Jesu gerning bragte ham igen til Kapernaum. Da det rygtedes, at Jesus opholdt sig i Peters hus, forsamledes mænd, kvinder og børn fra alle kanter for at høre den underfulde lærer. Der var i omegnen en mand, som var lam og aldeles hjælpeløs, og hans sygdom var uhelbredelig. Men hans venner og slægtninge havde hørt om Jesu kærlige undervisning og havde været vidne til underfulde mirakler. De så, at han ikke viste nogen bort, men at endog de arme spedalske kom til ham og blev helbredte, og de begyndte at håbe, at også den lamme kunne få hjælp. Dersom han blev bragt til Jesus.
De forsøgte at opmuntre den syge og fortalte ham om Jesu kraft til at gøre mirakler og helbrede alle slags sygdomme, at han havde talt kærligt til de fortvivlede og havde frelst andre fra Satans magt ved et eneste guddommeligt ord. Den lamme lyttede til disse glædelige nyheder, og der vaktes håb i hans hjerte, at han måske kunne blive befriet fra sin forfærdelige sygdom. Han længtes efter at se Jesus og at overgive sig i hans hænder. Men når han tænkte på, at udsvævelse var den fornemste årsag til hans lidelser, sank hans mod; for han frygtede for, at den hellige læge ikke ville tåle et sådant menneske i sin nærhed. Han havde elsket syndige glæder og havde i sit liv overtrådt Guds lov, så at hans legemlige lidelser var en følge af hans synd.
Han havde for lang tid siden henvendt sig til farisæerne og lægerne og søgt at opvække deres medlidenhed i håb om, at de kunne gøre noget for at lindre hans besværede sind og lidende legeme; men de betragtede ham med ligegyldighed og erklærede, at hans sygdom var ulægelig. De havde forøget hans smerter, idet de fortalte ham, at hans lidelser var blot en retfærdig straf, som Gud lod komme over ham for hans dårlige opførsel. Det var farisæernes skik at holde sig borte fra de syge og trængende. De påstod at sygdom og elendighed altid var et bevis på Guds vrede mod overtrædere. Men disse mennesker, der ophøjede sig selv som hellige og som sådanne, der kunne glæde sig ved Guds nåde, var ofte mere fordærvede i hjerte og liv end de stakkels lidende, som de fordømte.
Den lamme var nedsunket i fortvivlelse, da han ikke kunne få hjælp på nogen måde, indtil beretningen om de nådige mirakler, som Jesus udførte, atter vakte håb i hans bryst. Men han frygtede for, at Jesus ikke ville tillade ham at komme frem for sig. Han følte, at dersom Jesus blot ville lindre hans sind ved at tilgive hans synder, så ville han være tilfreds med at leve eller dø i overensstemmelse med hans retfærdige vilje. Hans venner forsikrede ham, at Jesus havde helbredt andre, som i enhver henseende var lige så syndige som han, og dette opmuntrede ham til at tro, at også hans bøn ville blive bønhørt.
Han indså, at der var ikke var nogen tid at spilde. Hans legeme var meget hentærret, og døden nærmede sig. Dersom noget skulle gøres for at standse sygdommen, så måtte det gøres straks. Den døende mand råbte fortvivlet: “Ak, at jeg kunne komme til Jesus!” Hans venner længtes efter at hjælpe ham, for at hans ønske kunne blive opfyldt, og lagde forskellige planer for at opnå dette; men de syntes ikke at kunne gennemføres. Selvom den syge var meget besværet af legemlige smerter, så havde han dog den fulde brug af forstand, og han foreslog nu, at hans venner skulle bære ham på sengen til Jesus. Dette gjorde de gerne.
Da de kom til den store skare, som havde forsamlet sig i og omkring huset, hvor Jesus underviste, var de i tvivl om de kunne udføre deres hensigt. De trængte sig imidlertid frem med deres byrde, indtil deres vej var fuldstændig spærret; og de var nødt til at standse, før de kom så langt, at de kunne høre Frelserens røst. Jesus var indenfor, og hans disciple sad som sædvanlig nærmest ved ham; for det var højst vigtigt, at de skulle høre hans ord og forstå de sandheder, som de siden i skrift og tale skulle forkynde i alle lande, og som skulle lyde gennem alle slægter.
