Dette kapitel er bygget op over 5 Mosebog 2; 3,1-11 PP 433
Da israelitterne havde tilbagelagt rejsen sønden om Edom, drog de mod nord og marcherede igen i retning af det forjættede land. Nu gik vejen over en stor højslette, hvor der blæste en kold, frisk vind fra bjergene. Det var en dejlig forandring, efter at de havde vandret i den tørre dal, og de marcherede glade og håbefulde fremad i hurtigt tempo. Da de var gået over Zeredbækken, drog de østen om Moabs land, for Herren havde sagt: “Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres land i eje; thi Lots sønner har jeg givet Ar i eje.” De fik den samme befaling med henblik på ammonitterne, som også var efterkommere af Lot.
Israelitternes hærskarer drog stadig nordpå og nåede snart amoritternes land. Dette stærke og krigeriske folk beboede oprindelig den sydlige del af Kanaans land, men da folketallet voksede, overskred de Jordan, førte krig mod moabitterne og tog en del af deres land i besiddelse. Her slog de sig ned og beherskede ubestridt hele området fra Arnonfloden så langt nordpå som til Jabbokfloden. Vejen til Jordan, som israelitterne ønskede at benytte, gik direkte gennem dette område, og Moses sendte et fredeligt budskab til amoritterkongen Sihon i hans hovedstad: “Lad mig drage gennem dit land; jeg skal holde mig til vejen uden at bøje af til højre eller venstre. Fødevarer at spise skal du sælge mig for penge, og vand at drikke skal du give mig for penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til fods.” Svaret var et afgjort nej, og alle amoritternes krigere drog ud for at standse de fremtrængende israelitter. Den vældige hær slog israelitterne med rædsel, fordi Israel ikke var
PP 434
forberedt til et slag med veludrustede og veldisciplinerede styrker. Fjenderne havde den fordel, at de var krigsvante. Menneskeligt set ville Israel hurtigt være besejret.
Men Moses holdt blikket fæstnet på skystøtten og opmuntrede folket med, at tegnet på Guds nærværelse stadig var hos dem. Samtidig bød han dem gøre alt, hvad der stod i menneskelig magt, for at forberede sig på krig. Deres fjender var ivrige efter at komme i kamp og var sikre på, at de kunne udrydde de uforberedte israelitter. Men han, der ejer alle lande, havde befalet Israels leder: “Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons konge, amoritten Sihon, og hans land i din hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre krig med ham! Fra i dag af begynder jeg at vække frygt og rædsel for dig hos alle folkeslag under himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!”
De folkeslag, der boede ved Kanaans grænser, kunne være blevet sparet, hvis de ikke i trods mod Guds ord havde hindret Israels fremmarch. Herren havde også vist sin langmodighed, venlighed og medlidenhed mod disse hedenske folkeslag. Da Abraham så i et syn, at hans sæd, Israels børn, skulle være udlændinge i et fremmed land i fire hundrede år, gav Herren ham dette løfte: “I det fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden.” 1 Mosebog 15,16. Selv om amoritterne var afgudsdyrkere og havde forspildt deres ret til at leve på grund af deres store ondskab, skånede Gud dem i fire hundrede år for at give dem et umiskendeligt bevis på, at han var den eneste sande Gud, himmelens og jordens skaber. De havde hørt om alle de mirakler, han gjorde, da han førte Israel ud af Egypten. De havde fået tilstrækkelige beviser. De kunne have lært sandheden at kende, hvis de havde villet afstå fra deres afgudsdyrkelse og tøjlesløshed. Men de forkastede lyset og holdt fast ved deres afguder.
Da Herren for anden gang førte sit folk imod Kanaans grænser, fik disse hedenske folkeslag igen et bevis på hans magt. De så, at Gud var med israelitterne, da de sejrede over kong Arad og kanaanæerne, og da han ved et mirakel frelste dem, der var ved at dø af slangebid. Skønt det blev nægtet Israel at marchere gennem Edoms
PP 435
land, og de derfor blev tvunget til at benytte den lange og vanskelige vej langs Det røde Hav, havde de aldrig vist fjendtlighed eller voldt skade på liv eller ejendom, da de drog forbi Edom, Moab og Ammon. Da Israel nåede amoritternes grænse, bad de om tilladelse til at rejse direkte gennem landet og lovede at overholde de samme regler, som havde været bestemmende for deres handlemåde over for andre folkeslag. Da amoritterkongen afslog denne høflige anmodning og trodsigt samlede sin hær for at drage i krig, fyldtes amoritternes syndebæger, og Gud ville nu gribe ind for at tilintetgøre dem.
Israelitterne drog over Arnonfloden og rykkede frem mod fjenden. Det kom til kamp, og Israels hære sejrede. De forfulgte sejren og tog hurtigt amoritternes land i besiddelse. Det var fyrsten over Herrens hær, der besejrede sit folks fjender. Han ville have gjort akkurat det samme for otte og tredive år siden, hvis Israel havde stolet på ham.
Fyldt med håb og mod drog Israels hær nu fremad. De marcherede stadig mod nord og kom snart til et land, der meget vel kunne sætte deres mod og deres tillid til Gud på prøve. Foran dem lå det stærke og store kongerige Basan, hvor der var talrige store, befæstede byer, som selv i vor tid vækker verdens beundring. Der var “tresindstyve byer …… befæstet med høje mure, porte og portslåer, foruden de mange åbne byer”. 5 Mosebog 3,1.11. Husene var bygget af store, sorte sten, der var af sådanne dimensioner, at bygningerne kunne modstå ethvert angreb med de midler, man havde til rådighed på den tid. Landet var fuldt af skumle huler, svimlende afgrunde, gabende kløfter og klippefæstninger. Landets indbyggere, der var efterkommere af en kæmpeslægt, var store og stærke og var kendt for deres voldsomhed og grusomhed, at de var en skræk for alle omkringboende folk. Landets konge, Og, var kendt viden om for sin størrelse og sit mod og vakte beundring, selv blandt et folk af kæmper.
Men skystøtten bevægede sig fremad, og de hebraiske hære fulgte efter den til Edrei, hvor kæmpekongen og hans hær afventede deres ankomst. Kong Og havde valgt slagmarken med stor omhu. Byen Edrei lå i udkanten af en højslette, der hævede sig brat over slettelandet og var dækket af forrevne, vulkanske klipper.
PP 436
Der var kun adgang til byen ad smalle, stejle stier. Hvis han led nederlag, kunne hans soldater skjule sig imellem de øde klipper, hvor de fremmede umuligt kunne forfølge dem.
Kongen drog sejrsstolt ud på den åbne slette med en stor hær, mens der lød hånende tilråb fra højsletten ovenfor, hvor man kunne skimte tusinder af spyd, parat til kamp. Da hebræerne fik øje på kongens kæmpeskikkelse, der ragede op mellem hans soldater, og da de så den vældige hær, der omgav ham, og den tilsyneladende uindtagelige fæstning, bag hvilken usete tusinder var gået i stilling, skælvede mangen israelits hjerte af frygt. Moses, derimod, var rolig og beslutsom. Herren havde sagt om kongen af Basan: “Frygt ikke for Ham, thi jeg giver ham i din hånd tillige med hele hans folk og land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, amoritterkongen i Hesjbon.”
Deres leders urokkelige tro indgød folket tillid til Gud. De stolede alle sammen på Guds almægtige arm, og han svigtede dem ikke. Hverken kæmper eller befæstede byer, bevæbnede hære eller klippefæstninger kunne modstå Herrens fyrstes hær. Det var Herren selv, der førte hæren, slog fjenden på flugt og sikrede Israel sejren. Den kæmpestore konge og hans hær blev tilintetgjort, og israelitterne erobrede hurtigt hele landet. Således udryddedes dette mærkelige folk, der var gennemsyret af synd og afskyeligt afguderi.
Da Gilead og Basan blev erobret, mindedes mange af israelitterne de begivenheder, som for næsten fyrre år siden var årsag til, at de blev dømt til den lange ørkenvandring. De befandt sig dengang i Kadesj. Nu så de, at spejdernes rapport om det forjættede land i mange henseender var korrekt. Byerne var meget store og omgivet af mure, og hebræerne var kun dværge i sammenligning med de kæmpestore indbyggere. Men de kunne også se, at deres fædres katastrofale fejl bestod i at nære mistillid til Guds magt. Det var udelukkende af denne grund, at de ikke fik lov til at drage ind i det herlige land med det samme.
Da de traf forberedelse til at drage ind i Kanaan første gang, var landets erobring ikke forbundet med nær så store vanskeligheder som nu. Gud havde lovet sit folk at drage foran dem og kæmpe for dem, hvis de ville adlyde ham. Desuden ville han sende gedehamse efter landets indbyggere for at drive dem bort.
PP 437
På det tidspunkt var de forskellige folkeslag endnu ikke grebet af frygt, og der var ikke truffet nævneværdige forberedelser for at hindre israelitterne i at drage fremad. Men da Herren på det nuværende tidspunkt bød Israel marchere fremad, blev de mødt af årvågne og stærke fjender og stod over for at skulle kæmpe imod store og veludrustede hære, som var parate til at standse dem.
I kampen mod Og og Sihon blev folket stillet på prøve på akkurat det samme punkt, hvor deres fædre totalt svigtede. Det var blot langt sværere at bestå prøven nu, end da Gud i sin tid befalede Israel at drage fremad. Vanskelighederne var meget større nu, end da de nægtede at gå, da de fik befaling til at marchere i Herrens navn, Gud prøver endnu sit folk på denne måde, og hvis de ikke består prøven, fører han dem tilbage til det samme punkt og gør det mere krævende og vanskeligt for dem anden gang. Sådan bliver han ved, til de består prøven. Hvis de stadig gør oprør, tager han sit lys bort fra dem og lader dem tilbage i mørket.
Nu kom hebræerne til at tænke på, at de var blevet slået og havde mistet flere tusind mand, da de drog ud i kamp ved en tidligere lejlighed. Men dengang drog de ud i strid med Guds befaling. De var draget i krig uden Moses, som var valgt til deres leder af Gud, uden skystøtten, som var symbolet på Guds nærværelse, og uden arken. Denne gang var Moses med dem, og han styrkede deres hjerte med ord, der indgød dem håb og tro. Guds Søn gik i spidsen, indhyllet i skystøtten, og den hellige ark var også med hæren. Deres erfaring indebærer en lærdom til os. Israels vældige Gud er også vor Gud. Vi kan stole fuldt og fast på ham, og hvis vi adlyder hans befalinger, vil han hjælpe os på en lige så umiskendelig måde, som han hjalp sit folk fordum. Hvert eneste menneske, som bestræber sig på at følge pligtens vej, vil til tider blive plaget af tvivl og vantro. Vejen er somme tider så fyldt med tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, at det slår modet ned hos dem, som er tilbøjelige til at blive modløse. Gud siger til sådanne: Gå fremad! Gør din pligt, hvad det end skal koste. De vanskeligheder, som syner så vældige og fylder din sjæl med frygt, vil forsvinde, når du går fremad på lydighedens vej og ydmygt stoler på Gud.