Kristi triumftog i Jerusalem før hans korsfæstelse var et dunkelt billede på hans komme i himlens skyer med kraft og herlighed under englenes sejrssang og de helliges fryderåb. Da vil Kristi ord blive opfyldte: “Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: “Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!” Zakarias så i et syn den sidste store sejrsdag, da Kristus skal komme i herlighed, og han så tillige jødernes tilstand, da de forkastede Kristus ved hans første komme. Han siger: “De ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte.” (Zakarias 12,10)
Da Kristus græd over Jerusalem, græd han over alle menneskers synd. Jøderne var et symbol på de mennesker, som til alle tider foragtede den evige kærligheds formaninger. De, som bekender sig til at være Kristi repræsentanter på jorden, men hvis lige hele tiden fornægter ham, kan læse sin egen fordømmelses dom i Kristi vidnesbyrd om de selvretfærdige jøder. Frelseren bragte sandhedens lys til verden; men hans råd er altid blevet forkastet og hans nåde foragtet af dem, som har ladet selvretfærdighed, gerrighed og verdslig ære tage hjertets tempel i besiddelse.
Jerusalems synd bestod deri, at folket forkastede den nåde og de advarsler, som dengang blev forkyndt for dem. Ligesom en kærlig fader forbarmer sig over en elsket, men vildfaren og ulydig søn, således forbarmede Jesus sig over Jerusalem. Han havde sendt profeter og vise mænd som havde givet dem råd, og formanet og advaret dem om de straffedomme, som truede dem, dersom de undlod at omvende sig. Ofrenes blod havde flydt uafladelig i århundreder som forbilledet skulle ofres for menneskets frelse. Men selvom der var ofret så mange dyr, så kunne de dog ikke træde i stedet for oprigtig bedrøvelse over synden og lydighed mod Gud. Et sønderbrudt hjerte og en angergiven ånd har meget mere værd for Gud end utallige ofre uden sand omvendelse.
Jerusalems børn have ikke benyttet de velsignelser, som Herren havde tilbudt dem. De havde forkastet profeternes advarsler og ihjelslået Guds hellige tjenere. Men den slægt, hvis dom Jesus forkyndte, var ikke ansvarlig for sine fædres synder, uden for så vidt de havde fulgt deres onde handlinger og således gjort sig delagtig i deres hævnlyst og had, som forfulgte Guds sendebud i fortiden. Det, som bragte en fordømmelse over hin slægt, hvilken blodet af okser og kalve ikke kunne vaskes væk, var, at de ringeagtede Guds advarsler og forkastede den nåde, som blev dem tilbudt. De var stolte, selvretfærdige selvrådige og havde således afsondret sig mere og mere fra Gud, indtil de var blevet Satans lydige undersåtter. Det Jødiske folk havde gennem århundreder smedet de evige lænker, som denne slægt iførte sig.
Kristi tårer vidner om hans smerte, idet han så hvorledes folket bragte uundgåelig ødelæggelse over sig selv. Han ville med glæde have borttaget det trældoms åg, som en hedensk nation have lagt på dem; men medens farisæerne bitterlig klagede over deres ydmygelse og undertrykkelse, nægtede de hårdnakket at modtage den eneste hjælp, som kunne frelse dem fra fangenskabet og gøre dem til et frit og lykkeligt folk. Frelserens røst havde lydt i tre år med indbydelse til alle dem, som arbejdede og var besværede. De kunne komme til ham og få hvile, Han ville havde udbredt velsignelser overalt, hvor han kom. Men i stedet for at gengælde hans kærlighed, skød de Kristus fra sig og var nu i færd med at besegle sin egen dom ved at overgive ham til døden.
Det jordiske Jerusalem er et billede af de fleste, som kaldes kristne på vor tid. Frelseren har meddelt os sin velsignelse, idet han gav sit liv til et evigt offer. Denne er vor velsignelses og nådes dag. I enhver tidsalder har menneskene haft sin nådedag fuld af lys og velsignelse, en prøvetid, hvori de kunne lade sig forene med Gud; men denne nåde er begrænset. Nåden formaner menneskene i mange år, og de foragter og forkaster den; men der kommer en tid, da nåden for sidste gang advarer dem. Den kærlige indbydende røst formaner ikke længere, og dens advarsler og irettesættelser ophører.
Denne dag var nu kommet for Jerusalem. Jesus henvender sine sidste advarsler til Guds udvalgte folk fra Oliebjergets top med en røst, der afbrydes af tårer, som han ikke kan holde tilbage: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!” Der var endnu lidt tilbage af den dag, hvori Jerusalem kunne erkende og angre sine skæbnesvangre fejltagelser og vende sig til Kristus. Medens solen i vest hastede mod sin nedgang og endnu strålede på himlen, var der tid for Jerusalem til at blive frelst. Nådens engel havde længe gået i forbøn for den skamløse stad; men nu var nåden i færd med at stige ned fra den gyldne trone, medens retfærdighedens uigenkaldelige ord blev udtalte: “Men nu er det skjult for dine øjne.”
