Den bevæbnede skare gik med deres fange gennem de mørke, snævre gader, vejen blev oplyst af fakler og lygter; for det var endnu tidligt om morgenen og meget mørkt. Under forhånelse og spot blev Frelseren ført afsted til Kajfas’ palads; for han var det års ypperstepræst. Her blev han på en grov måde anklaget af sine forfølgere, og præsterne fremlagde spottende spørgsmål for ham, og hele forsamlingen forhånede ham. Men medens Frelseren udholdt dette forstilte forhør, gennemtrængtes han af en dybere smerte, end det stod i hans fjenders magt at bringe over ham. Det var da han hørte, at hans elskede discipel fornægtede ham med eder og forbandelser.

Efter at disciplene havde forladt deres Mester i haven, genvandt to af dem deres fatning og vovede at følge efter hoben, som bortførte Jesus, på afstand. Disse to disciple var Peter og Johannes. Ypperstepræsten genkendte Johannes som en velbekendt discipel af Jesus og lod ham gå inde i paladset, hvor Frelseren blev forhørt, fordi han håbede, at Johannes ville blive påvirket af den samme ånd, som Jesu fjender var drevet af, når han blev vidne til sin Lærers ydmygelse, og at han ville forkaste tanken om, at en, der kunne underkastes sådan en forhånelse, kunne være Guds Søn. Efter at Johannes selv havde fået adgang, talte ham med sin ledsager Peter og skaffede også ham adgang.

Den koldeste time om natten var den, som gik forud for dagen, og en ild var blevet antændt i paladset. En del folk havde samlet sig omkring ilden, og Peter vovede at stille sig blandt de andre og stod og varmede sig. Han ønskede ikke, at de skulle vide, at han var en af Jesu disciple, og han tænkte, at når han tilfældigt blandede sig mellem folket, så ville de tænke, at han var en af dem, som havde bragt Jesus til paladset.

Men da lyset skinnede på Peters ansigt, stirrede en kvinde, som var dørvogterske, på ham. Hun havde lagt mærke til, at han kom ind sammen med Johannes og antog, at han var en af Kristi tilhængere. Hun tiltalte ham på en spottende måde: “Er du ikke også en af den mands disciple?” (Johannes 18,17) Peter blev forvirret og bange; alle tilstedeværendes øjne blev fæstnede på ham. Han lod, som om han ikke forstod hende. Men hun var påståelig og sagde til dem, som stod omkring at denne mand var med Jesus. Peter følte sig tvunget til at svare og sagde vredt: “Jeg kender ham ikke, kvinde!” (Lukas 22,57) Dette var første gang, han fornægtede Kristus, og straks galede hanen. Ak, Peter! Skammer du dig så hurtigt over din Mester? Fornægter du så hurtigt og så fejt din herre? Frelseren bliver vanæret og forladt i sin ydmygelse af sin ivrigste discipel!

For det første havde Peter ikke tænkt, at hans sande karakter skulle blive bekendt, og idet han påtog sig en mine, som om han var ligegyldig, betrådte han fjendens grund og faldt under Satans fristelser. Han lod, som om han ikke var interesseret i sin Mesters prøvelse, medens hans hjerte i virkeligheden var fuld af sorg, idet han hørte den grusomme spot og så den forhånelse og fornærmelse, som Jesus led. Desuden var han forbavset og vred, fordi Jesus ydmygede sig selv og sine tilhængere således, idet han tålmodigt lod sig behandle på denne måde. Under disse modstridende følelser var det vanskeligt for ham at vise sig ligegyldig. Hans udseende var unaturligt, idet han forsøgte at tage del med Jesu forfølgere i deres upassende spøg, for at skjule sine egne følelser.

Han løj ved sin handling, og selvom han talte upåvirket, som om dette ikke angik ham, kunne han ikke tilbageholde ytringer af vrede på grund af de forhånelser, som man tilføjede hans Mester. Man fæstede derfor for anden gang opmærksomheden ved ham, og han blev igen beskyldt for at være en tilhænger af Jesus. Han benægtede nu denne beskyldning med en ed. Hanen galede anden gang; men Peter bemærkede det ikke; for han havde nu fuldstændig besluttet at gennemføre den karakter, som han havde påtaget sig. En af ypperstepræstens tjenere, som var en slægtning til den tjener, hvis øre disciplen havde afhugget, spurgte ham: “Har jeg ikke set dig sammen med ham i haven (Getsemane)?” (Johannes 18,26) “Sandelig, du er en af dem, du er jo også en galilæer.” (Markus 14,70)

Ved disse ord blev Peter voldsomt vred, og for fuldstændigt at bedrage dem, som spurgte ham, og at fastholde det standpunkt, han havde indtaget, fornægtede han igen sin Mester med en ed. Efter at de sørgelige eder netop havde forladt hans læber, og medens hanens gennemtrængende galen endnu lød i hans øre, vendte Frelseren sit ansigt bort fra de strenge dommere og så på sin arme discipel. På samme tid fæstedes Peters øjne uvilkårlig på hans Mester. Han læste i dette venlige ansigt dyb sorg og medlidenhed; men der var ingen vrede.

Peters samvittighed bebrejdede ham. Han huskede, hvad han havde lovet; for nogle få timer siden var han villig til at gå i fængsel og i døden for sin herre. Han huskede sin sorg, da Frelseren fortalte ham i salen, hvor de var forsamlede, at han ville fornægte sin Mester tre gange den samme nat. Peter havde netop erklæret, at han ikke kendte Jesus, og han forstod nu med bitter sorg, hvor godt hans herre kendte ham, og hvor nøje han havde læst alt, som var i hans hjerte, medens han ikke engang selv kendte sit eget hjertes falskhed. Han sukkede dybt i ånden, idet han tænkte på, at hans Mester ikke blot led den bitre ydmygelse af sine fjender, men at han samtidig måtte lide vanære af en af sine disciple, som havde forladt ham og nægtet at anerkende ham som sin herre i prøvens time.

Kristi blik var fyldt med bekymring for den angrende Peter. Han læste sorg, kærlighed og tilgivelse i det blik. Mange ting steg op i hans tanker; han huskede Frelserens ømme medlidenhed, hans barmhjertighed og langmodighed, den tålmodighed, hvormed han behandlede sine disciple. Han huskede, hvorledes Jesus havde advaret ham: “Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe.” (Lukas 22,31-32) Han tænkte med forfærdelse på sin store utaknemlighed, sin løgn og sine eder. Han så endnu en gang op på sin Mester og så, hvorledes en vanhellig hånd løftedes op for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til længere at udholde alt dette løb han ud af paladset med et sønderknust hjerte. Han løb af sted alene gennem mørket uden at bekymre sig om, hvor han kom hen. Til sidst kom han ind i Getsemane have, hvor han for kort tid siden havde sovet, medens Frelseren kæmpede mod mørkets magter. Han tænke på sin herres sagtmodige ansigt, plettet af blod og sved, fordrejet af smerte. Han huskede med bitre samvittigheds-bebrejdelser, at Jesus havde grædt og kæmpet alene i bøn, medens de, som skulle have understøttet ham i denne fristelsens time, sov. Han huskede hans alvorsfulde formaning: “Våg og bed, at I ikke falder i fristelse.” Det, som han havde været vidne til for nogle få timer siden, kom levende frem for hans sjæl. Han så igen Jesu tårer og hørte hans sukke. Det var smertefuldt for hans blødende hjerte at tænke på, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens fornedrelse og sorg. Han faldt til jorden på det samme sted, hvor hans Mester var sunket ned under sin ubeskrivelige smerte.

Peter fejlede første gang, idet han sov, da Kristus bad dem om at våge og bede. I det allervigtigste øjeblik, da Guds Søn behøvede hans medfølelse og hjertelige bønner, var han ikke i stand til at hjælpe ham. Disciplene tabte meget ved, at de sov. Jesus ønskede at styrke dem til den strenge prøve på deres tro, som de skulle udholde, og dersom de havde tilbragt denne sorgens tid i haven med at våge og stride med den kære Frelser i bøn til Gud, så ville Peter ikke være blevet overladt til sine egne svage kræfter, så ville han ikke have fornægtet sin herre.

Denne vigtige nat burde have været tilbragt af disciplene i idel åndelig kamp og bøn, som kunne havde bragt dem styrke til at være vidne til Guds Søns forfærdelige sjælekval. Det ville havde beredt dem til, idet de så hans lidelse på korset, i en grad at forstå den overvældende smerte, som han udholdt. De kunne da bedre havde husket de ord, som han fortalte dem angående sin lidelse, død og opstandelse, og nogle lysstråler ville have oplyst mørket i denne prøvens tid og styrket deres tro. Kristus havde sagt dem, at disse ting skulle ske. Han vidste, hvilken kraft mørkets styrke ville bruge for at lamme disciplenes sanser, når de skulle våge og bede.

Da Johannes trådte ind i paladset, forsøgte han ikke at skjule, at han var en af Jesu tilhængere. Han gik ikke ind blandt den rå skare, som forhånede og bespottede hans Mester. Der var ingen, som spottede ham; for han udgav sig ikke for andet, end hvad han var, og vakte derfor ingen mistanke. Han søgte hen til et afsides sted, hvor skaren ikke så let kunne se ham, men hvor han var så nær ved Jesus som muligt. Her kunne han se og høre alt, som foregik under hans herres forhør.

Dersom det havde været Peters pligt at kæmpe for sin Mester, så ville han have vist sig som en modig og dygtig stridsmand; men han viste fejhed, da man med foragt pegede fingre ad ham. Mange, som ikke holder sig tilbage, når det gælder om at kæmpe for Herren, ledes til at fornægte deres tro, når deres fjender bespotter dem. De udsætter sig selv for fristelse, idet de er i selskab med dem, som de burde undgå. Således indbyder de fjenden til at friste sig og ledes til at gøre og sige noget, som de ellers aldrig ville havde sagt under andre omstændigheder. En kristen, som på vor tid skjuler sin tro, idet han frygter for lidelse og foragt, fornægter sin herre ligeså virkelig som Peter gjorde det i paladset. Der er altid nogle, som praler af deres frihed til at tænke og handle, som de vil og ler ad samvittighedsfulde sjæles skrupler, når de frygter for at gøre fejl. Men dersom disse retfærdige mennesker overtales til at fornægte deres tro, så vil de samme mennesker foragte dem, de som var Satans redskaber og fristede dem til deres fordærvelse.

Peter såvel som Johannes var vidne til en stor del af det hånlige forhør af Jesus. Det var nødvendigt, at Jesu modstandere måtte holde et forhør for at give deres foretagende et skin af lovlighed; men de holdt alting meget hemmeligt, for at folket ikke skulle få at vide, hvad der foregik, og forsøge at forsvare Jesus og at henvise til de mægtige gerninger, han havde gjort. Dette ville vække folkets forbitrelse mod rådet. Deres handlinger ville da blive fordømte og deres planer omstyrtede, og Jesus ville blive sat i frihed og på ny æret af folket.

Medens rådets medlemmer blev kaldt sammen, udspurgte Annas og Kajfas som var præst Jesus for at provokere ham og således få ham til at sige noget, som de kunne bruge imod ham. De fremførte to beskyldninger imod ham og mente, at han kunne blive fordømt ifølge den ene eller den anden af disse. Den ene var, at han forstyrrede den offentlige fred og vakte oprør; dersom de kunne bevise dette, så ville den romerske øvrighed fordømme ham. Den anden beskyldning var, at han var en bespotter; dersom dette kunne bevises, så ville jøderne fordømme ham.

Ypperstepræsten spurgte Jesus om hans lærdom og om hans disciple, som troede på ham. Jesus svarede kort: “Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt.” (Johannes 18,20-21)

Jesus vidste godt, at de, som forhørte ham, søgte at lokke ham til at sige noget, som kunne vække frygt hos den romerske øvrighed for, at han forsøgte at oprette en hemmelige forening i den hensigt til sidst at oprette et nyt rige. Han sagde derfor tydeligt til Annas, at han ikke havde nogen hemmelighed angående sin hensigt eller lære. Idet han vendte sig til ham, sagde han med underfuldt eftertryk: “Hvorfor spørger du så mig?” Havde ikke præsterne og de øverste sendt spioner for at give agt på, hvad han foretog sig, og fortalt dem hvert et ord? Havde de ikke været tilstede ved enhver forsamling af folket og underrettet præsterne om alt, hvad han sagde og gjorde? “Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem,” svarede Jesus, og hans ord var en irettesættelse til Annas, som havde været på sporet af ham i flere måneder og forsøgt at fange ham og føre ham for en hemmelig domstol, hvor folket ikke kunne have nogen stemme, for at han ved falske vidner kunne opnå det, som var umuligt for ham at opnå på en ærlig måde.

Jesu ord var så gennemtrængende, at ypperstepræsten følte, at hans fange læste alt, som var i hans sjæl. Selvom ypperstepræsten blev fuld af forbitrelse ved disse ord, så skjulte han dog sin vrede, indtil han kunne finde en mere passende anledning til at give sin ondskab og sit had luft. Men en af ypperstepræsternes tjenere, som mente, at hans herre ikke blev behandlet med den skyldige respekt, slog Jesus i ansigtet og sagde: “Svarer du ypperstepræsten sådan?” Til dette hånende spørgsmål og slag svarede Jesus mildt: “Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?” (vers 22-23)

Himlens majestæt kunne have kaldt mange tusinde hellige engle til hjælp, som ville have beskyttet ham mod hans fjenders ondskab; men det hørte til hans mission som menneske tålmodigt at udholde spot og slag, for at han kunne efterlade et eksempel på tålmodig overbærenhed til menneskenes børn. De, i hvis hænder Jesus var faldet, havde ingen agtelse for hans ophøjede overbærenhed. Den kendsgerning, at han var en hjælpeløs fange i deres hænder, gav dem mod til at udøse de laveste fornærmelser imod ham, som deres forhærdede hjerte kunne opfinde.

Da hele rådet var forsamlet i paladset, indtog Kajfas sin stilling som formand. Denne mand havde altid betragtet Jesus som sin modstander. Frelserens ligefremhed i forbindelse med hans veltalenhed havde tiltrukket store skarer til ham, som lyttede til hans undervisning, der indeholdt en sådan visdom, som de aldrig havde hørt fra præsternes og de skriftkloges læber. Folkets begærlighed efter at høre Jesus og deres villighed til at antage hans lære havde vakt bitter skinsyge hos ypperstepræsten.

Jesus stod rolig og fattet foran ypperstepræsten, medens menneskemængdens øjne var rettede mod ham, og alle omkring ham var voldsomt oprørte. Kajfas så på fangen et øjeblik og blev slået med en pludselig beundring for hans værdige adfærd. Der opstod en overbevisning hos ham om, at dette menneske var Gud lig. Men det næste øjeblik bortjog han denne tanke og foragtede sine egne følelser. Derpå lød hans røst med spydige, stolte ord, idet han forlangte, at Jesus skulle udføre et at disse mægtige mirakler for ham, som havde gjort ham så berømt blandt folket. Men Frelseren lod, som om han ikke hørte hans ord.

Folket sammenlignede uvilkårlig Annas’ og Kajfas’ ondskabsfulde, hidsige opførsel med Jesu rolige, majestætiske adfærd. En hellig indflydelse syntes at udgå fra Frelseren og at opfylde rummet omkring ham. Det spørgsmål opstod endog hos den forhærdede menneskemængde, som var til stede: Skal dette menneske, hvis adfærd er så guddommelig, dømmes som en almindelig forbryder? Kajfas mærkede den indflydelse som Jesus havde, og fremskyndte forhøret. Han satte sig på dommertronen, medens Jesus stod ved dets fod; på begge sider var dommere og de, som var interesserede i forhøret. De romerske soldater stod på en forhøjning nedenfor tronen.

Ypperstepræsten rejste sig i sin pragtfulde klædning med den skinnende hovedbeklædning og den kostelige brystsplade, hvorfra Guds herligheds lys ofte havde givet genskin i tidligere dage. Jesu grove klædning stod i en stærk modsætning til denne pragt, og dog havde den, som var klædt i de simple klæder, hersket i himlens sale, været kronet og iført lysets klædning og omgivet af hellige engle. Men nu stod han ved foden af en jordisk trone for at blive dømt til døden.

Præsterne og de øverste havde holdt råd sammen og besluttet, at Jesus skulle fordømmes, enten de kunne skaffe bevis mod ham eller ej. Det var nødvendigt at bringe beskyldninger mod ham, så at romerne skulle anse ham for at være straf værdig; for ellers kunne de ikke udrette noget imod ham ad lovens vej. Hans anklagere kunne finde mange, som ville vidne, at han havde råbt ve over præsterne og de skriftkloge, at han havde kaldt dem hyklere og mordere; men det ville ikke gøre noget indtryk på romerne; for de syntes selv, at farisæernes hykleri var væmmeligt. Disse vidnesbyrd ville heller ikke have nogen vægt for saddukæerne; for i deres strid med farisæerne havde de brugt lignende udtryk mod dem. Hans anklagere frygtede for at opirre saddukæerne til modstand mod farisæerne; for dersom de to partier begyndte at stride mellem sig, så var der al rimelighed for, at Jesus ville undslippe af deres hænder.

De kunne skaffe mange beviser for, at Jesus havde tilsidesat deres sagn og talt foragtelig om mange af deres anordninger. Men disse vidnesbyrd var uden værdi, eftersom de ikke havde nogen vægt hverken for romerne eller saddukæerne. De turde ikke anklage ham for sabbatsovertrædelse af frygt for, at en undersøgelse af den sag ville vise, hvilken slags arbejde han havde udført på sabbaten. På den måde ville hans mirakler og helbredelser af de syge blive bragt for lyset, og dette ville fuldstændigt vælte deres planer.

Kristus havde sagt om sit legemes tempel, at han kunne nedbryde det og opbygge det på tre dage. Hans tilhørere forstod det således, at han hentydede til det jødiske tempel. Af alt det, som Jesus havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget, som de kunne benytte mod ham, bortset fra dette. Romerne havde genopbygget og forskønnet templet. De var meget stolte deraf som et stort kunstværk, og præsterne regnede med, at de ville blive forbitrede, når de kunne  bevise, at denne uansete person havde erklæret, at han var i stand til at bygge det op igen på tre dage, dersom det blev nedbrudt. På denne anklage kunne alle forenes både romere, og jøder, farisæere og saddukæere; for de holdt alle templet højt i ære.

Desuden havde de bestukket falske vidner, som skulle sige, at Jesus havde gjort sig skyldig i at ophidse folket til oprør og søgt at oprette en ny regering. De håbede, at dette endnu mere ville vække frygt hos romerne og hjælpe dem med at nå det ønskede mål. Men da disse vidner blev kaldt ind, var deres vidnesbyrd så svage og selvmodsigende, at de var helt værdiløse. Når de blev forhørt, så modsagde de deres egne vidnesbyrd. Det blev klart for folket, at de beskyldninger, som man fremførte imod Jesus, ikke kunne bevises. Frelserens liv havde været så fejlfrit og hans lære så ren, at misundelse og had ikke kunne bruges til at finde noget, som kunne fremstilles på en falsk måde.

Til sidst kom to vidner frem, hvis vidnesbyrd ikke var så selvmodsigende, som de andres havde været. En af dem, et dårligt menneske, som havde solgt sin ære for en sum penge, talte om Kristus, som om han var hans ligemand: “Han har sagt: “Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage.” (Mattæus 26,61) Jesus havde forudsagt sin egen død og opstandelse, sin kamp og sejr med disse billedlige og profetiske ord; men hans fjender havde fordrejet hans ord, for at de kunne tjene deres hensigter. Jesu ord var sandhed; hans anklageres vidnesbyrd var falske og ondskabsfulde. Dersom Jesu ord var blevet fremholdt nøjagtigt, således som han ytrede dem, så ville der ikke have været noget stødende i dem. Dersom han blot havde været et menneske således som de antog, at han var, så ville hans erklæring ikke have vist andet, end at han var besjælet af en urimelig pralende ånd; men man kunne ikke have henført dem til gudsbespottelse.

Kajfas opfordrede indtrængende Jesus, til at svare på den beskyldning, som de fremførte mod ham. Men Frelseren svarede intet; for han vidste, at hans dødsdom allerede var fast besluttet. Det vidnesbyrd, som man fik fra de sidste to vidner, beviste intet mod ham, som kunne fordømme ham til døden, og Jesus forholdt sig rolig og tavs. Præsterne og de øverste begyndte at frygte for, at de til sidst slet ikke ville opnå deres hensigt. De var skuffede og forvirrede over, at de ikke havde fået noget fra de falske vidner, hvormed de kunne fordømme deres fange. Deres eneste håb var nu at få Jesus til at sige noget, som kunne fordømme ham i folkets øjne.

Kristi tavshed ved denne anledning var allerede forud beskrevet af Esajas i et profetisk syn: “Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen til at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes – han oplod ikke sin mund.” (Esajas 53,7)

Ypperstepræsten opløftede nu sin hånd mod himlen på en meget bydende måde og tiltalte Jesus med højtidelig stemme; “Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn.” (Mattæus 26,63) Da Jesus blev således tiltalt af den højeste embedsmand blandt folket og i den højeste Guds navn, viste han passende ærbødighed for loven og svarede: “Du har selv sagt det.” Ethvert øre lyttede opmærksomt, og ethvert øje var fæstet på hans ansigt for at høre hans svar. Et himmelsk lys syntes at oplyse hans blege ansigt, idet han tilføjede: “Men jeg siger jer: herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer. (vers 64)

Et øjeblik lyste Kristi guddom gennem hans manddom, som skjulte den, og ypperstepræsten skælvede for Frelserens gennemtrængende blik. Det syntes, som om han læste hans skjulte tanker, og som om dette blik gennemborede hans hjerte, og han glemte aldrig i sit liv det ransagende øjekast, hvormed Guds forfulgte Søn betragtede ham. Denne frivillige bekendelse, hvormed Jesus påstod at være Guds søn, skete på den mest offentlige måde og under den højtideligste ed. Ved den fremstillede han for de tilstedeværende en helt modsat scene end den, som de nu så, da han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde ved Guds højre hånd som himlens og jordens øverste dommer, hvis dom ikke kunne forandres. Han fremstillede for dem hin dag, da han skulle komme i himlens skyer med kraft og stor herlighed, ledsaget af mange tusinder engle for at forkynde dom over sine fjender, i stedet for at være omgivet og mishandlet af en oprørsk hob, anført af landets præster og dommere.

Jesus vidste, hvad der blev følgen af denne erklæring, at den ville bringe fordømmelse over ham. Præstens hensigt var nu opnået. Jesus havde erklæret, at han var Kristus. Ypperstepræsten ønskede at give de tilstedeværende det indtryk, at han var nidkær for himlens fortørnede majestæt. Derfor sønderrev han sine klæder og løftede sine hænder mod himlen ligesom i hellig forfærdelse og sagde med en røst, som var beregnet på at lede det oprørte folk til at bruge vold: “Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse. Hvad mener I?” Dommerens svar var: “Han er skyldig til døden.” (vers 65-66)

Præsterne og dommerne glædede sig over det, som de havde vundet ved Jesu ord; men de ønskede at skjule deres ondskabsfulde glæde og trængte nu nær til ham, som om de ikke kunne tro, at de havde hørt ret, og spurgte den ene efter den anden: “Er du Kristus, så sig og det!” Jesus så roligt på sine hykleriske dommere og svarede: “Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det, og selv om jeg spurgte, ville I ikke svare mig.” (Lukas 22,67-68) Jesus kunne have gennemgået profetierne og kunne for sine anklagere have fremlagt vidnesbyrd, som ville vise, at de ting nu blev opfyldt, som havde været forudsagt om Messias. Han kunne således have bragt dem til tavshed; men de ville alligevel ikke have troet. Han kunne have henvist dem til sine mægtige mirakler; men de have forhærdet deres hjerter mod himlens lys, så at ingen magt kunne forandre dem.

Der var nogle i denne forsamling, som agtede på Jesu ord og lagde mærke til hans guddommelige adfærd, da han stod roligt foran de rasende dommere. Evangeliets sæd fandt rum i deres hjerter på denne dag, og den voksede senere op og bar en overflødig høst. Den ærbødighed og frygt, som hans ord indgød i mange hjerter, der hørte dem, tiltog og udviklede sig til fuldkommen tro på Jesus som verdens forløser. Nogle af dem, som var vidne til denne scene, kom senere selv i en lignende situation, som den Jesus var i ved paladset, og blev anklagede og dømt til døden, fordi de var Kristi disciple.

Da dommerne havde udtalt fordømmelses dommen over Jesus, blev folket grebet af et djævelsk raseri. De brølede som vilde dyr; de løb mod Jesus og råbte: Han er skyldig! overgiv ham til døden! og dersom de romerske soldater ikke havde været til stede, så havde Jesus ikke beholdt livet så længe, at han kunne blive ophængt på Golgatas kors. De ville have revet ham i stykker for dommernes øjne, hvis ikke romerne havde lagt sig imellem og med magt undertrykt den rasende skares voldsomhed.

Selvom Jesus var bundet, så blev han dog bevogtet og holdt af to mænd, for at han ikke skulle undslippe fra sine forfølgeres hænder. Dommerne og de øverste glemte nu helt, hvad der sømmede sig for deres høje embede, og bespottede Guds Søn med afskyelige skældsord. De forhånede ham på grund af hans herkomst og erklærede, at den frækhed, han viste, idet han erklærede, at han var Guds Søn trods sin lave herkomst, fortjente at straffes med den skændigste død. De laveste mennesker deltog med dem i at mishandle Frelseren. Et gammelt klæde blev kastet over hans hoved. Hans forfølgere spottede, slog ham i ansigtet og råbte: “Profetér for os, Kristus, hvem var det, der slog dig?” (Mattæus 26,68)

Da man tog klædet bort, spyttede en stakkels usling ham i ansigtet; men Frelseren gengældte ikke med et eneste ord eller blik den behandling, som han led af disse forførte mennesker, som havde tilsidesat al anstændighed, fordi de så, at præsterne og de øverste bifaldt deres handlinger.

Jesus vidste, at englene var vidner til hans fornedrelse, og at den mindste engel øjeblikkeligt kunne have adspredt den spottende skare og frelst ham af deres magt, dersom han havde forlangt hans hjælp. Jesus kunne selv havde slået hele den oprørte mængde til jorden, så at de var blevet døde, ved et eneste blik eller ord af hans guddommelige kraft, eller han kunne have drevet dem forskrækkede bort, ligesom han uddrev dem af templet, som vanhelligede det. Men det var i overensstemmelse med frelsens plan, at han skulle lide foragt og mishandling af ugudelige mennesker, og han påtog sig alt dette, da han blev menneskets Forløser. Guds engle nedskrev øjeblikkelig ethvert forhånende blik, ethvert ord og enhver handling, som blev øvet imod deres elskede Fyrste, og de onde mennesker, som bespottede Kristus og spyttede på hans rolige, blege ansigt, skal en dag se på det i herlighed, når det lyser klarere end solen. På den forfærdelige dag vil de råbe til bjergene og klipperne: “Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede!” (Åbenbaringen 6,16)

Jesus blev skubbet frem og tilbage fornærmet og mishandlet således, at de romerske høvedsmænd til sidst skammede sig derover og blev forbitrede over, at et menneske, som man intet havde bevist imod, skulle være genstand for en så rå behandling af de laveste mennesker. De anklagede derfor jødernes øverster for, at de udøvede en magt, som ikke tilhørte dem, idet de søgte at tage et menneskes liv og forkynde hans dødsdom. De erklærede, at de således angreb romernes myndighed, og at det endog var imod jødernes lov at dømme nogen til døden ifølge hans eget vidnesbyrd. Denne erklæring af den romerske øvrighed standsede for en kort tid det skammelige optrin.

Da lød en hæs stemme gennem paladset, som gennemtrængte alle tilstedeværende med forfærdelse: Han er uskyldig! Spar ham, o Kajfas! Han har ikke gjort noget, som fortjener døden. Man så nu Judas’ høje skikkelse som trængte sig igennem den forfærdede skare. Hans ansigt var blegt og vildt, og store sveddråber stod på hans pande. Han trængte sig lige hen til dommertronen og kastede de sølvpenge ned for ypperstepræsterne, som han havde fået for at forråde sin herre. Han greb ivrigt fat i Kajfas’ kappe og bad ham om at slippe Jesus løs, idet han erklærede, at han var uskyldig og ikke havde begået nogen synd. Kajfas rev sig løs fra ham med vrede; men han var forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes falskhed var afsløret for folket. Det var klart for alle, at de havde givet Judas penge, for at han skulle forråde Jesus til dem, som stræbte efter hans liv.

Judas vedblev at bede Kajfas om, at han ikke skulle gøre Jesus noget ondt. Han erklærede, at han i sandhed var Guds Søn, og forbandede sig selv, fordi han havde forrådt uskyldigt blod. Men ypperstepræsten genvandt sin fatning og svarede med kynisk hån: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.” (Mattæus 27,4) Han sagde derefter til folket, at Judas var et stakkels sindsforvirret menneske, en af Jesu gale tilhængere og formanede dem til ikke at lade sig påvirke af nogen til at slippe fangen løs; for han var en lav bedrager.

Da Judas fandt, at hans bønner var forgæves, faldt han ned for Jesu fødder og erkendte, at han var Guds Søn, og bad ham om at tilgive hans synd og om at benytte sin guddommelige magt til at frelse sig selv fra sine fjender. Frelseren irettesatte ikke sin forræder hverken med ord eller blik. Han vidste, at han led den bitreste samvittighedsnag for sin synd. Han så medlidende på Judas og sagde, at han var kommet til verden for at lide.

En mumlen af forbavselse lød fra forsamlingen ved den himmelske overbærenhed, som Jesus viste. De begyndte igen at få overbevisning om, at denne mand var mere end et menneske. Men det spørgsmål opstod da straks: dersom han i sandhed var Guds Søn, hvorfor befriede han sig så ikke fra sine bånd og hævede sig triumferende over sine anklagere?

Pengegriskhed havde fordærvet de ædlere følelser i Judas’ sjæl og gjort ham til et Satans redskab, som denne kunne benytte til at forråde Kristus. Da Judas blev fornærmet ved den irettesættelse, som han fik af Jesus for den gerrige ånd, han viste, da Maria salvede sin herre med kostelig salve, gav han efter for fristeren og gav Satan adgang til sin sjæl. Men da han besluttede at sælge sin herre til de mordlystne præster og øverster, tænkte han, at Jesus ikke ville tillade dem at udføre deres hensigt. Han antog, at præsterne ville blive snydt for deres penge, og at han, som forrådte Jesus, kunne bruge pengene på egne formål og at det ville give Jesus en ny anledning til at vise sin guddommelige magt, idet han udfriede sig fra sine fjenders snarer.

Fra den stund af, da Judas forrådte Frelseren i haven havde han ikke tabt ham af syne. Han længtes med begærlighed efter, at han skulle vise sig for sine fjender som Guds Søn og omstyrte deres planer og overvinde deres magt. Men da han så, hvorledes Jesus sagtmodigt underkastede sig deres forhånelser og ofrede sig selv til fordømmelse og døden, slog hans samvittighed ham, og han indså hvilken stor forbrydelse han havde begået. Han havde solgt sin guddommelige Herre til at lide skam og død. Han kom ihu, hvor venlig og overbærende Jesus altid havde været imod ham, og hans hjerte blev fyldt med samvittighedsnag og angst. Han foragtede nu den griskhed, som Jesus havde irettesat ham for, og som havde fristet ham til at sælge Frelseren for nogle få sølvpenge.

Da han så, at hans bønner for Jesu liv ikke gjorde noget indtryk på ypperstepræsten, løb han bort fra paladset i fortvivlelse og råbte: Det er for sent! Det er for sent! Han kunne ikke udholde at leve og se, at Jesus blev korsfæstet, og i sin angst gik han ud og hængte sig.

Sidenhen blev de penge, som Judas havde kastet hen til præsterne, brugt til at købe en offentlig begravelsesplads. Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: “Det går ikke at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge.” Så tog de den beslutning at købe Pottemagermarken for dem til gravplads for fremmede. Derfor kaldes den mark den dag i dag “Blodmarken”.” (Mattæus 27,6-8)

Dersom der endnu manglede noget vidnesbyrd for at bevise, at Jesus var uskyldig, så blev det fremført ved Judas’ bekendelse. Dette var ikke blot et vidnesbyrd om, at Jesus var uskyldig; men denne begivenhed var en ligefrem opfyldelse af profetien. Zakarias havde i et profetisk syn set frem til denne tid og set, hvorledes Guds Søn blev behandlet: “Og jeg sagde til dem: “Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!” Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv. Men Herren sagde til mig: “Kast den til pottemageren, den dejlige pris, de har vurderet mig til!” Og jeg tog de tredive sekel sølv og kastede dem til pottemageren i Herrens hus.” (Zakarias 11,12-13)