2SP 12

Da tiden for Guds Søns første komme drog nær, søgte Satan med større flid at forhærde det jødiske folks hjerte mod beviserne for Kristi guddom. Jøderne var stolte og indbildske. Præsterne var gruelig fordærvede; medens de bibeholdt gudsdyrkelsens former og ceremonier og hængte strengt ved lovens udvortes bogstav, var deres hjerter fremmede for Gud. De besad ingen from eller dydig karakter; men jo mere de manglede de nødvendige egenskaber for deres hellige gerning som den højeste Guds præster, desto strengere søgte de at fastholde den ydre form af fromhed, nidkærhed og gudsfrygt.

Disse Præster var hyklere. De elskede verdens ære og søgte den ophøjelse, som kom ved rigdom. For at tilfredsstille deres ønsker benyttede de enhver anledning til at forurette de fattige, især enker og faderløse. De var hårdhjertede og følelsesløse og viste ingen barmhjertighed med de fattige og ulykkelige. Medens de bad på torvene og gav almisse for at ses af mennesker, opslugte de enkers huse ved at lægge store skatter på dem. Under påskud af at forsyne Herrens forrådskammer afpressede de store pengesummer af dem, som var samvittighedsfulde, og brugte de midler til deres egen fordel, som de således modtog på en uærlig måde.

I de love, som Gud havde givet hebræerne, havde han givet vise og kærlige regler for at varetage de fremmedes, fattiges, faderløses og enkers interesse. Det, som voksede på landet hvert syvende år, da det skulle henligge udyrket, tilhørte dem. Desuden skulle hele folket hvert tredje år anvende en tiendedel af al sin fortjeneste til godgørende øjemed. Denne tiende var aldeles forskellig fra den, som de gav til helligdommens tjeneste. De skulle altid have midler på rede hånd til hjælp for de fattige. Guds hensigt med denne anordning var at frelse menneskene fra egennytte og gerrighed. Godgørenhed var befalet som en religiøs pligt: “Så at levitten, der jo ikke har arvelod og del som du, og den fremmede, den faderløse og enken inden dine porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at Herren din Gud må velsigne dig i al den gerning, du tager dig for.” (5 Mos 14,29) Gud forbød israelitterne at tage renter af deres brødre, og Herren tilbageholdte sin velsignelse fra Israel, fordi de tilsidesatte dette bud.

2SP 13

Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste fremholdt for folket sagn og unødvendige ceremonier, der blot var opfundet af mennesker, og indskærpede dem som Guds bud. Deres strenge nøjagtighed i udvortes former kom fra ønsket om at fremhæve sig selv. Medens de dagligt berøvede Gud ved at anvende de midler, som tilhørte ham, til sit eget brug, ønskede de at blive berømte for nidkærhed og gudsfrygt. Deres falske agtelse for skikke og sagn var et kunstgreb, hvorved de søgte at få penge af folket for at tilfredsstille deres egen fordærvede ærgerrighed.

Præsterne gjorde sig ikke samvittighed over at deltage i de mest uærlige og forbryderiske handlinger for at opnå deres hensigter. De mænd, som beklædte ypperstepræstens embede på Kristi tid, blev ikke udvalgt af Gud til denne hellige gerning. Deres store higen efter at få dette embede kom af lyst til af få magt og anseelse. De søgte at komme i en stilling, hvor de kunne herske og bedrage andre under fromhedens skin, uden frygt for at blive opdagede. Mænd med fordærvede hjerter søgte ypperstepræstens ophøjede embede og fik det ofte ved bestikkelse og snigmord.

