“Blandt dem, der plejede at drage op for at tilbede på højtiden, var der også nogle grækere. De kom nu til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kommer og siger det til Andreas; Andreas og Filip kommer og siger det til Jesus.” (Johannes 12,20-22)

Hedningerne var udelukkede fra tempelgården, hvor Jesus sad overfor templets kiste. De havde hørt megen tale for og imod Jesus og ønskede at se og høre ham for sig selv. De kunne ikke komme til ham, men var tvunget til at vente i hedningernes forgård. Da disciplene fortalte Jesus, hvad grækerne havde sagt, og at de ventede på ham, syntes han at være fordybet i alvorlige betragtninger og svarede dem: Timen er kommet, da menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.” (vers 23-24) Grækernes ønske om, at se Jesus bragte fremtiden frem for hans tanke. Jøderne havde forkastet den eneste, som kunne frelse dem. De ville snart besmitte deres hænder med hans blod og regne ham lige med tyve og røvere. Jesus, som blev forkastet af Israel, blev modtaget af hedningerne. Han så fremad med glæde til den tid, da skillevæggen mellem jøder og hedninger skulle blive nedbrudt og verden ville blive en stor høstmark.

Jesus betragtede disse grækere som repræsentanter for hedningerne i almindelighed. Han så på dem som førstegrøden af en rig høst, da nationer, tungemål og folk på hele jordens skulle høre det glade budskab om frelsen gennem Kristus. Han så, hvorledes hedningerne skulle samles efter hans død, som nu nærmede sig. Han fremstillede derfor disciplene og skaren, som lyttede, lignelsen om hvedekornet for at vise hvorledes hans død ville frembringe en rig høst. Hvis han havde trukket sig fra at ofre sit liv, så ville han blive ligesom hvedekornet, der ikke dør, men dersom han hengav sit liv, så blev han ligesom hvedekornet, der faldt i jorden og opstod igen som førstegrøden af den store høst, og han, Livgiveren, ville kalde de døde, som var forenede med ham i troen, frem af deres grave, og der ville blive en herlig høst af modent korn for den himmelske lade. Ved evangeliet om Kristi død og opstandelse og de dødes opstandelse er liv og retfærdighed bragt for lyset, og himmerigets Rige er åbnet for alle, som tror.

Efter at Jesus havde talt om sin lidelse og død, sagde han: “Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jer er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.” (Johannes 12,25-26) Frelseren kræver ikke, at hans efterfølgere skal gå på en sti, som han ikke selv har gået på. Jesus led forhånelse og fattigdom fra krybben til Golgatha. Men han så ud over sin sjælekamp i urtegården, forærredriet, sin lidelse og pisk, den ydmygelse, som han skulle lide, idet han blev regnet blandt overtrædere, og sin smertefulde død på korset til den herlige hensigt med hans mission og den ære, han skulle opnå ved Faderens højre hånd, hvor hans tro efterfølgere til sidst skulle ophøjes med ham. Alle, som villigt havde båret Kristi kors og deltaget med ham i lidelsen, idet de fornægtede sig selv og adlød Gud, skulle også deltage med ham i herligheden. De, som for Kristi skyld havde mistet deres liv i denne verden skulle bevare det til et evigt liv. Det var Kristi glæde i hans fornedrelse og smerte, at alle hans sande disciple skulle herliggøres med ham i himlen.

Der var mange blandt de øverste, som var overbeviste om, at Kristus i sandhed var Messias; men de turde ikke bekende deres tro i de forbitrede præsters og farisæeres nærhed; for de frygtede for at blive udstødt af synagogen. De elskede menneskers ære mere end Guds ære, og for at undgå skam og foragt fornægtede de Kristus og mistede den eneste lejlighed, de havde, for at opnå evigt liv. Kristi ord var især anvendelig på denne klasse: “Den, som elsker sit liv, mister det.”

Grækernes ønske om at se Jesus, som hentydede til nedbrydelsen af adskillelsens skillevæg mellem jøder og hedninger, bragte hele Jesu mission frem for ham fra den tid, da det først blev bestemt i himlen, at han skulle komme til jorden som menneskets Forløser, indtil den død, som han vidste ventede på ham i nær fremtid. En hemmelighedsfuld sky syntes at hvile over Guds Søn. Det var et mørke, som de, der var i nær berøring med ham, følte, Han sad fordybet i sine egne tanker. Tilsidst blev tavsheden afbrudt ved hans sørgmodige ord: “Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommet til denne time.” (Johannes 12,27) Jesus havde en anelse om den kommende kamp, som han ville få med mørkets magter, fordi han frivilligt havde taget på sig at bære det faldne menneskes synder og at blive genstand for Faderens vrede på grund af synden. Dette gjorde Jesus nedslået i ånden og bragte en dødelig bleghed over hans åsyn.

Han huskede Satans ondskab og hårdnakkethed. Denne havde med frækhed stridt mod himlens engle og påstået, at han blev uretfærdig dømt, og der ikke var nogen selvfornægtelse hos Gud, og at Satan, idet han bestræbte sig for at udføre sine hensigter og gennemføre sine egne beslutninger, blot efterlignede Guds eksempel. Dersom Gud altid alene fulgte sin egen vilje, hvorfor skulle så ikke de første sønner, som blev skabte i hans billede, gøre det samme? Med denne påstand bedragede Satan mange af de hellige engle. Han klagede hele tiden over Guds strenghed, ligesom børn undertiden klager over sin forældres strenghed, når de holder dem tilbage fra at udføre planer, som er skadelige for opdragelse og tugt i familien. Hellere end at underkaste sig Guds vilje vendte han sig bort fra forstandens lys og stred mod de guddommelige planer.

