Dette kapitel er bygget op over 1 Mosebog kapitel 3                            PP 52

Da Satan ikke længere havde mulighed for at gøre oprør i Himmelen, fandt hans fjendskab mod Gud et nyt mål i hans planer om menneskehedens ødelæggelse. I det hellige pars lykke og fred så han som i et syn den salighed, som han for evigt havde tabt. Drevet af misundelse besluttede han at tilskynde dem til ulydighed og at påføre dem syndens skyld og straf. Han ville forvandle deres kærlighed til mistro og deres lovsange til bebrejdelser mod deres skaber. Således ville han ikke alene kaste disse uskyldige væsener ud i den samme ulykke, som han selv var i, men han ville også kaste vanære på Gud og skabe sorg i Himmelen.

Vore første forældre blev advaret om den fare, der truede dem. Himmelske sendebud fortalte dem om Satans fald og hans onde planer om deres ødelæggelse og forklarede dem endnu tydeligere den guddommelige regerings natur, som ondskabens fyrste søgte at vælte. Det var ved ulydighed mod Guds retfærdige bud, at Satan og hans hær var faldet. Hvor vigtigt var det derfor, at Adam og Eva ærede den lov, ved hvilken det alene var muligt at opretholde orden og retfærdighed.

Guds lov er lige så hellig som Gud selv. Den er en åbenbarelse af hans vilje, et udtryk for hans karakter og hans guddommelige kærlighed og visdom. Skaberværkets harmoni afhænger af, at alle væsener, ja, alt, levende som livløst, er i fuldkommen harmoni med Skaberens lov. Gud har fastsat love til at lede ikke blot alle levende væsener, men alle foreteelser i naturen. Alt er undergivet bestemte love, som ikke kan tilsidesættes. Men mens alt i naturen styres af naturlove, er kun mennesket ansvarligt over for moralloven på denne jord. Mennesket, kronen på skaberværket, har af Gud fået evnen til at forstå hans krav, fatte hans lovs retfærdighed og mildhed, og hvad dens hellige bud forlanger af det; der kræves ubetinget lydighed af mennesket.

PP 53

Ligesom englene var beboerne i Eden blevet sat på prøve. Deres lykkelige tilstand kunne kun bevares på betingelse af troskab mod Skaberens lov. De havde valget mellem at adlyde og leve eller at være ulydige og dø. Gud havde udøst rige velsignelser over dem; men hvis de tilsidesatte hans vilje, kunne han, der ikke skånede de engle, der havde syndet, heller ikke skåne dem. Ved overtrædelse ville de forspilde hans gaver og bringe ulykke og elendighed over sig selv.

Englene rådede dem til at være på vagt over for Satans planer, for hans anstrengelser for at fange dem ville være utrættelige. Så længe de var lydige mod Gud, kunne den Onde ikke gøre dem nogen skade; for om nødvendigt ville alle Himmelens engle blive sendt dem til hjælp. Hvis de standhaftigt tilbageviste hans første forsøg, ville de være lige så trygge som de himmelske sendebud. Men hvis de een gang gav efter for fristelse, ville deres natur blive så fordærvet, at de ikke i sig selv ville have kraft eller tilbøjelighed til at modstå Satan.

Kundskabens træ var blevet gjort til en prøve på deres lydighed og kærlighed til Gud. Herren havde fundet det passende kun at give dem ét forbud med hensyn til brugen af alt, hvad der var i haven; men hvis de tilsidesatte hans vilje på dette særlige område, ville de pådrage sig skyld på grund af deres overtrædelse. Satan skulle ikke bestandig forfølge dem med sine fristelser. Han kunne kun komme i nærheden af dem ved det forbudte træ. Hvis de forsøgte at undersøge det ville de blive udsat for hans list. De fik formaning om at give nøje agt på den advarsel, Gud havde sendt dem, og være tilfredse med den undervisning, han havde fundet det passende at give dem.

For at kunne gennemføre sit værk uden at blive afsløret valgte Satan at anvende slangen som sit redskab – en forklædning, der passede godt til formålet med hans bedrag. Slangen var dengang et af de klogeste og smukkeste dyr på jorden. Den havde vinger, og når den fløj gennem luften, så den strålende smuk ud med en glans som skinnende guld. Mens den hvilede mellem det forbudte træs bugnende grene og nød den vidunderlige frugt, tiltrak dens skønhed sig beskuerens opmærksomhed. Således lurede ødelæggeren på sit bytte i fredens have.