2SP 14

På den tid var jøderne under romernes herredømme, og præsterne havde ingen ret til at straffe forbrydelser med døden; det var overladt til de fremmede embedsmænd. Men ypperstepræstens embede gav ham ikke desto mindre stor magt og indflydelse. Han var ikke blot rådgiver og mellemmand, men samtidig dommer, og ingen kunne appellere til nogen højere domstol. I sine kunstfærdige hellige klæder med ædle stene på brystpladen, der funklede med en herlig glans, frembrød han et imponerende skue, som vakte forundring, ærbødighed og frygt hos alle samvittighedsfulde, oprigtige tilbedere. Ypperstepræsten skulle på en særlig måde repræsentere Kristus. Men Kristi præstedømme kunne dog ikke til fulde afbildes ved Arons. Guds Søn skulle blive “en præst evindelig efter Melkizedeks vis.” Melkizedeks præstedømme kunne ikke overføres fra en til en anden; ingen anden præst skulle komme efter Kristus.

De unyttige skikke og ceremonier, hvormed jøderne havde fordærvet deres religion, bragte en tung byrde på folket, især på fattige, og da de stod under romernes herredømme, måtte de også betale skat til dem. Jøderne kunne ikke finde sig i dette herredømme og så fremad til den tid, da de som et folk skulle triumfere ved Messias, den mægtige Frelser, som profeterne havde forkyndt. Deres forestillinger om den kommende Frelser var meget snævre; de forventede, at hans skulle opnå kongelig ære og med våbenmagt overvinde deres undertrykkere og tage Davids trone i besiddelse. Dersom de havde studeret profetierne med ydmyghed og et åndeligt åbent øje, så ville de ikke have faret så meget vild og overset de profetier, som henviser til Kristi første komme i fornedrelse, eller anvendt profetierne fejlagtigt, som taler om hans andet komme med kraft og stor herlighed. Men de var stolte og fordærvede, ærgerrige og herskesyge; derfor kunne de ikke bedømme hellige ting. Af denne grund var de ikke i stand til at skelne mellem de profetier, som viste hen til Kristi første komme, og de som viste hen til hans andet komme, og de mente, at han skulle komme første gang i herlighed og kraft, således som profetierne havde beskrevet hans andet komme.

2SP 15

Deres største lyst var at få storhed og ære som et folk. Formålet med deres ærgerrighed var at få et jordisk rige, der, som de formodede, ville omstyrte romernes herredømme og bringe dem under jøderne, medens de selv fik magt og myndighed til at herske over dem. Jøderne havde i deres undertrykkeres påhør pralet af, at de snart ville afkaste det romerske åg. Deres herlige regering ville snart begynde, og den skulle blive endnu mere ophøjet og herlig, end den var på Salomons tid. De forventede en mægtig fyrste, som skulle regere på Davids trone, og hvis rige skulle vare evindelig. Deres stolte og høje ideer om den kommende Messias var ikke i harmoni med de profetier, som de foregav at kunne udlægge. De var åndelig blinde og var blindes vejledere.

2SP 16

Da tiden var fuldkommen, vidste englene i himlen at frelserens komme til jorden var nær. De forlod himlens herlighed for at se, hvorledes han blev modtaget af dem, som han kom for at frelse og velsigne. De havde set hans ophøjelse i himlen, og de ventede, at menneskene ville modtage ham på en ærefuld måde, som passede til hans ophøjede karakter og herlige gerning. Idet de nærmer sig jorden, kommer de først til det folk, som Gud har udvalgt blandt andre, for at de skulle være ham en særlig ejendom. Men de finder ingen stor interesse blandt jøderne. Disse venter ikke med længsel på at blive de første, som tager imod forløseren og byder ham velkommen.

Guds engle ser med forbavselse, hvor ligegyldigt og uvidende folket er om livets fyrstes komme. Der sker ingen forberedelser i templet for at byde verdens Frelser velkommen, selvom det blev helliget ved daglige ofringer, der afbildede hans komme og var et forbillede på hans død. Farisæerne vedbliver at gentage deres lange, meningsløse bønner på gaderne for at blive hørt af mennesker. Trods deres hykleriske gudsdyrkelse påstår de, at de er Guds udvalgte folk, og de forkynder loven og ophøjer sagn, medens folk i andre nationer tror på fabler og tilbeder falske guder. Alle er uvidende om den store begivenhed, som profeterne har forudsagt.

