Folket hørte Jesus med glæde og forsamlede sig omkring ham i templet for at nyde godt af hans undervisning. Man havde aldrig før set et sådant skue. Der stod den unge galilæer uden nogen jordisk ære eller kongelig udmærkelse. Hans klædning var grov og støvet. Præsterne stod omkring ham i deres prægtige klædninger, de øverste med kjortler og ærestegn, som viste deres ophøjede stilling, og skriftkloge med ruller i deres hænder, hvilke de ofte henviste til. Men Jesus stod rolig med kongelig værdighed iført med myndighed fra himlen og betragtede uden frygt sine modstandere, som havde forkastet og foragtet hans lære og længe havde tørstet efter hans blod. Ved denne anledning var der et stort antal, som havde angrebet ham med det faste forsæt, at de ville opirre ham til at udtale ord, hvormed de kunne besnære ham, og som de kunne benytte til hans fordømmelse. Men deres spørgsmål gav ham blot anledning til at vise dem deres virkelige tilstand og den forfærdelige hævn, som ventede dem, dersom de vedblev at pirre Gud med deres mange store synder.

Folkets interesse tiltog mere og mere, eftersom Jesus frimodig imødekom farisæernes udfordringer og fremstillede den rene, klare sandhed i modsætning til deres mørke og vildfarelse. De var indtagne i den lære, han fremsatte, men var i sørgelig forvirring. De havde agtet deres anerkendte lærere for deres forstand og tilsyneladende fromhed. De havde hele tiden adlydt dem ubetinget i alle sager, som angik religion. Men nu så de, at disse samme mennesker forsøgte at nedsætte Jesus, en lærer, hvis dyd og kundskab lyste klarere end tidligere ved ethvert angreb af modstandere. De så præsternes og de ældstes lange ansigter og så den skuffelse og forvirring, som viste sig hos dem. De forundrede sig over, at de øverste ikke ville tro på Jesus, da hans lære var så ligefrem og tydelig. De vidste ikke selv, hvad de skulle gøre, og de gav nøje agt på deres lærere, hvis råd de var vant til at følge, for at se, hvad de ville gøre.

Jesu lignelser blev fortalt for at advare og straffe de øverste og også for at undervise dem, som var til stede, der ønskede oplysning. Men for at sønderbryde de lænker, hvormed folket var fastbundet til sagn og skikke, og den ubetingede tillid, som de havde til det fordærvelige præsteskab, åbenbarede han mere fuldstændig end nogensinde før de øverstes og ældstes karakter. Det var den sidste dag, Jesus kunne lære i templet, og hans ord skulle ikke alene lyde for de mennesker, som var forsamlede omkring ham, men skulle overleveres til kommende tider lige indtil den sidste tid, til ethvert folk i ethvert tungemål.

De dyrebare sandheder, som lød fra hans læber på denne betydningsfulde dag, blev gemt i mange af de tilstedeværendes hjerter. Et nyt afsnit begyndte i deres liv; nye tanker opstod hos dem, og nye længsler vækkedes. Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse kom disse mennesker frem og udførte den gerning, som Gud gav dem med en visdom og iver, som svarede til værkets storhed. De fremførte et budskab, som trængte ind i menneskenes hjerter og svækkede de gamle fordomme, som længe havde hindret tusinders åndelige vækst. Teorier, filosofiske og menneskelige antagelser viste sig som tomme fabler ved deres vidnesbyrd. Det var mægtige følger, som kom af denne ringe galilæers ord, der lød for den undrende, forfærdede skare i Jerusalems store tempel.

Jesus mærkede folkets modstridende følelser og den ængstelighed, hvormed de betragtede deres ledere og lærere. Han vedblev derfor at oplyse dem, idet han sagde: “På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok men gør det ikke.” (Mattæus 23,2-3) De skriftkloge og farisæerne påstod, at de havde guddommelig myndighed ligesom Moses. De gav sig ud for, at de sad i hans sæde for at fortolke loven og dømme folket. De krævede derfor, at folket skulle vise dem ærbødighed og lydighed. Men Jesus formanede sine tilhørere til at gøre det, som præsterne lærte overensstemmende med loven, men ikke at følge deres eksempel; for de undlod at opfylde de pligter, som de lærte andre at iagttage.