Englene havde advaret Eva mod at gå bort fra sin mand, mens de var beskæftiget med deres daglige arbejde i haven, Når hun var sammen med ham, ville hun være mindre udsat for fristelse, end når hun var alene. Men optaget af sit behagelige arbejde vandrede hun ubevidst bort fra hans side.

PP 54

Da hun opdagede, at hun var alene, følte hun ængstelse for en eller anden fare; men hun jog frygten bort, idet hun kom til den slutning, at hun havde tilstrækkelig visdom og styrke til at se det onde og modstå det. Uden at give agt på englenes advarsel befandt hun sig snart i en blanding af beundring og nysgerrighed over for det forbudte træ. Frugten var meget smuk, og hun spurgte sig selv, hvorfor Gud havde forholdt dem den. Nu havde fristeren sin anledning. Som om han var i stand til at læse hendes tanker, talte han til hende: ”Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?” Eva blev overrasket og forskrækket, idet Hun så at sige hørte et ekko af sine egne tanker. Med melodisk stemme fortsatte slangen underfundigt at rose hendes overordentlige skønhed, og hans ord var slet ikke ubehagelige. I stedet for at flygte fra stedet tøvede hun i undren over at høre en slange tale. Var hun blevet tiltalt af et væsen som englene, ville hendes frygt være blevet vakt; men hun kunne ikke tænke sig, at den fortryllende slange kunne være et redskab for den falske fjende.

På fristerens snu spørgsmål svarede hun: ““Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!” Da sagde slangen til kvinden: “I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!””

Ved at tage af dette træ, sagde den, ville de opnå en højere tilværelse og få del i et videre kundskabsområde. Den havde selv spist af den forbudte frugt, og som resultat heraf havde den fået talens gave. Og den antydede, at Herren skinsygt nægtede dem frugten, for at de ikke skulle blive hans lige. Det var på grund af frugtens vidunderlige egenskaber, som gav visdom og styrke, at han havde forbudt dem at smage den eller endog røre den. Fristeren antydede, at der i virkeligheden ikke ville blive gjort alvor af den guddommelige advarsel; den var kun givet for at gøre dem bange. Hvordan skulle det være muligt, at de kunne dø? Havde de ikke spist af livets træ? Gud havde blot prøvet at forhindre dem i at nå en større udvikling og finde større lykke.

Således har Satan arbejdet lige fra Adams dage til vor tid, og han har haft stort held med sig. Han frister menneskene til at nære mistillid til Guds kærlighed og tvivle på hans visdom. Han søger stadig at vække en

PP 55

lyst til uærbødig nysgerrighed, et nysgerrigt, utålmodigt ønske om at trænge ind i den guddommelige visdoms og krafts hemmeligheder. I deres forsøg på at udgranske, hvad det har behaget Gud at holde tilbage, overser mange mennesker de sandheder, som han har åbenbaret, og som er af betydning for deres frelse. Satan frister menneskene til ulydighed ved at få dem til at tro, at de får del i et vidunderligt kundskabsområde. Men det er kun et bedrag. Overmodige på grund af deres fremskridts ideer nedtræder de Guds krav og betræder den vej, der fører til nedværdigelse og død.

Satan fortalte det hellige par, at der var fordel ved at overtræde Guds lov. Er det ikke det samme ræsonnement, vi hører i dag? Mange omtaler dem, der adlyder Guds bud, som snæversynede, mens de påstår, at de selv har vidtspændende tanker og nyder større frihed. Hvad er dette andet end et ekko af stemmen fra Edens have: “Når I spiser deraf,” – overtræder det guddommelige krav – “åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud”? Satan påstod, at han havde fået meget godt ud af at spise af den forbudte frugt; men han lod ikke skinne igennem, at han ved sin overtrædelse var blevet udstødt af Himmelen. Skønt han havde opdaget, at synd resulterer i uendelig store tab, skjulte han sin egen ulykke for at bringe andre i samme situation. På lignende måde søger overtræderen nu at skjule sin sande karakter. Han kan endog påstå at være hellig; men hans ophøjede bekendelse gør ham kun til en endnu farligere bedrager. Han står på Satans side, nedtræder Guds lov og leder andre til at gøre det samme til deres evige ødelæggelse.

Eva troede virkelig på Satans ord, men hendes tro frelste hende ikke fra syndens straf. Hun nærede vantro overfor Guds ord, og det var det, der førte til hendes fald. I dommen vil menneskene ikke blive fordømt, fordi de i oprigtighed har troet en løgn, men fordi de ikke troede på sandheden, og fordi de forsømte anledningen til at lære, hvad der er sandhed. Trods Satans spidsfindige påstande i modsat retning er det altid skæbnesvangert at være ulydig mod Gud. Vi må lægge hele vor sjæl i at lære, hvad der er sandhed. Alle de lærdomme, Gud har ladet optegne i sit ord er til advarsel og belæring for os. De er givet for at frelse os fra vildfarelse. At lade hånt om dem vil føre til vort fordærv. Alt, hvad der er i strid med Guds ord, kan vi være overbevist om kommer fra Satan.

Slangen plukkede frugten af det forbudte træ og lagde den i den tvivlrådige Evas hånd.

PP 56

Så mindede han hende om hendes egne ord, at Gud havde forbudt dem at røre den, for at de ikke skulle dø. Hun ville ikke tage mere skade af at spise den end af at røre ved den. Da Eva ikke så nogen onde følger af det, hun havde gjort, blev hun modigere. Da hun så, ”at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af” tog hun “af dets frugt og spiste”. Den faldt i hendes smag, og idet hun spiste, syntes hun, at hun følte en livgivende kraft, og hun forestillede sig, at hun blev hævet op i en højere tilværelse. Uden frygt plukkede hun og spiste. Og nu, da hun selv havde syndet, blev hun Satans redskab til at bringe ulykke over sin mand. I en tilstand af mærkelig unaturlig ophidselse og med hænderne fulde af den forbudte frugt opsøgte hun ham og fortalte ham alt, hvad der var sket.

Der kom et udtryk af sorg i Adams ansigt. Han så ud til at blive forbavset og forfærdet. Til Evas ord svarede han, at dette måtte være den fjende, som de var blevet advaret imod, og ifølge Guds dom måtte hun dø. Som svar bad hun ham indtrængende om at spise, idet hun gentog slangens ord om, at de ingenlunde skulle dø. Hun foreholdt ham, at det måtte være sandt, for hun følte ingen tegn på Guds mishag. Tværtimod mærkede hun en dejlig, opmuntrende indflydelse, der fik alle hendes evner til ligesom at dirre af nyt liv i lighed med det, der inspirerede de himmelske sendebud, mente hun.

Adam forstod, at hans ledsager havde overtrådt Guds bud og undladt at tage hensyn til det eneste forbud, der var givet som en prøve på deres troskab og kærlighed. Der opstod en voldsom kamp i hans sind. Han fortrød, at han havde ladet Eva fjerne sig fra hans side. Men nu var det sket; han måtte skilles fra hende, hvis selskab havde været hans glæde. Hvordan skulle han kunne udholde det? Adam havde nydt samværet med Gud og de hellige engle. Han havde set Skaberens herlighed. Han forstod den vidunderlige fremtid, der lå åben for mennesket, hvis det forblev tro mod Gud. Men alle disse velsignelser tabte han af syne ved tanken om tabet af den gave, der i hans øjne var større end alle andre. Kærlighed, taknemmelighed og troskab mod Skaberen – alt blev besejret af kærligheden til Eva. Hun var en del af ham selv, og han kunne ikke udholde den tanke at skulle skilles fra hende. Han indså ikke, at den evige Gud, der havde skabt ham selv af jordens støv og gjort ham til en levende, smuk skabning og som i kærlighed havde givet ham en ledsager, kunne fylde hendes plads. Han besluttede at dele hendes skæbne. Hvis hun skulle dø, ville han dø med hende. Når alt kom til alt, tænkte han,

PP 57

kunne så ikke den kloge slanges ord være sande? Eva stod foran ham lige så smuk og tilsyneladende lige så uskyldig som før denne ulydighedshandling. Hun sagde, at hun elskede ham højere end før. Der sås intet tegn på død hos hende, og Han besluttede at trodse følgerne. Han greb frugten og spiste den hurtigt.

Efter denne synd forekom det først Adam, at han hævedes op på et højere livsplan. Men snart fyldte tanken om synden ham med rædsel. Den luft, der før havde haft en mild, ensartet temperatur, syntes nu at gennemisne det skyldige par. Den kærlighed og fred, de havde ejet, var borte, og i stedet mærkede de en følelse af synd, en skræk for fremtiden, en sjælens nøgenhed. Den lysets klædning, der havde omgivet dem, forsvandt nu, og for at erstatte den prøvede de selv at skaffe sig et dække; for de kunne ikke uden klæder møde Guds og de hellige engles blikke.

Nu begyndte de at se syndens sande karakter. Adam bebrejdede sin ledsager hendes tåbelighed ved at forlade hans side og lade sig bedrage af slangen; men de prøvede begge at fortælle sig selv, at han, som havde givet dem så mange beviser på sin kærlighed, enten ville tilgive denne ene overtrædelse, eller at de ikke ville få en straf, der var så hård, som de havde frygtet. Satan frydede sig over sit held. Han havde fristet kvinden til at nære mistillid til Guds kærlighed, tvivle på hans visdom og overtræde hans lov, og gennem hende havde han nu også fået Adam til at falde.

Men den store Lovgiver skulle snart meddele Adam og Eva følgerne af deres overtrædelse. Den guddommelige tilstedeværelse mærkedes i haven. I deres uskyldige og hellige tilstand havde de med glæde hilst deres skaber velkommen; men nu flygtede de i rædsel og søgte at skjule sig i den fjerneste afkrog af haven. Men “da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: “Hvor er du?” Han svarede: “Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!” Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”

Adam kunne hverken benægte eller undskylde sin synd; men i stedet for at vise anger prøvede han at kaste skylden på sin hustru og derved på Gud selv. “Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.” Han, som af kærlighed til Eva frivilligt havde valgt at give afkald på Guds anerkendelse, på sit hjem

PP 58

i Paradiset og et evigt liv i glæde, prøvede nu efter sit fald at gøre sin ledsager, ja, selv sin skaber ansvarlig for overtrædelsen. Så frygtelig er syndens magt.

Da kvinden blev spurgt: “Hvad har du gjort!” svarede hun: ”Slangen forførte mig, og så spiste jeg.” “Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor lod du den komme ind i Edens have?” var de spørgsmål, der lå i hendes undskyldning for synden, Ligesom Adam anklagede hun Gud for at have ansvaret for deres fald. Selvretfærdiggørelsens ånd havde sin oprindelse hos løgnens fader. Den blev næret, så snart vore første forældre gav efter for Satans indflydelse, og den har været at finde hos alle Adams sønner og døtre. I stedet for ydmygt at bekende deres synder prøver de at dække over sig ved at kaste skylden på andre, på omstændighederne eller på Gud, idet de også benytter hans velsignelser som en anledning til at knurre mod ham.

Så udtalte Herren dommen over slangen: ”Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage!” Fordi slangen var blevet brugt som Satans redskab, skulle den have del i Guds doms hjemsøgelse. Fra at være det smukkeste og mest beundrede af markens dyr skulle den blive det mest nedværdigede og afskyede af alle, frygtet og hadet af både mennesker og dyr. De ord, der dernæst blev henvendt til slangen, var rettet til Satan selv og tog sigte på hans endelige nederlag og tilintetgørelse: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i Hælen.”

Herren fortalte Eva om al den sorg og smerte, der fra nu af skulle blive hendes lod. Og han sagde: “Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” Ved skabelsen havde Gud gjort hende til Adams lige. Hvis de var forblevet lydige imod Gud i overensstemmelse med hans store kærligheds lov ville de altid have været i harmoni med hinanden; men synden havde medført disharmoni, og nu kunne deres forening kun bevares og harmonien genoprettes ved, at en af parterne underkastede sig. Eva var den første, der syndede, og hun var faldet i fristelse ved at fjerne sig fra sin ledsager på trods af Guds forskrift. Det var ved hendes overtalelser, Adam syndede, og hun blev nu stillet i et afhængighedsforhold til sin mand. Hvis de principper, som er

PP 59

påbudt i Guds lov, var blevet efterlevet af den faldne menneskehed, ville denne dom have vist sig at være en velsignelse for menneskene, skønt den udsprang af syndens følger; men mandens misbrug af det overherredømme, han således havde fået, har alt for ofte gjort kvindens lod bitter, så at hendes liv er blevet en byrde.

Eva havde været fuldkommen lykkelig ved sin mands side i Edenhjemmet; men som de moderne, rastløse Evadøtre følte hun sig smigret ved udsigten til at komme op i et højere plan, end Gud havde bestemt for hende. I sit forsøg på at hæve sig over sin oprindelige stilling faldt hun langt under den. Alle de, der er uvillige til at påtage sig livets pligter i overensstemmelse med Guds plan, og at gøre det med glæde, vil opnå samme resultat. I deres bestræbelser for at opnå stillinger, som han ikke har gjort dem skikket til, lader mange den plads stå tom, hvor de kunne være en velsignelse. I ønsket om at nå højere op har mange ofret deres sande kvindelige værdighed og karakters adel og har ladet den gerning ugjort, som Himmelen har tildelt dem.

Herren sagde til Adam: “Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!”

Det var ikke Guds vilje, at det syndfri par skulle kende noget til det onde. Han havde givet dem det gode i rigeligt mål og havde holdt det onde tilbage. Men på trods af hans bud havde de spist af det forbudte træ, og nu skulle de fortsætte med at spise af det – de ville få kendskab til det onde – alle deres livs dage. Fra den tid ville menneskeheden blive plaget af Satans fristelser. I stedet for det herlige arbejde, der var anvist dem, skulle ængstelse og hårdt slid blive deres lod. De ville blive udsat for skuffelse, sorg og smerte og til sidst døden.

Under syndens forbandelse skulle hele naturen vidne for mennesket om oprørets natur og følger. Da Gud skabte mennesket, gjorde han det til hersker over jorden og alle levende væsener. Så længe Adam forblev tro mod Himmelen, var hele naturen ham underdanig, men da han gjorde oprør mod den guddommelige lov, gjorde de skabninger, der stod under ham, oprør mod hans herredømme.

PP 60

Således ville Herren i sin store barmhjertighed vise menneskene sin lovs hellighed og gennem deres egen erfaring lede dem til at se faren ved at tilsidesætte den, selv på det mindste punkt.

En tilværelse præget af hårdt arbejde og bekymringer skulle fra nu af være menneskenes lod, men den blev anvist dem i kærlighed. Det var en undervisning, som var nødvendiggjort af synden for at lægge en dæmper på deres tilbøjelighed til at tilfredsstille appetitten og lidenskaberne og for at udvikle deres selvkontrol. Det var en del af Guds store plan til menneskets redning fra syndens ødelæggelse og nedværdigelse.

Advarslen til vore første forældre – “den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø” 1 Mosebog 2,17 – indbefattede ikke, at de skulle dø samme dag, de tog af den forbudte frugt. Men på den dag ville den uigenkaldelige dom blive udtalt. Der var lovet dem udødelighed på betingelse af lydighed; ved overtrædelse ville de miste det evige liv. Fra den dag ville de være dømt til døden.

For at kunne leve evigt måtte mennesket fortsætte med at spise af livets træ. Hvis adgangen til dette træ blev spærret, ville menneskets livskraft formindskes, indtil livet udslukkedes. Det var Satans plan, at Adam og Eva ved ulydighed skulle pådrage sig Guds mishag, og hvis de så ikke fik tilgivelse, håbede han, at de ville spise af livets træ og derved fortsætte et liv i synd og ulykke. Men efter menneskets fald blev hellige engle straks sat til at vogte den livgivende frugt; derfor findes der ingen udødelige syndere.

Den ulykkesbølge, som fulgte efter vore første forældres overtrædelse, betragtes af mange som en alt for frygtelig følge af så lille en synd, og de betvivler Guds visdom og retfærdighed i hans handlemåde med menneskene. Men hvis de ville trænge dybere ind i dette spørgsmål, ville de indse deres fejltagelse. Gud skabte mennesket i sit billede, fri for synd. Jorden skulle befolkes af væsener, der kun stod lidt under englene; men deres lydighed måtte sættes på prøve. Og prøvens lethed gjorde netop synden særlig stor. Hvis Adam ikke kunne bestå den mindste prøve, kunne han heller ikke have bestået en større prøve, dersom han havde fået betroet større ansvar.

