Der var megen nysgerrighed og blev stillet mange spørgsmål blandt folket angående det rige som Kristus talte om, som de ikke kunne se med deres naturlige øjne. Jesus mærkede enhver forlegenhed, som foruroligede hans tilhørere, og da menneskemængden igen trængte sig omkring dem, vedblev han at undervise dem i lignelser. Og han sagde til dem: “Kommer man vel ind med et lys for at sætte det under skæppen eller under bænken? Mon ikke for at sættes på lysestagen? Thi intet er skjult som jo skal åbenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for at komme frem i lyset. Om nogen har øren at høre med, han høre!” Og han sagde til dem: “Agt på, hvad I hører! Det mål, I måler med, med det skal i selv få tilmålt, ja, I skal få tilgift. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.”

Jesus anvender et lys til at betegne sin lære, som oplyser ethvert hjerte, der antager den. Dette lys skal ikke skjules for verden, men skal skinne for at oplyse og velsigne dem, som ser det. Jesu tilhørere skulle meddele den undervisning, som de fik, til andre og således bevare den til den kommende slægt. Alt, hvad der er i hjertet, vil senere eller tidligere blive åbenbaret ved menneskets handlinger, og disse vil afgøre, enten sæden, som var sået, havde fæstet rod i hjertet og bar god frugt, eller torne og tidsler havde fået overhånd. Han formanede dem til at høre og forstå hans ord. Dersom de benyttede de velsignelser, han ville skænke dem, så ville dette virke til deres egen frelse, og de kunne igen virke til andres frelse.

Dersom de lyttede til hans undervisning med alvorsfuld opmærksomhed, så ville de få samme mål igen. Alle, som oprigtigt ønsker at forstå Jesu lære, vil få deres ønske opfyldt, og deres himmelske nådegaver vil blive forøgede. Deres lys vil skinne klarere indtil høj dag. Men de, som ikke ønsker at tage imod sandhedens lys, vil samle som blinde i mørket og blive overvundet af Satans mægtige fristelser. De vil tabe deres værdighed og selvbeherskelse, og de vil miste den kundskab, som de pralede af, da de påstod, at de ikke behøvede at bære korset, og foragtede hans vejledning, som forlod himlens trone for at frelse dem.

Den guddommelige lærer vedblev med sin tale og fremsatte en anden lignelse, idet han sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kerne i akset. Men når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.” (Markus 4,26-29) Den sæd, der her tales om, er Guds ord, som sås i hjertet og bliver gjort frugtbart ved Guds nåde. Dersom sandheden fæster rod i hjertet, så vil den engang vokse op og bære frugt. Menneskets liv og karakter viser, hvad slags sæd der blev sået; men hele menneskets levetid behøves til at dyrke sæden. Sandhedens grundsætninger, som engang er plantede i sjælen, må bringes til udførelse i livets daglige gerning. En kristens karakter udvikles gradvis ligesom en naturlig plante gennem dens forskellige udviklingstrin. Men der sker dog en stadig vækst. Som det er i naturen, således er det i nådens rige: planten må enten vokse eller dø.

Dag efter dag leder Guds ords helliggørende indflydelse næsten ubemærket dem, som elsker sandheden, til fuldkommen retfærdighed, indtil sjælen til sidst er moden for høsten, livets gerning er endt, og Gud indsamler hveden i sin lade. Der er ingen tid i den kristnes liv, da han ikke behøver at lære mere, eller at stræbe til højere fuldkommenhed. Helliggørelsens værk varer lige så længe, som livet varer. Først fremkommer græsset, derefter akset, derefter fuldt korn i akset, derpå modnes det til høsten, og når frugten er fuldkommen, er den rede for seglen.

Denne lignelse stod i stærk modsætning til jødernes tilstand. Deres religion var kold og stiv; Helligånden have ingen plads i deres hjerte. I stedet for at vokse i nåden og i Guds kundskab blev de hele tiden mere hårdhjertede og skinhellige og kom længere og længere bort fra Herrens samfund, De stolte, underfundige farisæer så omkring på de store skarer, som forsamledes for at høre Jesus, og lagde med foragt mærke til, hvor få der var, som erkendte, at han var Messias. Der var mange indflydelsesrige og mægtige mænd, som kom for at høre den profet, hvis ry var udbredt nær og fjern. Nogle af den betragtede skaren med nysgerrighed, eftersom den bestod af alle samfundsklasser og alle nationer. Der var fattige, ulærde folk, pjaltede tiggere, hvis ansigter bar præg af deres synd, syge og lamme, udsvævende mennesker, høje og lave, rige og fattige, som trængte på hverandre for at få plads til at stå og høre Jesu ord.