Han sagde: “De binder tunge byrder sammen og lægge dem på menneskenes skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger.” (vers 4) Farisæerne indskærpede en række betydningsløse regler, som havde rod i traditioner og på sagn, og som på en urimelig måde indskrænkede menneskenes frihed til at handle. De fortolkede strengt visse dele af loven og krævede, at folket skulle adlyde dem nøje, medens de selv hemmeligt tilsidesatte dem eller påstod, at de var fritaget for at følge dem, dersom man opdagede deres forsømmelighed.

De strengeste trusler, som nogensinde lød fra Frelserens læber, rettedes mod dem, som i hemmelighed øvede ugudelighed, medens de bekendte sig til at være meget fromme. Præsternes, de skriftkloges og øverstes religion bestod ligesom den nuværende romerske kirkes fornemmelig i udvortes ceremonier, og den var uden åndelig og sand gudsfrygt. Gud sagde til Moses: Du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande. (5 Mosebog 6,8) Jøderne betragtede disse ord som en befaling, der bød dem, at skriftens bud skulle fæstes på deres person. De skrev dem derfor på et stykke tøj på en meget iøjnefaldende måde og bandt dem omkring deres hoved og deres håndled. Men selvom de således bar Guds bud til skue, så bevirkede det dog ikke, at Guds lov, blev indskrevet i deres hjerte således, som Gud havde bestemt. De bud, der skulle have renset deres liv og tilskyndet dem til at handle retfærdigt og vise barmhjertighed og sagtmodighed, bar de som ærestegn for at drage folkets opmærksomhed til sig selv og give sig udseende af fromhed og gudsfrygt, som kunne vække ærbødighed blandt alle, som så dem. Jesus angreb stærkt denne tomme religion med disse ord:

“Alle gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemmeste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt “rabbi” af folk. Men I skal ikke lade jer kalde “rabbi”; thi kun én er jeres Mester, og I er alle brødre.” (Mattæus 23,5-8) I disse tydelige ord åbenbarede Frelseren den egenkærlighed og ærgerrighed, som rådede hos farisæerne, der hele tiden søgte at tilegne sig magt og bære en tilsyneladende ydmyghed til skue, medens deres hjerte var fuldt af misundelse og gerrighed. Når nogen gjorde et gæstebud, sad gæsterne til bords efter sin rang og stilling, og de som fik den mest ærefulde plads, blev mest æret og særdeles begunstiget; farisæerne var hele tiden begærlige efter at søge og få en sådan ære.

Jesus åbenbarede også deres forfængelighed, idet de gerne ville kaldes rabbi, hvilket betyder Mester. Han erklærede, at denne titel ikke tilhørte mennesker, men kun Kristus. Præsterne, de skriftkloge og øverste, som fortolkede loven og håndhævede den, var alle brødre, børn af én Gud. Jesus ønskede at lære folket, at de ikke skulle give noget menneske ærestitler, som antydede, at han havde nogen ret til at herske over deres samvittighed og tro.

Dersom Kristus var på jorden nu og var omgivet af nutidens religionslærere, som kaldtes ærværdige og højærværdige, så ville han havde gentaget sine ord til farisæerne: “Men I skal ikke lade jer kalde “rabbi”; thi kun én er jeres Mester.” Mange, som tilegner sig disse ærværdige titler mangler fuldstændig den visdom og sindets retfærdighed, som de antyder. Der er alt for mange, som skjuler verdens ærgerrighed, herskesyge, og de laveste synder under en prægtig klædning i et højt og helligt embede. Frelseren vedblev:

“Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.” (Mattæus 23,11-12) Sand storhed består i moralsk ypperlighed. Den storhed, som Gud har velbehag i, består i at leve for at gøre vore medmennesker godt, at udføre kærligheds- og barmhjertighedsgerninger. Kristus var en tjener for faldne mennesker, og dog var han herlighedens konge. Han vedblev at råbe ve over de rige og mægtige, som stod omkring ham:

“Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, der vil gå ind, tillader I det ikke.” (vers 13) Præsterne vendte skriftens betydning og forblindede således deres forstand, som ellers ville have set Kristi riges natur og det indre guddommelige liv, som er nødvendigt til sand hellighed. Ved deres utallige skikke vendte de folkets sind til en udvortes gudstjeneste, hvorved den sande religion blev forsømt.