2SP 17

Englene ser, hvorledes Josef og Maria går op til Davids stad for at blive indskrevet efter kejser Augustus’s befaling. Guds forsyn førte dem til Betlehem; for profeterne havde forudsagt, at Kristus skulle fødes der. De søgte at få hvile i herberget, men der var ingen plads, og de blev vist bort. De rige og fornemme har man budt velkommen, og de er blevet vartet op; men disse trætte rejsende tvinges til at søge tilflugt i et usselt skur, som tjener til skjul for dyrene.

Her bliver verdens Frelser født; herlighedens Herre hvem alle de himmelske væsener tilbad, bliver lagt i en krybbe. I himlen var han omgivet af hellige engle; på jorden er dyrene i stalden hans selskab! Hvilken fornedrelse! Undres, I himle! og mærk, o jord!

Og er dette barn i sandhed Guds Søn, som synes så skrøbelig og hjælpeløs – et lille barn aldeles som et andet barn? Hans guddommelige herlighed og majestæt er indhyllet i menneskelig ydmyghed, og dog forkynder englene i himlen med glæde hans komme til jorden. De stolte farisæere og skriftkloge med deres hykleriske ceremonier og tilsyneladende agtelse for loven ved intet om barnet i Betlehem. Trods al den pralende lærdom, hvormed de søger at udlægge loven og profeterne i rabbinernes skoler, er de dog uvidende om den måde, hvorpå Kristus skulle komme. De overvejer nøje, hvorledes de bedst kan opnå rigdom og verdslig ære; men de er aldeles uforberedte på Messias’s åbenbarelse.

Da ingen af Adams børn kan forkynde Kristi komme, så må englene udføre den gerning, som menneskene ellers kunne have haft den ære at udføre. Det glædelige budskab betroes Guds engel, der haster, – ikke til de lærde jøder, som bekender sig til at udlægge profetierne; for de er ikke skikkede til at modtage det, – men til de ydmyge hyrder.

“I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.” Ringe hyrder, som vogter deres hjord om natten, glædes med englens vidnesbyrd!

2SP 18

Pludselig oplyses himlen med Herrens klarhed. Hyrderne forfærdes. De ser ikke straks de mange tusinde engle, som er forsamlede i himlen over dem, og de ved ikke, hvad der kan være årsag til den store herlighed, som oplyser hele egnen. Medens hyrderne fyldes med forfærdelse, åbenbarer engleskarens anfører sig for dem og stiller deres frygt, idet han siger: “Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.” Og i det samme var der med englen en mangfoldig himmelsk hærskare som lovpriste Guds og sagde: “Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag.” (Lukas 2,8-14)

Glæde træder i stedet for forbavselse og frygt. Hyrderne kunne ikke have tålt al den herlighed, som omgav den himmelske hærskare, hvis den havde skinnet omkring dem på en gang; derfor kom en engel først alene for at stille deres frygt og fortælle dem om hensigten med hans ærinde. Eftersom lyset fra englen omgiver dem, og den himmelske herlighed hviler over dem, styrkes de til at tåle det større lys og den forøgede herlighed, som udstråler fra hele engleskaren.

2SP 19

Hyrderne blev fyldt med glæde, og efter at herligheden forsvandt, og englene drog tilbage til himlen, blev deres hjerter meget oplivede af det glade budskab, og de hastede hen for at finde den spæde forløser. De fandt ham, som det himmelske sendebud havde vidnet, svøbt i klude og liggende i den snævre krybbe.

