Da man spurgte Jesus “er du Guds Søn?” vidste han, at det ville medføre døden at svare bekræftende; men dersom han nægtede det, så ville det blive en plet på hans karakter. Der var tid til at tale og tid til at tie. Han havde ikke talt, før man henvendte sig direkte til ham. Da han underviste sine disciple, havde han sagt: “Derfor, enhver, som kendes ved mig overfor menneskene, ham vil også jeg kendes ved overfor min Fader, som er i Himlene.” (Mattæus 10,32) Da Jesus blev spurgt, nægtede han ikke, at han var i forhold til Gud. I dette alvorsfulde øjeblik blev hans karakter angrebet, og han måtte forsvare den. Ved denne lejlighed efterlod han et eksempel for menneskene, som de må følge under lignende omstændigheder. Han ville lære dem, at de ikke skulle fornægte troen for at undgå lidelse og død.

Dersom jøderne havde haft myndighed til at gøre det, så ville de have henrettet Jesus straks efter at dommerne så hastig havde udtalt hans dødsdom; men den magt havde romerne taget fra dem, og det var nødvendigt, at sagen måtte overgives til den rette øvrighed, så den kunne afgøres til fulde. Jøderne var ivrige efter at fremskynde Jesu forhør og fuldbyrde hans dødsdom; for dersom dette ikke skete straks, så ville det blive udsat en hel uge på grund af påskefesten, som var nær. I dette tilfælde måtte de have beholdt Jesus som fange. Folkeskaren råbte nu, at han skulle dø, men på kort tid kunne deres ophidselse lægge sig og deres sindsstemning forandres og en mere naturlig reaktion ville tage over. Den bedre del at folket ville blive opvakt til at forsvare ham, og der var da al sandsynlighed for, at han ville blive løsladt. Præsterne og de ældste mærkede, at der ikke var nogen tid at spilde.

Medlemmerne af det øverste råd fulgt af menneskemængden ledsagede Jesus til domhuset, hvor den romerske landshøvding Pilatus opholdt sig, for at få en stadfæstelse af den dom, som de havde afsagt. Jødernes præster og øverster kunne ikke selv gå ind i domhuset af frygt for ceremoniel urenhed, hvorved de ville være uskikkede til at deltage i påskefesten. For at fordømme Guds hellige Søn var de tvunget til at henvende sig til en, hvis dørtærskel de ikke turde træde over af frygt for at blive besmittet. Forblindede af fordom og grusomhed kunne de ikke indse, at deres påskefest var unyttig, eftersom de havde besmittet deres sjæl ved at forkaste Kristus. Den store frelse, som han bragte, blev afbildet ved israelitternes frelse, og denne begivenhed blev ihukommet ved påskefesten. De uskyldige lam, som blev slagtede i ægypten, hvis blod blev stænket på dørstolperne, bevirkede, at den ødelæggende engel gik forbi Israels huse. Det var et billede på Guds rene Lam, hvis fortjeneste alene kan frelse det faldne menneske fra død og fordømmelse. Frelseren havde vist lydighed imod jødernes love og havde iagttaget alle anordninger, som var befalede af Gud. Han havde netop nydt påskelammet set det store forbillede, og han havde forenet Herrens nadver med påskelammet. Hvor betydningsløst og bespotteligt det derfor måtte være for præsterne, som forfulgte Jesus, at deltage i denne fest.

Pilatus så, at den anklagede var en mand, som bar mærker af vold; men han havde et roligt og ædelt ansigt og viste en værdig adfærd. Mange mennesker var blevet fremstillede for den romerske landshøvding; men aldrig før havde nogen stået for ham, som lignede dette menneske. Han så ikke noget spor af forbrydelse på hans ansigt, og der var noget i denne fanges udseende, som vakte hans medfølelse og agtelse. Han vendte sig til præsterne, som stod uden for døren, og spurgte: “Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?” (Johannes 18,29)

De var ikke forberedte på at besvare dette spørgsmål. De havde ikke bestemt at omtale nøjere, hvilken forbrydelse de beskyldte Jesus for. De havde ventet, at Pilatus uden ophør ville stadfæste den dom, som de havde udtalt over Frelseren. Men de svarede ham imidlertid, at de havde forhørt fangen efter deres lov og fandt, at han fortjente døden. De sagde: “Havde han ikke været en forbryder, så havde vi ikke overgivet ham til dig.” (vers 30) Men Pilatus var ikke tilfreds med jødernes forklaring. Han mindede dem om, at de ikke havde magt til at fuldbyrde dommen. Han antydede, at dersom deres dom blot var nødvendig for at fordømme ham, så var det unødvendigt at bringe sagen til ham. Han sagde: “Tag I ham og døm ham efter jeres lov!” (vers 31)