De forkastede ikke blot selv Kristus, men brugte de skammeligste midler til at vække fordom med ham blandt folket, idet de bedrog dem med løgnagtige rygter og falske fremstillinger. Sandheden har altid været foragtet. Dens læresætninger er ikke behagelige for det naturlige sind; for de renser hjertet og irettesætter for skjulte synder. De, som forfølger dem, der søger at udbrede Guds sandhed, har altid ligesom farisæerne fremstillet deres ord og bevæggrunde på en falsk måde. Jesus vedblev:

“Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi i opæder enkers bo og beder længe for et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom.” (vers 14) Farisæerne virkede så stærkt på mange samvittighedsfulde enker, at de anså det for deres pligt at opofre al deres ejendom til religiøs brug. Disse bedragede kvinder lod de skriftkloge og præsterne anvende deres penge; thi de havde fuldstændig tillid til dem, og disse listige mennesker brugte dem til deres egen fordel. For at skjule deres uærlighed holdt de lange bønner offentligt og viste megen fromhed. Jesus erklærede, at dette hykleri engang ville bringe større fordømmelse over dem. Mange på vor tid, som bekender sig til at være meget fromme, falder under samme dom; egenkærlighed og gerrighed har besmittet deres liv. Men over alt dette kaster de en kjortel af tilsyneladende renhed og bedrager derved oprigtige sjæle. Men de kan ikke bedrage Gud. Han kender hjertets hemmelige tanker, og han vil give enhver efter sin gerning. Frelseren vedbliver at råbe ve over dem:

“Ve jer, I blinde vejledere! I, som siger “Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet han er bundet af sin ed.” I dårer og blinde! hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet? Ligeså siger I: “Om nogen sværger ved alteret, det betyder intet, men om nogen sværger ved offergaven som ligger derpå, han er bundet af sin ed.” I dårer og blinde! Hvad er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven?” (Mattæus 23,16-19) Præsterne fortolkede Guds bud på en måde, som kunne stemme overens med deres falske og snævre begreber. De gav sig ud for at skelne nøje mellem forskellige synder og lærte, at nogle var meget mere fordømmelses værdige end andre, idet de gik forbi nogle mindre væsentlige og behandlede andre synder, der måske i virkeligheden var mindre, som aldeles utilgivelige. De tog penge af folk for at løse dem fra deres løfter, og undertiden overså de store forbrydelser, bevægede dertil af større pengesummer, som dem, der havde syndet, betalte dem. På samme tid fordømte disse præster og øverster andre mennesker strengt for ubetydelige fejl.

“Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte, dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.” (Mattæus 23,23) Ifølge Guds bestemmelse var tiendesystemet bindende for jøderne. Men præsterne overlod det ikke til folket af handle efter sin overbevisning, idet de gav Herren en tiendedel af alt det, som voksede på deres land. De gik til yderligheder med tiende systemet, idet de tilførte dertil sådanne ubetydelige ting som mynte og dild og kommen og andre små urter, hvoraf man dyrkede kun en ubetydelig del. Dette bragte så megen besvær og forvirring ind i tiende systemet, at det blev en besværlig byrde. Idet de var så nøjagtige med ting, som Gud ikke havde forlangt af dem, forvirrede de folket og nedværdigede det guddommelige godgørenhedssystem ved deres snævre begreber; således rensede de fade og bægre udvortes; medens de indvortes var fulde af uretfærdighed. De var strenge i småting, men Jesus anklager dem for at de “overser de ting, som er vigtigere i loven, som og barmhjertighed og tro.” Ingen udvortes tjeneste, ikke engang i det, som Gud kræver af os, kan træde i stedet for lydighed. Skaberen kræver, at hans skabninger skal tjene ham af hjertet.