De begivenheder, som havde fundet sted, gjorde et uudsletteligt indtryk på deres hjerter, og de blev fyldte med forundring, kærlighed og taknemmelighed for Guds store nedladenhed mod menneskene, idet han sendte sin Søn til verden. De udbredte det glade budskab overalt og fortalte om den underfulde herlighed, de havde set, og den himmelske hærskares sang, som de havde hørt.

Jødernes ledere havde adskilt sig så langt fra Gud ved deres ugudelige gerninger, at englene ikke kunne meddele dem budskabet om vor frelsers fødsel.

2SP 20

“Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? Thi vi har set hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham.” (Mattæus 2,1-2)

Disse mænd var ikke jøder; men de havde ventet på den lovede Messias. De havde ransaget profeterne og vidste, at tiden var nær, da Kristus skulle komme, og de ventede med længsel efter et tegn på denne store begivenhed, så de kunne være blandt de første, der kunne byde den unge himmelske konge velkommen og tilbede ham. Disse vise mænd havde betragtet Guds gerninger i naturen; de så skaberens finger i himlens undere, i solens, månens og stjernernes herlighed. De var ikke afgudsdyrkere, men levede i overensstemmelse med det dunkle lys, som lyste for dem. Jøderne kaldte dem hedninger; men de var mere rene for Gud end jøderne, som havde haft større fortrin og lys; for de ophøjede deres egen gudsfrygt og levede ikke i overensstemmelse med det lys, Gud havde givet dem. De vise mænd havde set, at himlen var blevet oplyst af det lys, som omgav den himmelske hær, da de forkyndte Kristi komme for de fattige hyrder. Efter at englene var draget tilbage til himlen, kom en klar stjerne til syne, og den vedblev at lyse på himlen.

Dette lys kom fra en engleskare i det fjerne. Det usædvanlige udseende af den store, klare stjerne, som de aldrig før havde set, og som hang ligesom et tegn på himlen, tiltrak sig de vise mænds opmærksomhed. De var ikke blevet privilegeret, således som hyrderne,  at høre Frelserens fødsel forkyndt,

2SP 21

men Guds ånd bevægede dem til at opsøge den himmelske gæst, som var kommet til en falden verden. De rejste i den retning, som stjernen synes at lede dem. Da de drog nær til Jerusalem, blev stjernen indhyllet i mørke og ledte dem ikke længere. De antog, at jøderne ikke kunne være uvidende om en så stor begivenhed som Messias’ komme, og de spurgte efter ham i omegnen af den hellige stad. De vise mænd forbavsedes over, at de ikke fandt nogen særlig interesse med hensyn til Messias’ komme. De frygtede, at de muligvis kunne have taget fejl af profeterne. Deres sind omtågedes med uvished, og deres hjerte fyldes med ængstelse. De hører, hvorledes præsterne forelæser og indskærper deres sagn, ophøjer loven og udlægger profeterne, og hvorledes de nedsætter grækerne og romerne som syndere frem for alle andre mennesker. De ser, hvorledes de peger på lovens bud og de traditioner, som er indsyet i deres bede-remme og sømmene af deres klæder, som et vidnesbyrd om deres gudsfrygt. De vise mænd forlader Jerusalem med mindre tro og håb, end de havde, da de kom dertil. De undrer sig over, at jøderne ikke er interesserede i denne store begivenhed og glæder sig ved Kristi komme.

Mange menigheder på vor tid søger menneskelig ære ligesom jøderne gjorde førhen. De forventede, at Messias på det tidspunkt skulle oprette en timelig regering og herske i Jerusalem med herlighed. De, som bekender sig til at være Kristne på vor tid, forventer en lang tid for menighederne ved verdens omvendelse og et timeligt tusindårsrige. De er lige så uvillige til at antage profeternes lys og at modtage vidnesbyrdet om deres opfyldelse som et bevis på Kristi andet komme, som jøderne var til at tro profetierne om Kristi første komme.

2SP 22

Kristi første komme var den største begivenhed, som var sket siden verdens skabelse; men medens vor frelsers fødsel glædede himlens engle, var denne begivenhed ikke velkommen for jordens konger. Da de vise mænd tydeligt fortalte om deres ærinde i Jerusalem, nemlig, at de søgte efter Messias, jødernes konge, thi de havde set hans stjerne i østen og var kommet for at tilbede ham, kom staden i stor bevægelse. Disse rygter blev straks bragt til Herodes, som blev meget oprørt derover. Hans mistanke og misundelse blev opvakt, og han udtænkte en mørk plan i sit ondskabsfulde hjerte. Medens jøderne viste sløv ligegyldighed, idet de hørte de vise mænds beretninger, blev Herodes overordentlig interesseret og oprørt. Han sammenkaldte ypperstepræsterne og de skriftkloge og forlangte, at de skulle ransage de profetiske ord omhyggelig og sige ham, hvor deres konge skulle fødes. Deres ligegyldighed og tilsyneladende uvidenhed, idet de søgte i deres bøger, ophidsede den oprørske konge. Han tænkte, at de søgte at skjule sandheden for ham med hensyn til Messias’ fødsel og befalede dem at ransage nøje angående deres forventede konge. “Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han samlede alle folkets ypperstepræster og skriftkloge og søgte hos dem at få at vide, hvor Kristus skulle fødes. Og de sagde til ham: “I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten: “Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel!” (Mattæus 2,3-6) Herodes modtog de fremmede fra Østerland med tilsyneladende agtelse; men deres hentydning til, at en konge var født, som skulle regere i Jerusalem, vakte misundelse og had i kongens hjerte; thi han tænkte, at dette barn måske kunne blive hans rival og drive ham og hans arvinger fra tronen. En sand storm af skinsyge og djævelsk vrede kom over ham og han besluttede at dræbe den unge konge; men han påtog sig alligevel et roligt udseende og forlangte at samtale med de vise mænd i enerum. Han spurgte dem nøje om tiden, da de havde set hans stjerne. Han lyttede til beretningen om Kristi fødsel med påtaget glæde og forlangte, at de vise mænd øjeblikkelig skulle fortælle ham alt, hvad de kunne få at vide om denne sag, for at han kunne være en af de første, der bragte Messias sin hyldest.

De vise mænd kendte ikke tyrannens tanker; men Gud lod sig ikke bedrage af hans hykleri; han ville ved sin magt bevare vor kære Frelser i hans barndom fra Satans anslag, indtil hans gerning på jorden blev fuldført.

Efter at de vise mænd havde forladt Jerusalem, så de igen på himlen til deres store glæde den stjerne, som havde vejledt dem, og de blev således ført til vor frelsers fødested. “Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld røgelse og myrra.” (Mattæus 2,11) De vise mænd fandt ingen kongelig vagt, som ville forhindre dem i at gå ind til Kristus. Verdens fornemme mænd var ikke tilstede, ej heller var der nogen nysgerrig skare, som med taknemmelig ærbødighed ventede på at byde livets fyrste velkommen.

Da de vise mænd havde udført deres ærinde, besluttede de at underrette Herodes om det glædelige udfald af deres bestræbelser; men Gud sendte sin engel, som i et syn om natten tydeligt sagde til dem, at de ikke skulle vende tilbage til Herodes, og de adlød det himmelske budskab og rejste hjem til deres land ad en anden vej.

Men da de var faret bort, se, da åbenbaredes Herrens engel for Josef i en drøm og sagde: “Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil Jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.” Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten.” (Mattæus 2,13-14)

Herren bevægede de vise mænd til at opsøge Jesus, og han vejledte dem ved en stjerne. Denne stjerne forsvandt, da de kom nær til Jerusalem, og dette gav dem anledning til at spørge efter Jesus i Judæa; for de antog, at ypperstepræsterne og de skriftkloge ikke kunne være uvidende om en så vigtig begivenhed som Messias’ fødsel.