De falske præster mærkede, at Pilatus ikke var mindre listig end de; de indså, at det kunne ikke hjælpe noget at fremføre de årsager, som de havde fordømt Jesus for. Hvis de beskyldte ham for gudsbespottelse, så ville Pilatus blot betragte det som religiøs skinhellighed og misundelse af præsterne, og så ville han straks afvise sagen. Men dersom de kunne vække frygt hos den romerske landshøvding for, at Jesus var anfører for et oprør, så ville de opnå deres hensigt. Der var hele tiden opløb og oprør blandt jøderne mod den romerske regering; for mange påstod, at det var imod jødernes love at betale skat til en fremmed nation. Romerne fandt det nødvendigt at behandle folket meget strengt i sådanne tilfælde, og de var hele tiden på vagt for at iagttage enhver bevægelse af denne art, så at de straks kunne undertrykke den. Men Jesus havde altid vist lydighed mod regeringen. Da de listige præster søgte at besnære ham ved at sende spioner, som spurgte ham, om det var lovligt at give kejseren skat, havde han rettet deres opmærksomhed til kejserens billede og overskrift, som stod på skattens mønt, og svaret: “giv kejseren, hvad kejserens er.” Jesus havde selv betalt skat og lært sine disciple, at de også skulle gøre det.

I denne yderste nød kaldte præsterne nogle falske vidner til hjælp. “Dér begyndte de at anklage ham og sagde: “Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give Kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.” (Lukas 23,2)

Pilatus lod sig ikke bedrage af dette vidnesbyrd. Han blev nu overbevist om, at der var lagt en listig plan for at dræbe et uskyldigt menneske, som stod i vejen for de jødiske øverster. Han vendte sig til Fangen og spurgte ham: “Er du jødernes konge?” Han svarede og sagde til ham: “Du siger det selv.” (Lukas 23,3) Jesus stod for Pilatus bleg, såret og udmattet af sult og mangel på søvn. Han var blevet slæbt fra sted til sted og havde været genstand for forhånelse og vold, og dog var hans adfærd ædel og hans ansigt lyste, som om solens stråler skinnede på det.

Da Kajfas, som stod ved domhusets dør, hørte Jesu ord, forsøgte han sammen med andre at henlede Pilatus’ opmærksomhed på, at Jesus havde tilstået sin forbrydelse ved dette svar, der var det samme som en tilståelse af, at han søgte at oprette en trone i Judæa, i modsætning til kejserens magt. Præsterne, de skriftkloge og øverste forenede sig alle og fordømte Jesus på en støjende måde og trængte ind på Pilatus, at han skulle udtale dødsdommen over ham. De øverstes og de rasende præsters oprørskes adfærd forvirrede den romerske landshøvdings tanker. Til sidst da det var blevet lidt stille, henvendte han sig igen til Jesus og sagde: “Svarer du slet ingenting? Hør, hvor meget de anklager dig for!” Men Jesus svarede ikke et ord mere, så Pilatus undrede sig.” (Markus 15,4-5) Pilatus blev rådvild ved Frelserens tavshed. Han kunne ikke finde noget tegn på en oprørsk karakter hos denne fange, og han havde ingen tillid til præstens anklage. Han håbede at få sandheden at høre af Jesus selv, når han kom væk fra den oprørske skares støj, og han bød derfor Jesus at gå med ind i domhuset. Da dette var sket, og de to var alene, vendte Pilatus sig til Jesus og spurgte med en ærbødig stemme: “Er du jødernes konge?” (Johannes 18,33)

Jesus svarede ikke direkte på dette spørgsmål. Han vidste, at der var vakt en overbevisning i Pilatus’ hjerte, og han ønskede at give ham lejlighed til at erkende, hvor langt hans sind var blevet påvirket i retning af det, som var ret. Han svarede derfor: “Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt det om mig?” (vers 34) Frelseren ønskede, at Pilatus skulle sige, om dette spørgsmål blev gjort ifølge de anklager, som jøderne havde fremført, eller fordi han ønskede at få oplysning fra Kristus. Pilatus længtes efter en mere forstandig tro. Jesu værdige adfærd og hans rolige selvkontrol, da han var i en position, hvor der helt naturligt ville udvikle sig had og hævngerrighed, forbavsede Pilatus og vandt hans dybeste respekt. Det spørgsmål, som Jesus således direkte henvendte til ham, forstod han straks, og dette viste, at hans sjæl var bevæget af overbevisning. Men den romerske dommers stolthed fik overhånd over Guds Ånd. Pilatus svarede: “Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?” (vers 35)

Den gyldne anledning for Pilatus var forbi. Dog forlod Jesus ham ikke uden at give ham mere lys. Ifølge hans ønske sendte Gud en engel til Pilatus’ hustru, og hun så i en drøm det rene liv og den hellige karakter, som manden, han var i færd med at hengive til døden, havde levet. Jesus besvarede ikke Pilatus’ spørgsmål direkte, angående hvad han havde gjort; men han fremstillede sin mission tydeligt for ham.

“Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” Da sagde Pilatus til ham: “Så er du altså dog en konge?” Jesus svarede: “Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (vers 36-37)

Jesus forsøgte således at overbevise Pilatus om, at han ikke havde gjort sig skyldig i at søge kongelig ære. De forskellige urolige og fra hinanden adskilte klasser på det religiøse område havde forvirret Pilatus, og hans sind greb med begærlighed Jesu ord, som erklærede, at han var kommet til verden for at vidne om sandheden. Pilatus havde hørt mange stemmer, som havde råbt: Her er sandheden! Jeg har sandheden! Men dette menneske, der blev ført frem for ham som en forbryder, som også påstod at have sandheden, bragte en større længsel i hans hjerte efter at vide, hvad sandhed var, og hvorledes den kunne opnås. Han spurgte Jesus: “Hvad er sandhed?” Men han ventede ikke på svar. Den oprørske skare støjede hele tiden mere og mere. Deres utålmodige råb skurrede i hans ører og mindede ham om hans stilling som dommer. Han gik ud til jøderne, som stod foran domhusets dør, og erklærede med høj røst: “Jeg finder ingen skyld hos ham.” (vers 38)

Disse ord, der er nedskrevet i den hellige skrift, vil altid stå som et bevis for verden på jødernes lave perfiditet og løgne i deres beskyldning mod Jesus. Endog den hedenske landshøvding erklærede, at han var uskyldig. Da Pilatus talte således, kendte de skuffede præsters og øversters raseri ingen grænser. De havde bestræbt sig meget for at få Jesus dræbt, og nu, da der syntes at være udsigter til, at han ville blive løsladt, syntes de at være klar til at rive ham i stykker. De tabte al forstand og selvbeherskelse og udråbte eder og forbandelser mod ham. De opførte sig mere som djævle end som mennesker. De fremførte høje bebrejdelser imod Pilatus og truede ham med, at han ville blive straffet efter den romerske lov, dersom han undlod at fordømme en, som ifølge deres påstand var en oprører mod kejseren.

Under al denne ophidselse stod Jesus ubevægelig og svarede ikke et ord på al den fornærmelse, som de overvældede ham med. Han havde talt frit med Pilatus, da han var alene med ham, for at sandhedens lys kunne oplyse den romerske landshøvdings mørke sind, og nu kunne han ikke sige mere for at forhindre ham fra at begå den frygtelige synd at fordømme Guds Søn til døden. Pilatus vendte sig igen til Jesus og spurgte: “Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?” Men han svarede ham end ikke på et eneste spørgsmål, så landshøvdingen undrede sig meget.” (Mattæus 27,13-14)

Højrøstede stemmer lød nu, som erklærede, at Jesu indflydelse som en oprører var blevet bekendt i hele landet. De sagde: “Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.” (Lukas 23,5) Pilatus havde endnu ikke tænkt på at fordømme Jesus; for han var sikker på, at han var et offer for præsternes planer og misundelse. Han havde, som han sidenhen sagde til Jesus, magt til at fordømme ham og magt til at løslade ham; men han frygtede for folkets ugunst. Da han nu hørte, at Jesus var en galilæer og hørte til Herodes’ retsdistrikt, greb han denne anledning til at spare sig selv for videre besvær, nægtede at afgøre sagen og sendte ham til Herodes, som på den tid opholdt sig i Jerusalem.

Jesus var træt og mat af sult og mangel på søvn og den mishandling, han havde lidt. Men hans lidelser vakte ingen medfølelse i hans forfølgeres hjerter. Han blev slæbt af sted til Herodes’ domhus under den ubarmhjertige skares hån og vilde råb. Pilatus tænkte, at dette var en god anledning til, ikke bare at undgå det ansvar som hvilede på ham ved Jesu forhør, men også til at forsone et gammelt uvenskab mellem ham og Herodes. Han antog, at Herodes ville betragte denne handling som en anerkendelse af hans højere myndighed. Pilatus tog ikke fejl af dette; for de to øvrighedspersoner blev venner på grund af Jesu forhør.