Idet de så sig omkring, spurgte de sig selv: består Guds rige af sådant stof som dette? Jesus mærkede deres tanker og besvarede dem med en anden lignelse:

“Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det? Det er som et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” (Markus 4,30-32) Nær og fjern hævede sennerpsplanten sig over græsset og kornet og bevægede sine grene i luften. Fuglene fløj fra gren til gren og sang mellem bladene, og dog var det frø, som denne kæmpe plante voksede op af, mindre end alt andet frø. Det havde først frembragt en svag spire, men den var fuld af liv og voksede og udbredte sig, indtil den blev så stor, at fuglene kunne bygge rede i dens skygge.

Folket så på sennepsplanterne, som voksede så kraftfuldt omkring dem, og de fik et dybt indtryk af det billede, som Jesus havde brugt til at indskærpe de sandheder, han lærte. Han erklærede således, at Kristi rige ikke skulle oprettes ved våbenmagt eller ved krigerisk pral og pragt; men det skulle udvikles gradvist. Om end begyndelsen var lille, så skulle det vokse og tiltage ligesom sennepskornet, der ubemærket voksede og udviklede sig, indtil det nåede en majestætisk størrelse.

Jesus benyttede det lille frøkorn til at fremstille store sandheder. Den Store Lærer lagde mærke til den mindste ubetydelighed, Der var mange hvis kristelige erfaring begyndte hin dag, som kunne lignes ved sennepsplanten, der tiltager i størrelse og skønhed og vedligeholder sit kraftige liv, selv om den bliver nedtrampet. Dette billede blev indskrevet med uudslettelig skrift i mange hundrede hjerter blandt dem, som lyttede til Jesu ord. De ville aldrig kunne betragte sennepsplanterne, som voksede så kraftig og i så stor mængde på denne egn, uden at de mindede dem om Frelserens lignelse, og de ville huske det, som han lærte, om den guddommelige nådes skjulte indflydelse på menneskenes hjerte og ordets livgivende kraft, som viser sig i det daglige liv.

“Endnu en lignelse fortalte han dem: “Med Himmeriget er det ligesom med en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen” (Mattæus 13,33) Surdejen i melet fremstiller Guds nådes fremgang i menneskets hjerte. Naturen frembragte ingen surdej i melet; men den blev føjet til for at frembringe gæring, som aldeles forandrer hele dejen. Således skulle Guds sandhed, skjult i menneskets hjerte, forandre hele dets karakter og liv. De naturlige følelser forvandles, kærligheden helliges, og sindet forædles. Man ser ingen forandring på menneskets legeme; men indvortes er det blevet fornyet ved de himmelske grundsætninger, som påvirker dets liv.

Jesus henviste igen til markerne, som lå foran ham, og til dem, som såede og høstede, for at fremstille sin lære idet han siger: “Med Himmeriget er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark. Og medens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt rajgræs iblandt hveden og gik bort. Og da kornet voksede op og satte kerne, kunne også rajgræsset ses.” (Mattæus 13,24-26) Rajgræsset var et slemt ukrudt, som var meget besværligt for dem, der dyrkede jorden; thi den voksede op tilligemed den gode sæd. Der var fare for, at man forstyrrede den gode sæd og ødelagde de unge spirer, dersom man uforsigtig rykkede rajgræsset op. Desuden lignede rajgræsset sæden så nøje, medens de voksede, at det var vanskeligt at skelne det ene fra det andet.

Da kom husbondens tjenere og spurgte ham, hvorfra rajgræsset var kommet, eftersom han havde sået god sæd i sin ager, sagde han til dem, at et fjendsk menneske havde sået ukrudt blandt sæden for at skade ham. De spurgte derpå, om de skulle luge rajgræsset fra, så hveden kunne vokse frit. “Men han siger: “Nej, for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg sige til høstfolkene: “Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!” (vers 29-30)

Fjenden, som sår det besværlige rajgræs, er et billede på Satans værk i menneskenes hjerte. Kristus er sædemanden, som sår den gode sæd i hjertets jordbund. Men sjælefjenden kommer hemmeligt og sår sin onde sæd. Disse vildfarelsens spirer vokser overflødigt op og bærer sin fordærvelige frugt, så at de undertiden aldeles kvæler og ødelægger de dyrebare planter omkring dem. Den jordbund, som skulle have frembragt god sæd til menneskets næring, går til spilde, og den syndige sæd, overføres fra denne til andre marker.

At rajgræsset voksede iblandt hveden ville drage mere opmærksomhed til den. Hveden ville blive ilde omtalt. I sandhed, mange overfladiske tilskuere eller sådanne, som havde lyst til at finde fejl, ville påstå, at der ikke var nogen hvede på marken. De ville dadle sædemanden, fordi han i en ond hensigt havde blandet dårlig sæd imellem den gode. Således bringer hykleriske og dårlige mennesker, som bekender sig til at følge Jesus, hans gode sag i vanrygte og bevirker, at verden nærer tvivl om Kristi lære. Ligesom rajgræssets tilstedeværelse blandt hveden for en stor del hindrede sædemandens arbejde, således forhindrer også synden blandt Guds folk for en stor del Jesu værk, idet han søger at frelse de faldne og vildfarende fra Satans magt hjertets ufrugtbare jordbund.

Rajgræsset lignede hveden så meget, at tjenerne let kunne tage fejl, medens bladene var grønne, og udrydde de gode planter. Men når marken blev hvid til høsten, så lignede det dårlige ukrudt slet ikke hveden; for dens modne aks hang nedbøjede af sin fulde vægt. Da blev rajgræsset uden barmhjertighed oprykket og ødelagt, medens den gode sæd blev samlet i laden. Syndere, som falskt udgiver sig for at være fromme mennesker, fremstiller sig en tid sammen med Kristi sande efterfølgere, og denne udvortes efterlignelse af kristendommen er beregnet på at bedrage mange. Men når høsten kommer ved verdens ende, vil der ikke være nogen lighed mellem de gode og de onde. De ugudelige vil blive adskilte fra de retfærdige og skal aldrig mere besvære nogen.

Efter at Jesus havde sendt menneskemængden bort og var gået ind i huset med sine disciple, bad de ham om at forklare dem den lignelse, han havde fremsat: “Han svarede og sagde: “Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige. Den, som har øren, han høre!” (Mattæus 13,37-43)

Disse Kristi ord er uden betydning for dem, som forventer et timeligt tusindårsrige, i hvilket hele verden vil blive omvendt. Han siger ligefrem, at hveden og rajgræsset skal vokse sammen indtil høsten, som er verdens ende. Da skal rajgræsset samles sammen og fjernes bort fra ageren; men den skal ikke ved et mægtigt mirakel forvandles til hvede. Den er og bliver rajgræs og kastes i ilden for at opbrændes.

Jesus fremstiller i sin forklaring over denne lignelse meget tydeligt for sine disciple den store forskel mellem de ugudelige og de retfærdiges lod på den tid, da mennesket skal dømmes efter deres gerninger. Idet han ser fremad til endens tid, forkaster han de falske lærdomme, som fremføres af sådanne, som opstår og forfører mange. Han lærer menneskene, at Gud, som lod ild falde ned over Sodoma for deres ugudeligheds skyld, vil visselig også straffe syndere. Han holder den enkeltes såvel som nationernes skæbne i sin hånd, og han vil ikke altid lade sig spotte. Jesus erklærer selv, at der er en større synd end den, som blev begået i Sodoma og Gomorra, som bragte fordærvelse over dens indbyggere, og den synd, som han hentyder til, er, at de ser Guds søn og lytter til hans ord, men vender sig bort fra hans frelse og forkaster den nåde, han tilbyder dem. Men de retfærdige skal blive belønnede med evigt liv.