De stolte farisæere, lovlærde og skriftkloge var også tilstede. De nærede ondskabsfulde planer i deres hjerter og holdt sig nær for at forstyrre den hellige lærer og om muligt anklage ham for at være en bedrager og fordømme ham til døden. Misundelige over hans magt og visdom skjulte de deres stærke had, for at de des bedre kunne give nøje agt på hans ord og få ham til at tale om forskellige genstande i håb om at fange ham i en eller anden modsigelse eller kætteri, der kunne skaffe dem anledning til at anklage ham. De var til stede, da Jesus på sabbatsdagen helbredte mennesket med den visne hånd, og disse mennesker som påstod, at de frem for alle andre var delagtige i Guds velsignelser, blev fulde af vrede, fordi han vovede at udføre en god gerning på Herrens dag.
Uden om dem igen var der en blandet skare, som var kommet af forskellige grunde, og som trængte sig nær til Jesus. Nogle følte en uimodsigelig lyst til at høre Jesu ord, men forstod blot ganske dunkelt deres betydning. De længtes efter at opfange enhver stavelse af de hellige sandheder, han ytrede, og i mange tilfælde blev livets sæd plantet i deres hjerte og voksede derefter og bar velsignede frugter. Andre kom af nysgerrighed eller af lyst til at se og høre noget nyt. Alle samfundsklasser var til stede, og der var også folk fra mange forskellige nationer.
De, som bar den lamme, forsøgte at trænge sig gennem den urolige skare, men deres forsøg var forgæves. De talte indtrængende til folket om, hvor nødvendigt det var for dem at komme frem, for om muligt at få folket til at vige pladsen; men det hjalp ikke. Den syges lidelser forøgedes ved hans ængstelighed, og hans venner frygtede for, at han ville dø midt i denne forstyrrelse. Den syge ser sig omkring med ubeskrivelig smerte. Må han opgive alt håb nu, da den hjælp, han så længe har søgt, er så nær? Han føler, at han ikke kan udholde en så bitter skuffelse. Han foreslår at hans venner skal bære ham til bagsiden af huset og bryde igennem taget og føre ham frem for Jesus på denne måde.
Hans venner indser, at dette er det eneste, som kan gøres, og frygter for, at han ikke kan leve, dersom de bærer ham hjem, og de søger at udføre hans forslag. Taget åbnes, og den syge mand fires ned lige for Jesu fødder. Jesu tale afbrydes. Frelseren betragter det sørgmodige ansigt og ser, hvorledes den syge fæster sine øjne på ham med stille bøn. Han forstod alt angående hans stilling; for det var Jesus, som havde draget den urolige og tvivlende sjæl til sig. Han var kommet til verden for at bringe håb til syndige og elendige. Johannes havde udpeget ham som det “Guds lam, der bærer verdens synd.” Jesu ånd rørte den arme synders hjerte og havde bragt syndsoverbevisning i hans samvittighed, før han forlod sit hjem. Han havde iagttaget den første tros-gnist i hans sjæl, indtil den tiltog, og manden var fast overbevist om, at Jesus var hans eneste hjælper, og han havde set, hvorledes troen blev styrket ved enhver bestræbelse, som manden havde gjort for at komme nær til ham.
Den syge var rig; men rigdom kunne ikke fri hans sjæl fra synd eller fjerne sygdom fra hans legeme. Guds ånd drog ham til den synderes ven, som alene kunne hjælpe ham. Jesus erkender den tro, som viser sig ved den syge mands bestræbelser for under så store vanskeligheder at drage nær til sin Herre, og han opløfter sin milde røst og siger til ham: “Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig.” (Mattæus 9,2) Mørke og fortvivlelse svandt bort fra den syges sjæl. Guds kærlighed bragte syndsforladelse og fuldkommen fred til hans hjerte, og den lyste af hans åsyn. Den legemlige smerte er forsvundet, og han er aldeles forvandlet for den forbavsede mængdes øjne. Den hjælpeløse lamme er helbredt, og al hans skyld og synd er tilgivet. Han har nu fået det vidnesbyrd om Guds nåde, som han så meget ønskede. Dog var det ikke her, men i hans eget hjem, hvor han havde angret sin synd og troet på Jesu kraft til at helbrede ham, at Frelserens livgivende nåde først havde velsignet hans længselsfulde hjerte.
Den lammes enfoldige tro tog imod Mesterens ord som noget, der gav ham nyt liv. Han forlangte ikke mere, han gjorde ingen støj, men forblev tavs i følelsen af sin lykke. Han kunne ikke udtrykke sin glæde med ord. Himlens lys oplyste hans ansigt, og folket så det, som skete med ærefrygt. Kristus fremtrådte med en rolig majestæt, der hævede ham over synagogens øverster og lovlærere. Farisæerne, de skriftkloge og lovkyndige havde ventet med længsel på at se, hvorledes Jesus ville bære sig ad i dette tilfælde. De erindrede, at de syge havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og de havde unddraget sig på grund af deres embedes hellighed og undladt at give ham den mindste opmuntring. De havde endog vist sig fortrædelige, fordi han besværede dem med en så ubehagelig sag. De havde betragtet hans hentærede legeme med gru og sagt: Vi kan ikke oprejse nogen fra de døde; han er jo allerede sin opløsning nær.
Ikke tilfreds med den sjælesmerte, de således havde bibragt ham, havde de erklæret, at hans sygdom var en forbandelse fra Gud på grund af hans synder. Alt dette kom klart frem for deres tanker, da de så den syge mand. De lagde også mærke til, at folket, som for størstedelen var blevet bekendt med disse ting, med overordentlig interesse og ærefrygt gav agt på hvad der foregik. De frygtede meget for, at de skulle miste deres egen indflydelse ikke blot over dem, som her var til stede, men også over alle, som hørte beretningen om denne underfulde begivenhed.
Disse stolte mennesker talte ikke sammen, men de så på hverandre og læste udtrykket af de samme tanker på ethvert ansigt: Noget måtte man gøre for at standse denne stigende folkegunst. Jesus havde erklæret, at den lamme mands synder var forladte. Farisæerne greb disse ord som en anmasselse og bespottelse mod Gud og tænkte, at de kunne fremføre dem for folket som en forbrydelse, der burde straffes med døden. De udtrykte ikke deres tanker, men de sagde ved sig selv: Han er en bespotter; hvem kan forlade synder uden Gud alene? De greb Frelserens løfte om syndsforladelse som noget, som de kunne anklage ham for. Men Jesus læste deres tanker, og idet han fæstede sit irettesættende blik på dem, for hvilket de søgte at skjule sig og drage sig tilbage, tiltalte han dem således: “Hvad tænker I på i jeres hjerter? Hvad er lettest at sige: “Dine synder er dig forladt,” eller at sige: “Stå op og gå?” Men I skal vide at menneskenes Søn har magt på jorden til at forlade synder, han sagde til den lamme: “Stå op og gå?”
Den lamme var blevet ført til Jesus på en seng og hans lemmer var ubrugelige; men nu stod han op på sine fødder med ungdommens styrke og livlighed. Det livgivende blod strømmede gennem hans årer og bragte næring og styrke til legemet gennem alle blodkarrene. De svækkede organer kom pludseligt i naturlig virksomhed, sundhedens friske rødme trådte i naturlig virksomhed, sundhedens friske rødme trådte i stedet for dødens bleghed. “Og han stod op og tog sengen og gik bort i alles påsyn, så de alle blev ude af sig selv af forundring og priste Gud og sagde: Aldrig har vi set mage.”
O underfulde Kristi kærlighed, som således nedlader sig for at helbrede lidende syndere! Guddommen sørger over menneskenes lidelser og borttager deres smerte! O underfulde magt, som således er åbenbaret for menneskenes børn! Hvem kan tvivle på frelsens budskab? Hvem kan tilsidesætte den forbarmende forløsers nåde?
Dette underfulde mirakel virkede på folket, som om himlen var blevet åbnet og en bedre verdens herlighed åbenbaret. Da den lamme, som var blevet helbredt, gik igennem skaren og priste Gud, idet han bar sin byrde, som om den havde været så let som en fjer, veg folket tilbage for at give ham plads og så på ham med forfærdede miner, idet de hviskede til hverandre og sagde: “Vi har i dag set utrolige ting.” Farisæerne var stumme af forbavselse og overvældede af det tab, de havde lidt. De så, at der ikke var nogen anledning nu til at ophidse mængden med deres fordom og misundelse over den underfulde gerning, der var udført på det menneske, som de i sin indbildskhed havde hengivet til døden og til Guds vrede. Dette gjorde et så dybt indtryk på folket, at de i det mindste for nærværende løsrev sig fra deres lederes indflydelse. De så, at Kristus rådede over en magt, hvilken de vidste alene kunne komme fra Gud. Hans sagtmodige adfærd i forbindelse med hans underfulde gerninger stod i så stærk modsætning til farisæernes stolte og egenkærlige opførsel, at de tabte deres fatning og blev nedslåede. De så, at Kristus besad guddommelig magt; men de erkendte det ikke.
Dersom de skriftkloge og farisæerne havde været oprigtige overfor Gud, så ville de have ladet sig overbevise af de ting, som de havde været vidne til; for de vidnede klart, at Jesus var den lovede Messias. Men de havde fast besluttet, at intet skulle overbevise dem herom. Med stolthed og stridighed satte de sig imod den sagtmodige og ydmyge lærer fra Nazaret, som ved sine underfulde gerninger truede med at tilintetgøre deres anseelse og indflydelse. De ophørte derfor ikke med deres had og ondskab, men gik bort fra at lægge nye planer, hvorved de mulig kunne blive i stand til at fordømme Guds Søn og bringe ham til tavshed.
Disse mennesker havde haft mange beviser på, at Jesus var den lovede frelser; men intet bevis havde været så klart og uimodsigeligt som dette mirakel. Men jo stærkere beviser der blev fremført til at stadfæste den sandhed, at Jesus havde magt på jorden til at forlade synder såvel som at helbrede de syge, desto mere besværede de sig med had og vantro, indtil Gud forlod dem, og deres ugudeligheds lænker blandt dem i håbefuldt mørke. Ingen magt kunne mere bevæge sådanne hjerter, der var så forhærdede af ondskab og vantro.
Mange i vore dage går frem på samme måde som de vantro jøder. Gud har givet dem lys, men de forkaster det. Hans ånd har irettesat dem, men Guds irettesættelser er blevet anstødsstene på deres vej, som de falder over. De har forkastet hans tilbudte nåde. De har med foragt nægtet at tro hans sandhed, indtil Guds ånd ikke længere stræber med dem, og de haster af sted på deres fordærvelige bane.
Der blev stor glæde i den lammes hus, da han kom hjem til sin familie fuldstændig frisk og sund og selv bare den seng, som hans venner langsomt havde båret ham bort på for kort tid siden. De samles omkring ham med glædestårer og turde knapt tro deres egne øjne. Han stod for dem i manddommens fulde kraft. De arme, som nylig havde været livløse, kunne nu let udføre hans ønsker. Kødet, som var indtørret og havde antaget en bleg og blå farve, var nu friskt og rødmede af sundhed. Han gik af sted med faste livlige trin. Håb lyste af hans ansigt. Alt mørke var forsvundet, og et udtryk af fred og renhed var kommet i stedet for de mærker, han før havde haft af synd og lidelser. Taknemmelige og glade bønner steg op til Gud fra hans hjem, og Gud blev æret ved sin Søn, som havde givet håb til den håbløse og styrke til den kraftesløse. Denne mand og hans familie var rede til at hengive sit liv for Jesus. Ingen tvivl kunne formørke deres tro, ingen vantro kunne forstyrre deres fuldkomne tillid til Kristus, som havde bragt lys ind i deres mørke hjem.