Idet de vise mænd kom, blev hensigten med deres rejse bekendt for hele folket, og således blev deres opmærksomhed henvendt på den store begivenhed, som havde fundet sted.

Gud vidste godt, at hans søns komme til jorden ville vække modstand fra mørkets magter; for Satan var uvillig til, at lyset skulle komme ind i verden. Men Gud undlod intet øjeblik at bevare sin Søn. Den samme Gud, som lod manna regne fra himlen for Israels børn og bespiste Elias ved et mirakel, da han ikke kunne få næring på nogen anden måde, sørgede også for, at Josef kunne bevare Jesus og hans moders liv ved at flygte med dem til Ægypten, så de der kunne finde et tilflugtssted for den tyranniske konges vrede. For at skaffe de nødvendige midler til rejsen og til deres ophold i Ægypten bevægede Herren, som kender alles hjerter, de vise mænd fra Østerland til at opsøge Frelseren, som var født, og bringe ham kongelige gaver til tegn på deres højagtelse. Josef og Maria var fattige, og disse gaver opholdt dem, medens de var i et fremmed land.

Herodes ventede ængstelig på, at de vise mænd skulle komme tilbage; for han længtes utålmodigt efter at udføre sin beslutning og dræbe Israels konge. Kongen tænkte, at Jesus skulle regere over et jordisk rige, og han havde meget imod, at de skriftkloge, som gav sig ud for at forstå skrifterne, havde fremholdt de profetier for folket, som angår Kristi andet komme i kraft og stor herlighed for at omstyrte alle riger og al magt på jorden og havde anvendt dem på hans første komme. De var hævngerrige og påstod pralende, at Kristus skulle blive en jordisk fyrste, og at ethvert rige og folk skulle bøje sig i underdanighed for ham. De havde ikke Guds ære for øje, idet de ransagede profetierne, og de nærede heller ikke noget ønske om at rette deres liv efter profeternes rene lære; men de ransagede skrifterne for at finde nogle profetier, som de på en eller anden måde kunne udlægge således, at de stadfæstede deres overmod og stolthed, og for at de kunne vise, hvorledes Gud foragtede alle folk i verden undtagen jøderne. De erklærede at det overherredømme, som de nu var tvunget til at respektere og adlyde, snart ville blive omstyrtet; for Messias ville bestige Davids trone og med våbenmagt skaffe jøderne deres store rettigheder og frihed igen.

Jødernes forstand var formørket, de havde intet lys i sig selv, og de forklarede profetierne i overensstemmelse med deres formørkede forstand. Satan førte dem af sted til fordærvelse, og Herodes var fast besluttet på at tilintetgøre jødernes håb ved at dræbe Kristus, så snart han kunne finde ham. Efter at han havde ventet længe på at få den ønskede oplysning af de vise mænd, frygtede Herodes for, at udførelsen af hans hensigt ville blive forhindret. Kunne disse mænd have anet, hvilken mørk gerning han forud havde besluttet at udføre? Kendte de hans plan, og søgte de bevidst at undgå ham? Han betragtede dette som en fornærmelse og en forhånelse og hans utålmodighed, misundelse og had tiltog. Han blev tilskyndet af Satan til at bringe sin plan til udførelse på den grusomste måde. Kunne han ikke udføre sin morderiske hensigt ved forstillelse og list, så ville han ved magt og myndighed bringe fordærvelse over alle jøderne. Han ville give dem et eksempel på, hvad deres konge kunne vente, dersom de forsøgte at sætte ham på tronen i Jerusalem.

Her var anledning til at bringe ulykke over jøderne og nedslå deres stolte mod og ærgerrige forventninger om at oprette en uafhængig regering, så alle folk på jorden kunne ære dem, hvilket de havde pralet af. Herodes befalede en afdeling soldater, hvis hjerter var forhærdede ved forbrydelser, krig og blodsudgydelser, at begive sig til Betlehem og dens omegn og at myrde alle børn på to år og derunder. Ved denne umenneskelige handling søgte han at opnå to ting, først at vise sin magt og myndighed, og for det andet at bringe deres praleri med hensyn til deres konge til tavshed samt at befæste sit eget rige ved at myrde den unge Fyrste, som han frygtede og hadede. Hans grusomme befaling blev adlydt; de hårdhjertede stridsmænds sværd bragte ødelæggelse overalt. Forældrenes forfærdelse og sorg overgik al beskrivelse. De bedrøvede mødre trykkede deres døende børn til sit bryst og råbte til himlen om hævn over den tyranniske konge, og deres skrig og smerteråb lød højere end soldaternes rå spøg og forbandelser.

Gud tillod den frygtelige ulykke at komme over jøderne for at ydmyge dem. De havde syndet så meget, at Herren tillod den ugudelige Herodes at straffe dem på denne måde. Dersom de havde været mindre ærgerrige og stolte og i deres liv havde lagt vægt på retfærdighed, ydmyghed og oprigtighed, så ville Gud have bevaret dem fra at blive ydmygede og plagede således af deres fjender. Havde Guds folk været trofaste og ærlige over for ham, så ville han på en underfuld måde have frelst dem fra kongens vrede; men Gud kunne ikke hjælpe dem, fordi deres gerninger var afskyet af ham.

Jøderne havde opvakt Herodes’ misundelse og had mod Kristus ved deres falske udlæggelse af profetierne. De fremstillede Frelseren og hans gerning på jorden i et fuldkommen falsk lys. De lærte at han skulle herske over et jordisk rige som skulle være med uovertruffen herlighed. Jødernes store æresyge og stolte pral bevirkede ikke, at Frelseren blev dræbt kort efter sin fødsel, således som Satan først havde beregnet, men førte ulykke over dem selv og fyldte deres hjem med klageråb. Profeten Jeremias siger, idet han omtaler et syn: “En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere.” (Matt 2,18) Herodes levede ikke længe, efter at han havde udført denne blodige handling. Han blev tvunget til at give efter for en magt, som han ikke kunne overvinde, og døde en forfærdelig død.

Efter at Herodes var blevet afskåret fra jorden, bød Herrens engel Josef at vende tilbage til Israels land. Han ønskede at bo i Betlehem i Judæa; men da han hørte, at Arkelaus regerede i Juda på sin faders trone, frygtede han for at sønnen kunne udføre Faderens hensigt og myrde Kristus. Medens han endnu var i uvished, om hvad han skulle gøre, og ikke vidste, hvor han skulle søge tilflugt, talte Herren atter til ham ved sin engel for at vejlede ham: “Og han bosatte sig i en by ved navn Nazaret, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.” (Mattæus 2,23)

Således blev vor Frelser modtaget, da han kom til denne syndige verden. Han forlod sit himmelske hjem, sin majestæt, sin rigdom og sit høje embede som englenes fyrste og påtog sig menneskelig natur for at kunne frelse den faldne slægt. Herren viste menneskene stor ære, idet han sendte sin Søn til jorden i syndig køds lignelse; men de ærede ikke Gud ved at give Kristus plads i deres hjerte. Der syntes ikke at være nogen hvile eller noget trygt opholdssted på jorden for Frelseren, som var født. Han kom for at skaffe menneskene liv og salighed, men han mødte forhånelse, had og mishandling blandt dem, som han kom for at velsigne. Gud kunne ikke overlade sin kære Søn til menneskenes omsorg, medens han udførte sin store kærlighedsgerning til deres frelse, for at de til sidst kunne blive ophøjede med ham til at sidde på hans trone. Han sendte engle til at ledsage Frelseren og bevare hans liv, indtil hans gerning på jorden blev fuldført og han blev slået ihjel af dem, som han kom for at frelse.