Dette kapitel er bygget op over 4 Mosebog 16 og 17                                                                                         PP 395

De straffe, israelitterne blev hjemsøgt af, bidrog for en tid til at lægge en dæmper på deres utilfredshed og oprørstrang, men de nærede stadig oprørets ånd i hjertet, og denne bar til sidst de bitreste frugter. De tidligere oprør havde blot været folkerejsninger, fremkaldt af en pludselig indskydelse hos den ophidsede mængde; men nu blev der stiftet en grundigt forberedt sammensværgelse i den bestemte hensigt at rive myndigheden fra de ledere, som Gud selv havde indsat.

Hovedmanden i dette oprør var Kora. Han var levit, tilhørte Kohats familie og var fætter til Moses. Han var en begavet og indflydelsesrig mand. Skønt han havde tilknytning til tabernakeltjenesten, var han blevet utilfreds med sin stilling og higede efter præsteværdigheden. Kora var misundelig og misfornøjet, fordi Aron og hans hus havde fået tildelt præsteembedet, som tidligere tilfaldt den førstefødte søn i hver familie. Han havde i nogen tid hemmeligt modarbejdet Moses’ og Arons myndighed, men vovede ikke at gøre åbent oprør. Til sidst lagde han en dristig plan om at kuldkaste både den borgerlige og den kirkelige øvrighed. Han havde ikke svært ved at finde nogle, der sympatiserede med ham. Tæt ved Koras og kehatitternes telte ved tabernaklets sydside havde Rubens stamme sin lejr, og to øverster fra denne stamme, Datan og Abiram, havde deres telte i nærheden af Koras telt. Disse fyrster gik uforbeholdent ind på hans ærgerrige planer. De påstod, at den borgerlige myndighed tilkom dem, fordi de var efterkommere af Jakobs ældste søn, og de besluttede at dele præsteværdigheden med Kora.

Koras planer blev gunstigt modtaget på grund af folkets sindstilstand. I deres bitre skuffelse var de igen blevet fyldt med tvivl, misundelse og had, og de anklagede igen deres tålmodige leder. Israelitterne så til stadighed

PP 396

bort fra, at det var Gud, der ledede dem. De glemte, at pagtens engel var deres usynlige leder, at Kristus gik foran dem, skjult i skystøtten, og at Moses modtog alle sine ordrer af ham.

De ville ikke underkaste sig den frygtelige dom, at de alle sammen skulle dø i ørkenen, og derfor var de parat til at gribe et hvilket som helst påskud til at tro, at det var Moses og ikke Gud, der ledede dem og havde fældet dommen over dem. Selv om den sagtmodigste mand på Jorden gjorde sit bedste, kunne han ikke holde oprørstendenserne nede hos dette folk, og til trods for, at hullerne i geledderne og savnet af deres døde landsmænd mindede dem om Guds mishag over den fordærvethed, de tidligere havde lagt for dagen, tog de ikke ved lære af det. De bukkede igen under for fristelse.

Moses havde haft langt mere fred og lykke som en beskeden hyrde, end han havde som leder af denne vældige skare heftige mennesker. Men Moses turde ikke selv træffe sit valg. Han havde fået en herskerstav i stedet for en hyrdestav, og han kunne ikke slippe den, før Gud løste ham fra hans ansvar.

Gud, der læser alle hjertets hemmeligheder, havde set Koras og hans tilhængeres planer, og han havde advaret og undervist sit folk på en sådan måde, at de burde have kunnet undgå at blive bedraget af disse listige mænd. Folket havde set Gud straffe Mirjam, fordi hun var misundelig og anklagede Moses. Herren havde erklæret, at Moses var mere end en profet. “Med ham taler jeg ansigt til ansigt.” “Hvor tør I da” tilføjede han, “tage til orde mod min tjener Moses?” Disse ord gjaldt ikke blot Aron og Mirjam, men hele Israel.

Kora og hans tilhængere var begunstigede mænd, som havde overværet særlige åbenbarelser af Guds magt og storhed. De var blandt de mænd, der gik med Moses op på bjerget og så Guds herlighed. Men efter den tid var der sket en forandring. De havde ladet sig friste, først ganske lidt, senere mere og mere, efterhånden som fristelsen fik næring. Til sidst tog Satan magten over deres sind, så at de fik mod til at sprede utilfredshed. De foregav at nære stor interesse for folkets velfærd. Til at begynde med gav de udtryk for deres misfornøjelse ved at hviske sammen indbyrdes, senere talte de med ledende mænd i Israel om det. Deres listige beskyldninger

PP 397

vandt et sådant gehør, at de vovede at gå et skridt videre, og til sidst troede de selv, at de blev tilskynde af nidkærhed for Gud.

Det lykkedes dem at få to hundrede og halvtreds fyrster, kendte mænd i menigheden over på deres side. Med disse stærke og indflydelsesrige mænd i ryggen var de overbevist om, at de kunne foretage radikale ændringer i ledelsen og indføre store forbedringer i Moses og Arons forvaltning.

Skinsygen havde fremkaldt misundelse, og misundelsen havde ført til oprør. De havde diskuteret Moses’ ret til hans store myndighed og ære så længe, at de var begyndt at betragte hans stilling som misundelsesværdig, og de mente, at en hvilken som helst af dem var lige så kvalificeret til denne stilling som Moses. Desuden forledte de sig selv og hinanden til at tro, at Moses og Aron selv havde skaffet sig den stilling, de havde.

De utilfredse mænd sagde, at disse ledere havde ophøjet sig selv på Herrens menigheds bekostning ved at tilrive sig præstedømmet og ledelsen, skønt deres familie ikke var berettiget til at blive æret mere end de øvrige israelitter. De hævdede, at de ikke var mere hellige end folket, og at de burde være tilfredse med at stå på højde med deres brødre, der var lige så begunstigede af Guds særlige nærværelse og beskyttelse som de.

De sammensvornes næste opgave gik ud på at få folket over på deres side. Folk sætter aldrig så stor pris på sympati og ros, som når de har uret og fortjener en irettesættelse. Kora og hans tilhængere vandt straks gehør hos menigheden og sikrede sig dens støtte. Påstanden om, at det var folkets utilfredshed, der havde nedkaldt Guds vrede over dem, blev betegnet som en fejltagelse. De sagde, at menigheden ikke havde gjort sig skyldig i noget forkert, for de havde blot forlangt at få opfyldt deres berettigede krav. Derimod var Moses en hovmodig hersker, der havde irettesat folket og kaldt dem syndere, mens sandheden var, at de var et helligt folk, og at Herren var iblandt dem.

Kora mindede om deres rejser gennem ørkenen, hvor de havde været udsat for vanskeligheder, og hvor mange af folket var gået til grunde på grund af deres utilfredshed og ulydighed. Hans tilhørere mente, at det var indlysende, at de kunne have undgået deres vanskeligheder, hvis blot Moses havde benyttet en anden fremgangsmåde. De blev enige om, at han havde skylden for alle deres ulykker, og at de ikke var kommet ind i Kanaans land på grund af Moses’ og Arons dårlige ledelse. Hvis derimod Kora blev deres leder, og han 

PP 398

opmuntrede dem ved at pege på deres gode gerninger i stedet for at bebrejde dem deres synder, ville rejsen forløbe fredeligt og godt. Så ville de drage direkte til det forjættede land i stedet for at vandre frem og tilbage i ørkenen.

Mellem de utilfredse i menigheden bestod der et sammenhold som aldrig før. Det gode resultat, Kora opnåede ved sin henvendelse til folket, styrkede hans selvtillid og bekræftede hans formodning om, at det ville få skæbnesvangre følger for Israels frihed, hvis Moses uantastet fik lov at beholde den myndighed, han havde tilranet sig. Han hævdede også, at Gud havde afsløret hele sagen for ham og bemyndiget ham til at foretage ændringer i ledelsen, inden det var for sent. Der var dog mange, der ikke billigede Koras angreb på Moses. De tænkte på hans tålmodige, selvopofrende indsats og blev foruroliget. Oprørene var derfor nødt til at tilskrive hans store interesse for Israel et eller andet egenkærligt motiv. De gentog derfor den gamle beskyldning om, at han havde ført dem ud i ørkenen for at tilrane sig deres ejendele.

I nogen tid foregik alt i hemmelighed, men da bevægelsen var blevet så stærk, at dens ledere anså tidspunktet for at være inde til at fremkalde et åbent brud, trådte Kora frem som klikens leder og beskyldte offentligt Moses og Aron for at have tilrevet sig en myndighed, som Kora og hans tilhængere havde lige så stor ret til. De klagede også over, at folket var blevet berøvet deres frihed og uafhængighed. “Lad det nu være nok,” sagde de sammensvorne, “thi hele menigheden er hellig, hver og én, og Herren er i dens midte; hvorfor vil I da ophøje Eder over Herrens forsamling?”

Moses havde ingen anelse om denne veltilrettelagte sammensværgelse, og da han blev klar over, hvor alvorlig den var, faldt han på sit ansigt og bad til Gud. Da han rejste sig, var han stadig meget bedrøvet, men han var rolig og fattet. Gud havde lovet at vejlede ham. “Vent til i morgen,” sagde han, “så vil Herren give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham adgang til sig; den, han udvælger, vil han give adgang til sig.” Afgørelsen skulle udsættes til dagen efter, for at alle kunne få tid til at tænke sagen grundigt igennem. Næste dag skulle de, der stræbte efter at blive præster, komme med en pande hver og ofre røgelse ved tabernaklet i hele menighedens nærværelse. Loven sagde udtrykkeligt, at kun de, der var blevet indviet til det hellige embede, måtte gøre tjeneste i helligdommen. Selv præsterne Nadab og Abihu var blevet 

PP 399

dræbt, fordi de havde vovet at frembære “fremmed ild” i strid med Guds befaling. Moses opfordrede sine anklagere til at lade Gud afgøre sagen, hvis de vovede at indlade sig på et så farligt forehavende.

Moses henvendte sig nu til Kora og de øvrige levitter med ordene: “Er det Eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt Eder af Israels menighed og givet Eder adgang til sig for at udføre arbejdet ved Herrens bolig og stå til tjeneste for menigheden? Han har givet dig og med dig alle dine brødre, Levis sønner, adgang til sig – og nu attrår I også præsteværdigheden! Derfor, du og alle dine tilhængere, som har rottet Eder sammen mod Herren, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!”

Datan og Abiram havde ikke optrådt så dristigt som Kora, og i håb om, at de var blevet draget med ind i sammensværgelsen uden at være fuldstændig fordærvede, sendte Moses bud efter dem, for at han kunne høre deres anklage imod ham. Men de ville ikke komme og nægtede pure at anerkende hans myndighed. De svarede, mens menigheden hørte derpå: “Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et land, der flyder med mælk og honning, for at lade os dø i ørkenen, siden du oven i købet vil opkaste dig til herre over os! Du har sandelig ikke ført os til et land, der flyder med mælk og honning, eller givet os marker og vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse mænd blår i øjnene? Vi kommer ikke!”

De omtalte altså det land, hvor de havde været slaver, i de samme vendinger, som Herren havde benyttet til at beskrive det land, han havde lovet at give dem i arv. De rettede den beskyldning mod Moses, at han foregav at stå under Guds ledelse for at kunne stadfæste sin myndighed. De sagde videre, at de ikke længer ville finde sig i at blive ført omkring som blinde mennesker, snart i retning af Kanaan og snart i retning af ørkenen, som det passede Moses’ ærgerrige planer bedst. Nu stemplede de ham, der havde været en kærlig fader og en tålmodig hyrde for dem, som en tyran og magtraner. De gav ham skylden for, at de ikke fik lov at komme ind i Kanaan, skønt det var en straf for deres egne synder.

Det var tydeligt at se, at folket stod på de misfornøjedes side, men Moses gjorde ikke forsøg på at forsvare sig selv. I menighedens nærværelse bad han højtideligt Gud om at bevidne, om hans motiver havde været ædle og hans opførsel korrekt, og bønfaldt ham om at være dommer.

PP 400

Næste dag kom de to hundrede og halvtreds øverster med Kora i spidsen. De havde alle sammen pander med. De blev ført ind i tabernaklets forgård, mens folket samledes udenfor for at afvente resultatet. Det var ikke Moses, der havde kaldt menigheden sammen for at overvære Koras og hans tilhængeres nederlag, men oprørene havde i deres blinde formastelse samlet folket, for at de skulle se deres sejr. En stor del af menigheden tog åbenlyst parti for Kora, som nærede store forhåbninger om at vinde sin sag mod Aron.

Mens de var samlet for Guds åsyn, kom Herrens herlighed til syne for hele menigheden. Gud gav Moses og Aron denne befaling: “Skil Eder ud fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre den!” Men de faldt på deres ansigt og sagde: “O Gud, du Gud over alt køds ånder, vil du vredes på hele menigheden, fordi en enkelt mand synder?”

Kora havde forladt forsamlingen for at slutte sig til Datan og Abiram, da Moses sammen med de halvfjerds ældste gik hen for at give de mænd, der havde nægtet at komme til ham, en sidste advarsel. Mængden fulgt med. Før Moses fremførte sit budskab, sagde han efter Guds anvisning til folket: “Træk Eder tilbage fra disse ugudelige mænds telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres synder skyld!” Folket rettede sig efter advarslen, for alle blev grebet af frygt for den forestående dom. Oprørslederne blev svigtet af dem, som de havde forledt, men de var stadig lige forhærdede. De stod i deres teltdør sammen med deres familie, som om de ville trodse den guddommelige advarsel.

I hele menighedens nærværelse udtalte Moses nu i Israels Guds navn: “Derpå skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse gerninger, og at jeg ikke handler i egenrådighed: Dersom disse dør på vanlig menneskelig vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har Herren ikke sendt mig; men hvis Herren lader noget uhørt ske, så jorden spiler sit gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i dødsriget, da skal I derpå kende, at disse mænd har hånet Herren!”

Alles øjne hvilede på Moses, mens de i frygt og spænding ventede på, hvad der ville ske. Da han var færdig med at tale, åbnede den faste jord sig, og oprørene styrtede levende i afgrunden med alt, hvad de ejede, og de blev

PP 401

udryddet af forsamlingen. Folket flygtede, fordi de betragtede sig som medskyldige i disse mænds synd.

Men straffen var endnu ikke helt fuldbyrdet. Ild fra skyen fortærede de to hundrede og halvtreds øverster, som havde frembåret røgelse. Fordi disse mænd ikke havde taget del i oprøret fra begyndelsen, blev de ikke dræbt samtidig med oprørslederne. De fik anledning til at se ledernes endeligt, så de kunne angre. Men de holdt med oprørerne og delte deres skæbne.

Guds straf kunne være blevet begrænset på det tidspunkt, da Moses indtrængende opfordrede Israel til at fly for den forestående tilintetgørelse, hvis Kora og hans tilhængere havde angret og bedt om tilgivelse, men de beseglede deres skæbne ved deres hårdnakkethed. Hele menigheden var delagtige i deres skyld, for de havde alle sammen mere eller mindre sympatiseret med oprørene. Men i sin nåde skelnede Gud mellem oprørslederne og dem, som de havde fået med sig. De mennesker, der havde ladet sig føre vild, fik anledning til at angre. De havde set et afgørende bevis på, at de havde uret, og at Moses havde ret. Den utvetydige tilkendegivelse af Guds magt havde fjernet al uvished.

Jesus var den engel, der drog foran hebræerne, og han prøvede at redde dem fra tilintetgørelse. De kunne endnu nå at få tilgivelse. Guds straf var lige ved at falde og var en påmindelse til dem om at angre. Deres oprør var blevet standset ved et særligt, uimodståeligt indgreb fra Himmelen. Hvis de på nuværende tidspunkt ville tage Guds advarsel til indtægt, havde de mulighed for at blive frelst. Men deres oprørstendenser var ikke fjernet, selv om de flygtede for straffen af frygt for at blive dræbt. De var fyldt af rædsel, da de vendte tilbage til deres telte den aften, men de angrede ikke.

Kora og hans tilhængere havde smigret dem så længe, at de virkelig selv troede, at de var gode, og at Moses havde gjort dem uret. Hvis de indrømmede, at Kora og hans tilhængere havde uret, og at Moses havde ret, ville de også blive nødt til at indrømme, at det var Gud, der havde fældet den dom over dem, at de skulle dø i ørkenen. Det var de ikke villige til, og de prøvede derfor at overbevise sig selv om, at Moses havde bedraget dem. De havde næret det stolte håb, at der ville blive indført et nyt styre, under hvilket de ville få ros i stedet 

PP 402

for ris og magelighed i stedet for ængstelse og strid. De mænd, der var blevet dræbt, havde smigret folket og foregivet, at de omfattede dem med stor interesse og megen kærlighed. Folket kom derfor til det resultat, at Kora og hans tilhængere nok alligevel var gode mænd, og at det var Moses, der på en eller anden måde havde fremkaldt deres død.

Mennesker kan næsten ikke krænke Gud mere end ved at foragte og forkaste de midler, han benytter for at frelse dem. Det havde israelitterne gjort, men de var gået endnu videre og havde haft i sinde at dræbe både Moses og Aron. Til trods herfor indså de ikke nødvendigheden af at bede Gud om tilgivelse for deres frygtelige synd. I stedet for at benytte den prøvetid, som Gud havde givet dem, til at angre deres synd, tilbragte de natten med at finde en eller anden metode til at trodse de vidnesbyrd, der betegnede dem som de største af alle syndere. De hadede stadigvæk de mænd, som Gud havde udvalgt, og samlede mod til at trodse deres myndighed. Satan var straks parat til at forvirre deres dømmekraft og føre dem lige i afgrunden.

Hele Israel flygtede rædselsslagne, da de hørte skrigene fra de syndere, der styrtede i afgrunden, for folket sagde ved den lejlighed: “Blot ikke jorden skal opsluge os!” Men dagen efter knurrede hele Israels menighed mod Moses og Aron og sagde: “Det er Eder, der har dræbt Herrens folk!” Folket skulle lige til at øve vold imod deres trofaste, selvopofrende ledere. Da kom Herrens herlighed til syne i skyen over åbenbaringsteltet, og en røst fra skyen sagde til Moses og Aron: “Fjern Eder fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre dem!”

Moses havde ingen syndeskyld. Det var grunden til, at han ikke frygtede, og at han ikke skyndte sig bort for at lade menigheden omkomme. Moses blev stående og viste derved i denne forfærdelige krisetime en hyrdes omhu for den hjord, som han har ansvaret for. Han bad indtrængende om, at Gud i sin vrede ikke ville udrydde sit ejendomsfolk fuldstændig. Ved at gå i forbøn for folket standsede han hævnens arm og hindrede derved, at det ulydige og oprørske Israel blev fuldstændig tilintetgjort.

Men vredens engel var allerede draget af sted, og pesten øvede sit dødbringende værk. På sin broders befaling tog Aron en pande og skyndte sig midt ind i forsamlingen for at skaffe dem soning. Der stod han midt imellem døde og levende. Mens røgelsen steg op, stod Moses i åbenbaringsteltet og bad til Gud, og plagen hørte op.

PP 403

Men da var der allerede dræbt fjorten tusind israelitter – et vidnesbyrd om den skyld, mennesker pådrager sig ved at være utilfredse og gøre oprør.

Der blev givet endnu et bevis på, at præsteværdigheden tilfaldt Arons familie. Gud gav befaling til, at hver stamme skulle anskaffe en stav og skrive stammens navn på den. Arons navn skulle stå på Levis stav. Stavene blev lagt ind i åbenbaringsteltet “foran vidnesbyrdet”. Hvis en af stavene blomstrede, var det et tegn på, at Herren havde valgt den stamme til at være præster. “Da Moses næste dag kom ind i vidnesbyrdets telt, se, da var Arons stav, staven for Levis hus, grønnedes; den havde sat skud, var kommet i blomst og bar modne mandler.” Israelitterne fik lov at se staven, og bagefter blev den opbevaret i åbenbaringsteltet til tegn for følgende slægter. Dette mirakel afgjorde fuldstændig spørgsmålet om, hvem præsteværdigheden tilkom.

Nu var det fuldstændig bevist, at Moses og Aron havde talt med guddommelig myndighed, og folket var nødt til at tro på den ubehagelige sandhed, at de skulle dø i ørkenen. De sagde til Moses: “Se, vi omkommer, det er ude med os, det er ude med os alle sammen!” De indrømmede, at de havde syndet, da de gjorde oprør mod deres ledere, og at det var med rette, at Kora og hans tilhængere var blevet straffet af Gud.

Koras oprør er i lille målestok et udslag af den ånd, der fik Satan til at gøre oprør i Himmelen. Det var stolthed og ærgerrighed, der tilskyndede Lucifer til at klage over Guds regering og forsøge at kuldkaste Himmelens styreform. Efter sit fald har Satan bestræbt sig på at indpode den samme misundelse og misfornøjelse og den samme ærgerrighed efter høje stillinger og ære i menneskene. Det var ham, der påvirkede Koras, Datans og Abirams sind, så de tragtede efter selvophøjelse. Han forårsagede misundelsen, mistilliden og oprøret. Satan fik dem til at forkaste Gud som deres leder ved at tilskynde dem til at forkaste de mænd, som Gud havde udvalgt. Men samtidig med, at de knurrede imod Moses og Aron og spottede Gud, var de så forblindede, at de anså sig selv for at være retfærdige og de mænd, der med troskab havde irettesat dem for deres synd, for at stå under Satans indflydelse.

Ser vi ikke også i dag de samme onder, som forårsagede Koras ulykke? Vi møder stolthed og ærgerrighed overalt, og når disse egenskaber får lov til at trives, bereder de vejen for misundelse og tilskynder mennesker til at kæmpe om den fornemste plads. 

PP 404

Derved skilles sjælen fra Gud og indrulledes ubevidst i Satans geledder. Der er mange – selv mennesker, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere -, der ligesom Kora og hans tilhængere tænker, planer og arbejder ivrigt på at ophøje sig selv. De er så optaget heraf, at de for at sikre sig folkets gunst og støtte ikke viger tilbage for at fordreje sandheden, bagtale Herrens tjenere og beskylde dem for at have de samme lave og selviske motiver, som rummes i deres eget hjerte. Ved hårdnakket at gentage usandheder, endog på trods af klare beviser, kommer de til sidst til at betragte dem som sandheder. Mens de bestræber sig på at nedbryde folkets tillid til de mænd, som Gud har udvalgt, tror de selv, at de udretter noget godt, og at de arbejder med at fremme Guds sag.

Hebræerne var uvillige til at gøre Guds vilje og holde sig inden for de grænser, han havde afstukket. De blev utålmodige, når deres handlefrihed blev begrænset, og ville ikke finde sig i at blive irettesat. Det var grunden til, at de knurrede imod Moses. Hvis de havde fået lov til at gøre, som de ville, havde de ikke klaget så meget over deres leder. Igennem hele menighedens historie har Guds tjenere mødt den samme indstilling.

Det er ved at bære over med synden, at menneskene giver Satan adgang til deres sind og går fra det ene trin på ondskabens stige til det næste. Ved at forkaste lyset formørkes sindet, og hjertet forhærdes. Derved har de lettere ved at tage det næste skridt på syndens vej og forkaste et endnu klarere lys, og til sidst er det blevet en vane for dem at gøre det forkerte. På dette stadium betragter de ikke længere synden som syndig. Det menneske, der med troskab forkynder Guds ord og derigennem fordømmer deres synder, pådrager sig ofte deres had. Fordi de er uvillige til at gennemgå de lidelser og bringe de ofre, som en reform kræver, vender de front imod Herrens tjener og stempler hans irettesættelse som uberettiget og hård. Ligesom Kora hævder de, at folket ikke har gjort noget forkert, og at alt besværet skyldes den, der giver irettesættelsen. De misundelige og utilfredse beroliger deres samvittighed med dette bedrag og samarbejder om at skabe uenighed i menigheden og svække dem, som gerne vil være med til at opbygge den.

Det har altid vakt mistanke, når de, som Gud har kaldt til at lede sit værk, har haft fremgang. De misundelige og kritiske har opfattet alt forkert. Sådan var det på Luthers, Wesleys og andre reformatorers tid, og sådan er det i dag.

Kora ville aldrig have båret sig ad, som han gjorde, hvis han havde vidst, at alle de befalinger og irettesættelser, Israel fik, kom fra Gud. Men han kunne have vidst det. Gud havde givet utvetydige beviser på, at han ledede Israel.

PP 405

Men Kora og hans tilhængere forkastede lyset så længe, at de til sidst var så forblindede, at de ikke lod sig overbevise af selv de tydeligste åbenbarelser af Guds kraft. De anså dem alle sammen for at være af menneskelig eller djævelsk oprindelse. Folket gjorde det samme, da de dagen efter Koras og hans tilhængeres død kom og sagde til Moses og Aron: “Det er Eder, der har dræbt Herrens folk!” De havde set det mest utvetydige bevis på Guds mishag over deres handlemåde, da de mænd, som havde vildledt dem, blev dræbt. Men alligevel vovede de at tilskrive Satan den straf, som Gud havde tildelt, og påstod, at Moses og Aron havde benyttet sig af den Ondes magt til at dræbe gode og hellige mænd. De havde syndet imod Helligånden. Når mennesker begår denne synd, forhærdes deres hjerte fuldstændig over for den guddommelige nådes påvirkning. “Den, der taler et ord imod Menneskesønnen,” sagde Kristus, “ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende,” Mattæus 12,32. Disse ord udtalte Frelseren, da jøderne tilskrev Beelzebul de velsignede gerninger, som han havde gjort ved hjælp af Guds kraft. Det er gennem Helligånden, at Gud sætter sig i forbindelse med mennesket, og når mennesker med vilje forkaster denne og betegner den som et redskab for Satan, har de afskåret forbindelsen mellem sjælen og Himmelen.

Gud virker gennem sin Ånd for at irettesætte og overbevise synderen. Hvis Åndens gerning uigenkaldeligt forkastes, kan Gud ikke gøre mere for det pågældende menneske. Da har Gud i sin nåde benyttet det sidste middel, der står til hans rådighed. Overtræderen har afbrudt forbindelsen med Gud, og synden kan ikke helbrede sig selv. Gud har ikke andre midler til at overbevise og omvende synderen. “Lad ham fare,” lyder den guddommelige befaling. Hoseas 4,17. Fra nu af “gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige”. Hebræerne 10,26-27.