Jesus fortalte mange lignelser til folket ved denne lejlighed, idet han lærte dem, for bedre at indprente sandheden i deres hjerte. Vor frelsers gerning i verden var at bringe de skjulte sandheder for lyset, som intet dødeligt menneske kunne udtænke, at løse guddommelige opgaver, som intet menneske kunne løse. “Over den frelse har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del… noget, som engle attrår at få indblik i.” (1 Peter 1,10-12) Guds Søn kom for at være verdens lys, for at åbenbare underfulde ting for menneskenes børn, ting som endog englene forgæves havde ønsket at forstå. Han, forklarer med tålmodighed, hvorledes syndige mennesker på en underfuld måde forvandles til Guds børn og Kristi medarvinger til himmerigets rige. Synden, som var kommet ind i verden, havde åbnet døren for alle slags lidelse og elendighed, indtil moralsk mørke indhyllede jorden ligesom et ligklæde. Men Jesus, den Store Genopretter, bringer menneskene i samfund med sig selv og skaber igen det guddommelige billede i dem.

Frelseren vedblev at tale i lignelser til folket, som lyttede, og sagde: “Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen sælger alt, hvad han har og køber den mark. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde og købte den.” (Mattæus 13,44-46) Der var mange på den tid, som søgte efter skatte, hvilke de antog at være skjulte på et eller andet sted, hvor der fordum havde været store stæder. Blandt de mange rejsende, som drog gennem denne egn, hvor Jesus lærte på den tid, mødte man ikke sjælden mennesker, som var kommet langt borte fra for at begive sig til sådanne steder, hvor de antog, at de kunne finde skjulte skatte. Begærligheden efter at få store rigdomme drev dem til at foretage en rejse, som var meget farefuld. De havde forladt deres forretninger for at vove sig ud på spekulationer, der meget sjældent lykkedes. Men dersom de fandt en lille skat, så fordoblede de deres bestræbelser i håb om at få en større. Jesus tænkte på denne klasse af sine tilhørere, da han således fremstillede nådens underfulde rigdom, som, når den engang har fået rum i menneskets hjerte, leder hen til at søge større velsignelser og opnå højere fuldkommenheder. Jo mere mennesket erfarer af Guds fred, desto mere ønsker det at drikke dybt af hans kærligheds kilde. Menneskets tørst efter retfærdighed og længsel efter himmelske skatte tiltager hele tiden.

For at få en stor skat, som antages at være skjult i en ager, eller en perle, som er af stor værdi, anvender den, som søger efter rigdom, al sin ejendom, idet han anskaffer sig ageren eller bruger den til at købe den dyrebare perle, idet han gør regning på, at dens værdi vil forøges, medens han ejer den, og bringe ham den rigdom, han tragter efter. Således bør en kristen, som ønsker at opnå himmelske rigdomme, vende sig bort fra alt, som forhindrer hans evige frelse, og af hele sit hjerte arbejde for at opnå Kristi kærligheds rigdom. hans evner, midler og kræfter bør alle benyttes på en sådan måde, at han kan opnå Guds velbehag. Jesus henvender sine tilhøreres tanker på den evige rigdom, som er skjult på et sted, hvor alle kan søge den og være vis på at få den, så at de ikke er udsatte for, at deres arbejde skal blive frugtesløst og deres håb skuffet. Han kom fra himlen for at opmuntre menneskene til at søge dens rigdom. Høje og lave, rige og fattige står i denne henseende på samme fod, og ingen behøver at søge forgæves. Lydighed mod Guds vilje er betingelsen for at gøre fremgang, og det betaler sig godt for den, som alvorlig søger at sælge alt, hvad han ejer, for at få den guddommelige kærligheds velsignelser – den meget kostelige perle.

Der var blandt de forsamlede mange fiskere, som lyttede til Jesu undervisning. Derfor fremsatte han en lignelse, som ville bringe sandheden ind i deres hjerte, idet han oplyste den med et billede, taget fra deres daglige beskæftigelse. Han sagde: “Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags. Da det blev fuldt, trak man det op på standbredden og satte sig op og samlede de gode sammen i kar, men kastede ubrugelige ud. Således skal det ske ved verdens ende. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Mattæus 13,47-50) Her fremstilles igen for tilhørerne med ord, som ikke kan misforstås, hvorledes de ugudelige skal adskilles fra de retfærdige, ved verdens ende.

Jesus havde en vis hensigt, idet han brugte så mange forskellige lignelser til at fremstille de samme vigtige sandheder. Alle samfundsklasser lyttede til ham; for det var et sted, hvor alle slags folk mødtes, dels på deres rejser, dels for at udføre deres forretninger. Idet Jesus brugte forskellige lignelser, kunne han bedre gøre indtryk på mange hjerter. Lignelsen om sædemanden og om rajgræsset blandt hveden var anvendelig for alle. De så markerne, som lå foran dem og arbejderne, som udsåede sæden eller høstede det tidligt modne korn. Sennepsplanten voksede også i overflod omkring dem og gav undervisning til alle.

Men for at bringe sandheden endnu nærmere folks hjerte, fremsatte han andre lignelser, som kunne passe til forskellige klasser. Der var mange, som søgte efter at skjule rigdomme, og som ikke kunne undgå at få et dybt indtryk af lignelsen om den skjulte skat. Lignelsen om surdejen, som blev nedlagt i melet, bragte sandheden med større kraft til kvindernes hjerte, eftersom de kendte så godt til, hvorledes surdejen virker på melet; på samme tid var den også en lignelse, som kunne forståes af alle, og de så en tydelig lighed mellem den og Guds nådeværk i menneskets hjerte. Jesus glemte ikke nogen i sin undervisning; han huskede endog den ringeste med øm medlidenhed.

Frelseren spurgte sine disciple, om de forstod disse ting. De svarede: “Ja,”… Da sagde han til dem: “Så er da enhver skriftklog, som er oplært for Himmeriget, ligesom en husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd.” (Mattæus 13,51-52) I denne lignelse fremstiller Kristus for sine disciple det ansvar, som hvilede på dem; for deres gerning var at fremstille for verden det lys, som de havde fået af ham. Det gamle testamente var alle de hellige skrifter, som dengang fandtes, og det var ikke blot skrevet for de gamle, men for alle tider og alle folk. Jesus kræver, at de, som fremfører hans lære for andre, må ransage det gamle testamente med flid, at de kan give agt på de vidnesbyrd, der bekræfter, at han er den Messias, som profeterne forud havde forkyndt, om hvem de havde åbenbaret, hvorledes han skulle virke i verden. Det gamle og nye testamente er uadskillelige; for begge indeholder Kristi lære. Jødernes lære kan ikke bringe frelse, eftersom de antager blot det gamle testamente og forkaster Frelseren, hvis liv og gerning var en opfyldelse af loven og profeterne. Og de, som forkaster det gamle testamente og lærer menneskene således, kan ikke blive frelste, fordi de forkaster det, som vidner om Kristus. Fritænkerne begynder med at tvivle på det gamle testamente, og der er blot et skridt til, før man nægter at tro det nye og således forkaster dem begge.

Jøderne har ikke megen indflydelse over den kristne verden, idet de søger at vise dem, hvor vigtige Guds bud er, og henviser til, at sabbatsbudet endnu står ved magt, fordi de vel fremfører sandhedens skatte, men forkaster de nye, som indeholdes i Jesu egen lære. På den anden side har de kristne ej heller nogen indflydelse over Jøderne, så at de kan lede dem til at antage Kristi lære som den guddommelige visdoms ord. Den første grund hertil, er at de vel fremfører skatte af det nye testamente, men behandler det gamle testamentes dyrebare sandheder med foragt, selv om det indeholder Guds søns lære, som han forkyndte i den første tid ved Moses. De forkaster loven, som blev forkyndt på Sinaj, og dermed også sabbaten, som Herren har befalet i det fjerde, og som blev indstiftet i edens have. Men en ret evangeliets forkynder, som følger Kristi lære, vil søge at opnå god kundskab både af det gamle og nye testamente, så at han kan fremstille dem for folket i deres sande lys som et uadskilleligt hele og vise, at det ene er afhængige af og oplyser det andet. Således kan de fremføre af deres forråd “Nyt og gammelt”, således som Jesus lærte sine disciple.

