Dette kapitel er bygget op over 2 Mosebog 25-40; 3 Mosebog 4,16. PP 343
Mens Moses var på bjerget hos Gud, fik han den befaling: “Du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem,” og der blev givet en fuldstændig beskrivelse af tabernaklets indretning. Israel havde ved deres frafald mistet Guds nærværelses velsignelse og havde foreløbig umuliggjort planen om at bygge en helligdom til Gud iblandt dem. Men efter at de igen var taget til nåde hos Gud, gik den store leder videre med planen ifølge Guds befaling.
Gud udstyrede udvalgte mænd med evner og visdom til at opføre den hellige bygning. Han gav selv Moses byggeplanen med nøjagtig vejledning om bygningens størrelse og form, de materialer, der skulle anvendes, og hver enkelt ting, der skulle være i den. Denne helligdom, der blev bygget af mennesker, skulle være “et billede af den sande”, “den himmelske helligdom” – en miniaturefremstilling af det himmelske tempel, hvor Kristus, vor store ypperstepræst, efter at have givet sit eget liv som et offer skulle gøre tjeneste for synderens skyld. Hebræerne 9,24.23. Gud lod på bjerget Moses se den himmelske helligdom og bød ham lave alt efter det forbillede, han havde set. Al denne vejledning blev omhyggeligt nedskrevet af Moses, der lod den gå videre til folkets ledere.
Det krævede store og kostbare forberedelser at bygge helligdommen. Der skulle bruges en stor mængde af de kostbareste og dyreste materialer; men Herren tog kun mod frivillige gaver. “Af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse,” lød den guddommelige befaling, som Moses gentog for menigheden. Det krævede først og fremmest gudhengivenhed og offervilje at opføre en bolig til den Højeste.
PP 344
Hele folket fulgte villigt opfordringen, “og enhver, som i sit hjerte følte sig drevet dertil, og hvis ånd tilskyndede ham, kom med Herrens offerydelse til opførelsen af åbenbaringsteltet og til alt arbejdet derved og til de hellige klæder. De kom dermed, både mænd og kvinder; enhver, som i sit hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med spænder, ørenringe, fingerringe og halssmykker, alle hånde guldsmykker. Og enhver, der ville vie Herren en gave af guld, kom dermed. Og enhver, i hvis eje, der fandtes violet og rødt purpurgarn, karmoisinrødt garn, byssus, gedehår, rødfarvede væderskind eller tahasjskind, kom dermed. Og enhver, der ville give en offerydelse af sølv eller kobber, kom med Herrens offerydelse. Og enhver, der ejede akacietræ til alt byggearbejdet, kom dermed.
Og alle kunstforstandige kvinder spandt med egne hænder og kom med deres spind, violet og rødt purpur, karmoisin og byssus. Og alle kvinder, som i kraft af deres kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres hjerte, spandt gedehårene. Og øversterne kom med sjohamstenene og ædelstenene til indfatningen på efoden og brystskjoldet og de vellugtende stoffer og olien til lysestagen og til salveolien og røgelsen.” 2 Mosebog 35,23-28.
Mens arbejdet på helligdommen stod på, vedblev folket – gamle og unge, mænd, kvinder og børn – at bringe deres gaver, indtil de, der ledede arbejdet, mente, at de havde nok, ja, endog mere, end de skulle bruge. Så lod Moses bekendtgøre i lejren: “Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!” Så hørte folket op med at komme med gaver.” Israelitternes knurren og Guds straffedomme på grund af deres synder er nedskrevet som en advarsel til senere slægtled, og deres hengivenhed, iver og gavmildhed er et eksempel til efterfølgelse. Alle de, der elsker at tjene Gud og sætter pris på hans hellige nærværelses velsignelse, vil lægge den samme offervilje for dagen, når der skal bygges et hus, hvor han kan mødes med dem. De vil længes efter at bringe Herren et offer af det allerbedste, de ejer. Et hus, der bygges til Gud, bør ikke være behæftet med gæld, for derved vanæres han.
PP 345 PP 346 PP 347
Der bør frivilligt gives et beløb, der er tilstrækkeligt til arbejdets udførelse, så håndværkerne kan sige, som tabernaklets bygmestre sagde: “Bring ikke flere gaver.”
Tabernaklet blev bygget således, at det kunne skilles ad og bæres med på alle israelitternes rejser. Det var derfor ikke ret stort, ikke mere end 17 m langt og 5 1/2 m højt og bredt. Og dog var det en storslået bygning. Til boligen og dens tilbehør blev der anvendt akacietræ, der var mere holdbart end nogen anden træsort, der kunne fås ved Sinaj. Væggene bestod af opretstående brædder, forsynet med fodstykker af sølv og forbundet ved hjælp af tværstænger. Alt var overtrukket med guld, så bygningen så ud, som om den var af massivt guld. Taget var dannet af fire lag tæpper, det inderste af tvundet byssus, violet og rødt purpurgarn og karmoisinrødt garn med keruber på i kunstvævning”. De andre tre var af henholdsvis gedehår, rødfarvede vædderskind og tahasjskind og var ordnet sådan, at de beskyttede boligen fuldstændig.
Bygningen deltes i to afdelinger af et smukt, kostbart tæppe eller forhæng, der hang på guldbelagte piller, og et lignende forhæng lukkede for indgangen til den første afdeling. Disse forhæng var ligesom de inderste tæpper, der dannede loftet, holdt i de mest pragtfulde farver, violet og rødt purpur og karmoisinrødt, sammensat på den smukkeste måde. Keruber, indvævet med guld og sølvtråd, repræsenterede den engleskare, der er knyttet til arbejdet i den himmelske helligdom, de engle, der er tjenende ånder for Guds folk på jorden.
Det hellige telt lå på en indhegnet åben plads, der kaldtes forgården. Den var omgivet af draperier af fint linned, der hang på piller af kobber. Indgangen til denne indhegning var i den østlige ende. Den var lukket med smukt forarbejdede tæpper af kostbart materiale, omend ikke fuldt så prægtige som tæpperne i helligdommen. Forgårdens draperier var kun halvt så høje som tabernaklets vægge, og derfor kunne bygningen tydeligt ses af folket udenfor. I forgården, nærmest indgangen, stod brændofferalteret, der var af kobber. På dette alter blev alle ildofrene til Herren brændt, og forsoningsblodet blev strøget på dets horn. Mellem alteret og indgangen til tabernaklet stod vandkummen, der også var af kobber. Den var fremstillet af de spejle, som israelitternes kvinder frivilligt havde givet.
PP 348
I vandkummen skulle præsterne vaske deres hænder og fødder, når de gik ind i de hellige rum eller hen til alteret for at bringe et brændoffer til Herren.
I den første afdeling eller det hellige stod skuebrødsbordet, lysestagen og røgelsesalteret. Skuebrødsbordet stod mod nord. Det var overtrukket med rent guld og var omgivet af en gylden krans. På dette bord skulle præsterne hver sabbat lægge tolv kager. De skulle lægges i to rækker og overdrysses med røgelse. Brødene regnedes for hellige, og når de blev taget bort, skulle præsterne spise dem. På sydsiden stod den syvarmede lysestage med sine syv lamper. Dens arme var prydet med smukt forarbejdede blomster, der lignede liljer, og det hele var lavet af ét massivt guldstykke. Da der ikke var nogen vinduer i tabernaklet, blev alle lamperne aldrig slukket på een gang, men udsendte deres lys dag og nat. Lige foran det forhæng, der adskilte det hellige fra det allerhelligste og Guds umiddelbare nærværelse, stod det gyldne røgelsesalter. På dette skulle præsten brænde røgelse hver morgen og aften, dets horn blev bestrøget med syndofferets blod, og det blev bestænket med blod på den store forsoningsdag. Ilden på dette alter blev tændt af Gud selv, og den blev værnet med hellig omhu. Dag og nat sendte den hellige røgelse sin vellugt ud i de hellige rum, og den kunne mærkes langt uden for tabernaklet.
På den anden side af det indre forhæng var det allerhelligste, der var midtpunkt for den symbolske forsonings- og forbønstjeneste. Det dannede forbindelsesledet mellem himmel og jord. I denne afdeling stod arken, en kiste af akacietræ, overtrukket med guld udvendig og indvendig og omgivet af en gylden krans. Den var opbevaringssted for stentavlerne, hvor Gud selv havde skrevet de ti bud. Derfor blev den kaldt Guds testamentes ark eller pagtens ark, fordi de ti bud var grundlaget for pagten mellem Gud og Israel.
Dækket over den hellige kiste kaldtes nådestolen eller sonedækket. Dette var forarbejdet af ét massivt guldstykke og over det stod guldkeruber, en ved hver ende. Englenes ene vinge var udbredt opad, mens den anden var foldet sammen over legemet som tegn på ærbødighed og ydmyghed. (Se Ezekiel 1,11)
PP 349
Kerubernes stilling – ansigterne var vendt mod hinanden og blikket ærbødigt rettet ned imod arken – var et billede på den ærbødighed, den himmelske hær viser Guds lov, og deres interesse for forløsningsplanen.
Over sonedækket var Guds herlighed, åbenbarelsen af den guddommelige nærværelse, og det var mellem keruberne, Gud meddelte sin vilje. Somme tider meddelte en røst fra skyen ypperstepræsten budskaber fra Gud. Til tider skinnede der et lys over engelen på højre side som tegn på anerkendelse eller antagelse, eller en skygge hvilede over engelen til venstre for at tilkendegive misbilligelse eller forkastelse.
Guds lov, der lå i arken, var den store rettesnor for retfærdighed og dom. Det var denne lov, der dømte overtræderen til døden; men over loven var sonedækket, hvor Guds nærværelse åbenbaredes, og hvorfra den angrende synder modtog tilgivelse i kraft af forsoningen. Således er det også i Kristi gerning for vor frelse, der symboliseres i helligdomstjenesten; “miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden”. Salme 85,11.
Intet sprog kan beskrive helligdommens prægtige indre – de guldbeklædte vægge, der genspejlede lyset fra guldlysestagen, de prægtige farver i de rigt broderede tæpper med deres skinnende engle, bordet og røgelsesalteret, der strålede af guld, og bag det andet forhæng den hellige ark med sine mystiske keruber og oven over arken Guds herlighed, den synlige åbenbarelse af Guds nærværelse. Og dog var det alt sammen kun et svagt genskin af herligheden i Guds tempel i Himmelen, det store midtpunkt for arbejdet på menneskets forløsning.
Det tog et halvt år at bygge tabernaklet. Da det var færdigt, undersøgte Moses hele det arbejde, bygmestrene havde udført, og sammenlignede det med det forbillede, han havde set på bjerget, og de anvisninger, han havde fået af Gud. “De havde udført det, som Herren havde sagt; således havde de udført det. Og Moses velsignede dem.” Israels hærskare samledes ivrigt rundt om den hellige bygning for at se den. Mens de med tilfredshed stod og betragtede den, svævede skystøtten over helligdommen, sænkede sig og fyldte den. “Og Herrens herlighed fyldte boligen.” Guds majestæt åbenbarede sig, og i nogen tid kunne selv Moses ikke gå derind.
PP 350
Dybt bevæget så folket tegnet på, at deres hænders arbejde var godkendt. Der lød ingen højrøstede glædesudbrud. En højtidelig ærefrygt hvilede over alle. Men deres hjertes glæde strømmede over i glædestårer, og med dæmpet, alvorlig røst gav de udtryk for deres taknemmelighed over, at Gud havde nedladt sig til at bo hos dem.
Efter Guds anvisning blev Levis stamme sat til side til at varetage tjenesten i helligdommen. I de ældste tider var hver mand sin families præst. På Abrahams tid blev præsteembedet betragtet som den ældste søns førstefødselsret. Nu antog Herren Levis stamme til arbejdet i helligdommen i stedet for de førstefødte fra hele Israel. Ved denne særskilte hæder viste han sin anerkendelse af den troskab, de havde lagt for dagen, både ved at vedblive at tjene ham og ved at fuldbyrde hans domme, da Israel svigtede Gud og tilbad guldkalven. Præsteembedet var imidlertid forbeholdt Arons familie. Aron og hans sønner var de eneste, der fik lov til at gøre tjeneste for Herren. De øvrige af stammen fik betroet pasningen af tabernaklet og dets tilbehør, og de skulle hjælpe præsterne i deres tjeneste; men de skulle ikke ofre og brænde røgelse og måtte ikke se de hellige ting, før de var dækket til.
Præsterne skulle bære en særlig dragt, som svarede til deres embede. “Du skal tilvirke din broder Aron hellige klæder til ære og pryd,” var Guds befaling til Moses. Den almindelige præsts dragt var af hvidt linned og vævet i eet stykke. Den gik næsten helt ned til fødderne og blev holdt sammen om livet af et hvidt linnedbælte broderet med violet og rødt purpurgarn og karmoisinrødt garn. Til hans ydre dragt hørte et hovedklæde af linned. Ved den brændende tornebusk fik Moses befaling om at tage sine sko af, fordi den jord, han stod på, var hellig. Præsterne måtte heller ikke gå ind i helligdommen med sko på fødderne. Det støv, der hang ved dem, ville vanære det hellige sted. De skulle efterlade deres sko i forgården, inden de gik ind i helligdommen, og de skulle også vaske både hænder og fødder, inden de forrettede tjeneste i tabernaklet eller ved brændofferalteret. Således blev det stadig indskærpet, at al besmittelse skulle fjernes fra dem, der ønskede at træde frem for Gud.
Ypperstepræstens klæder var af kostbart, smukt forarbejdet materiale, hans høje stilling værdigt. Foruden den almindelige præsts linneddragt bar han en kåbe af violet og rødt purpur. Den var også vævet i ét stykke.
PP 351
Langs dens nederste kant var den prydet med guldbjælder og granatæbler af violet og rødt purpurgarn og karmoisinrødt garn. Over denne bar han efoden, en kortere dragt af guldtråd, violet og rødt purpurgarn, karmoisinrødt garn og hvidt. Den holdtes sammen af et smukt forarbejdet bælte i de samme farver. Efoden var ærmeløs, og på dens guldbroderede skulderstykker blev der anbragt to sjohamsten med navnene på Israels tolv stammer.
Over efoden var brystskjoldet, den helligste del af præstedragten. Det var af samme materiale som efoden. Det var firkantet, målte et spand og var fæstet til skulderstykkerne med en violet purpursnor i gyldne ringe. Kanten var dannet af forskellige ædelstene, de samme, der danner de tolv grundstene i Guds stad. Inden for kanten var der tolv stene indfattet i guld og ordnet i fire rækker, og ligesom i stenene i skulderstykkerne var stammernes navne indgraveret i dem. Herrens anvisning lød: “Aron skal således stedse bære Israels sønners navne på retskendelsens brystskjold på sit hjerte, når han går ind i helligdommen, for at bringe dem i minde for Herrens åsyn.” 2 Mosebog 28,29. På samme måde bærer Kristus, den store ypperstepræst, enhver angrende, troende sjæls navn på sit hjerte, når han påberåber sig sit blod over for Faderen på synderens vegne. Salmisten siger: “Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig.” Salme 40,18.
På brystskjoldets højre og venstre side var der to store funklende stene. Disse kaldtes Urim og Tummim. Ved hjælp af dem meddeltes Guds vilje gennem ypperstepræsten. Når der blev forelagt Herren et spørgsmål til afgørelse, var en stråleglans omkring ædelstenen på højre side et tegn på Guds tilladelse eller anerkendelse, mens en skygge omkring stenen på venstre side var et bevis på nægtelse eller misbilligelse.
Ypperstepræstens hovedklæde bestod af den hvide linnedhue. En guldplade med indskriften: “Helliget Herren” var fastgjort til hovedklædet med en violet purpursnor. Alt, hvad der havde forbindelse med præstens dragt og optræden, skulle være sådan, at det bibragte den, der så ham, en følelse af Guds og gudstjenestens hellighed og den renhed, der krævedes af dem, der kom frem for Gud.
Ikke blot selve helligdommen, men hele præstetjenesten skulle tjene som et “afbillede og en skygge af den
PP 352
himmelske”. Hebræerne 8,5. Den var derfor meget betydningsfuld, og Herren gav gennem Moses en meget nøjagtig og tydelig undervisning om alle enkeltheder i denne forbilledlige tjeneste. Helligdomstjenesten bestod af to dele, en daglig og en årlig tjeneste. Den daglige tjeneste udførtes ved brændofferalteret i tabernaklets forgård og i det hellige, mens den årlige tjeneste foregik i det allerhelligste.
Intet menneske bortset fra ypperstepræsten måtte se den inderste del af helligdommen. Kun een gang om året måtte præsten gå derind og da først efter den mest omhyggelige og højtidelige forberedelse. Med skælven trådte han frem for Gud, og folket ventede i ærbødig tavshed på hans tilbagekomst med hjertet opløftet i alvorlig bøn om Guds velsignelse. Foran sonedækket gjorde ypperstepræsten soning for Israel, og Gud mødtes med ham i herlighedens sky. Hvis han blev her udover den sædvanlige tid, fyldtes folket med frygt for, at han for deres eller sine egne synders skyld var blevet dræbt af Herrens herlighed.
Den daglige tjeneste bestod af morgen- og aftenbrændofferet, røgelsesofferet på gudalteret og de særlige ofre for personlige synder. Der skulle også ofres på sabbatter, nymånedagene og særlige festdage.
Hver morgen og aften blev et årgammelt lam brændt på alteret sammen med det tilhørende afgrødeoffer som symbol på folkets daglige indvielse til Gud og deres stadige afhængighed af Kristi forsonende blod. Gud sagde udtrykkeligt, at ethvert offer, der blev skænket til helligdomstjenesten, skulle være “lydefrit”. 2 Mosebog 12,5. Præsterne skulle undersøge alle de dyr, der blev bragt som offer, og de skulle kassere hvert eneste dyr, som de fandt fejl ved. Kun et “lydefrit” offer kunne være symbol på hans fuldkomne renhed, der skulle ofre sig selv som “et lam uden plet og lyde”. 1 Peter 1,19. Apostlen Paulus henviser til disse ofre som et billede på, hvordan Kristi efterfølgere skal være. Han siger: “Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.” Romerne 12,1. Vi skal vie os selv til Guds tjeneste, og vi bør søge at gøre dette offer så fuldkomment som muligt.
PP 353
Gud finder ikke behag i mindre end det bedste, vi kan give. De, der elsker ham af hele deres hjerte, vil nære det ønske at yde ham deres bedste tjeneste, og de vil stadig søge at bringe hver eneste evne i harmoni med de love, der kan gøre dem bedre skikket til at gøre hans vilje.
Når præsten brændte røgelse, kom han i mere direkte kontakt med Gud end ved nogen anden handling i den daglige tjeneste. Da det indre forhæng i helligdommen ikke nåede boligens loft, var Guds herlighed, som åbenbaredes over sonedækket, delvis synlig fra den første afdeling. Når præsten ofrede røgelse til Herren, så han mod arken, og idet røgelsesskyen hævede sig, sænkede Guds herlighed sig over sonedækket og fyldte det allerhelligste. Det hændte ofte, at den fyldte begge afdelinger, så at præsten blev nødt til at trække sig tilbage til tabernaklets indgang. Ligesom præsten i den forbilledlige tjeneste i tro så hen til sonedækket, som han ikke kunne se, således skal Guds folk nu opsende deres bønner til Kristus, deres store ypperstepræst, der, uset af mennesker, går i forbøn for dem i den himmelske helligdom.
Røgelsen, der steg op sammen med Israels bønner, er et billede på Kristi fortjeneste og forbøn, hans fuldkomne retfærdighed, der ved troen tilregnes hans folk, og som alene kan gøre syndige væseners tilbedelse antagelig for Gud. Foran forhænget til det allerhelligste stod den evige forbøns alter, foran det hellige den evige forsonings alter. Man skulle nærme sig Gud med blod og røgelse – symboler, der viste hen til den store mellemmand, gennem hvem syndere kan træde frem for Gud, og gennem hvem alene nåde og frelse kan skænkes den angrende, troende sjæl.
Når præsterne om morgenen og aftenen gik ind i det hellige på røgelsesofferets tid, var det daglige offer rede til at blive ofret på alteret i forgården. Det var et tidspunkt af største betydning for de tilbedende, der var samlet ved tabernaklet. Før de gennem præstens tjeneste trådte frem for Gud, skulle de alvorligt ransage deres hjerte og bekende deres synd. De forenedes i stille bøn med ansigtet vendt mod det hellige, og deres bønner opsteg med røgelsesskyen, mens de i tro tog imod den lovede frelsers fortjenester, som sonofferet var et forbillede på.
PP 354
De timer, der var afsat til morgen- og aftenofferet, betragtedes som hellige og blev benyttet som fast bedetid af hele det jødiske folk. Da jøderne senere blev spredt som fanger i fjerne lande, vendte de stadig på den fastsatte tid ansigtet mod Jerusalem og opsendte deres bønner til Israels Gud. I denne skik har de kristne et eksempel på morgen- og aftenbøn. Selvom Gud fordømmer en række ceremonier, som er blottet for tilbedelsens ånd, ser han med velbehag på dem, der elsker ham og morgen og aften bøjer sig for ham for at bede om tilgivelse for begåede synder og opsende deres bønner om sådanne velsignelser, som de trænger til.
Skuebrødene lå stadig for Herrens ansigt som et evigt offer. De var en del af det daglige offer. De kaldtes “skuebrød”, fordi de stadig var foran Herrens ansigt. De skulle tilkendegive, at menneskene er afhængige af Gud både med hensyn til timelig og åndelig føde, og at denne kun modtages ved Kristi midlertjeneste. Gud havde givet Israel brød fra himmelen i ørkenen, og de var stadig afhængige af hans rige gaver, både med hensyn til timelig føde og åndelige velsignelser. Både mannaen og skuebrødene viste hen til Kristus, det levende brød, der altid står for Guds åsyn for vor skyld. Han sagde selv: “Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen.” (Johannes 6,48-51.) Der blev lagt røgelse på brødene. Når brødene blev fjernet om sabbatten og erstattet med friske brød, blev røgelsen brændt på alteret som et mindeoffer til Gud.
Den vigtigste del af den daglige tjeneste udførtes for enkeltpersoner. Den angrende synder førte sit offer hen til tabernaklets indgang, og idet han lagde sin hånd på offerets hoved, bekendte han sine synder og overførte dem således billedligt fra sig selv til det uskyldige offer. Han slagtede derefter dyret med egen hånd, og præsten bar blodet ind i det hellige og stænkede det foran forhænget, der skjulte arken, som rummede den lov, som synderen havde overtrådt. Ved denne ceremoni blev synden gennem blodet billedligt overført til helligdommen.
I nogle tilfælde blev blodet ikke bragt ind i det hellige; i stedet for skulle præsten spise kødet, som Moses sagde til Arons sønner:
PP 355
“Han (Gud) har givet Eder det, for at I skal borttage menighedens skyld.” 3 Mosebog 10,17. Begge ceremonier symboliserede overførelsen af synden fra den bodfærdige til helligdommen.
Sådan foregik tjenesten dag efter dag året igennem. Idet Israels synder således blev overført til helligdommen, blev denne besmittet, og en særlig handling var nødvendig for at fjerne synderne. Gud befalede, at der skulle gøres soning for både det hellige og det allerhelligste samt for alteret for at “rense det og hellige det for israelitternes urenheder”. 3 Mosebog 16,19.
Én gang om året, på den store forsoningsdag, gik præsten ind i det allerhelligste for at rense helligdommen. Den tjeneste, der udførtes der, dannede afslutningen på årets helligdomstjeneste.
På forsoningsdagen blev to gedebukke ført hen til tabernaklets indgang, og der blev kastet lod om dem, “et lod for Herren og et for Azazel”. Den buk, som det første lod faldt på, skulle slagtes som syndoffer for folket, og præsten skulle bære dens blod inden for forhænget og stænke det på sonedækket. “Således skal han skaffe helligdommen soning for israelitternes urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbaringsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres urenhed.”
Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et øde land. Først når bukken var blevet sendt bort, betragtede folket sig som befriet for deres syndebyrde. Hver enkelt skulle prøve sin sjæl, mens forsoningen fandt sted. Alt arbejde blev indstillet, og hele Israels forsamling tilbragte dagen i højtidelig ydmygelse for Gud med bøn, faste og dyb hjerteransagelse.
Ved denne årlige gudstjeneste fik folket undervisning om vigtige sandheder angående forsoningen. I syndofrene, der blev frembåret gennem året, var en stedfortræder blevet antaget i synderens sted; men offerets blod havde ikke skaffet fuld forsoning for synden. Det havde kun været et middel til at overføre
PP 356
synden til helligdommen. Ved at ofre blod anerkendte synderen lovens autoritet, bekendte sin skyld og tilkendegav sin tro på ham, der skulle borttage verdens synd; men han var ikke helt løst fra lovens fordømmelse. På forsoningsdagen tog ypperstepræsten et offer for folket, gik ind i det allerhelligste med blodet og stænkede det på sonedækket over lovens tavler. Således opfyldtes lovens krav, som krævede synderens liv. Så tog præsten i sin egenskab af mellemmand synderne på sig, og når han forlod helligdommen, bar han Israels syndebyrde med sig. Ved indgangen til tabernaklet skulle han lægge hænderne på hovedet af Azazels buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved. Og idet bukken, der bar disse synder, blev sendt bort, blev de sammen med den anset for at være fjernet fra folket for stedse. Således udførtes den tjeneste, der var “et afbillede og en skygge af den himmelske”. Hebræerne 8,5.
Som anført blev den jordiske helligdom bygget af Moses efter det forbillede, han havde set på bjerget. Den var “et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre”. Det hellige og det allerhelligste var “afbilleder af den himmelske helligdom”. Kristus, vor store ypperstepræst, er tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst”. Hebræerne 9,9.23; 8,2. Da apostlen Johannes i et syn fik lov at se Guds tempel i Himmelen, så han dér “syv fakler brænde foran tronen”. Han så endvidere en engel “med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen”. Åbenbaringen 4,5; 8,3. Her fik profeten lov at se den første afdeling af helligdommen i Himmelen, og han så der “syv fakler” og “guldalteret”, som i den jordiske helligdom var repræsenteret ved den gyldne lysestage og røgelsesalteret. “Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet,” og han så inden for det indre forhæng, ind i det allerhelligste. Her så han “hans pagts ark”, repræsenteret ved den hellige kiste, som Moses lavede til Guds lov. Åbenbaringen 11,19.
PP 357
Moses byggede den jordiske helligdom “efter det forbillede, som han havde set”. Paulus siger, at da “tabernaklet og alle de ting, der brugtes ved gudstjenesten” var færdige, var de “afbilleder af den himmelske helligdom”. Apostlenes Gerninger 7,44; Hebræerne 9,21.23. Og Johannes siger, at han så helligdommen i Himmelen. Den helligdom, hvor Jesus gør tjeneste for vor skyld, er det store forbillede, som den helligdom, Moses byggede, var en kopi af.
Det himmelske tempel, kongernes Konges opholdssted, hvor “tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede” (Daniel 7,10), det tempel, som er fyldt med herligheden fra den evige trone, og hvor serafer, som er dets strålende vogtere, tilhyller deres ansigt i tilbedelse – dette tempels storhed og herlighed kunne ingen jordisk bygning gengive. Og dog skulle der gennem den jordiske helligdom og tjenesten dér meddeles betydningsfulde sandheder om den himmelske helligdom og det store værk, der bliver udført dér for menneskets frelse.
Efter himmelfarten skulle vor frelser begynde sin gerning som vor ypperstepræst. Paulus siger: “Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.” Hebræerne 9,24. Ligesom Kristi tjeneste skulle bestå af to store dele, der hver optog en bestemt tid og foregik på hver sit sted i den himmelske helligdom, således bestod den forbilledlige tjeneste af to dele, den daglige og den årlige tjeneste, og til hver af dem var der bestemt en afdeling af tabernaklet.
Ligesom Kristus ved sin himmelfart trådte frem for Gud for at påberåbe sig sit blod på de angrende troendes vegne, således stænkede præsten i den daglige tjeneste offerets blod i helligdommens første afdeling på synderens vegne.
Mens Kristi blod skulle fri den angrende synder for lovens fordømmelse, skulle det ikke udslette synden. Den ville blive ved at være optegnet i helligdommen indtil den endelige forsoning. På samme måde fjernede syndofferets blod i forbilledet synden fra den angrende, men den blev i helligdommen indtil forsoningsdagen.
På den store dag, da enhver vil få sin løn, vil de døde blive “dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger”. Åbenbaringen 20,12. Da vil alle virkelig bodfærdige menneskers synder blive udslettet af Himmelens bøger i kraft af Kristi forsonende blod. Således vil helligdommen blive befriet eller renset for de optegnede synder.
PP 358
I forbilledet repræsenteredes denne store forsoning eller udslettelse af synderne ved tjenesten på forsoningsdagen, renselsen af den jordiske helligdom, der skete ved, at de synder, den var blevet besmittet med, blev fjernet i kraft af syndofferets blod.
Ligesom de virkelig bodfærdige menneskers synder i den store forsoning vil blive slettet af Himmelens bøger for ikke mere at huskes, således blev de på den forbilledlige forsoningsdag ført ud i ørkenen og for stedse skilt fra menigheden.
Eftersom Satan er syndens ophavsmand og den direkte anstifter af alle synder, der forårsagede Guds Søns død, kræver retfærdigheden, at Satan skal lide den sidste straf. Kristi gerning for at forløse menneskene og rense universet for synd vil blive afsluttet, når synden fjernes fra den himmelske helligdom, og når disse synder lægges på Satan, der skal bære den endelige straf. På samme måde sluttede årets helligdomstjeneste i den forbilledlige tjeneste med helligdommens renselse og syndernes bekendelse over Azazels buks hoved.
Således blev folket i tarbernakeltjenesten og tjenesten i templet, som senere trådte i dets sted, fra dag til dag undervist om de store sandheder, der er knyttet til Kristi død og midlertjeneste, og en gang om året ledtes deres tanker frem til de afsluttende begivenheder i den store strid mellem Kristus og Satan, universets endelige renselse for synd og syndere.