Jøderne læste i Moses’ anordninger, at de ikke skulle nyde noget urent. Gud nævnte, hvilke dyr der var egnede til at spises, og forbød dem at spise flæsk og kød af visse andre dyr, eftersom det let kunne frembringe sygdom og forkorte menneskenes liv. Men farisæerne nøjedes ikke med de indskrænkninger, som Gud havde gjort; de gik til stor yderlighed. Blandt andre ting krævede de, at folket skulle si alt det vand, de brugte, for at ikke det mindste insekt, som øjet kunne opdage, skulle være deri, hvilket kunne stilles i klasse med de urene dyr. Idet Jesus sammenlignede disse smålige krav på udvortes renhed med deres store synder, sagde han til farisæerne: “I blinde vejledere, I som sier myggen af, men sluger kamelen!” (Mattæus 23,24)

“Ve jer, I skriftkloge og farisæere, i hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendige ser kønne ud, men indvendige er fulde af dødningeben og alskens urenhed.” (vers 27) Al den pragt og de ceremonier, som præsterne og de ældste brugte, var blot en kåbe, hvormed de søgte at skjule deres ugudelighed, ligesom de kalkede og skønt prydede grave skjulte de forrådne bestanddele, som var i dem. Jesus sammenlignede også farisæerne med grave, som var skjult under et skønt ydre, men indeholdt død og fordærvelse: Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er i fulde af hykleri og lovløshed.” (vers 28) De påstod, at Guds lov var skrevet i deres hjerter såvel som på deres klæder og gav sig ud for at være meget fromme. Men Jesus viste således, at alt dette var blot tom forstillelse. Han vedblev:

“Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: “Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.” Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profetens mordere.” (vers 29-31) Jøderne var meget omhyggelige med at forskønne profeternes grave for at vise, hvor højt de agtede dem; men de fulgte ikke deres lære og agtede ikke på deres advarsler og formaninger.

På Kristi tid nærede man en overtroisk agtelse for de dødes grave. Dette udartede sig ofte til afguderi, og man anvendte store pengesummer på at smykke dem. Samme slags afguderi drives til stor yderlighed på vor tid især i den romerske kirke. Men den kristne verden efterlader for en stor del enker og faderløse, fattige og lidende, medens de oprejser kostbare mindesmærker til ære for de døde. Man sparer hverken tid, penge eller arbejde i denne henseende, medens man svigter sine pligter mod de levende. Farisæerne byggede profeternes grave og prydede dem og sagde til hinanden: dersom vi havde levet dengang, så ville vi ikke have deltaget med dem, som udøste Guds tjeneres blod. Men på samme tid lagde de planer om at dræbe Guds Søn og ville ikke have tøvet med at besmitte sine hænder med hans blod, dersom de ikke havde frygtet for folket.

Farisæernes stilling tjener til advarsel for de kristne på vor tid. Den bør åbne deres øjne for Satans magt til at bedrage menneskene, når de først engang har vendt sig bort fra sandhedens dyrebare lys og givet efter for fjendens herredømme. Mange følger farisæernes fodspor. De ærer martyrerne, som døde for deres tro, og erklærer, at dersom de havde levet dengang, da Kristus var på jorden, så ville de med glæde have taget imod hans lære og adlydt den; de ville ikke have deltaget i deres synder, som forkastede Frelseren. Men disse samme mennesker undertrykker deres egen overbevisning, hvad det end koster dem, hellere end at adlyde Gud, når det koster dem selvfornægtelse og bringer fornedrelse. Lyset skinner klarere på vor tid end på farisæernes. Da skulle folket antage Kristus, som var åbenbaret i profetierne, og tro på ham på grund af det vidnesbyrd, som viste sig i hans virksomhed, Jøderne indså ikke, at Jesus var andet end en ung galilæer uden verdslig ære, og selvom han kom således, som profeterne havde forudsagt, at han skulle komme, så nægtede de at modtage deres Messias i fattigdom og nedværdigelse og korsfæstede ham, således som profeterne havde forudsagt at de ville gøre.

De kristne har nu en frelser, som har opfyldt alle de ting, som omtales i profetierne angående hans liv og død. Men mange forkaster hans lære; de følger ikke hans bud, de korsfæster Frelseren hver dag. Dersom de skulle prøves på samme måde som jøderne ved Kristi første komme, så ville de ikke antage ham i hans fornedrelse og fattigdom.

Fra den tid uskyldigt blod først blev udgydt, da den retfærdige Abel faldt for sin broders hånd, er ugudelighed tiltaget på jorden. Fra slægt til slægt havde præsterne og de ældste tilsidesat de advarsler, som lød fra Guds profeter, hvilke han oprejste og dygtiggjorde til at irettesætte folket for deres synder. Der var et stort behov for disse mænd, som i de forskellige tider opløftede deres røst mod kongens og de regerendes såvel som undersåtternes synder, idet de talte det ord, som Gud gav dem at tale, og adlød Guds vilje med fare for deres liv. Fra slægt til slægt havde menneskene samlet sig en frygtelig dynge af straf, som Kristi fjender nu bragte over sig selv, idet de foragtede og forkastede Guds Søn, hvis røst lød, idet han irettesatte de synder, som eksisterede blandt præsterne og de øverste i større udstrækning end til nogen foregående tid. De fyldte deres syndebæger, indtil det flød over, og det skulle snart udgydes på deres eget hoved med retfærdig hævn, idet denne slægt blev ansvarlig for alt det retfærdige blod, som var udgydt på jorden fra Abel til Kristus. Jesus advarede dem om denne fare:

“At alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt.” (Mattæus 23,35-36) Frelseren stod med hænderne opløftede mod himlen omgivet af et guddommeligt lys og talte som en dommer til dem, som stod foran ham. Skaren, som lyttede til hans ord, skælvede, idet han udtalte denne forbandelses dom. Det indtryk, som hans ord og mine gjorde på dem, blev aldrig udslettet i senere år.

Israel havde ikke agtet på Guds bud. Medens Guds advarende ord, som han havde givet Zakarias at tale, var på hans læber, og greb en djævelsk vrede om den frafaldne konge, og han gav befaling til, at de skulle ihjelslå Guds profet. De skriftkloge og farisæerne, som lyttede til Jesu ord, vidste, at han talte sandhed, og at blodet af den ihjel slagne profet havde plettet tempelgårdens stene, og at det ikke kunne udslettes, men vedblev at bære vidnesbyrd for Gud om Israels frafald. Så længe templet stod, ville pletterne af denne retfærdige mands blod forblive og råbe til Gud om hævn. Idet Jesus hentydede til disse frygtelige forbrydelser, blev menneskemængden grebet af forfærdelse.

De havde hørt hans stemme iblandt sig, da han havde talt med sagtmodighed og formanet til kærlighed. Men nu da anledningen krævede det, talte han som en dommer og fordømte jødernes synder. Frelseren så fremad i tiden og forudsagde, at de ville blive lige så skamløse og ufordragelige mod Guds tjenere i fremtiden, som de havde været i fortiden:

“Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by.” (Mattæus 23,34)

Profeter og vise mænd, fulde af tro og Helligånden, sådanne som Stefanus, Jakob og Paulus og mange andre, skriftkloge og lærde mænd, som forstod skrifterne og kunne fremstille dem i hele deres betydning således, som Gud havde åbenbaret for dem, ville blive bespottet og forfulgt, fordømt og hengivet til døden.

Frelseren udtalte ikke disse ord for at hævne sig for den dårlige behandling, han havde lidt af sine fjender. Ingen vanhelligende vrede bevægede hans guddommelige sjæl; men han nærede en retfærdig harme imod de hyklere, hvis store synder var så vederstyggelige for Gud. Kristi opførsel ved denne anledning viser, at en kristen kan leve i fuldkommen harmoni med Gud og besidde alle kærlighedens og barmhjertighedens skønne egenskaber og dog føle en retfærdig vrede mod store synder.

Guddommelig medlidenhed lyste af Guds Søns blege, sagtmodige åsyn. Han så en stund på templet og derefter på sine tilhørere med et sørgmodigt blik, og med en stemme, som kvaltes af dyb smerte og bitre tårer, udbrød han: “Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.” (vers 37)

Farisæerne og saddukæerne var alle bragt til tavshed. Jesus kaldte på sine disciple og beredte sig til at forlade templet, ikke som en, der var overvundet og blev tvunget til at flygte for sine modstandere, men som en, hvis værk var fuldbragt. Han drog bort sejrrig fra den kamp, han havde haft med sine fordomsfulde og hykleriske modstandere. I det han så omkring på det indvendige af templet, for sidste gang, sagde han sørgelig og rørende: “Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer; fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!” (vers 38-39) Hidtil havde han kaldt templet sin faders hus; men nu, da Guds Søn drog bort fra disse mure, unddrog Gud for evig sin nærværelse fra det tempel, som var bygget til hans ære. Fra denne tid var tjenesten deri blot en spot og dens ceremonier betydningsløse; for Jerusalems prøvetid var forbi.

Jesus havde talt tydelige, skarpe ord på denne dag, som gik hans tilhørere til hjertet. Man så ganskevist ikke virkningen deraf straks; men sandhedens sæd, som var sået i menneskenes sjæl, voksede op og bar frugt til Guds ære og blev et middel til mange sjæles frelse. Efter Frelserens opstandelse og korsfæstelse ville de lærdomme, som han havde fremført på denne dag, blive genoplivede i mange opmærksomme tilhøreres hjerte, som igen ville gentage den undervisning, som de havde hørt til gavn for kommende slægter indtil tidens ende. Disciplene var forbavsede over den frimodighed og myndighed, hvormed deres Mester havde råbt ve over de hykleriske farisæer og præster, skriftkloge og øverste. De ville aldrig glemme de sidste ord, som Jesus henvendte til dem: “Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!” Disse ord faldt med højtidelig alvor på deres øren og frembragte en ubeskrivelig forfærdelse i deres hjerte. De forsøgte at vise sig ligegyldige; men dette spørgsmål kom hele tiden op igen i deres tanker, hvad disse ord kunne betyde. En usynlig fare syntes at true dem. Kunne det være muligt, at det prægtige tempel, som var nationernes ære, snart skulle blive en grushob?

Disciplene anede ligesom de andre en fornemmelse om en eller anden forstående ulykke og ventede ængsteligt på, at Jesus skulle udtale sig mere bestemt med hensyn til denne genstand. Idet de gik ud af templet med deres Mester, tiltrak de hans opmærksomhed til dets varighed og skønhed og de udmærkede stene, som det var bygget af. De sagde: “Mester, se hvilke sten og hvilke bygninger!” (Markus 13,1) Jesus ønskede at gøre sine ord så indtryksfulde som muligt og henvendte derfor også deres opmærksomhed til den prægtige bygning: “Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.” (Mattæus 34,2)

Dette vidnesbyrd forbavsede disciplene. Sagen var nu klar for dem. Den herlige bygning, som havde kostet så uhyre summer, og som havde været jødernes stolthed, skulle aldeles ødelægges fra grunden af. Ikke én af de massive stene (af hvilke nogle havde udholdt den ødelæggelse, som Nebukadnezars hær forårsagede, og havde stået uforandrede igennem århundreders storme) skulle lades tilbage. De forstod ikke helt klart hensigten med al denne ødelæggelse. De vidste ikke, at deres Frelser skulle føres til korset som et offer for verdens synd om nogle dage. Da ville templet og dets tjeneste ikke længere være til nogen nytte. Blodet af dyr kunne ikke tjene til at skaffe syndsforladelse; for skyggen havde nået virkeligheden, idet Guds Lam villigt hengav sit liv for at borttage verdens synd. Sidenhen, da alt blev fuldendt, forstod disciplene klart betydningen af Jesu ord og årsagen til den ulykke, som han forud havde forkyndt.

Jesus standsede nær ved den gård, hvor kvinderne lagde deres gaver i templets kiste. Han lagde mærke til, hvordan de rige gav store gaver; men han gjorde ingen bemærkning om deres godgørenhed. Han så med bedrøvelse på dem, som kom og gik, af hvem mange skænkede store gaver på en pralende og selvtilfreds måde. Pludselig oplystes hans ansigt, idet han så en fattig enke, der tvivlrådig nærmede sig, som om hun frygtede for, at nogen skulle se hende. Medens de rige og stolte gik forbi hende og lagde deres gaver, veg hun tilbage, som om hun aldrig turde vove at gå videre, og dog længtes hendes hjerte efter at gøre noget, hvor lidt det end var, for den sag, hun elskede. Hun så på den skærv, som var i hendes hånd. Den var meget lille i sammenligning med de andres gaver omkring hende; men det var alt, hvad hun ejede. Efter at hun havde ventet på en anledning kastede hun hurtig sine to skærver i kisten og vendte sig for at gå hurtig bort. Men idet hun gjorde dette, så hun, hvorledes Jesu øjne var fæstede alvorlig på hende.

Frelseren kaldte disciplene til sig og bød dem at lægge mærke til denne enkes fattigdom, og medens de stod og så på hende, lyttede hun til Mesterens ros, hvilken lød meget uventet for hendes øre: “Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke lagde mere deri end alle de andre.” (Lukas 21,3) Glædestårer fyldte den fattige kvindes øjne, da hun mærkede, at hendes handling blev påskønnet og forstået af Jesus. Mange ville havde rådet hende til at anvende den ubetydelige sum, hun havde, til sit eget brug hellere end at give det til præsterne, som var så godt forsørgede, og lægge det blandt de mange store gaver, som blev givet til templet. Men Jesus forstod hendes hjertes bevæggrund. Hun troede, at templets tjeneste var anordnet af Gud, og hun længtes efter at gøre, hvad hun kunne for at understøtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling var bestemt til at tjene til en ihukommelse om hende gennem alle tider og til at give hende glæde i evigheden. Hendes hjerte var med hendes gave, som ikke blev vurderet efter sin almindelige værdi, men efter den kærlighed, som hun nærede til Gud, og den interesse i hans gerning, som bragte hende til at handle således.

Det var bevæggrunden, som giver vore handlinger sand værdi og enten gør dem til gode eller dårlige handlinger. Det er ikke de store ting, som ethvert øje kan se, og som enhver tunge berømmer, der skaffer os ros for Gud, men de små pligter, som villig opfyldes, de små gaver, som gives uden at søge sin egen ære, og som menneskene ofte anser for værdiløse. Et hjerte fyldt af kærlighed og oprigtig tro på en værdig genstand, er mere antageligt for Gud end de kostelige gaver. Den fattige enke gav alt, hvad hun ejede for at gøre det lille, som hun gjorde. Hun berøvede sig selv mad for at give disse to skærve til den sag, hun elskede, og hun gjorde det i tro og tillid til, at hendes himmelske Fader ikke ville glemme hende i hendes store trang. Det var denne uegennyttige ånd og faste tro, som Jesus roste.

Mange oprigtige sjæle føler sig under så store forpligtelser for Guds sandhed, som de har taget imod, at de inderlig ønsker at hjælpe til med at bære de byrder, som Herrens tjeneste medfører, såvel som deres mere velhavende brødre. Lad dem lægge sin skærv i himlens skatkammer! De fattiges små gaver bør ikke forkastes; for dersom, de gives af et hjerte, som er fyldt med Guds kærlighed, så vil de ting af ringe værdi, blive hellige gaver, og uvurderlige ofre, som Gud smiler til og velsigner.

Jesus sagde om den fattige enke, at hun “lagde mere deri end alle de andre.” De rige havde givet af deres overflod, hvad de godt kunne undvære. Mange af dem havde blot givet, for at andre skulle se det og ære dem for deres store gaver. De fornægtede ikke sig selv og en bekvemmelighed eller nydelse her i livet for at give noget til Guds sag. Derfor var det intet offer, som kunne sammenlignes med den fattige enkes skærv i sand værdi.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *