De skriftkloge og præsterne holdt nu råd sammen om, hvorledes de kunne gribe Jesus uden at vække opsigt blandt folket; for mange af dem, som havde været vidne til hans mægtige gerninger, troede, at han var den Højestes profet, og ville være blevet meget forbitrede, hvis man havde forsøgt at berøve ham friheden. De øverste besluttede derfor, at det ikke var bedst at bruge vold, men at udføre deres hensigt med list.

Judas, en af de tolv, foreslog hemmeligt at forråde Jesus i deres hænder, idet han ville lede dem til et af Frelserens tilflugtssteder for bøn og andagt. På dette ensomme sted kunne de være sikre på at få deres bytte; for der ville ikke være mange tilstede, som kunne sætte sig imod det. Judas, som altid var grådig efter vinding, gjorde en overenskomst med præsterne og de ældste om at forråde sin Mester i deres hænder for tredive sølvpenge. Livets og herlighedens Herre blev solgt af en af sine disciple til at lide en forsmædelig død for en ubetydelig pengesum!

Judas’ hjerte var ikke blevet fordærvet og ondt på en gang. Hans pengegriskhed havde tiltaget dagligt ligesom enhver anden synd, der ikke overvindes, indtil den havde fortrængt hans kærlighed til Frelseren, og han var blevet en afgudsdyrker. Hans sjæl var blevet fordærvet af gerrighed, og et menneske, som er en slave af gerrighed, står i fare for at begå enhver forbrydelse.

Judas havde ligesom de andre elleve disciple haft anledning til at høre Jesu lære og være vidne til hans opofrende handlinger til menneskets velsignelse. Han havde lagt mærke til hans overbærenhed og tålmodighed. Når han var træt og sulten, og en menneskemængde fattige og nødlidende mennesker trængte sig om ham, lyttede han medlidende til deres råb og vendte sig ikke bort fra nogen uden at hjælpe dem. Judas havde set de mirakler, han udførte, idet han gav sundhed til de døende og glæde til de fortvivlede. Han havde selv personligt følt beviser på hans guddommelige kraft. Men når menneskene forkaster lyset og blindt følger deres naturlige tilbøjeligheder, så kommer mørke over dem og de klareste sandheder bliver upåagtede. Judas var af naturen gerrig, og han havde næret denne onde tilbøjelighed, indtil den var blevet den herskende bevæggrund i hans liv.

Vi betragter Judas’ forræderi med forfærdelse. Men han repræsenterer en stor klasse mennesker, som giver sig ud for at følge Jesus, men som i virkeligheden er hans fjender. De tilbeder blot sig selv og penge og bruger Kristi navn som en kappe, hvormed de skjuler deres onde gerninger. De sælger deres oprigtighed for penge og deres frelse for lidt jordisk fordel.

Efter at Judas havde afsluttet overenskomsten om at forråde sin Mester i hænderne på dem, som tørstede efter hans blod, gik han med blandt de andre disciple, som om han var aldeles uskyldig og interesseret i tilberedelsen for påsken. Forræderen tænkte, at hans uædle hensigt var skjult for hans Mester, selvom han hver dag havde set nye beviser på, at alle hjerters hensigter var åbne for ham.

Jesus samledes med sin disciple på en sal, og de mærkede snart, at der var noget, som hvilede tungt på hans sind. Tilsidst henvendte han sig til dem med en stemme fuld af rørende sørgmodighed: “Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide.” (Lukas 22,15) Han forudså klart de begivenheder, som skulle foregå i nær fremtid. Hans hjerte blev fyldt med bedrøvelse idet han betragtede utaknemligheden og grusomheden fra dem, som han var kommet for at frelse, og han så tydeligt for sig den forfærdelige skæbne der ventede dem som en følge deraf.

Når Jesus og hans disciple var sammen, nød de i almindelighed en stille glæde, som de alle satte stor pris på. Påskemåltiderne havde været særdeles velsignede for dem. Men ved denne anledning var Jesus bedrøvet i ånden, og hans disciple deltog i hans sorg, selvom de ikke kendte årsagen til den. Dette var i virkeligheden den sidste påskehøjtid, som nogensinde skulle helligholdes; for forbilledet skulle nu møde modbilledet, idet Guds Lam blev slagtet for verdens synd. Kristus skulle snart døbes med lidelsens dåb; men de få stille timer mellem påskemåltidet og Golgatha skulle anvendes til gavn for hans disciple.

“Og han sagde til dem: “Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.” Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet.” (Lukas 22,15-18)

Derefter underviste Jesus dem ved sit eget eksempel om ydmyghed. Han bandt op om sig ligesom en tjener og tvættede sine disciples fødder, idet han alvorsfuldt talte med dem om kærlighed. Guds Søn, som var fri for synd, bøjede sig ned for at tvætte sine disciples fødder, for at give dem et af de sidste tegn på den kærlighed, han nærede for dem.

