Efter at den lange faste var endt, og sejren vundet, vendte Jesus tilbage til Jordan og kom igen blandt Johannes’ disciple. Men han gav endnu intet tegn på sin himmelske mission eller forsøgte at drage folkets opmærksomhed til sig.

Det  øverste råd i Jerusalem sendte mænd for at spørge Johannes om den store bevægelse, som han fremkaldte. Hele stæder og byer gik ud for at lytte til hans advarende tale, og de ønskede at vide, hvad ret han havde til således at lægge beslag på folkets opmærksomhed og vende op og ned på verden. Disse sendebud forlangte, at Johannes skulle sige dem med sikkerhed om han var Messias. “Da sagde han rent ud og nægtede ikke, han sagde rent ud: “Jeg er ikke Kristus.” De spurgte ham: Hvad da? Er du Elias? Han siger: “Nej, det er jeg heller ikke.” “Er du profeten?” Han svarede: “Nej.” De sagde så til ham: “Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?” Han svarede: “Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: “Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.” (Johannes 1,19-23.) Derpå spurgte de Johannes om hans autoritet til at døbe og således oprøre folket, dersom han hverken var Kristus eller Elias ej heller profeten. Ordet “profeten” hentyder til Moses. Jøderne var tilbøjelige til at tro, at Moses ville blive oprejst fra de døde og optaget til himlen. De vidste ikke, at han allerede var oprejst.

Da Johannes kom og døbte med vand, tænkte jøderne, at han måske var profeten Moses, som var oprejst fra de døde, for han syntes at have en dyb kundskab i profetierne og at forstå hebræernes historie og vandring i ørkenen, hvilket var en følge af deres urimelige knurren og vedvarende oprør. Folket erindrede også de besynderlige omstændigheder omkring Johannes’ fødsel, hvorledes Guds engel åbenbaredes for hans fader Zakarias i templet, hvilken straf der kom over den gamle præst, idet han blev stum, fordi han ikke troede englens ord, og at hans tunge blev løst ved Johannes’ fødsel. I de henrundne tredive år var disse vigtige begivenheder tildels glemte. Men da Johannes fremtrådte som en profet, huskede de, hvad Guds ånd havde åbenbaret ved hans fødsel.

Da de, som var udsendt fra Jerusalem, havde en samtale med Johannes om hans mission og gerning, kunne han have taget ære til sig selv, dersom han havde ønsket det, men han ville ikke tilegne sig en ære, som ikke tilkom ham. Medens han talte med disse sendebud, lyste hans øjne pludseligt, hans ansigt klarede op, og han blev dybt bevæget, da han opdagede Jesus blandt mængden. Profeten løftede sine hænder op, og idet han pegede på Kristus, sagde han: “Midt iblandt jer står en, I ikke kender, han som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse.” “Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: “Se Guds lam, som bærer verdens synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: “Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.”Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.” Og Johannes vidnede og sagde; “Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.” Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: “Han er Guds søn.” Johannes 1, 26.29-34.

Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: “Se Guds lam!”Og de to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Jesus vendte sig om, og da han så, at de fulgte med, siger han til dem: “Hvad søger I?” De svarede ham: “Rabbi! (Det betyder mester) “Hvor bor du?”” (Johannes 1,35-38) Disciplene sagde, at de søgte efter Kristus, og at de ønskede at lære ham at kende og blive undervist af ham i hans hjem. De følte sig draget til ham på grund af hans hjertelige og ligefremme undervisning som gjorde indtryk. De havde aldrig før været så dybt bevægede. Andreas, Simon Peters broder, var en af disse disciple. Han var interesseret i venner og slægtninge og ønskede, at de også skulle se Kristus og selv høre hans dyrebare undervisning. Andreas gik for at opsøge sin broder Simon og påstod tillidsfuldt, at han havde fundet Messias, verdens forløser. Han bragte sin broder til Jesus, og så snart denne så ham, sagde han til ham: “Du er Simon, Johannes’ søn, du skal hedde Kefas.” (Johannes 1,42) Hvilket betyder en klippe.

Den næste dag kaldte Jesus en anden discipel, Filip, og sagde til ham: “Følg mig!” Filip troede, at Jesus var Messias, og begyndte at søge efter en anden, som han kunne få til at lytte til Kristi undervisning, som havde gjort et så dybt indtryk på ham. Således fandt Filip Natanael. Han var en af dem, som  havde hørt Johannes sige: “Se det Guds lam, som bærer verdens synd.” Han var blevet dybt bevæget ved disse ord og søgte hen til en lund, hvor han var aldeles skjult for ethvert menneskeligt øje. Her overvejede han, hvad Johannes havde forkyndt og erindrede, hvorledes profeterne havde vidnet om Messias’ komme og hans værk. Han spurgte sig selv: Kan denne mand i sandhed være Messias, ham som de så længe havde ventet på, og som de så meget ønskede at se? Da opsteg et håb i Natanaels hjerte, at han måske var den, som skulle frelse Israel. Han bøjede sig for Gud og bad om, at dersom den person, som Johannes havde omtalt som verdens forløser, i sandhed var den lovede frelser, at dette måtte blive klart for ham. Herrens ånd virkede på Natanael på en sådan måde, at han blev overbevist om, at Jesus var Messias.

Medens Natanael bad, hørte han, at Filip kaldte på ham og sagde: “Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Natanael sagde til ham: “Kan noget godt være fra Nazaret?” Filip siger til ham: “Kom og se!” Da Jesus så Natanael komme hen imod sig, siger han om ham: “Se, der er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig.” Natanael spørger ham: “Hvorfra kender du mig?” Jesus svarede og sagde til ham: “Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.” (Johannes 1,45-48)

Natanaels vaklende tro blev nu styrket og han svarede: “Rabbi! Du er Guds søn, du er Israels konge.” Jesus svarede ham og sagde: “Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse.” Og han siger til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” (Johannes 1,49-51)

Idet disse første få disciple blev samlede, blev den kristne menigheds grundvold lagt, og dette skete ved personlig virksomhed. Johannes henviste først to af sine disciple til Kristus. Derpå fandt en af disse en broder og bragte ham til frelseren. Derefter blev Filip kaldet, og han opsøgte Natanael. Dette indeholder en god lærdom for alle Kristi efterfølgere. Det lærer dem hvor vigtig personlig virksomhed er, at man henvender sig ligefrem til sine slægtninge, venner og bekendte. Der er nogle, som gennem hele sit liv bekender sig til at tro på Kristus, men som aldrig bestræber sig for at lede en eneste sjæl til Frelseren. Al deres virksomhed sker gennem prædikanter, og de kan måske være godt stillede til deres gerning, men de kan ikke udføre det, som Gud har givet menighedens medlemmer at udføre. Mange undskylder sig for at virke til sine medmenneskers frelse og er tilfredse med at de selv nyder godt af Guds nåde, men de bestræber sig ikke for at bringe andre til Frelseren. Der er arbejde for alle i Herrens vingård og uegennyttige tro arbejdere vil derved få meget af Guds nåde her og løn hos ham hisset. Troen øves ved gode gerninger, og frimodighed og håb følger med virksom tro. Årsagen til at mange af Kristi efterfølgere ikke har nogen klar og levende erfaring, er, at de ikke udretter noget for at få den. Dersom de vil udføre det arbejde, som Gud giver dem, så vil deres tro forøges, og de vil vokse en guddommelig vækst.

Jesus fandt behag i Natanaels oprigtige tro, som ikke fordrede mere bevis end de få ord, han havde hørt, og Frelseren så med glæde frem til det arbejde, som han selv skulle udføre for at hjælpe de undertrykte, helbrede de syge og sønderbryde de lænker, hvormed satan havde bundet dem. Det var med disse velsignelser for øje, som han kom for at bringe menneskene, at Jesus siger til Natanael i de andre disciples nærvær: “I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Hermed siger Kristus i virkeligheden: Himlen blev åbnet for mig på Jordans bred, og ånden kom ned som en due over mig. Dette var blot et tegn, som vidner om, at jeg er Guds søn. Dersom I tror på mig som Messias, så skal jeres tro blive styrket, og I skal få at se, at himlene er åbnede, og at de aldrig skal lukkes. Jeg har åbnet dem for jer, og Guds engle, som er forenede med mig i at forlige jorden med himlen og forene de troende hernede med Faderen histoppe, skal stige op til Faderen med den trængendes og elendiges bønner, og de skal stige ned igen og bringe Guds velsignelse, håb, frimodighed, sundhed og liv til menneskenes børn.

Guds engle skulle bestandig stige op og ned fra jorden til himlen og fra himlen til jorden. Alle Kristi mirakler for de lidende og besværede, blev udført ved Guds magt gennem englenes tjeneste. Kristus fornedrede sig selv, så at han påtog sig menneskelige natur, og således forener han sine interesser med Adams faldne sønners og deres døtres hernede, medens hans guddommelige kraft omfatter Guds trone. Således bringer Kristus mennesket i samfund med Gud og Gud med mennesket, og Gud skænker alle sine velsignelser gennem de hellige engles tjeneste.