PP 61

Hvis Adam var blevet stillet på en eller anden stor prøve ville de, hvis hjerte drages mod det onde, have undskyldt sig med at sige: “Dette er en ubetydelig ting, og Gud er ikke så nøje med småting.” Og så ville der stadig forekomme overtrædelser i ting, der regnes for små, og som passerer ustraffet blandt mennesker. Men Herren havde tydeligt vist, at synd af enhver størrelse er anstødelig for Gud.

Det forekom Eva at være en lille ting at være ulydig mod Gud ved at smage det forbudte træs frugt og friste sin mand til også at synde; men deres synd åbnede ulykkens sluseporte til verden. Hvem kan i fristelsens øjeblik forudse de frygtelige følger af blot ét fejltrin?

Mange, der lærer, at Guds lov ikke er bindende for menneskene, hævder, at det er umuligt for dem at adlyde dens forskrifter. Hvis det var sandt, hvorfor skulle så Adam lide syndens straf? Vore første forældres synd bragte skyld og sorg over verden, og havde Gud ikke vist sin godhed og barmhjertighed, ville den have bragt hele menneskeheden i en fortvivlet situation. Ingen bør bedrage sig selv. “Syndens løn er døden.” Romerne 6,23. Guds lov kan lige så lidt overtrædes ustraffet nu, som da dommen blev udtalt over menneskehedens fader.

Efter syndefaldet kunne Adam og Eva ikke længere bo i Eden. De bad indtrængende om lov til at blive i det hjem, de havde beboet i deres uskyld og lykke. De bekendte, at de havde forspildt al ret til deres lykkelige hjem, men lovede at vise Gud streng lydighed for fremtiden. Men de fik at vide, at deres natur var blevet fordærvet af synden. De havde formindsket deres evne til at modstå det onde og havde åbnet vejen for Satan, så at han lettere kunne få indpas hos dem. I deres uskyldige tilstand havde de givet efter for fristelse, og nu, hvor de befandt sig i en tilstand af bevidst skyld, havde de mindre kraft til at bevare deres retskaffenhed.

Ydmygede og usigelig bedrøvede sagde de farvel til deres smukke hjem og gik ud for at bo på jorden, som syndens forbandelse hvilede over. Luften, som engang var så mild og ensartet i temperatur, undergik nu store forandringer, og Herren forsynede dem i sin barmhjertighed med klæder af skind for at beskytte dem mod de store temperaturforandringer.

PP 62

Da Adam og hans ledsager så de første tegn på forfald i visnende blomster og faldende blade, sørgede de dybere, end nutidens mennesker sørger over deres døde. Der var i sandhed grund til at sørge over de sarte blomsters død; men når de smukke træer mistede deres blade, indprentede dette syn dem den grusomme kendsgerning, at døden er hvert levende væsens lod.

Edens have blev på jorden længe efter, at mennesket var blevet forvist fra dens skønne enemærker. Den faldne menneskehed fik længe lov til at se på uskyldighedens hjem, hvortil adgangen kun spærredes af englevagten. Guds herlighed blev åbenbaret ved porten til Paradiset, hvor keruber holdt vagt. Der kom Adam og hans sønner hen for at tilbede Gud. Der fornyede de deres løfter om lydighed mod den lov, hvis overtrædelse havde forårsaget deres bortvisning fra Edens have. Da uretfærdighedens flodbølge bredte sig over jorden, og menneskenes ondskab bevirkede deres tilintetgørelse ved en vandflod, tog den hånd, der havde plantet Eden, denne have bort fra jorden. Men ved den endelige genoprettelse, når der kommer “en ny himmel og en ny jord” Åbenbaringen 21:1, vil den blive genoprettet, endnu herligere prydet end i begyndelsen.

Da skal de, der har holdt Guds bud, indånde udødelig kraft under livets træ, og gennem uendelige tider skal syndfri verdeners beboere i denne dejlige have se et eksempel på Guds fuldkomne skaberværk, uberørt af syndens forbandelse – et eksempel på, hvordan hele jorden ville være blevet, hvis mennesket havde opfyldt Skaberens herlige plan.