Da Herodes først havde hørt om Jesus og hans mægtige gerning, var han blevet forfærdet og havde sagt: “Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstået.” (Markus 6,16) “Derfor virker undergørende kræfter i ham.” (Mattæus 14,2) Herodes havde aldrig før set Jesus; men han havde længe ønsket at se ham og blive vidne til hans underfulde magt. Han var fornøjet over, at han blev ført til ham som fange; for han havde ingen tvivl om, at han kunne tvinge ham til at udføre et mirakel, dersom han derved kunne frelse sit liv. Herodes’ samvittighed var meget mindre følsom nu, end den var, da han havde skælvet af forfærdelse over Herodias’ forlangende om at få Johannes Døbers hoved. Nogen tid efter havde han følt stærkt samvittighedsnag over den gruelige handling, han havde begået for at tilfredsstille en grusom kvindes hævnlyst. Men hans bedre følelser var blevet mere og mere svækkede ved hans udsvævende liv, indtil hans synder forekom ham ubetydelige. De mennesker, som kan udføre de værste forbrydelser, er de, som engang har været overbeviste af sandhedens ånd og har vendt sig bort fra lyset til ugudelighedens mørke. Herodes havde været nær ved at blive en af Johannes’ disciple; men da han til sidst skulle afgøre denne sag, faldt han i Satans snarer og dræbte den, som han vidste var en sand profet.

Da Frelseren blev bragt for Herodes, trængte den rå hob sig nær omkring ham og råbte imod ham. Nogle beskyldte ham for en forbrydelse, andre for en anden. Herodes påbød tavshed og befalede, at Jesus skulle løses; for han ønskede at forhøre ham. Han betragtede Frelserens blege sørgmodige ansigt, som bar udtryk af stor visdom og renhed, men samtidig af ekstrem træthed og lidelse, med nysgerrighed blandet med en tilbøjelighed til medfølelse. Herodes såvel som Pilatus vidste på grund af sit bekendtskab med jødernes sindelag, at ondskab og misundelse havde bevæget dem til at fordømme et uskyldigt menneske.

Herodes bad indtrængende Jesus om, at han skulle frelse sit liv ved at udføre et mirakel, som kunne bevise hans guddommelige magt. Men Frelseren havde ingen sådan gerning at udføre; han skulle påtage sig menneskets natur og skulle ikke udføre et mirakel for at tilfredsstille et ugudeligt menneskes nysgerrighed, ej heller for at frelse sig selv fra nogen smerte og ydmygelse, som et menneske måtte lide under lignende omstændigheder. Herodes forsøgte at få ham til at bevise, at han ikke var en forfører ved at åbenbare sin magt for skaren. Han lod derfor i denne hensigt lemlæstede, krøblinge og vanskabte mennesker bringe frem og befalede Jesus med myndighed at helbrede dem i hans nærvær, idet han mindede om, at dersom han virkelig havde udført sådanne mærkværdige mirakler, som man fortalte om ham, så havde han endnu kraft til at udføre lignende mirakler og kunne nu gøre dette til sin egen fordel og derved blive løsladt.

Men Jesus stod roligt foran den stolte konge som en, der hverken så eller hørte. Herodes gentog sit forslag flere gange for Jesus og bemærkede, at han havde magt til at løslade ham og til at fordømme ham. Han vovede endog at prale af den straf, han havde bragt over profeten Johannes, fordi han havde vovet at irettesætte ham. Til alt dette svarede Jesus intet hverken ved ord eller ansigtsmine. Herodes blev forbitret over fangens dybe tavshed, som viste fuldstændig ligegyldighed over den kongelige person, Jesus var blevet fremført for. Offentlig irettesættelse ville have været mere tiltalende for den forfængelige og ærgerrige hersker end at blive tilsidesat ved tavshed.

Dersom Jesus havde ønsket at gøre det, kunne han have talt sådanne ord, som ville havde trængt dybt ind i den forhærdede konges hjerte. Han kunne have bragt frygt og bæven over ham ved at fremlægge al hans ugudelighed for ham og den rædsomme straf som nærmede sig. Men Jesus havde intet lys for et menneske, som havde gået lige imod den oplysning, han havde fået oplyst endog for den værste synders oprigtige bøn; men han havde intet øre for Herodes’ befaling. De øjne, som altid med medlidenhed og tilgivende overbærenhed havde hvilet på angergivne syndere, hvor besmittede og lave de end var, ville ikke engang se på Herodes. De læber, som havde udtalt så meget dyrebar undervisning og altid været rede til at besvare deres spørgsmål, som søgte oplysning, og at tale den trøst og tilgivelse for dem, som var syndige og mismodige, havde intet ord for den stolte, grusomme Herodes. Det hjerte, som altid blev berørt af menneskelig elendighed, var tillukket for den hovmodige konge, som ikke følte trang til en frelser.