I den kamp, som fulgte efter, syntes Satan en tid at have fortrinet. Han kunne lyve; Gud kunne ikke lyve. Han kunne bevæge sig på tusinde krogede og bedragelige veje for at opnå den ønskede hensigt; Gud måtte følge sandhedens og retfærdighedens ligefremme veje. En stund syntes Satan at triumfere og sejre; men Gud ville rive masken af fjenden og afsløre ham i hans sande karakter. Da Jesus påtog sig den menneskelige natur, blev hans guddom klædt i manddom. Han kom som verdens lys for at oplyse den og adsprede det tykke mørke, som Satans bedrageri havde indført, og for at åbenbare sit værk for menneskenes børn. Kristus levede meget strengt og selvfornægtende, idet han modstod fjendens mangfoldige fristelser. Han overvandt Satan i den lange faste i ørkenen, da han kom til ham som en lysets engel, og tilbød ham verdens riger, dersom han ville tilbede ham; han fornægtede sig selv på en måde, som ikke vil blive krævet af noget menneske, eftersom intet menneske kan få hans ophøjede karakter. Hele hans jordiske liv var et eksempel på fuldkommen lydighed mod Faderens vilje. Kristi fremgangsmåde og Satans fremgangsmåde fremstiller den fuldstændige modsætning som der er mellem en lydig og en ulydig søn.

Kristi sidste sejr over Satan kunne alene opnås gennem hans død. Han åbnede en fri frelse for mennesket, idet han påtog sig forbandelsen, og idet han gav sit dyrebare liv og borttog fra Satan det sidste våben, hvormed han kunne vinde verdens riger. Nu kan mennesket udfries fra det ondes magt gennem sin frelser Jesus Kristus.

Idet Guds søn tænkte over disse ting, og hele hans værks store betydning trådte frem for hans åndelige øje, opløftede han sit hoved og sagde: “Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra Himmelen: Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” (Johannes 12,28)

Et lys brød frem af skyen, idet røsten hørtes, og omgav Jesus, ligesom om Almagtens arme havde omgivet ham med en mur af ild. Folket betragtede denne scene med forundring og forfærdelse. Ingen vovede at sige et ord. De stod med tavse læber og tilbageholdt åndedræt, medens øjnene var fæstede på Jesus. Da den Almægtiges vidnesbyrd havde lydt, hævede skyen sig op og forsvandt i himlen. Det synlige samfund mellem Faderen og Sønnen var til ende denne gang.

Tilskuerne begyndte nu at ånde mere frit og at samtale om, hvad de havde set og hørt. Nogle bekendte højtideligt deres tro på Jesus som Guds Søn, medens andre forsøgte at bortforklare det mærkværdige, som de netop havde været vidne til. “Da sagde skaren, som stod og hørte det: “Det tordnede;” andre sagde: “Det var en engel, der talte til ham.” (vers 29) Men grækerne, som spurgte efter Jesus, så skyen, hørte røsten, forstod dets betydning og troede, at han var Kristus. Jesus blev åbenbaret for dem som Messias.

Guds stemme lød ved Jesu dåb ved begyndelsen af hans tjeneste og igen på forklarelsens bjerg, og nu ved slutningen af hans tjeneste hørtes den for tredje gang og denne gang af et større antal personer og under sælige omstændigheder. Han havde netop forkyndt sandheder angående jødernes tilstand. Han havde henvendt sin sidste advarsler til dem og havde forkyndt deres dom. Adskillelsens skillevæg mellem jøder og hedninger vaklede og var rede til at falde ved Kristi død.

Frelserens tanker vendte sig nu bort fra at betragte fortiden og fremtiden. Medens folket forsøgte at forklare, hvad de havde set og hørt, i overensstemmelse med det indtryk, de havde fået, og den lyd, som de havde hørt, svarede Jesus og sagde: “Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld.” (vers 30) Det var det sidste herlige vidnesbyrd om, at Jesus var Messias. Faderens tegn på, at Jesus havde talt sandhed og var Guds Søn. Ville jøderne vende sig bort fra himlens ophøjede vidnesbyrd? De havde engang sagt til Frelseren: Hvilket tegn viser du os, så vi kan se og tro? Utallige tegn var givet i den tid, Kristus havde virket; men de havde tillukket deres øjne og forhærdet deres hjerte, så de ikke skulle blive overbevist. Jesu herligste mirakel, Lazarus’ opstandelse, fjernede ikke deres vantro, men fyldte dem med forøget ondskab, og nu, da Faderen havde talt, og de ikke kunne forlange flere tegn, blev deres hjerte ikke blødgjort, og de nægtede fremdeles at tro.

Jesus fuldendte nu sin tale: “Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg – når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø.” (vers 31-33) Idet Kristus døde for menneskets frelse, blev der ikke blot adgang for menneskene til himlen, men Gud og hans Søn blev retfærdiggjorte for alle Guds engle med hensyn til den måde, hvorpå Satans oprør var blevet behandlet og med hensyn til hans udstødelse. Således skulle den plet, som Satan havde bragt på himlen, aftvættes, og ingen synd kunne nogensinde mere komme ind i den.

De hellige engle og alle skabte væsener i de verdener, hvor synden ikke er kommet ind, lovede og priste Gud, da de hørte den dom, som blev udtalt over Satan, og roste Kristi gerning, hvorved han fjernede det krav, som Satan havde på menneskets liv. De hellige engle såvel som mennesker, der renses i Kristi blod, drages til ham ved denne hans største gerning, idet han gav sit liv for verdens synd. Idet Kristus blev ophøjet på korset for at dø, åbnede han adgang til livet både for Jøder og hedninger, for alle nationer, tungemål og folk.

Stakkels stolte jøder, som ikke kendte deres besøgelsestid! – Langsomt og sørgmodigt forlod Kristus ledsaget af sine disciple templet for evigt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *