Jøderne havde taget enhver mulig forsigtighedsregel ved graven for at forhindre, at Jesu disciple skulle overraske eller bedrage dem. Nattens timer svandt langsomt hen, og den mørkeste time lige før daggry var kommet. De romerske soldater holdt sin trættende vagt, skildvagterne marcherede frem og tilbage foran graven, medens de andre i denne afdeling af soldater på et hundrede mand lå på jorden i forskellige stillinger og hvilede sig så meget som muligt. Men der var også engle, som bevogtede graven, og en eneste af disse kunne have nedslået hele den romerske hær, hvis han havde brugt sin magt.
En af de ypperste engle udsendtes fra himlen. Hans ansigt er ligesom lynet og hans klæder hvide som sne. Han fordriver mørket fra sin bane, og hele himlen oplystes af hans strålende herlighed. De sovende soldater farer op med én gang, de står på deres fødder og stirrer med ærefrygt og beundring på de åbne oplyste himle og det blændende syn, som nærmer sig. Soldaterne, høvedsmændene og skildvagterne falder alle som døde med ansigtet mod jorden. De onde engle, som triumferende har gjort krav på Jesu legeme, flygter forfærdede fra stedet. En af de mægtig ledende engle, som sammen med de andre engle har holdt vagt over sin Mesters grav, slutter sig til den mægtige engel, der kom ned fra himlen, og de går sammen direkte hen til graven.
Englenes anfører tog fat i stenen, som var så stor, at der behøvedes mange stærke mænd til at sætte den for graven, væltede den bort og satte sig på den, medens hans ledsager gik ind i graven og løsnede ligklæderne fra Jesu ansigt og hovede. Da råbte den mægtige engel med en røst, som fik jorden til at skælve: Jesus, du Guds søn, din Fader kalder dig! Derpå kom han, som havde fået magt til at overvinde døden og graven, frem af graven som en sejrherre, medens jorden bævede, lynet blinkede og tordenens drøn hørtes. Der skete et jordskælv på den time, da Kristus nedlagde sit liv og et nyt jordskælv indtraf i det øjeblik, da han sejrrig tog det igen.
Jesus var førstegrøden af de hensovede. Da han opstod fra graven, opvakte han en skare fra de døde og afgjorde derved for evigt det længe omdiskuterede spørgsmål om opstandelsen. Idet han således opvækker en skare fanger fra de døde, beviser han, at de hensovede i Jesus til sidst skal opstå. De, som tror på Kristus, får således netop den oplysning, de ønsker angående de fromme hensovendes liv i fremtiden.
Satan blev højst forbitret over, at hans engle havde flygtet, da de himmelske engle nærmede sig, og at Kristus havde sejret i døden og derved bevist sin fremtidige magt. Satan havde jublet, da han mærkede, hvilken magt han udøvede over menneskene, og da han så at denne magt havde drevet dem til at forkaste og myrde Guds Søn; men al denne jubel forsvandt, da Kristus åbenbarede sin guddommelige magt. Han havde dristet sig til at håbe, at Jesus ikke ville tage sit liv igen. Men hans mod svigtede da Jesus opstod; for Jesus blev en genløsningsbetaling for mennesket og satte menneskeslægten i stand til at overvinde Satan i Kristi navn, fordi han havde sejret. Ærkefjenden vidste nu, at han til sidst må dø, og at der vil blive en ende på hans rige.
Det, som skete ved Guds søns opstandelse er et levende billede på den herlighed, som skal åbenbares, når de retfærdige skal opstå ved Kristi andet komme i himlens skyer. Da skal de døde, som sover i deres grave, høre hans røst og opstå til livet, og ikke alene jorden, men himlen skal rystes. Nogle få grave åbnede sig, da Kristus opstod; men når han kommer anden gang, skal alle de kære hensovede hellige fra den retfærdige Abel til det sidste Guds barn, som dør, opvågne og få et herligt, uforkrænkeligt liv.
Hvis soldaterne ved graven blev forskrækkede, da en eneste engel, iklædt himmelsk lys og styrke, viste sig, at de faldt som døde til jorden, hvorledes vil da hans fjender kunne fremstå for Guds Søn, når han kommer med magt og stor herlighed, ledsaget af titusinde gange titusinde engle fra himlens sale? Da skal jorden aldeles segne som en fordrukken og bortflyttes som en hytte. Elementerne skal komme i brand, og himlene skal sammenrulles som en bog.
Da Jesus døde, så soldaterne, at jorden indhylledes i tykt mørke, ved middagstid: men ved hans opstandelse så de, at englenes strålende glans oplyste natten, og de hørte, hvorledes de himmelske væsener sang med stor fryd og jubel: Du har sejret over Satan og mørkets magt, du har opslugt døden til sejr! “Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: “Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.” (Åbenbaringen 12,10)
Kristus nedstyrtede Satan som brødrenes anklager i himlen, da han fuldførte sin store gerning og hengav sit liv i døden. Skønt Satan arbejdede hårdnakket imod det, var dog Frelserens plan nu i færd med at blive gennemført. Kristus anså mennesket for at være af så stort værd, at han ofrede sit liv for det. Satan vidste, at det rige, som han havde tiltusket sig, til sidst ville blive frataget ham; derfor besluttede han, at han ikke ville sky nogen som helst midler for at kunne ødelægge så mange som muligt af dem, som Gud havde skabt i sit billede. Han hadede mennesket, fordi Kristus havde vist så meget miskundhed og ømhed og kærlighed imod det; han gjorde sig nu rede til at forføre menneskene på enhver mulig måde, så at de til sidst kunne fortabes, og han blev så meget mere ivrig i denne retning, fordi han kendte sin egen håbløse stilling.
Kristus kom til verden for at hævde, hvad hans faders lov krævede, og hans død viser, at denne lov er uforanderlig. Men Satan trængte ind på menneskene med den vildfarelse, at Kristus afskaffede Guds lov, da han døde, og således forfører den onde mange, der giver sig ud for at være kristne, til at overtræde Faderens bud, medens de på samme tid bekender, at de tror på og elsker hans Søn.
Den kristne verden er ikke tilstrækkelig bekendt med Satans historie og den skrækkelige magt, han udøver. Mange betragter ham kun for at være et fantasi billede. Imidlertid har han sneget sig ind iblandt menneskene, han påvirker folk her og der efter behag – han påtager sig en lysets engels skikkelse – han mønstrer sine øvede tropper som en dygtig general – han har erhvervet sig et grundigt kendskab til menneskenes væsen og kan påtage sig en falsk, religiøs mine.
Han gjorde sig nu rede til at påvirke præsternes sind angående det, som gik for sig, da Kristus opstod. Han vidste, at eftersom de allerede var faldet i hans snarer og havde begået den frygtelige forbrydelse at slå Guds Søn ihjel, så stod de fuldstændig i hans magt, og den eneste måde hvorpå de kunne undgå folkets vrede, var at anklage Jesus for at være en bedrager og at holde fast derved samt at påstå, at hans disciple havde stjålet hans legeme, for at de kunne sige, at han var opstået fra de døde.
Efter at den overvældende herlighed, som omgav det himmelske sendebud, var forsvundet fra himlen og fra graven vovede de romerske vagter sig til at hæve hovedet og se sig omkring. De så, at den store sten, der lå foran indgangen til graven, var væltet bort, og betaget af rædsel stod de op og så, at Jesu legeme var borte, og graven var tom. Overvældet af, hvad de havde set og hørt, vendte de bort fra graven og skyndte sig hurtigst mulig til staden, i det de omtalte for enhver, som de mødte, de mærkværdige ting, som de havde været vidne til. Nogle af disciplene, som havde tilbragt hele natten uden at sove, hørte på den forunderlige beretning med blandet håb og frygt. Imidlertid blev et bud sendt til præsterne og de ældste, og meddelte: Kristus, som I korsfæstede, er opstanden fra de døde!
En tjener blev straks sendt med en privat skrivelse, der kaldte de romerske vagter til ypperstepræstens palads. Der blev de nøje forhørt. De gav en fuldstændig beretning om, hvad de havde været vidne til ved graven, nemlig, at en ærefrygt-indgydende engel var kommet fra himlen med et ansigt, der lyste ligesom lynet, og med klæder, hvide som sne; at jorden rystede og bævede, og at de blev aldeles lamslåede; at englen havde taget fat på den vældige sten, der lå foran indgangen til graven, og havde væltet den bort, som om den var en ubetydelighed; at en skikkelse, omgivet af stor herlighed, var trådt ud fra graven; at et englekor havde fyldt himlen og jorden med jubel og frydesang, samt at de havde genvundet deres styrke, da lyset forsvandt, og sangen ophørte, og at de da bemærkede, at graven var tom, og Jesu legeme ingen steder var at finde.
Da præsterne, de skriftkloge og de ældste hørte denne beretning, blev deres ansigter ligblege. De kunne ikke sige et eneste ord. Med rædsel lagde de mærke til, at to tredjedele af de profetier, som angik Messias, nu var blevet opfyldt, og deres hjerte fornægtede af frygt for, hvad der skulle ske. De kunne ikke betvivle de vidnesbyrd, som de netop havde hørt: Jesus af Nazaret, den korsfæstede, var i sandhed opstået fra de døde.
Da de endelig kom sig af deres første forskrækkelse over at høre disse nyheder, begyndte de at overveje, hvad der nu var bedst at gøre, og Satan var også tilstede for at fortælle dem, hvad de skulle gøre, og hvorledes de skulle forholde sig. De følte, at de havde sat sig i en situation, hvor der ingen anden udvej var end trodsigt at fortsætte således, som de havde begyndt, og fornægte Kristus til det yderste. De tænkte, at hvis denne beretning kom ud blandt folket, ville de ikke alene blive frataget deres ære og myndighed, men måske endog miste livet. Jesus havde sagt, at han skulle opstå fra de døde og opfare til himlen. Men de besluttede, at de ville holde folket i uvidenhed om, at hans ord var blevet opfyldt. Dette troede de kunne opnås, hvis de med penge kunne bestikke de romerske vagter.
De fandt ud af, at de ved at give vagterne store beløb i bestikkelse, kunne få dem til at nægte deres tidligere beretning og bevidne, at disciplene havde stjålet Jesu legeme om natten, medens vagterne sov. Det var en forseelse som kostede livet på den tid, hvis en skildvagt sov på sin post; så for at kunne sikre sig det vidnesbyrd, de ønskede, lovede præsterne derfor at indestå for, at vagterne ikke skulle blive straffet for denne forbrydelse. De romerske soldater solgte deres ærlighed til de falske jøder for penge. De kom ind til præsterne bebyrdede med et opsigtsvækkende budskab som var sandt; men de gik ud bebyrdede med penge og med præsternes opdigtede, løgnagtig beretning i deres mund.
I mellemtiden havde man sendt bud til Pilatus med nyheden om det, som var sket. Da han fik det at høre, blev hans sjæl fyldt med rædsel. Han lukkede sig inde i sit hjem; og ønskede ikke at se nogen. Men præsterne trængte dog ind til ham og bad ham indtrængende om ikke at undersøge den fordømmelse, som vagterne påstod at være skyldig i, men at lade sagen falde. Pilatus lovede til sidst at gøre dette, efter at han havde haft en privat samtale med vagterne og fået alle enkelthederne at høre. De vovede ikke at skjule noget for landshøvdingen af frygt for at miste livet. Pilatus undersøgte ikke sagen videre; men fra den tid havde han ikke fred eller ro mere.