der siger: “Tag det roligt, for der er ingen grund til ængstelse.” Mængden råber: “Fred og ingen fare!” mens Himmelen erklærer, at undergangen hastigt er ved at komme over overtræderen. Natten før ødelæggelsen levede slettens byer i sus og dus og spottede Guds sendebuds frygt og advarsler; men disse spottere omkom i flammerne. Den nat blev nådedøren for stedse lukket for Sodomas ugudelige, ligegyldige indbyggere. Gud lader sig ikke bestandig spotte, han vil ikke længe lade sig ringeagte. “Se, Herrens dag kommer, grum, med harme og brændende vrede; jorden gør den til ørk og rydder dens synder bort.” Esajas 13,9. Flertallet i verden vil forkaste Guds nåde og vil blive genstand for en hurtig og uoprettelig tilintetgørelse. Men de, der agter på advarslen, skal bo “i den Højestes skjul og dvæle i den Almægtiges skygge”. Hans trofasthed er deres skjold og værge. Dem gælder løftet: “Med et langt liv mætter jeg ham og lader ham skue min frelse!” Salme 91,1. 4. 16.

Lot boede kun en kort tid i Zoar. Der var lige så megen synd der som i Sodoma, og han frygtede for at blive der, hvis byen skulle blive ødelagt. Ikke længe efter blev Zoar fortæret, som Gud havde bestemt. Lot drog op i bjergene og boede i en hule, ribbet for alt det, for hvis skyld han havde vovet at udsætte sin familie for en ugudelig bys indflydelse. Men Sodomas forbandelse fulgte ham også derop. Hans døtres syndige opførsel skyldtes forbindelsen med de ugudelige i den fordærvede by. 

PP 168

Dens moralske fordærvelse havde sådan gennemsyret deres karakter, at de ikke kunne skelne mellem godt og ondt. Lots eneste efterkommere, moabitterne og ammonitterne, var slette, afgudsdyrkende stammer, oprørere mod Gud og bitre fjender af hans folk.

Hvor var Lots liv en stor modsætning til Abrahams liv! Engang havde de været rejsefæller; de havde tilbedt ved samme alter og boet side om side i deres pilgrimstelte; men hvor var de langt fra hinanden nu! Lot havde valgt Sodoma for dens fornøjelsers og fordeles skyld. Da han forlod Abrahams alter, hvor der daglig blev bragt et offer til den levende Gud, lod han sine børn færdes sammen med et fordærvet og afgudsdyrkende folk; men han havde alligevel bevaret gudsfrygten i sit hjerte, for han omtales i skriften som en “retfærdig” man. Hans retfærdige sjæl plagedes af den slette tale, der hver dag lød i hans øren, og af de voldshandlinger og forbrydelser, som han ikke havde magt til at forhindre. Han blev til sidst “en brand, som er reddet ud af ilden” (Zakarias 3,2), men han havde mistet sine ejendele, sin hustru og sine børn og boede i huler som de vilde dyr ramt af skændsel på sine gamle dage. Han skænkede ikke verden en slægt af retfærdige mennesker, men to afguderiske folk, der var fjender af Gud og kæmpede mod hans folk, indtil deres uretfærdigheds bæger var fuldt, og de blev dømt til undergang. Hvilke frygtelige resultater af et eneste forkert skridt!

Den vise mand siger: “Slid dig ikke op for at vinde dig rigdom, brug ej din forstand dertil!” “Den øder sit hus, hvem vinding er alt; men leve skal den, der hader gave.” Ordsprogene 23,4. 15. 27. Og apostlen Paulus siger: “De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.” 1. Timoteus 6,9.

Da Lot drog til Sodoma, var han fast besluttet på at holde sig fri for uretfærdighed og få sin familie til at følge sit eksempel. Men det slog helt fejl for ham. Den fordærvende indflydelse omkring ham påvirkede hans egen tro, og hans børns forbindelse med Sodomas indbyggere knyttede i nogen grad hans interesser sammen med deres. Og resultatet har vi set.

Der er stadig mange, der begår den samme fejltagelse. Når de skal vælge et hjem, ser de mere på de timelige fordele de kan opnå, end på den moralske og samfundsmæssige indflydelse, de selv og deres familie vil blive omgivet af. De vælger et smukt og frugtbart land eller søger til en blomstrende by i håb om at sikre sig

PP 169

større fremgang; men deres børn er omgivet af fristelser og knytter alt for ofte forbindelser, der er ugunstige for udviklingen af gudfrygtighed og dannelsen af en god karakter. En atmosfære af moralsk slaphed, vantro og ligegyldighed over for religiøse ting har en tendens til at modarbejde forældrenes indflydelse. Ungdommen ser til stadighed eksempler på oprør mod forældrenes og Guds myndighed, og mange slutter venskab med de vantro og gør fælles sag med Guds fjender.

Når vi skal vælge et hjem, ønsker Gud først af alt, at vi skal overveje, hvilken moralsk og religiøs indflydelse vi og vor familie vil blive udsat for.

Vi kan blive nødt til at leve under vanskelige forhold, for der er mange, der ikke selv kan vælge deres omgivelser, men hvor som helst pligten kalder os, vil Gud sætte os i stand til at stå upåvirkede, hvis vi våger og beder i tillid til Kristi nåde. Vi bør derimod ikke unødigt udsætte os for påvirkninger, der er ugunstige for dannelsen af en kristen karakter. Hvis vi frivilligt bosætter os i en atmosfære af verdslighed og vantro, mishager vi Gud og driver de hellige engle bort fra vort hjem.

De, der sikrer deres børn verdslig rigdom og ære på bekostning af deres evige interesser, vil til sidst opdage, at disse fordele var et frygteligt tab. Ligesom Lot vil mange se deres børn blive fordærvet, mens de kun med nød og næppe redder deres egen sjæl. Deres livsværk går til grunde, deres liv er forfejlet. Havde de udvist sand visdom, ville deres børn måske have fået mindre verdslig fremgang, men de ville have sikret sig retten til en evig arv.

Den arv, Gud har lovet sit folk, findes ikke i denne verden. Abraham havde ikke nogen ejendom på jorden, “ikke så meget som en fodsbredde”. Apostlenes Gerninger 7,5. Han havde store rigdomme, og han brugte dem til Guds ære og sine medmenneskers bedste; men han betragtede ikke denne verden som sit hjem. Herren havde kaldet ham til at forlade sine afgudsdyrkende landsmænd og givet ham løftet om Kanaans land som et evigt eje, og dog fik hverken han eller hans søn eller sønnesøn det. Da Abraham ønskede at få en begravelsesplads til sine døde, måtte han købe den af kanaanæerne. Det eneste, han ejede i det forjættede land, var et gravsted i klippehulen i Makpela.

Men Guds ord var ikke slået fejl, og det fik heller ikke sin fulde opfyldelse, da jøderne bosatte sig i Kanaan. “Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom.” Galaterne 3,16. Abraham skulle selv have del i arven.

PP 170

Opfyldelsen af Guds løfte kan se ud til at lade vente længe på sig “en dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag” 2 Petersbrev 3,8. Det kan se ud, som om opfyldelsen tøver; men “det kommer; det udebliver ikke”. Habakkuk 2,3. Gaven til Abraham og hans afkom omfattede ikke blot Kanaans land, men hele jorden. Apostlen siger: “Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans slægt fik den forjættelse, at han skulle arve verden, men ved trosretfærdighed.” Romerne 4,13. Og Bibelen lærer tydeligt, at løfterne til Abraham skal opfyldes gennem Kristus. Alle, som tilhører Kristus, er “Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse” – arvinger til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv” nemlig jorden, befriet for syndens forbandelse. Galaterne 3,29; 1 Petersbrev 1,4. For “riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes hellige folk”; “de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred”. Daniels Bog 7,27; Salme 37,11.

Gud lod Abraham se denne udødelige arv i et syn, og med dette håb var han tilfreds, “I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.” Hebræerne 11,9-10.

Om Abrahams efterkommere er der skrevet: “I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden.” 13. vers. Vi må bo som fremmede og pilgrimme her, hvis vi vil vinde “et bedre, nemlig det himmelske fædreland”. 16. vers. De, som er Abrahams børn, vil søge den stad, som han så hen til, “hvis bygmester og skaber er Gud”.

Abraham var blevet en gammel mand og ventede snart at skulle dø, men der var endnu en handling, han skulle udføre for at sikre opfyldelsen af løftet til sin efterslægt, Gud havde udset Isak til at være Abrahams efterfølger som Guds lovs bevarer og fader til det udvalgte folk; men han var endnu ugift. Indbyggerne i Kanaan var afgudsdyrkere, og Gud havde forbudt sit folk at indgå ægteskab med dem, da han vidste, at sådanne ægteskaber ville føre til frafald. Patriarken frygtede virkningerne af den fordærvelige indflydelse, der omgav hans søn. Abrahams stadige tro på Gud og underkastelse under hans vilje afspejledes i Isaks karakter; men den unge mand var stærkt følelsesbetonet og havde et sagtmodigt og føjeligt sind. Hvis han blev gift med en kvinde, der ikke frygtede Gud, var der fare for, at han ville ofre sine principper for fredens skyld. For Abraham var valget af en hustru til hans søn en meget alvorlig sag. Det var ham magtpåliggende, at Isak giftede sig med en kvinde, der ikke ledte ham bort fra Gud.

I oldtiden blev aftaler om ægteskab i reglen indgået af forældrene, og dette var også skik blandt dem, der tilbad Gud. Ingen blev tvunget til at gifte sig med en, han ikke kunne elske; men i kærlighedsanliggender blev de unge vejledt af deres erfarne, gudfrygtige forældre. Det blev betragtet som en vanære, ja, en forbrydelse, over for forældrene at handle anderledes.

Isak stolede på sin faders visdom og kærlighed, og han var tilfreds med at overlade sagen til ham, idet han også troede på, at Gud selv ville lede i valget.