Idet Jesus så ud over de forskellige stæder og egne hvor han havde arbejdet, fyldtes hans hjerte af medlidenhed for de adspredte sjæle, der havde antaget ham som sin frelser og kom til ham for at få livets brød. De syntes for ham ligesom får, der blev uden hyrde, når han skulle forlade dem og opfare til himlen. Før Kristi lidelse og død var det nødvendigt, at han måtte give sine disciple myndighed til at gå ud som hans repræsentanter, så at de troende kunne se op til dem som lærere, udvalgte af Gud, at de ikke skulle være uden vejledere i den mørke og farefulde tid, som nærmede sig. Han kaldte de tolv til sig og sagde til dem: “Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ude til sin høst.” (Mattæus 9,37-38) Disciplene havde endnu blot en lille erfaring i at forkynde de vigtige sandheder, som de havde fået fra deres Herre. Men de havde ledsaget ham i flere måneder, og de kunne virke en kort tid alene, så at de kunne beredes for værket i fremtiden, da han ikke længere kunne være med dem. Han adskilte dem nu to og to og udsendte dem i forskellige retninger. Han gav dem kraft til at gøre mirakler; men de havde ikke tilladelse til under nogen omstændighed at benytte denne kraft til sin egen fordel og ophøjelse. De skulle blot være borte nogle få dage, og han sendte dem ikke ud blandt fremmede på denne første tur, men blandt deres brødre, som skulle berede deres vej, så at de kunne få adgang blandt folket; thi mange ønskede inderlig at blive bedre bekendte med Kristi lære.

Idet Jesus udsendte disciplene, underviste han dem og sagde, at når de kom ind i en by eller stad, så skulle de opsøge sådanne, som havde godt rygte og opholde sig hos dem, medens de arbejdede på den egn; for sådanne personers indflydelse ville være gavnlig for sagen. Men dersom disciplene ikke blev vel modtaget, så skulle de ryste støvet af deres fødder mod det hus, som blev lukket for dem, eller den stad, som undlod at tage imod deres budskab. Hensigten med denne handling var at minde folket om hvor vigtigt evangeliets budskab var, at det ikke kunne tilsidesættes eller forkastes ustraffet. Den Store Lærer erklærede for sine disciple på det bestemteste, at det ville gå mere tåleligt med Sodoma og Gomorra på dommens dag end med den stad, som nægtede at høre dem.

Jesus befalede sine disciple at forkynde for andre de sandheder, som han havde forkyndt for dem alene. Han sagde: “I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret!” (Mattæus 10,27) Han var bekendt med den forhånelse og forfølgelse, som ville møde dem i den tjeneste, som de nu var i færd med at begynde. Derfor styrkede han dem til deres gerning, Idet han forsikrer dem, at Gud vil våge over dem under alle farer og besværligheder, som de vil møde. De skulle arbejde uden at tage hensyn til menneskelig modstand og blot søge at behage Gud, som altid ville have omsorg for dem. “Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.” (28.vers)

Disciplene skulle gå ud og bære vidnesbyrd om sandheden og overlade sin skæbne til sin himmelske Fader. Jesus trøster dem med bevidstheden om den omsorg, hvormed Gud våger over deres liv, idet han siger: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså Ikke; I er mere værd end mange spurve.” (29.-31.vers)

Til sidst fuldender Jesus sin undervisning og opmuntring med en herlig forsikring om den evige løn, hvilken de, som tager imod Guds Søn og adlyder hans lære, skal få, og forsikrer, at de, som forkaster dem, skal selv blive forkastede. “Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, han vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene. (vers 32-33.)

Således gav Jesus sine disciple myndighed til at gå ud i verden og forkynde hans ord, at helbrede de syge og trøste de sørgende, ligesom de havde set ham gøre, og de gik ud og arbejdede i overensstemmelse med hans anvisning. Guds tjeneres hverv er endnu ligeså vigtigt som apostlenes, hvem Kristus sendte ud med sådanne alvorsfulde ord, idet han underviste dem. At antage eller forkaste Kristi budskab frembringer endnu de samme følger, som Mesteren omtaler for sine disciple ved denne højtidelige anledning, da han gav dem fuldmagt til at forkynde hans ord for folket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *