Den forbrydelse, som man påstod, Frelseren havde gjort sig skyldig i, og som man henrettede ham for, var forræderi mod den romerske regering. Personer, som mistede livet for en sådan forbrydelse, blev nedtaget af korset af de almindelige soldater og blev jordfæstede, på et sted hvor man kun begravede sådanne forbrydere, som havde udstået lovens strengeste straf.
Johannes var forlegen; for han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sin elskede Mesters legeme. Han gyste når han tænkte på, at de rå og ufølsomme soldater skulle håndtere ham og begrave ham på et vanærende sted. Han vidste, at de jødiske myndigheder ikke ville vise ham nogen gunst, og han kunne heller ikke forvente noget stort af Pilatus. Men i dette nødstilfælde kom Josef og Nikodemus frem. Begge disse mænd var medlemmer af det jødiske råd og var kendt med Pilatus, og da de begge besad både rigdom og indflydelse, besluttede de, at Jesu legeme skulle få en hæderlig begravelse.
Josef gik frimodigt til Pilatus og bad af ham, om tilladelse til at tage Jesu legeme ned og begrave det. Pilatus gav ham straks tilladelse dertil; for han troede bestemt, at Jesus var uskyldig. Pilatus erfarede først nu, at Jesus virkelig var død. Man havde bevidst holdt ham i uvidenhed derom, skønt han havde hørt forskellige modstridende beretninger angående de mærkværdige begivenheder, som fulgte med korsfæstelsen. Han erfarede nu, at Frelseren var død i samme øjeblik, da det hemmelighedsfulde mørke, som dækkede jorden, var forsvundet. Pilatus undrede sig over, at Jesus døde så hurtigt: fordi de, som blev korsfæstede, undertiden blev hængende på korset i flere dage. Den beretning, som Pilatus nu fik angående Jesu død, bestyrkede ham endnu mere i troen på, at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Den romerske landshøvding blev underligt oprørt i sit sind og beklagede dybt, at han havde deltaget i at fordømme Frelseren.
Præsterne og de ældste havde pålagt Pilatus og hans høvedsmænd at passe nøje på, at Jesu disciple ikke øvede noget bedrageri i forhold til deres Mesters legeme. Før Pilatus gik ind på Josefs forlangende, sendte han derfor bud efter den høvedsmand, som befalede over soldaterne ved korset, og fik af ham forsikring om, at Jesus var død. Ifølge Pilatus’ indtrængende anmodning aflagde han en beretning om de forfærdelige begivenheder, som var sket på Golgata, og bekræftede således Josefs vidnesbyrd.
Pilatus udsendte nu en officiel befaling, at man skulle overlevere Jesu legeme til Josef. Medens disciplen Johannes var ængstelig og bekymrede sig sig angående sin elskede Mesters hellige legeme, vendte Josef fra Arimatæa tilbage med landshøvdingens fuldmagt, og Nikodemus, som havde forudset udfaldet af Josefs samtale med Pilatus, kom med en kostbar blanding af myrra og aloe, henved hundrede pund i vægt. Man kunne ikke have vist den fornemste mand i hele Jerusalem nogen større ære i hans død.
Kvinderne fra Galilæa var blevet tilbage med disciplen Johannes for at se, hvad man ville gøre med Jesu legeme, som stadig var dem meget dyrebart, skønt deres tro på ham som den lovede Messias forsvandt, da han døde. Disciplene var overvældede af sorg. De begivenheder, som havde gået for sig, havde virket således på dem, at de ikke var i stand til at huske Jesu ord, da han erklærede, at netop disse ting skulle ske. Kvinderne forundrede sig over at se, at Josef og Nikodemus, disse ærede og rige rådsherrer, var lige så ivrige og nidkære som de selv for, at Jesu legeme skulle få en passende begravelse.
Ingen af disse mænd havde åbent sluttet sig til Frelseren, medens han levede, skønt de begge troede på ham. De vidste, at så snart som de erklærede deres tro på ham, ville man udelukke dem fra det store råd på grund af præsterne og de ældstes fordom mod Jesus. Dette ville havde afskåret dem fra enhver anledning til at hjælpe og beskytte ham; for de kunne da ikke mere bruge deres indflydelse i rådet. Flere gange havde de vist, hvor uholdbare de beviser var, som man anførte for, at Jesus skulle fordømmes, og de gjorde også indvending imod, at man skulle gribe ham. Af denne grund måtte rådet bryde op uden at have forrettet det, man havde sammenkaldt det for; for det var umuligt at fordømme Jesus, uden at hele det jødiske råd samtykkede deri. Præsterne havde dog omsider opnået deres hensigt ved at sammenkalde et hemmeligt råd, hvortil man ikke havde indbudt Josef og Nikodemus.
De to rådsherrer stod nu modigt frem og stod disciplene bi. Man behøvede i højeste grad disse rige og ærede mænds hjælp på denne tid; for de kunne udrette det for den korsfæstede Frelser, som det var umuligt for de fattige disciple at gøre, og deres indflydelsesrige stilling beskyttede dem i en stor grad mod kritik og bebrejdelser. Medens de, som havde åbent erklæret, at de var Kristi disciple, var så mismodige og forskrækkede, at de ikke frit turde vise sig som hans efterfølgere, trådte disse to mænd frimodig frem og gjorde, hvad de kunne, på en ædel måde.
Med ømhed og ærbødighed tog de Jesu legeme ned fra korset med deres egne hænder, og tårerne strømmede af medfølelse, idet de så på hans knuste og lemlæstede legeme, som de med omhu badede og rensede fra blodpletterne. Josef ejende en ny grav, udhugget i en klippe, som han havde bestemt for sig selv. Den lå nær ved Golgata, og han beredte nu denne grav for Jesus. Forsigtig indhyllede de Jesu legeme i et linklæde sammen med de urter, som Nikodemus havde medbragt, og de tre disciple bar den dyrebare byrde til den nye grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der rettede de hans sønderrevne lemmer ud og foldede de knuste hænder på det livløse bryst. De galilæiske kvinder nærmede sig for at se, at man havde gjort alt hvad der var muligt for deres elskede lærers livløse legeme. Derpå så de, at man rullede den tunge sten for indgangen til graven for at lade Guds Søn ligge til hvile. Kvinderne var de sidste ved korset og de sidste ved Kristi grav. Medens aftenskumringen tiltog, tøvede Maria Magdalena og den anden Maria ved vor Frelsers hellige hvilested, idet de græd bitre tårer, fordi den, som de elskede, havde lidt en sådan skæbne.
Skønt de jødiske ældste havde udført deres djævelske hensigt og ihjelslået Guds Søn, blev deres frygt dog ikke stillet derved; ej heller var deres misundelse mod Kristus forbi. De frydede sig vel over at have tilfredsstillet deres hævnlyst; men dermed var en blandet og stedsevarende frygt for, at hans døde legeme, som lå i Josefs grav, skulle opstå til liv igen. De havde forsøgt at bilde sig ind, at han var en bedrager, men forgæves. Overalt hørte de, at de, som ikke vidste, at Jesus var død, spurgte efter Jesus af Nazaret; for de havde ført deres syge og døende venner med sig til påskefesten, for at den Store Læge kunne helbrede dem. Præsterne vidste i deres indre, at Jesus havde al magt. De havde været vidne til hans mirakel ved Lazarus’ grav. De vidste, at det var ham der gav den døde liv, og de frygtede for, at han selv skulle opstå fra de døde.
De havde hørt ham sige, at han havde al magt til at sætte sit liv til og at tage det igen. De huskede, at han havde sagt: “Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.” (Johannes 2,19) De sammenlignede begge disse udsagn og frygtede. Da Judas forrådte sin Mester til præsterne, havde han fortalt dem, hvad Jesus havde sagt til sine disciple, medens han gik med dem alene på vejen til staden. Han havde sagt: “Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå.” De huskede mange ting, som han havde sagt, og de indså nu, at disse var tydelige profetier om de begivenheder, som nu fandt sted. De ønskede ikke at tænke på alt dette; men de kunne ikke fjerne det fra deres sind. De troede ligesom deres fader, djævelen og bævede.
Da nu det værste af ophidselsen var forbi, trængte Jesu billede sig ind i deres tankegang, som han stod roligt og stum foran sine fjender og led hån og mishandling uden den mindste lyd. De huskede, hvorledes han bad om, at de, som naglede ham på korset, måtte få forladelse; hvorledes han ikke tænkte på sine egne lidelser; hvor barmhjertigt han besvarede den døende røvers bøn; hvorledes mørket, der dækkede jorden, pludselig hævede sig. De huskede, hvorledes han jublende havde råbt: “Det er fuldbragt,” og hvorledes dette råb syntes at genlyde gennem hele skabningen. De huskede, hvorledes han umiddelbart døde; hvorledes jorden skælvede og klipperne revnede; hvorledes gravene åbnedes, og hvorledes forhænget i templet splittedes i to dele. Alle disse mærkværdige omstændigheder trængte ind i deres tanker og gav dem overvældende beviser for, at Jesus var Guds Søn.
Da Judas havde fortalt præsterne, hvad Jesus havde sagt angående sin kommende død, havde de spottet ideen om, at kunne forudsige begivenhederne der skulle foregå. Men alle hans forudsigelser var gået i opfyldelse indtil da, og de frygtede for, at alt det, han havde forudsagt, skulle ske. De var bange for, at de kom til at bøde for deres forbrydelse med livet, dersom Jesus opstod fra de døde. De kunne ikke sove; for de var mere bange for Jesus, nu da han var død, end de var, medens han levede. Da troede de, at den eneste måde, hvorpå de kunne vinde fremgang og indflydelse, var at bringe hans irettesættende stemme til tavshed; men nu bævede de, når de tænkte på den mirakuløse kraft, som han besad.
De hvilede ikke meget på sabbaten. Skønt de ikke ville træde over dørtærsklen til en hednings hus af frygt for at blive besmittede, holdt de dog råd angående Kristi legeme. De vidste, at disciplene ikke ville forsøge at fjerne ham før sabbaten; men de var ængstelige for, at de kunne tage enhver mulig forsigtighedsregel ved dens slutning. Derfor “samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: “Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, medens han endnu levede: “Efter tre dages forløb opstår jeg. Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: “Han er opstået fra de døde”; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.” (Mattæus 27,62-64) Pilatus ønskede ligeså lidt som jøderne, at Jesus skulle opstå med magt til at straffe dem, som havde ihjelslået ham, så han stillede en afdeling romerske soldater til præsternes rådighed. Han sagde: “Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan.” Og de gik hen og bevogtede graven med vagt efter at have sat segl for stenen. (vers 65-66)
Disciplinen i den romerske armé var meget streng. Fandt man en skildvagt sovende på sin post, blev han straffet med døden. Jøderne indså, hvilken fordel der var ved at have en sådan vagt omkring Jesu grav. De beseglede stenen, som lå foran indgangen, så at ingen kunne forstyrre den, uden at man vidste derom, og de tog enhver mulig forsigtighedsregel mod, at disciplene skulle forøve noget bedrag med Jesu legeme. Men alle deres planer og foranstaltninger gjorde bare triumfen ved opstandelsen mere fuldkommen og hjalp med fuldt ud at stadfæste sandheden.
Hvorledes må Gud og hans hellige engle have set ned på alle disse forberedelser for at vogte verdens Forløsers legeme! Hvor svage og tåbelige må disse bestræbelser have forekommet dem! Salmisten giver et træffende billede herpå, når han siger “Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Herren og mod hans salvede: “Lad og sprænge deres bånd og kaste rebene af os!” Han, som troner i Himlen, ler, Herren, spotter dem.” (Salme 2,1-4) Den romerske vagt og de romerske våben kunne ikke binde livets Herre i gravens snævre kammer. Kristus havde erklæret, at han havde magt til at sætte sit liv til og til at tage det igen. Hans sejrs time var nær.
Gud havde styret de begivenheder, der samlede sig omkring Kristi fødsel. Der var en bestemt tid, da Jesus skulle vise sig i menneskelig skikkelse. En lang række af profetier, skrevet af mænd, der var blevet inspireret, viste, at Kristus skulle komme til verden og beskrev nøjagtigt, hvordan man ville modtage ham. Var Kristus kommet tidligere i verdens historie, så kunne de kristne ikke have gjort så god fremgang; for da kunne de have udviklet og styrket deres tro ved at overveje de profetier, som henviste til en fjern fremtid og fremstillede de begivenheder, som skulle ske.
Herren havde tilladt, at jøderne blev overvundet af en hedensk nation, fordi de i deres ugudelighed vandrede bort fra ham. Jøderne havde kun en vis begrænset magt. Selv det jødiske råd fik ikke lov til at afsige den endelige dom i sådanne vigtige sager, der havde med dødsstraf at gøre. Når et folk lader sig beherske af skinhellighed og overtro, således som tilfældet var med jøderne, bliver det omsider grusomt og ubarmhjertigt.
Gud åbenbarede sin visdom derved, at han sendte sin søn til verden på en tid, da den romerske magt regerede. Hvis det jødiske folk havde haft uindskrænket myndighed, så ville man nu ikke have haft en beretning om Kristi liv og virksomhed blandt menneskene. De misundelige præster og ældste ville hurtigt have skaffet en så frygtet rival af vejen. Man ville have stenet ham til døde, på grund af de falske anklager om, at han overtrådte Guds lov. Jøderne henrettede ingen ved korsfæstelse; dette var en romersk afstraffelsesmetode, man ville derfor ikke have haft noget kors på Golgata. Profetierne ville da heller ikke være gået i opfyldelse; for Kristus skulle ophøjes på korset synligt for enhver, ligesom man ophøjede slangen i ørkenen.
Den romerske magt var et instrument i Guds hænder, som skulle forhindre, at verdens lys skulle udslukkes i mørke. Korset blev ophøjet i overensstemmelse med Guds plan, så at alle nationer, tungemål og folk kunne se derpå, og det skulle tiltrække deres opmærksomhed til det Guds Lam, som borttager verdens synd.
Var Kristus kommet mange år senere, da det jødiske folk havde endnu mindre magt, ville profetierne heller ikke have gået i opfyldelse; for da kunne jøderne med sin svindende magt umuligt have fået de romerske myndigheder til at underskrive Jesu dødsdom, fordi de ikke ville have troet på de falske beskyldninger man fremførte, og der ville da heller ikke have været opført noget kors på Golgata. Kort tid efter Frelserens henrettelse, blev afstraffelsesmetoden afskaffet og man henrettede ikke længere forbrydere ved korsfæstelse. Det, som gik for sig, da Kristus døde, folkets umenneskelige opførsel, det overnaturlige mørke, som dækkede jorden, og de voldsomme hændelser, som skete i naturen, idet klipperne revnede, og lynet glimtede, slog dem med en sådan anger og skræk, at korsfæstelse som dødsstraf efterhånden gik af brug. Da Jerusalem blev ødelagt, og de ustyrlige pøbler igen fik magt, kom korsfæstelse igen i brug i en kort periode, og der stod mange kors på Golgata.
Kristi komme, den tid og den måde han gjorde det på, var en direkte og fuldstændig opfyldelse af profetier. De vidnesbyrd herfor, som apostlene og deres samtidige skribenter har skaffet verden, er nogle af de stærkeste beviser for den kristne tros ægthed. Vi var ikke øjenvidner til Jesu mirakler, der vidnede om hans guddom; men hans disciple, som var øjenvidner dertil, har vidnet for os derom, og i troen ser vi gennem deres øjne og hører gennem deres ører, og vores tro, forenet med deres tro, griber de beviser, som de har givet os.
Apostlene troede på profeternes og de retfærdige mænds vidnesbyrd, der strakte sig gennem et tidsrum af mange århundreder, og som en følge heraf tog de imod Jesus. Den kristne verden har en fuldstændig række af beviser både i det gamle og nye testamente; i det ene peges fremad til Frelseren, som skulle komme, og i det andet har man beviserne for, at disse profetier er blevet opfyldte. Alt dette er tilstrækkeligt til at stadfæste troen hos dem, som er villige til at tro. Herrens hensigt var at lade menneskeslægten få en god anledning til at udvikle tro på Guds og hans Søns magt og på den hellige Ånds gerning.