Herodes kunne ikke længere udholde Jesu tavshed. Hans ansigt blev mørkt af vrede, og han udstødte bitre trusler mod Jesus; men fangen vedblev at være ubevægelig, Da vendte Herodes sig til menneskemængden og erklærede, at Jesus var en bedrager. Hans anklagere vidste godt, at han ikke var en bedrager. De havde set så mange beviser på hans magt, at de ikke således kunne tage fejl. De vidste, at endog graven var blevet åbnet på hans bud, og at de døde var kommet frem og havde fået liv. De blev meget forfærdede, da Herodes befalede Jesus at udføre et mirakel; for frem for alt frygtede de for en åbenbarelse af hans guddommelige magt, da det ville blive et døds slag for deres planer og måske ville koste dem deres liv. Derfor begyndte præsterne og de øverste at råbe ivrigt mod ham og anklage ham for, at han udførte mirakler ved den kraft, som han fik fra Belzebul, djævelens øverste.

Nogle råbte, at han påstod, at han var Guds Søn, Israels konge. Da Herodes hørte dette, spurgte han spottende: Er du konge? Så kron ham da, og hæng en fyrstelig kappe omkring ham, og tilbed eders konge! Derpå vendte han sig til Jesus og erklærede forbitret, at dersom han ikke ville tale, så skulle han overdrages til soldaterne, som ikke ville have nogen respekt for hans påstande eller hans person. Dersom han var en bedrager så var det ikke mere end hans fortjente løn; men dersom han var Guds Søn, så kunne han frelse sig selv ved at udføre et mirakel. Aldrig var disse ord udtalt, før skaren, ophidset af præsterne, løb imod Jesus, og hvis de romerske soldater ikke havde drevet dem tilbage, så ville de have sønderrevet Frelseren.

Ifølge Herodes’ forslag flettede de nu en tornekrone af skarpe torne, og den blev sat på Jesu hellig tinding, og en gammel sønderreven purpurkappe, som engang havde tilhørt en konge, blev kastet om hans ædle skikkelse, medens Herodes og de jødiske præster opmuntrede pøbelen til at forhåne ham og øve grusomhed mod ham. Jesus blev derpå sat på en stor blok, som man spottende kaldte en trone, og et gammelt rør blev givet ham i hånden ligesom et scepter. Under djævelsk latter, forbandelser og spot bøjede den ugudelige pøbel sig nu for ham som en konge. Af og til rev en morderisk hånd røret fra ham og slog ham på hovedet dermed, så at tornene trængte ind i hans tindinger, og blodet flød ned ad hans ansigt og skæg.

Satan var den, der tilskyndede denne nedrige pøbel, der blev anført af præsterne og de ældste til således grusomt at mishandle verdens Forløser, for om muligt at opildne ham til forsvar eller lede ham til at frelse sig selv fra sine forfølgeres hænder ved et mirakel og derved omstyrte frelsens plan. En eneste plet på hans menneskelige liv, en eneste eftergivenhed, som viste, at han ikke kunne udholde den forfærdelige prøve, som blev lagt på ham, ville have bevirket, at det offer, som Guds Lam bragte, blev ufuldkomment, og menneskets forløsning ville være blevet forhindret. Men han, som kunne have befalet de himmelske hærskarer og på et øjeblik kaldt legioner af hellige engle til sin hjælp, af hvilke en eneste øjeblikkelige kunne have overvældet den grusomme skare – han, som kunne have ombragt sine plageånder ved en eneste åbenbarelse af sin guddommelige magt – han udholdt den groveste ydmygelse og mishandling med værdig ro. Ligesom hans bødlers handlinger nedværdigede dem under menneskeværdighed i lighed med Satan, således ophøjede Jesu sagtmodighed og tålmodighed ham over alle mennesker.

Da Herodes så, at Jesus uden modstand led al den vanære, som blev bragt over ham, og bevarede en usammenlignelig ro under det alt sammen, blev han grebet af pludselig frygt for, at denne mand som stod foran ham, alligevel ikke var et almindeligt menneske. Han blev meget forvirret, da han så fangens ædle, blege, ansigt og spurgte sig selv, om denne ikke var en Gud, der var kommet ned på jorden. Jesu tavshed overbeviste kongens hjerte mere, end ord kunne have gjort. Herodes lagde mærke til, at medens nogle af skaren spottende bøjede sig for Jesus, så var der andre, som kom frem i samme hensigt; men da de så ind i den lidendes ansigt, så de et udtryk deri, som var så ophøjet, at de gik tilbage, skamfulde over deres egen frækhed. Herodes var meget urolig, og hvor forhærdet han end var, turde han dog ikke stadfæste fordømmelsens dom, og han sendte derfor Jesus tilbage til Pilatus.

Jesus vaklede af træthed. Bleg og såret og bærende tornekronen og purpurkåben blev han uden barmhjertighed slæbt af sted igen til den romerske landshøvdings domhus. Pilatus blev meget irriteret; for han havde lykønsket sig selv med, at han havde undsluppet et forfærdeligt ansvar, da han sendte Jesu anklagere til Herodes. Han spurgt nu jøderne utålmodig, hvad de ønskede, at han skulle gøre. Han mindede dem om, at han havde allerede forhørt fangen og fandt ingen skyld hos ham; at hans anklagere ikke havde været i stand til bevise en eneste af de beskyldninger, de havde fremført imod ham; at han havde sendt Jesus til Herodes, som var landsfyrste i Galilæa over deres egen nation, og han havde heller intet fundet hos fangen, for hvilket han var skyldig at dø. Pilatus sagde: “Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham.” (Lukas 23,16)

Herved åbenbarede Pilatus sin svaghed, Han havde erklæret, at Jesus var uskyldig for de forbrydelser, han var anklaget for, og dog var han villig til at gøre en delvis ofring og for en del at tilsidesætte retfærdighed og ret for at gå på kompromis med en ufølsom pøbel; han var villig til at lade et uskyldigt menneske blive pisket for at stille deres umenneskelige vrede. Men at Pilatus således forsøgte at gå på kompromis med dem, bragte ham i en dårlig stilling overfor den ustyrlige pøbel, som nu gjorde sig fordel af hans ubeslutsomhed og råbte end mere, at han skulle tage fangens liv. Pilatus vendte sig til folket og præsenterede for dem, at præsterne og de ældste ikke havde bevist de beskyldninger, de havde bragt imod Jesus. Han håbede på denne måde at vække deres sympati for ham, så at de ville være villige til at løslade ham. Imidlertid var Jesus faldet om af udmattelse på stengulvet. Da trængte et sendebud gennem skaren og gav Pilatus et brev fra hans hustru, hvilket indeholdt disse ord:

“Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.” (Mattæus 27,19) Pilatus’ hustru var ikke jødinde; men Guds engel havde sendt denne advarsel til hende, for at Pilatus derved kunne blive forhindret fra at begå den forfærdelige forbrydelse, at overgive Guds Søn til døden.

Pilatus blev bleg, da han læste dette budskab. Men præsterne og de ældste havde benyttet mellemtiden til at ophidset folket endnu mere, indtil de var fuldstændig opslugt af vanvittig vrede og raseri. Deres landshøvding var tvunget til at handle. Han vendte sig til skaren med stor alvor: “Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?” (Mattæus 27,17) Det var sædvanligt, for landshøvdingen ved påskefesten at give folket en fange fri, efter deres ønske. Pilatus greb denne anledning til at frelse Jesus, og da han fremsatte valget for dem mellem den uskyldige Frelser og den berygtede røver og morder, Barrabas, håbede han at vække deres retfærdighedsfølelse. Men hans forbavselse var stor, da de råbte: “Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!” (Lukas 23,18) Præsterne var de første, som råbte, og derpå stemte skaren i, at deres råb lød gennem domhuset som skrig af djævle.

Pilatus var stum af skuffelse og forbavselse. Men idet han henvendt sig til folket, havde han handlet imod sin egen overbevisning. Han havde mistet sin værdighed og tabt sin indflydelse over skaren. Præsterne så, at selv om han var overbevist om, at Jesus var uskyldig, så kunne de dog skræmme ham, og de besluttede at gennemføre deres forehavende. Da derfor Pilatus spurgte: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De svarede alle: “Lad ham blive korsfæstet!” (Mattæus 27,22) “Han spurgte: “Hvad ondt har han da gjort?” Men de skreg endnu højere: “Lad ham blive korsfæstet!” (vers 23) Her viste Pilatus igen svaghed, idet han overlod til den rasende, oprørske pøbel at dømme Jesus. Hvor sande profetens ord var: “Retten trængtes tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge.” (Esajas 59,14) Landshøvdingens ansigt blev blegt, da han hørte dette forfærdelige råb: “Korsfæst ham!” Han havde ikke forestillet sig, at det skulle gå så vidt, at et menneske, som han gentagne gange havde erklæret for uskyldig, skulle overgives til den forfærdeligste død. Han så, hvor uforsvarligt han havde handlet, da han gav denne retfærdige mands liv i deres hænder, som af misundelse og ondskab havde overgivet ham til dette forhør. Pilatus havde taget det ene skridt efter det andet imod sin samvittighed, idet han undlod at dømme retfærdigt og upartisk, således som hans stilling krævede, og indtil han nu fandt, at han var næsten hjælpeløs i jødernes hænder.

Han spurgte igen: “Hvad ondt har han da gjort?” og igen råbte de: “Korsfæst ham!” Pilatus gjorde endnu engang indvending mod at dømme en til døden, mod hvem der intet kunne bevises. For at tilfredsstille dem foreslog han igen at revse ham og løslade ham. Det var ikke nok, at verdens Frelser, udmattet af træthed og bedækket med sår, skulle hengives til en skammelig ydmygelse ved et sådant forhør; men hans hellige kød skulle også sønder slåes og lemlæstes for at tilfredsstille præsternes og de øversters djævelske raseri. Satan med sin helvedes hær beherskede dem fuldstændigt.

Pilatus lod nu Jesus piske i menneskemængdens nærvær i det forfængelige håb, at han derved kunne vække deres medfølelse, så at de kunne synes, at dette var straf nok. Derpå blev den blege lidende Jesus med tornekronen på sit hoved og nøgen til hofterne stillet ved siden af Barrabas, så at han kunne se de lange, åbne sår, som blødte stærkt. Selvom Jesu ansigt var bestænket med blod og var tydeligt mærket af udmattelse og smerte, så kunne dette dog ikke skjule hans ædle karakter; og han fremstod som en mærkværdig modsætning til røverhøvdingen, hvis hele fremtoning viste, at han var en nedrig, forhærdet forbryder.

Pilatus fyldtes med medlidenhed og forbavselse, da han så, at Jesus tålmodigt udholdt alt uden at klage. Sagtmodighed og hengivenhed lyste af hans åsyn. Der var ingen kujonagtig svaghed at se i hans adfærd, men blot den styrke og værdighed, som følger af langmodighed. Pilatus tvivlede ikke på, at synet af dette menneske, som kunne udholde fornærmelser og mishandling på en sådan måde, ville bevæge folket til medfølelse, når det blev sat i kontrast til den uhyggelige forbryders udseende, som stod ved siden af ham, og at de nu ville sige, at Jesus allerede havde lidt nok. Men han forstod ikke det fanatiske had, som præsterne nærede mod Kristus, der som verdens lys havde åbenbaret deres mørke og vildfarelse.

Pilatus pegede på Frelseren og henvendte sig til præsterne, de øverste og folket med disse indtrængende, alvorsfulde ord: “Se, hvilket menneske!” “Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham.” (Johannes 19,4-5) Men præsterne havde ophidset skaren til vrede og raseri, og i stedet for at beklage Jesus under hans lidelse og overbærenhed råbte de: “Korsfæst! Korsfæst!” og deres hæse stemmer lød som brøl fra vilde dyr. Pilatus tabte nu al tålmodighed med deres urimelige grusomhed og råbe i fortvivlelse: “Så tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham.” (vers 6)

Den romerske landshøvding som var vel bekendt med grusomme scener; for han var blevet opdraget blandt krigens larm, var dog bevæget af medfølelse for denne lidende fange, som foragtet og pisket med blødende pande og sønderslået ryg stadig lignede mere en konge på sin trone end en fordømt forbryder. Men hans eget folks hjerte var forhærdet imod ham. Præsterne erklærede: “Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.” (vers 7)

Pilatus blev forfærdet over disse ord. Han havde ingen rigtig forståelse om Kristus og hans mission; men han havde en uklar tro på Gud og på væsener, som var ypperligere end menneskene. Den tanke, som tidligere havde berørt hans sind, tog nu mere form, og han spurgte sig selv, om det ikke var en guddommelig person, som stod foran ham og på bespottelig vis klædt i en purpurkappe, og kronet med torne og dog med et så ædelt udseende, at den kraftige romer skælvede af ærefrygt, da han så på ham.

“Da Pilatus nu hørte det ord, blev han endnu mere bange. Og han gik igen ind i borgen (domhuset) og spurgte Jesus: “Hvor er du fra?” Men Jesus gav ham intet svar.” (vers 8-9) Jesus havde allerede sagt til Pilatus, at han var Messias, at hans rige ikke var af denne verden, og han havde ikke mere at sige til et menneske, der således havde misbrugt sit høje embede som dommer og tilsidesatte sin myndighed for en blodtørstig pøbels forlangender. Pilatus blev ærgerlig over Jesu tavshed og tiltalte ham stolt:

“Svarer du mig ikke? ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?” Jesus svarede: “Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig større synd.” (vers 10-11) Jesus lagde herved den største skyld på de jødiske dommere, som havde haft uimodsigelige beviser for hans guddom, som de havde fordømt til døden, både fra profetierne og fra hans egen lære og mirakler. Hvilken scene var dette, som således skulle gives videre til verden gennem alle tider! Den forbarmende Frelser, som midt i hans mest intense sorg og smerte, undskylder så vidt muligt Pilatus’ handlinger, manden som kunne have udfriet ham af hans fjenders magt!

Pilatus var nu mere overbevist end tidligere, om denne mands ypperlighed som stod foran ham, og han forsøgte igen og igen at frelse ham. “Men jøderne råbte og sagde: “Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven, Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.” (Johannes 19,12) Med disse ord berørte de Pilatus’ svageste side. Regeringen havde betragtet ham med nogen mistænksomhed, og han vidste, at et rygtet om utroskab hos ham sandsynligvis ville koste ham hans embede. Han vidste, at dersom jøderne blev hans fjender, ville de ikke vise nogen barmhjertighed; for han så foran sig et eksempel på den udholdenhed, hvormed de stræbte at dræbe en, som de hadede uden grund.

Den trussel, som præsternes erklæring indeholdt angående hans troskab mod kejseren, skræmte Pilatus, så han gav efter for pøblens krav og overgav Jesus til at korsfæstes hellere end at udsætte sig for at miste sit embede. Men netop dette, som han således frygtede, kom sidenhen over ham til trods for al hans forsigtighed. Hans ære blev ham frataget; han blev forkastet fra sit høje embede, og plaget af samvittighedsnag og såret stolthed begik han selvmord ikke længe efter korsfæstelsen.

“Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: “Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!” (Mattæus 27,24) Kajfas svarede trodsig: “Hans blod komme over os og vore børn!” og hans ord blev gentaget af præsterne og de øverste og derpå af skaren hvis stemme lød som et umenneskeligt brøl. “Men hele folket svarede og sagde: “Hans blod komme over os og vore børn!” (vers 25)

Da Pilatus så, at folket udviste en sådan djævelsk galskab, blev han mere og mere overbevist. Han havde aldrig før været vidne til en så fræk forvovenhed og hjerteløs grusomhed, og Jesus værdige ro stod i stærk kontrast til hans forfølgeres ustyrlige lidenskab. Pilatus sagde til sig selv: han er en Gud, og han syntes, at han så et mildt lys, som skinnede omkring hans hoved. Da han således så på Jesus, blev han bleg af frygt og selvbebrejdelse. Derpå vendte han sig til folket med et uroligt udtryk i sit ansigt og sagde: Jeg er fri for hans blod. Tag I ham og korsfæst ham! Men mærk vel, I præster og øverster, jeg erklærer ham for et retfærdigt menneske, og måtte han, som han kalder sin fader, dømme eder for denne dags gerning og ikke mig. Derpå vendte han sig til Jesus og vedblev: Tilgiv mig for denne gerning, jeg er ikke i stand til at frelse dig!

Nogle få øjeblikke før havde landshøvdingen erklæret for sin fange, at han havde magt til at løslade ham og magt til at fordømme ham; men nu mente han, at han kunne ikke frelse ham, og samtidig bevare magt og ære, og han foretrak at ofre et uskyldigt menneskes liv hellere end sin egen verdslige magt. Dersom han havde handlet bestemt og været forsigtig fra begyndelsen af og fulgt sin overbevisning om, hvad der var ret, så ville han ikke have givet efter for skaren. De ville ikke have vovet at forlange af ham, hvad han skulle gøre. Men hans vaklen og ubestemthed blev hans uigenkaldelige ruin. Hvor er der mange, der ligesom Pilatus opofrer oprigtighed og gode grundsætninger for at undgå ubehagelige følger! Samvittigheden og pligten viser én vej, og egenkærligheden viser en anden vej, og strømmen, som fører af sted i den forkerte retning til et tykt mørke af skyldfølelse, river den med sig, som giver efter for synd, og går på kompromis med ondskab.

Satans vrede var stor, da han så, at al den grusomhed, som han havde ledt jøderne til at bringe over Jesus, ikke havde frembragt den mindste klage fra hans læber. Selvom han havde påtaget sig menneskets natur, så blev han dog opholdt af et guddommeligt mod og afveg ikke det allermindste fra sin Faders vilje.

Undre, I himle, og mærk, du jord! Se undertrykkerne og den undertrykte! En stor skare omringer verdens Forløser. Spot og foragt blandes med grove eder og forbandelser. Hans ringe herkomst og ydmyge liv er genstand for spottende bemærkninger fra de ufølsomme uslinger, Hans påstand, at han er Guds Søn, forhånes af ypperstepræsterne og de ældste, og deres grove og forhånende spot går fra mund til mund. Satan behersker fuldstændigt sine tjenere. For at kunne gøre dette til fuldkommenhed begyndte han med de øverste præster og ældste og fyldte dem med religiøst raseri, og de meddelte dette til den rå, uvidende hob, indtil der var en fordærvet harmoni i alles følelser fra de hykleriske præster og øverster til de laveste blandt skaren. Kristus, Guds Søn, blev overgivet til folket og ført hen for at korsfæstes.