Det ord, som Kristus talte på Oliebjerget, angår også vor tid. Han græd over de skamløse. Han har givet os meget lys, ligesom han gav jøderne. Vor frelsers inderlige kærlighed har bragt irettesættelser, formaninger og advarsler til os. Ligesom templets forgård blev vanhelliget ved syndig handel på Kristi tid, således er hjertets tempel, hvori Kristus skulle bo, blevet besmittet med egenkærlighed, verdenskærlighed, ondskab, misundelse og vanhellige lidenskaber. Frelseren sender et budskab for at advare synderen om fare og vække hans hjerte til anger; men det modtages ofte som en tom tale. Mange, som bekender sig til gudsfrygt, er lige så lidt helligede af Guds ånd nu, som farisæerne var på Kristi tid. Sandhedens lys forkastes af tusinder, fordi det medfører kors. Det er ikke overensstemmende med deres handlinger eller med deres hjertes naturlige tilbøjelighed.
Guds profeter blev ikke vel antaget af det frafaldne Israel, fordi de åbenbarede folkets synder. Akab betragtede Elias som sin fjende, fordi profeten med troskab åbenbarede kongens hemmelige synder. Således må også Kristi tjenere på vor tid lide foragt og en dårlig behandling, fordi de irettesætter folket for synd. Bibelens sandheder og kristelig religion må kæmpe mod en stærk strøm af moralsk fordærvelse.
Der er endog mere fordom blandt menneskene nu, end der var på Kristi tid. Mennesker, tilskyndede af Satan, vækker tvivl angående Guds ords sandhed og søger at gøre deres egen fornuft gældende. De vælger mørke hellere end lys og sætter derved sig selv i fare; for det er ikke Guds hensigt at fjerne enhver indvending, som det kødelige hjerte kan fremføre imod hans sandhed. Guds ords hemmeligheder bliver altid en forargelse for dem, som nægter at tage imod lysets dyrebare stråler, der vil oplyse deres mørke. Guddommelig kærlighed græd over mennesker, skabte i Guds billede, som ikke ville modtage hans kærlighed eller modtage indtryk af hans guddommelige billede.
Kristus så ud over verden gennem alle tider fra Oliebjergets top, og hans ord er anvendelige på enhver, som forkaster hans guddommelige nådes advarsler. Du, som foragter hans kærlighed, han taler til dig i dag: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!” (Lukas 19,42) Synderens straf vil stå i forhold til det lys, han har fået.
Den mest ansvarsfulde tid for jøderne var den tid, da Kristus var iblandt dem. Dog satte ikke engang disciplene rigtigt pris på Guds Søns nærværelse, før han blev fjernet fra dem og fór op til himlen. Frelseren var uvillig til at ophæve sin forbindelse med det jødiske folk. Han havde båret over med deres ubodfærdighed og genstridighed i mange år. Han havde i flere århundreder sørget for dem med den samme uselviske omsorg, som en moder har for sit elskede barn. Han havde holdt Guds vrede tilbage fra Jerusalem. Men nu opfyldte Israel sit synde bæger, idet de forfulgte Guds Søn, og Guds vrede kom over dem. Jesus betragter med ubeskrivelig smerte staden og templet, som han havde elsket. “Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.” (Mattæus 23,37)
Dersom jøderne ville have vendt sig bort fra sit hykleri og deres blinde vantro så vidt, at de kunne have skuet ind i Jesu medlidende, elskende hjertes dyb, så kunne de aldrig have korsfæstet herlighedens herre. Men de var forvendte og selvretfærdige; og da præsterne og de øverste hørte, hvorledes menneskemængden med høj røst fremførte profetens vidnesbyrd til svar på deres spørgsmål: “Hvem er denne?” så antog de ikke dette svar som en røst fra Gud. De mange vidnesbyrd af skriften, som viste fremad til Jesus som Messias, og som disciplene anførte, overbeviste dem ikke; men de blev så forbavsede og forbitrede, at de ikke kunne udtrykke deres vrede med ord. Netop som de hemmeligt og underfundigt lægger deres planer for at ihjelslå Jesus, se, da bliver den ringe galilæer pludselig iklædt en ære, som han aldrig før havde gjort krav på, og modtager en hyldest, som han tidligere havde unddraget sig.
Templets øverste er stumme af forbavselse. Hvor var nu præsternes og de øverstes magt over folket, som de havde pralet af? De havde erklæret, at enhver, som erkendte at Jesus var Kristus, skulle udstødes af synagogen og miste de velsignelser, som folket der nød. Men nu råbte den henrykte menneskemængde højt hosianna til Davids søn og anførte de navne, som profeterne havde givet ham. Præsterne og de øverste kunne ligeså godt forsøge at vende solens lys bort fra jorden som at vende de herlige stråler af retfærdighedens sol fra vreden. Trods al modstand erkender folket Kristi rige.
Da præsterne og de øverste genvandt deres fatning, knurrede de blandt sig selv: “Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.” (Johannes 12,19) Men de afrystede snart de lammende virkninger af den underlige begivenhed, som de havde været vidne til, og forsøgte at skræmme skaren med trusler om at anklage dem for øvrigheden for oprør. Andre deltog med dem og anklagede Frelseren for at han gjorde sig selv til konge til trods for romernes magt. Ananias, præsten, påstod, at han var i færd med at indtage templet og erklære sig for konge i Jerusalem.
Men Jesu rolige stemme bragte den støjende skare til tavshed et øjeblik, idet han erklærede, at hans rige ikke var af denne verden, at han ikke var kommet for at oprette en jordisk regering, at han skulle snart opstige til Faderen, og at hans anklagere ikke skulle se ham mere, indtil han kom igen i herlighed, og da, når det var for sent for dem at opnå frelse, skulle de erkende ham som Guds Søn, idet de sagde: “Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!”
Jesus udtalte disse ord med bedrøvelse og med en besynderlig kraft. De romerske høvedsmænd blev tavse og kunne intet gøre. Selvom deres hjerte var fremmed for Guds indflydelse, blev de dog bevægede på en måde, som de aldrig før havde kendt, og folket forstummede pludseligt. Han, som kunne byde over elementerne hvis røst havde stillet dybets oprørte bølger, kunne også undertrykke den ophidselse og frygt, som ytrede sig hos disse mænd, der ikke havde forkastet lyset eller forhærdet sit hjerte imod ham. De romerske høvedsmænd så, at kærlighed, barmhjertighed og rolig værdighed lyste af Jesu sagtmodige, alvorsfulde ansigt, og de blev bevægede af en medfølelse, som de ikke kunne forstå. Her var en mand for dem med et ringe ydre, men med en guddommelig anstand. De følte mere lyst til at hylde ham end at fængsle ham for oprør. De lagde mærke til, at præsterne og de øverste var de eneste som var forbitrede, og som frembragte forstyrrelsen. De vendte sig derfor mod dem og beskyldte dem for, at de var årsag til hele forstyrrelsen. Præsterne og farisæerne, som således blev forhindrede i udførelsen af deres planer, henvendte sig til folket med deres anklage og stred mellem hinanden med megen støj og vrede. Der var forskellige meninger blandt præsterne angående Jesus. Annaias anklagede ham heftig for at være en bedrager. Kajfas havde offentligt anerkendt ham som en profet, men mente, at hans død var nødvendig, for at profetien kunne opfyldes. Disse to ledere samlede et parti hver til sin mening. Flertallet af folket holdt med Jesus og erklærede, at intet menneske kunne udrette de gerninger, han havde gjort.
Medens de således holdt på at strides med forbitrelse, fjernede Jesus sig, han, som var genstand for al denne strid. Han gik ubemærket til templet og så sig omkring med et bedrøvet blik. Alt var roligt der; for det, som var sket på Oliebjerget, havde draget alt folket bort fra templet. Efter at Jesus en kort tid med et alvorsfuldt åsyn havde betragtet templet, gik han bort med sine disciple og drog til Betania, og da folket ville have sat ham på tronen som konge i Jerusalem, kunne de ingen steder finde ham.
Jesus tilbragte hele natten i bøn, og om morgenen, da han vendte tilbage fra Betanien, gik han forbi en have med figentræer. Han var sulten, “og da han langt borte så et figentræ, som havde blade, gik han derhen for om muligt at finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade; for det var ikke figentid. Da tog Jesus til orde og sagde til det: “Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig!” Og det hørte hans disciple.” (Markus 11,13-14)
Det var ikke tiden for modne figner uden på visse egne, og om Oliebjerget, som lå så højt, kunne man med rette sige: “Det var ikke figen tid.” Det er figentræets natur, at før bladene springer ud, begynder de voksende frugter at kunne ses. Det følger derfor af sig selv, at man på et træ, som er fyldt med blade, venter at finde moden frugt. Det træ, som Jesus så, var et skønt træ at se til; men da han undersøgte grenene, fandt han, at dets udseende var bedragerisk; for det bar intet andet end blade. For at give sine disciple en undervisning, som de aldrig skulle glemme, benyttede han figentræet til en lignelse og fremstillede ved det en guddommelig sandhed.
Jøderne fremstod særlige frem for alle andre folk og bekendte sig til at stå i inderlig forening med himlens Gud. Han havde begunstiget dem, og de påstod, at de var mere fromme end noget andet folk, medens de i virkeligheden var mere syndige og fordærvelige af kærlighed til verden og gerrighed. De pralede af deres godhed og kundskab, medens de var fulde af hykleri og grusomhed og var uvidende om Guds krav. De var ligesom det ufrugtbare figentræ, der udbredte sine grene, havde et frugtbart udseende og var skønt for øjet at betragte, men hvorpå Jesus intet fandt uden blade.
Jødernes religion med deres prægtige tempel, hellige altre, pragtfulde ofre, prægtig klædte præster og indtryksfulde ceremonier var intet andet end et overfladisk dække, hvorunder stolthed, undertrykkelse og ugudelighed herskede. Der var en mængde skønne blade, men træet bar ingen god frugt. Den næste morgen, da de gik forbi den samme frugthave, så disciplene, at figentræet, som Jesus havde forbandet, var visnet fra rod til top. Jesus fremstillede for sine disciple jødernes sande tilstand ved dette slående billede af det ufrugtbare figentræ, og ligesom træet visnede under Frelserens forbandelse og stod tørt uden saft i rødderne, således skulle alle stolte hyklere blive nedstyrtede.
De andre træer i haven bar heller ingen frugt, men der var ingen blade på deres grene, derfor vakte de ingen forventninger og frembragte heller ingen skuffelse. Disse bladløse træer fremstiller hedningerne, som ikke roste sig af nogen overordentlig fromhed. På dem er skriftens ord anvendelige, at “det var ikke figen tid.” Men medens jøderne fremstillede sig med stolt selvtillid som ypperligere end alle andre, følte hedningerne til en vis grad deres mangel og svaghed og længtes efter en bedre dag, et klarere og mere pålideligt lys, som kunne vejlede dem.
Det jødiske folk var i det ydre religiøst og roste sig af deres hellige tempel, præsternes pragt og de højtidelige ceremonier ved morgen- og aftentjenesten, deres prægtige synagoger og mangfoldige ofre. Her var en rigelig mængde blade, lyse og skønne, som skjulte hykleri, ondskab og undertrykkelse, der lå ubemærket under alt dette forfængelige skue. Jøderne blev velsignede med Kristi nærvær, da han blev åbenbaret i kød. Denne store velsignelse, som Gud skænkede dem, burde have vakt taknemmelig påskønnelse hos dem; men de forkastede i blind fordom den nåde, som Jesus tilbød dem. Hans kærlighed blev udøst over dem til ingen nytte, og de agtede ikke på hans underfulde gerninger. Sorg forsvandt, når han nærmede sig, sygdom og vanføre blev helbredt; uretfærdighed og undertrykkelse veg bort med skam for hans irettesættelse, medens døden og graven ydmygede sig i hans nærværelse og adlød hans bud. Men Guds udvalgte folk forkastede ham og hans mægtige gerninger med foragt. Himlens majestæt kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.
Den dom, som blev udtalt over det ufrugtbare figentræ er ikke blot et billede på den dom, som kom over jøderne, men den er også anvendelig på dem som bekender Kristus på vor tid, hvis religion er blevet en tom form, og som hengiver sig til egenkærlighed, praleri og hykleri. Mange, som bekender sig til gudsfrygt, står for verden ligesom det ufrugtbare figentræ og viser sig med mange prægtige blade, medens de er aldeles uden frugt. De benytter gudsdyrkelsens ydre form, men tilsidesætter omvendelse og tro. Idet Jesus forbandede figentræet, viste han hvor foragtelig hykleri og tom forstillelse er i hans øjne. Han er barmhjertig til alle tider mod enhver sand angergiven sjæl og altid rede til at tage imod den og helbrede dens sygdomme. Således viste han, at en åbenbar synder er i en bedre stilling for Gud end en kristen, som ikke frembringer nogen frugt til hans ære.
Vigtige begivenheder samlede sig omkring Kristi tjeneste, da den var nær ved at fuldendes. Hans triumferende indtog i Jerusalem, det vanhelligede tempels renselse og det ufrugtbare figentræs forbandelse viste alt sammen hen til Jerusalems dom. Jesu tårer på bjerget midt under menneskemængdens glædesskrig og hosianna råb, da han så ud over den stad, som var genstand for hans kærlighed og omsorg, var den sidste advarsel, som Kristus i kærlighed og barmhjertighed gav dem, men som de forkastede.