De salver, hvormed Jesu legeme skulle salves, havde man gjort klar før sabbaten. Tidligt om morgenen den første dag i ugen gik Maria med nogle andre kvinder ud til graven for at begynde at salve Frelserens legeme. Da de nærmede sig haven, blev de forbavsede; for himlen oplystes af et strålende lys, og jorden bævede under dem. De skyndte sig til graven og blev forundrede ved at erfare, at stenen var væltet bort fra indgangen, og at de romerske vagter ikke var til stede. De lagde mærke til et skinnende lys omkring graven, og da de så ind i graven, så de, at den var tom.
Maria skyndte sig da hurtigst mulig til disciplene og fortalte dem, at Jesus ikke var i graven, hvor de havde lagt ham. Medens hun gik hen i dette ærinde, undersøgt de andre kvinder, som ventede på hende ved graven, nøje dens indre for at forvisse sig om at deres Mester i sandhed var borte. Det var den engel, som havde væltet stenen bort, og som nu påtog sig en skikkelse, der ikke ville forskrække de kvinder, som havde været Jesu venner og hjulpet ham i hans offentlige virksomhed. Men skønt englen havde tilsløret sin herlighed, blev kvinderne dog forfærdede og forskrækkede ved Herrens herlighed, som omgav ham. De vendte sig om for at flygte fra graven. Men det himmelske sendebud tiltalte dem med disse beroligende og trøstefulde ord: “Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.” (Mattæus 28,5.7)
Da kvinderne efterkom englens indbydelse og igen skuede ind i graven, så de en anden engel i skinnende klæder, og denne spurgte dem: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.” (Lukas 25,5-7) Disse engle kendte godt til de ord, som Jesus havde talt; for de havde ledsaget ham hele livet igennem som skytsengle og havde været vidne til hans forhør og korsfæstelse.
Med visdom forenet med ømhed mindede englene kvinderne om Jesu ord, da han på forhånd varslede dem om sin korsfæstelse og opstandelse. Kvinderne forstod nu klart deres Mesters ord, som på det tidspunkt havde været meget hemmelighedsfulde for dem. De fik nyt håb og nyt mod. Jesus havde erklæret, at han skulle opstå fra de døde, og han havde begrundet sin påstand om, at han var Guds Søn, verdens Forløser, på sin fremtidige opstandelse fra de døde.
Maria, som var den første, der opdagede, at graven var tom, skyndte sig til Peter og Johannes og meddelte, at de havde taget Herren bort fra graven, og hun vidste ikke, hvor de havde lagt ham. Da disciplene hørte dette, løb de begge til graven og erfarede, at det var således, som Maria havde sagt. Deres Mesters legeme var der ikke, og ligklæderne lå for sig selv. Peter blev rådvild, men Johannes troede, at Jesus var opstanden fra de døde således som han havde fortalt dem, at det skulle ske. De forstod ikke det gamle testamentes skrifter, som lærte, at Kristus skulle opstå fra de døde; men Johannes grundede sin tro på Jesu egne ord, medens han endnu var iblandt dem.
Disciplene forlod graven og vendte tilbage til deres hjem. Men Maria kunne ikke udholde at gå bort, medens der endnu herskede en sådan uvished om, hvad der var blevet af hendes Mesters legeme. Idet hun stod og græd, bøjede hun sig ned for at kaste endnu et sidste blik ind i graven, og se, der sad to engle i hvide klæder. De var forklædte, så at de så ud som mennesker, og Maria bemærkede ikke, at de var himmelske væsener. Den ene sad ved hovedet og den anden ved fødderne, hvor Jesu legeme havde ligget. De talte til Maria og sagde: “Kvinde! hvorfor græder du?” Hun svarede dem: “fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” (Johannes 20,13) Med den åbne grav foran sig og idet hun tænkte på, at hendes Mesters legeme var borte lod Maria sig ikke så let trøste.
Hun havde så fuldstændigt givet sig over til sin sorg, at hun ikke lagde mærke til, at den, som talte med hende, havde et himmelsk udseende. Idet hun vendte sig om for at græde, lød en anden stemme til hende: “Kvinde hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hendes øjne var så blindede af tårer, at hun ikke bemærkede, hvem det var, som talte til hende. Men hun kom straks på den tanke, at hun kunne få information fra ham om, hvor hendes Mesters legeme var. Hun tænkte, at denne person måske var en af havens gartnere, og i en bedende tone sagde hun til ham: “Herren, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.” (vers 15)
Hun følte, at dersom hun blot kunne komme i besiddelse af sin Frelsers dyrebare, korsfæstede legeme, så ville det være en stor trøst i hendes sorg. Hun tænkte, at dersom man anså den rige mands grav for at være for ærefuldt et sted for hendes herre, så ville hun selv skaffe ham et gravsted. Hun bekymrede sig meget for at finde ham, for at hun kunne give ham en hæderlig begravelse. Men nu lød Jesu egen stemme for hendes forbavsede ører. Han sagde til hende: “Maria!” øjeblikkeligt tørredes hendes tårer bort, og den, som hun formodede var gartneren, åbenbaredes for hende – det var Jesus! Et øjeblik glemte hun i sin glæde, at han var blevet korsfæstet; hun udstrakte sine hænder imod ham og sagde: “Rabbuni!” Da sagde Jesus til hende: “Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.” (vers 17)
Jesus ville ikke lade sit folk tilbede sig, før han vidste, at Faderen havde antaget hans offer, og før Gud selv havde givet ham den forsikring, at hans forsoning for folkets synder var fuldstændig og tilstrækkelig, så at de ved hans blod kunne vinde det evige liv. Jesus opfor straks til himlen og fremstillede sig for Guds trone, idet han fremviste de skammelige og grusomme mærker på sin pande, sine hænder og sine fødder. Men han ville ikke modtage herlighedens krone og den kongelige kappe, ej heller ville han lade englene tilbede sig, lige så lidt som han tillod Marias hyldest, før Faderen havde givet til kende, at han antog hans offer.
Han havde også noget, som han ville bede Faderen om angående sine udvalgte på jorden. Han ønskede, at Faderen tydeligt skulle bestemme, hvilket forhold hans forløste skulle indtage til himlen og til Faderen. Hans menighed måtte retfærdiggøres og antages, før Kristus kunne modtage himmelsk ære. Han sagde, at han ville, at hans menighed skulle være, hvor han var; hvis han skulle modtage herlighed, så måtte også hans folk få lov til at dele den med ham; de, som led med ham på jorden, skulle til sidst regere med ham i hans rige. Kristus bad for sin menighed på den mest direkte måde, og mæglede for den idet han gjorde sig selv til ét med den, og besjælet af en kærlighed og standhaftighed, som døden ikke kunne rokke, fremholdt han de rettigheder og titler, som han havde erhvervet for dem.
Gud svarer på denne bøn, idet han erklærer, at “alle Guds engle skal tilbede ham.” (Hebræerne 1,6) Alle de øverste engle adlyder den kongelige befaling med ordene: Værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet, og som lever igen som en sejrherre! lyder igen og igen gennem hele himlen. Englenes utallige skarer kaster sig ned foran Forløseren. Kristi bøn bliver opfyldt; menigheden retfærdiggøres gennem ham, som fremstiller sig i dens sted og dens hoved. Her stadfæster Faderen den pagt med sin søn, at han vil lade sig forsone med de mennesker, som angrer deres synd og er ham lydig og lade dem stå i nåde hos sig ved Kristi fortjeneste. Kristus forsikrer, at han vil gøre “sit folk sjældnere [eng: mere dyrebar] end guld og et menneske end ofirs guld.” (Esajas 13,12) Al magt i himlen og på jorden er nu overgivet til Livets Fyrste. Dog glemmer han ikke et øjeblik sine arme disciple, som lever i en syndig verden, men gør sig rede til at vende tilbage til dem, så han kan give dem sin magt og herlighed. Ved således at ofre sit liv for mennesket, forener Forløseren jorden med himlen det forkrænkelige menneske med den uforkrænkelige Gud.
Jesus sagde til Maria: “Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader.” Da Kristus lukkede sine øjne i døden på korset, fór hans sjæl ikke straks op til himlen, som mange tror; for hvordan kunne da hans ord være sande, når han siger: “Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader”? Jesu sjæl sov i graven med hans legeme; den fløj ikke op til himlen for der at tilbringe en særskilt tilværelse og at se på de sørgende disciple, der salvede det legeme, hvorfra sjælen var flygtet fra. Alt det, som indbefattede Jesu liv og intelligens, forblev med hans legeme i graven, og når han stod frem, var det et fuldstændigt væsen, som opstod. Han behøvede ikke at nedkalde sin sjæl fra himlen. Han havde magt til at sætte sit liv til og at genoptage det igen.
Den morgen, da Frelseren opstod fra de døde, var den lyseste morgen, som nogensinde oprandt for en falden verden; men den var dog ikke mere betydningsfuld for mennesket end den dag, hvorpå han blev forhørt og korsfæstet. Den himmelske hærskare forundrede sig ikke over, at den, som havde dødens vælde i sin hånd og havde livet i sig selv, skulle vågne op af gravens søvn; men de forundrede sig over, at deres elskede anfører skulle dø for oprørske mennesker.
Kristus hvilede i graven på sabbatens dag, og da de hellige væsener både i himlen og på jorden begyndte deres virksomhed den første dag i ugen, opstod han fra graven for igen at påbegynde sin gerning, at undervise sine disciple. Men denne kendsgerning indvier dog ikke den første dag i ugen til en helligdag eller indstifter den som sabbat. Før Jesus døde, indstiftede han Herrens nadver, der skulle fejres som et minde om, at hans legeme blev hengivet i døden, og at hans blod randt for verdens synder. Han siger nemlig: “Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Korinterne 11,26) Og den angerfulde sjæl, der tror på Kristus og tager de skridt der er nødvendige på omvendelsens vej, bringer i erindring Kristi død, begravelse og opstandelse, når han lader sig døbe. Han stiger ned i vandet i lighed med Kristi død og begravelse, og stiger op deraf i lighed med hans opstandelse, ikke for at påbegynde sit gamle syndige liv, men for at leve et nyt liv i Kristus Jesus.
De andre Kvinder, som havde set og talt med englene forlod graven med stor glæde, blandet med frygt. De skyndte sig hen til disciplene, således som englene havde instrueret dem, og fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Englene havde udtrykkelig sagt, at kvinderne skulle meddele disse nyheder til Peter. Blandt hele den lille skare, som havde fulgt Kristus, følte denne disciple sig mest nedslået, fordi han så skammeligt havde fornægtet sin Herre. De hellige engle forstod godt, at Peter havde angret sin synd dybt, og den ømme medlidenhed, som de føler for de vildfarende og bedrøvede, kommer til syne deri, at de viser en sådan omsorg for den ulykkelige discipel, og dette var han et bevis på, at Herren havde antaget hans anger og tilgivet hans synd.
Disciplene blev forbavsede, da de hørte kvindernes beretning. De begyndte lidt efter lidt at huske deres herres ord, da han forudsagde sin opstandelse. Men de blev dog meget rådvilde angående denne begivenhed, som burde have fyldt deres hjerter med glæde. Efter at Kristus var død, og de derved blev så dybt skuffede, var deres tro for svag til at fatte, at han var opstået. Deres forhåbninger var blevet så sønderknuste, at de ikke kunne tro, hvad kvinderne fortalte, men tænkte, at de kun havde indbildt sig dette. Selv da Maria Magdalene bevidnede, at hun havde set og talt med sin Herre, ville de dog ikke tro, at han var opstået.
De følte sig frygtelig nedtrykte ved de begivenheder, som havde trængt ind på dem. Den sjette dag så de, at deres Mester døde, den første dag i den efterfølgende uge erfarede de, at hans legeme var blevet dem berøvet og man beskyldte dem for, at de havde stjålet det i den hensigt at kunne bedrage folket. De havde ikke det mindste håb om nogensinde at kunne rette på de falske indtryk, som man havde fået om dem; og nu blev de igen rådvilde, så de ikke vidste, om de skulle tro, hvad de troende kvinder havde fortalt eller ej. I deres store nød brændte deres hjerte af længsel efter deres elskede Mester, som altid havde været rede til at forklare de hemmeligheder, som forvirrede dem, og at udjævne deres besværligheder.