Da han var færdig med denne gerning sagde han til dem: “Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig Mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.” (Johannes 13,12-15)

Der var opstået strid blandt Jesu disciple om, hvem der skulle være den største i hans rige; for selvom han så ofte havde undervist dem om denne sag, så fastholdt de dog den tanke, at Jesus ville oprette et jordisk rige i Jerusalem, og de sidste begivenheder ved hans indtog i staden og den måde, hvorpå han havde forholdt sig overfor dem, oplivede denne tro hos dem. Jesus havde undertrykt deres ærgerrighed og stadfæstede nu sin undervisning ved denne ydmyge og kærlige handling, som var beregnet på ret tydelig at vise dem deres pligt mod hverandre, og at den ene skulle anse den anden for bedre end sig selv i stedet for at skændes om, hvem der skulle være den største.

Medens disciplene sad ved påskemåltidet med deres elskede Mester, mærkede de, at Frelseren syntes at være meget besværet og nedbøjet. En tung sky hvilede over dem alle, en forudfølelse af en eller anden forfærdelig ulykke hvis beskaffenhed de ikke forstod. Medens de spiste i stilhed, sagde Jesus: “Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.” (Mattæus 26,21) Forbavselse og bestyrtelse greb dem ved disse ord; de kunne ikke forstå, hvorledes nogen af dem kunne behandle deres guddommelige lærer så troløst. Hvorfor skulle de forråde ham og til hvem? I hvis hjerte kunne en sådan plan fremkomme? Det kunne bestemt ikke ske med nogen af de tolv, der var blevet så velsignede og havde haft fortrin frem for alle andre, idet de hørte hans lære og så hans underfulde kærlighed, og for hvem han havde vist så meget agtelse, idet han havde bragt dem i en sådan inderlig forening med sig selv.

Idet de forstod den fulde betydning af disse ord og erindrede, hvor sande hans ord var, blev de grebet af en pludselig frygt og mistillid til sig selv. De begyndte at ransage deres egne hjerter for at opdage, om der fandtes en eneste tanke hos dem, som stred imod Mesteren. Med dyb bedrøvelse spurgte den ene efter den anden: “Det er dog vel ikke mig, Herre?” (vers 22) Men Judas sad tavs. Til sidst spurgte Johannes med bekymring: “Herre! hvem er det?” (Johannes 13,25) Jesus svarede: “Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.” (Mattæus 26,23-24) Disciplene havde set nøje på hverandre, da de spurgte: “Det er dog vel ikke mig, Herre?” og nu tiltrak Judas’ tavshed alles øjne hen på ham. Midt under den forstyrrelse, som opstod ved deres spørgsmål og udråb af forbavselse, havde Judas ikke hørt, hvorledes Jesus besvarede Johannes’ spørgsmål; men for at undgå disciplenes gennemtrængende blik spurgte han nu, ligesom de havde gjort: “Det er dog vel ikke mig, rabbi?” Jesus svarede med alvorsfuld stemme: “Du har selv sagt det.” (vers 25) Forbitret og overvældet af den uventede åbenbarelse af hans forbrydelse stod Judas hastig op for at forlade værelset. Men idet han gik, sagde Jesus: “Hvad du gør, gør du snart!” (Johannes 13,27)

Jesus viste en rørende overbærenhed i sin opførsel mod Judas. Den vidner om uendelig barmhjertighed, da han gav ham endnu en anledning til omvendelse, idet han viste ham, at Guds Søn kendte alle hans tanker og hensigter. Han nedlod sig til at give Judas endnu et overbevisende tegn på sin guddommelighed, før han fuldførte sit forræderi, for at han kunne vende sig fra sit forsæt, før det var for sent at omvende sig. Men selvom Judas blev forbavset og forfærdet, så bevægede dette ham dog ikke til anger; han blev blot mere besluttet på at udføre sin plan, eftersom hans synd allerede var åbenbaret. Han gik ud og søgte at fuldføre den gerning, han havde lovet at gøre.

Frelseren havde en dobbelt hensigt med at udtale ve over Judas. Han ønskede at give den falske discipel endnu en anledning til at frelse sig fra forræderens dom, og han ønskede samtidig at give sine disciple endnu et bevis på, at han var Messias, ved at han åbenbarede Judas’ skjulte hensigt. Jesus sagde: “Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: “Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.” Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.” (Johannes 13,18-19)

Dersom Jesus var forblevet tavs i tilsyneladende uvidenhed om det, som skulle komme over ham, så ville disciplene have fået det indtryk, at deres Mester ikke havde nogen guddommelige forudvidenhed, og at han var blevet, bedraget, overrumplet og forrådt til en morderskare. Et år forud havde Jesus sagt til sine disciple, at han havde valgt tolv, men at en af dem var en djævel, og hans ord til Judas ved påskemåltidet viste nu, at Mesteren kendte meget godt hans forræderi. Dette ville styrke hans sande efterfølgeres tro under hans fornedrelse, og når Judas var kommet til sin forfærdelige ende, ville det minde dem om den dom, som Jesus havde udtalt over forræderen.

Det var en lettelse for alle tilstedeværende, da Judas gik bort. Frelserens ansigt lyste øjeblikkelig op, og den tunge skygge veg bort fra disciplene, da de så, at himlens fred kom tilbage til deres herres blege, trætte åsyn. Ved denne sidste påskefest blev Herrens nadver indstiftet. “Og han tog et brød, takkede og brød det, og gav dem det og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.” (Lukas 22,19-20) Jesus havde meget at sige til sine elskede disciple, som han ikke ønskede at sige i menneskemængdens nærvær, fordi de ikke kunne forstå de hellige sandheder, som han var i færd med at åbenbare dem. Endog disciplene kunne ikke til fulde forstå ham før efter hans opstandelse.

Idet Jesus så på sine trofaste efterfølgere, sagde han: “Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal herliggøre ham snart.” (Johannes 13,31-32) Derpå underrettede han dem om, at han snart skulle skilles fra dem. Den ivrige Peter kunne ikke holde ud at være uvidende i denne sag. Han spurgte: “Herre! hvor går du hen?” Jesus svarede: “Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig.” Men Peters interesse var blevet stærkt vakt, og han opfordrede Jesus til, at forklare hele betydningen, idet han sagde: “Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.” Jesus svarede med bedrøvelse: “Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre gange.” (vers 36-38) Derpå så han med kærlig medlidenhed på sin hjord, som snart skulle blive forladt uden hyrde. Han søgte at vende deres sind bort fra den forlegenhed, som hans vidnesbyrd havde frembragt og sagde ømt: “Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” (Johannes 14,1-4)

Jesus nærede den dybeste interesse for disciplene; hans kærlige ord lød for dem med trøst og råd og i bøn og gjorde et så dybt indtryk på deres hjerte, at de aldrig glemte det. Disse ord fra Frelserens læber blev nedskrevet af Johannes i hans fjortende, femtende og sekstende kapitel, og disciplene gentog dem igen og igen for at opmuntre deres mismodige hjerter under den store skuffelse og prøve som de måtte gennemgå. De forstod ikke til fulde de ord, som blev udtalt ved denne mindeværdige anledning, før efter hans opstandelse; men de ord, som Forløseren talte i denne sal, er ved disciplenes vidnesbyrd blevet udbredt i alle lande og vil leve gennem alle tider til trøst for modløse hjerter; de bringer fred og håb til tusinder, som tror.

Jesus forlod nu salen med sine disciple og gik over til Kedrons bæk. Sorg og smerte hvilede igen tungt på hans hjerte. Med rørende bedrøvelse talte han til sine ledsagere: “I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: “Jeg vil slå hyrden, og hjorden skal spredes.” Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.” (Mattæus 26,31-32) Peter var igen ivrig for at forsikre sin Mester om sin troskab og sagde: “Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det.” (vers 33) Jesus irettesatte ham for hans selvtillid ligesom tidligere og sagde: “Sandelig siger jeg dig: i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” (vers 34) Men Peter svarede blot mere ivrig: “Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Det samme sagde de andre disciple.” (vers 35) Jesus drog nu med sine disciple til Getsemane have ved foden af Oliebjerget, hvor der var et afsondret sted, som han ofte besøgte for at bede til sin Fader.

Det var nat. Men månen lyste klart og viste dem en blomstrende vinranke. Han kaldte disciplenes opmærksomhed til den og sagde: “Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver den som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.” (Johannes 15,1-2)

Det jødiske folk var den ufrugtbare gren og skulle derfor adskilles fra det levende vintræ, som var Kristus. Hedningerne skulle indpodes på stammen for at blive levende grene og blive delagtige i det liv, som nærede det sande vintræ. Denne gren skulle renses, for at den kunne blive frugtbar. Idet Jesus tænkte på sin adskillelse fra disciplene, formanede ham dem nu til at leve i en inderlig forening med ham ved troen, for at de kunne blive en del af det sande vintræ og frembringe rig høst. “Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (vers 4-5)

Når synderen har omvendt sig fra sine synder og er forenet med Kristus, ligesom grenen indpodes i vintræet, så forandres menneskets natur og, det bliver delagtig i den guddommelige natur. Det elsker de ting, som Kristus elsker og hader det, som han hader. Det ønsker at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Det gemmer Kristi ord og de er i ham. Det livgivende princip forkyndes til den kristne, ligesom den lille podekvist, der er uden blade og tilsyneladende livløs, indpodes i det levende vintræ og forenes så nøje med det, at deres trævler og årer kommer i forbindelse med hinanden, og den opnår liv og styrke fra træet, indtil den bliver en blomstrende gren på moderstammen.

Han vedblev at foreholde for dem vigtigheden af at fortsætte den gerning, han havde begyndt, at bære frugt til Guds ære. “Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn.” (vers 16) Disciplene var udvalgte til at bevare Guds sandhed. De var vidne til, at Faderen anerkendte Jesus som Guds Søn. De havde set hans mirakler, hørt hans undervisning, og det blev givet dem at forkynde frelsens budskab for verden, for at menneskene gennem deres vidnesbyrd måtte tage imod Kristus med levende tro. Således kunne disciplene bære frugt til Guds ære.

Jesus forsikrede sine disciple, at han på ingen måde ville forlade dem, men han ville blive iført med kraft og blive deres Talsmand ved Faderens højre hånd for at fremføre de bønner, som de bad i hans Søns navn. Disciplene forstod ikke til fulde sin Mesters ord; men senere hen i deres religiøse erfaring glædede de sig ved dette dyrebare løfte og fremførte deres bønner til Faderen i Jesu navn.

Jesus advarede sine disciple, at de ikke måtte forvente, at verden ville tage imod dem. Han sagde: Når verden hader jer, så skal I vide at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.” (Johannes 15,18-19) De, der har samme ånd som verden, glæder sig ved dens smil og gunst; men Jesu ydmyge disciple skulle lide foragt og forfølgelse. Jesus erklærede, at de ville blive bragt for konger og fyrster for hans navns skyld, og at enhver, som dræbte dem, ville være så forblindet af Satan, at han antog, at han gjorde Gud en tjeneste dermed. Enhver forhånelse og grusomhed, som menneskene kunne opfinde, ville blive benyttet mod Kristi efterfølgere; men i alle deres prøvelser skulle de huske på, at deres Mester havde udholdt foragt og lidelser på samme måde. De skulle huske hans ord: “En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.” (vers 20-21)

Disciplene skulle med frimodighed følge Frelserens fodspor og hele tiden tænke på den løn, som de ville opnå – et evigt liv – og på at vinde sjæle for Kristus. Endog den modstand, de ville møde, skulle hjælpe til med at udvikle fasthed i deres karakter og lysende dyder. Tro, tålmodighed og tillid til Gud er den fuldkomne frugt, som blomstrer og modnes bedst i modgangens skole.

Jesus fremlagde forsigtigt for sine disciple de begivenheder, som ville følge efter hans død, for at de kunne være forberedt på at udholde forfølgelsen, når den kom over dem, og de ikke skulle fristes til frafald fra deres tro for at undgå lidelse og vanære. Han ledte dem forsigtig fremad, indtil de kunne forstå de store sandheder, som de skulle forkynde for verden. Han søgte at gøre det klart for dem at de indtog en meget betydningsfuld stilling for dem, der havde hørt Guds underfulde vidnesbyrd om sin søn, og som havde set Kristi mirakler og taget imod hans visdomsord. Han sagde: “Men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.” (Johannes 15,27) Disse disciples historie og det vidnesbyrd, som de har nedskrevet, skulle blive ransaget og overvejet af tankefulde mennesker gennem alle tider.

Jesus vidnede i klart for disciplene, at han havde forladt sin fader for at komme til verden, og at han nu var i færd med at forlade verden og vende tilbage til Faderen; men han undlod at overfylde deres sind og forvirre deres forstand. Han sagde: “Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.” (Johannes 16,12) Jesus vidste, at de ikke var stærke nok til at høre alle de underfulde sandheder, som angik hans udmygelse og død. Efter hans opstandelse ville de være bedre i stand til at forstå og værdsætte dem.

Jesus havde nu blot en kort tid, hvori han kunne trøste og undervise den lille skare, som fulgte ham. Hans sidste ord til dem var fulde af medlidenhed og sandhed. Disse sidste øjeblikke, som disciplene tilbragte med deres elskede Mester, var meget dyrebare for dem. Ligesom en indviet ypperstepræst udøste han nu sin sjæls tanker for Faderen og fremførte en bøn for sin menighed, en sådan bøn, som englene aldrig før havde hørt. Denne bøn var dyb og fuld, bred som jorden og nåede højere end himlen. Med sine menneskelige arme omfavnede Kristus Adams børn, og med sin stærke, guddommelige arm omfavnede han den eviges trone. Således forbandt han jorden med himlen, det dødelige menneske med den udødelige Gud.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *