Den samme dag traf Jesus flere af sine disciple og sagde til dem: “Vær hilset!” “Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham.” (Mattæus 28,9) Han tillod, at de tilbad ham; for han havde nu været hos sin Fader. Faderen havde erklæret, at han havde behag i ham, og englene havde tilbedt ham. Sent om eftermiddagen samme dag gik to af hans disciple på vejen til Emmaus, der lå omtrent tretten kilometer fra Jerusalem. De kom til staden for at fejre påskefesten, og de nyheder, som de om morgenen fik at høre, nemlig, at Jesu legeme var borte fra graven, havde gjort dem meget rådvilde. Da de så senere fik kvindernes beretning at høre om de himmelske sendebud og om, at Jesus havde vist sig, vidste de næppe, hvad de skulle tro. De var nu på vejen tilbage til deres hjem for nøjere at overveje det, som var sket, og bede i håb om derved at få oplysning angående disse ting, som de ikke kunne forstå.

Disse to disciple havde ikke indtaget nogen fremtrædende stilling med Jesus i hans mission, men de troede fast på ham. Snart efter at de havde påbegyndt deres vandring, lagde de mærke til en fremmed, som kom bagefter dem og snart indhentede dem. Men de var så optaget af at tale med hinanden om de forskellige tunge tanker som beskæftigede deres sind, at de næppe lagde mærke til at de ikke var alene. Disse stærke mænd var så bedrøvede, at de græd, medens de vandrede fremad. Kristi kærlige hjerte ynkedes over dem, og han så her en sorg, som han kunne lindre. Disciplene talte med hinanden om de sidste få dages begivenheder og undrede sig over, hvorledes Jesus kunne være Guds Søn og dog hengive sig til at lide en så vanærende død.

Den ene påstod, at han ikke kunne være en bedrager, men at han havde bedraget sig selv med hensyn til sin mission og sin fremtidige herlighed. De frygtede begge for, at det, som hans fjender havde kastet ham i ansigtet, var alt for sandt, nemlig, at “andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.” (Mattæus 27,42) Alligevel undrede de sig over, hvordan han kunne havde taget så stort fejl angående sig selv, medens han gentagne gange havde bevist, at han kunne se ind i andres hjerter, og kvindernes underlige beretning bragte dem i endnu større uvished.

Disse disciple kunne længe have været i rådvildhed over de sidste få dages underlige begivenheder, hvis ikke Jesus havde oplyst deres sind. Idet han viste sig som en fremmed for dem, indlod han sig i samtale med dem. “Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Og han sagde til dem: “Hvad er det, I går og taler med hinanden om? De standsede og så bedrøvende ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?” Han spurgte dem: “Hvad da?” De svarede ham: “Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket.” (Lukas 24,16-19)

Derpå omtalte de for ham, hvorledes deres Mester var blevet forhørt og korsfæstet, samt fortalte, hvad kvinderne havde berettet, om at Jesu legeme var borte, om de skinnende engle, som de havde set, rygtet om, at Jesus var opstanden, og tillige, hvad de disciple berettede, som havde gået til graven. “Da sagde han til dem: “Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifter handlede om ham.” (vers 25-27)

Disciplene forblev aldeles tavse i deres store forbavselse og glæde. De vovede ikke at spørge den fremmede om, hvem han var. De lyttede til ham, fuldstændig indtaget af hans store forstand og tiltrukket af hans venlige ord og adfærd. Han udlagde skriften for dem, så at de kunne forstå den, og viste dem ifølge profetierne, hvorledes Kristus måtte lide og efter at have lidt indtræde i sin herlighed.

Jesus begyndte med første Mosebog og fremholdt alle de guddommelige beviser, som profeterne havde vidnet om hans liv, hans komme til jorden, hans lidelse, død og opstandelse. Han anså det ikke for nødvendigt at gøre et mirakel for at bevise, at han var verdens opstandne Forløser; men han henviste til profeterne og udlagde dem tydeligt og klart for at afgøre det spørgsmål, at han var Messias, og for at vise, at alt det, som hændte ham, var forudsagt af de guddommelige skribenter. Jesus førte hele tiden sine tilhøreres tanker tilbage til den dyrebare sandheds kilde, som findes i det gamle testamente. At han holdt disse skribenter højt i ære, ser man et bevis på i lignelsen om den rige mand og Lazarus. “Da sagde han til ham: “Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.”” (Lukas 16,31)

Apostlene minder også alle om, hvor vigtige det gamle testamentes skrifter er. Apostelen Peter siger: “Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. (2 Peter 1,21) Lukas taler således om de profetier, der forudsagde Kristi komme: “Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, som han havde lovet sine hellige profeters mund fra fordums tid.” (Lukas 1,68-70)

Det er Kristi stemme, som taler ved profeterne og patriarkerne fra Adams dage helt til de sidste begivenheder, som skal ske, ved tidens ende. Jøderne, som forkastede Kristus, forstod ikke denne sandhed, og der er også mange navnekristne den dag i dag, som ikke værdsætter dem. Der er en skøn harmoni mellem det gamle og nye testamente; skriftsteder, som ved første blik synes at være utydelige, viser sig meget tydelige og klare, når man flittigt ransager dem og sammenligner dem med andre skriftsteder, der hentyder til samme emne. Havde jøderne nøje ransaget profetierne, ville skrifterne have oplyst deres forstand, så de kunne have set, at Jesus var den forud forkyndte Messias. Men de havde udlagt disse forudsigelser, så at de kunne stemme overens med deres egne forudfattede ideer og ambitiøse forhåbninger.

Præsternes fortællinger og sagn havde forvirret disciplene, og derved opstod mørke og tvivl hos dem angående deres Mesters forhør, død og opstandelse. Jesus, som ved sin hellige Ånd havde inspireret hellige mænd til at skrive profetierne, gjorde nu disse spådomme, som man havde udlagt forkert, tydelige og klare for de to disciple. Han viste dem, at ethvert punkt, som profetien havde omtalt angående Messias, var blevet opfyldt i deres Mesters liv og død. Han talte til dem som en fremmed og som en, der var forbavset over, at de ikke havde udlagt skrifterne korrekt, som ville have givet dem klarhed i alle deres besværligheder.

Skønt Jesus før havde undervist dem angående profetierne, havde de dog ikke været i stand til aldeles at opgive den tanke, at Kristus ved sit første komme skulle oprette et timeligt rige. Disse forestillinger, som de før havde, bidrog til, at de betragtede hans korsfæstelse som noget, der helt tilintetgjorde deres forhåbninger; men nu da de, medens de følte sig så mismodige, indså, at de selvsamme begivenheder, som havde bragt dem til at fortvivle, indeholdt de allerstærkeste beviser for, at deres tro havde været korrekt, vendte deres tro og tillid tilbage med fornyet styrke. Nu forstod de mange ting, som deres Mester havde sagt, før han blev forhørt, og som de dengang ikke kunne forstå. Alt lå nu tydelig og klart for dem. I Jesu liv og død indså de, at profetierne var blevet opfyldte, og deres hjerte brændte i kærlighed til deres Frelser.

Mange, som bekender sig til at være kristne, tilsidesætter det gamle testamente og indskrænker sig til det nye. Nu råber man: “Bort med loven og profeterne og lad os få Kristi evangelium!” Dersom der ikke behøves andet end Kristi liv og det, som det nye testamentes skrifter lærer, for at udøve tro, hvorfor henviste Jesus da ikke ved dette tilfælde simpelthen til de lærdomme, han havde forkyndt, til sit væsens visdom og renhed og de mirakler, han havde udrettet, som et tilstrækkelig bevis på, at han var Messias?

Man kan ikke af beretningen om Jesu liv, død og opstandelse tilstrækkelig bevise, at Jesus var Guds Søn, uden man tager det gamle testamentes vidnesbyrd med. Kristus er åbenbaret lige så tydeligt i det gamle testamente som i det nye. Det ene vidner om en Frelser, som skulle komme, medens det andet vidner om en Frelser, som er kommet på den måde, som profetierne har forudsagt. For at man kan værdsætte forløsningens plan, må man grundigt forstå det gamle testamentes skrifter. Det er det herlige lys, som skinner fra den profetiske fortid, der bringer Kristi og det nye testamentes undervisning med klarhed og skønhed. Jesu mirakler er et bevis på hans guddom; men man får de stærkeste beviser på, at han er verdens Forløser, når man sammenligner det gamle testamentes profetier med det nye testamentes historiske beretninger. Jesus sagde til jøderne: “I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.” (Johannes 5,39) På den tid var der ingen andre hellige skrifter end det gamle testamente. Heraf ser vi at Frelserens formaning er ganske enkel.

Medens disciplene gik videre med Jesus og lyttede opmærksomt til hans venlige ord, var der intet i hans adfærd, som hentyde til, at de lyttede til nogen anden end en tilfældig rejsende på hjemvejen fra festen, men dog en, som forstod sig grundigt på profetierne. Han trådte over de ujævne stene lige så forsigtig som de og standsede med dem for at hvile sig, efter at de havde gået op ad en eller anden stejl bakke. Således vandrede de to disciple af sted på bjergstien i selskab med den guddommelige Frelser, som kunne sige: “Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.” (Mattæus 28,18)

Den mægtige sejrherre over døden, som havde strakt sig til dybet af menneskelig elendighed for at frelse en fortabt verden, påtog sig den ydmyge gerning at gå sammen med de to disciple til Emmaus for at undervise og trøste dem. Således viser han sig altid for den, der har medlidenhed med sit lidende og besværede folk. På vore vanskeligste stier, hvor de største prøver forekommer, ser vi, at Jesus går med os for at jævne vejen. Han er den samme Menneskesøn, han besidder den samme mildhed og kærlighed, som han havde, før han vandrede gennem graven og fór op til sin Fader.

Ved solnedgang kom disciplene omsider med deres rejsefælle til deres hjem. Aldrig før havde vejen forekommet dem så kort, ej heller var tiden før gået så hurtigt. Den fremmede gjorde intet tegn til, at han ville standse; men disciplene kunne ikke udholde den tanke at skilles så hurtig fra et menneske, som havde opvakt nyt håb og ny glæde i deres sjæl, og de bad ham indtrængende om at blive hos dem natten over. Jesus modtog ikke indbydelsen straks, men syntes at være tilbøjelig til at ville fortsætte sin rejse. Men i deres omsorg for den fremmede bad disciplene ham alvorligt og indtrængende om at blive hos dem; “thi”, sagde de, “Det er mod aften, og dagen hælder.” Jesus gav da efter for deres indtrængende bønner og gik ind i deres ringe bolig.

Frelseren tvinger sig aldrig ind på nogen af os. Han søger at komme i selskab med dem, som han ved behøver hans omsorg, og han giver dem anledning til at bede ham om at blive hos dem. Hvis de længselsfuldt ønsker og beder ham om at blive hos dem, træder han ind i det tarveligste hjem og opmuntrer endog det ringeste hjerte. Medens man ventede på, at aftensmaden skulle blive færdig, vedblev Jesus at udlægge skrifterne for de to disciple. Han fremlagde beviser for sin guddom og udfoldede frelsens plan for dem. Den simple mad blev snart færdig, og de satte sig til bords, idet Jesus efter sædvane satte sig øverst.

Det var i almindelighed familiefaderens pligt at bede om Guds velsignelse over maden; men Jesus lagde sine hænder på brødet og velsignede det. Ved det første ord, han ytrede i sin bøn, så disciplene op, forbavsede og forfærdede. Der var bestemt ingen anden end deres Mester, som gjorde dette på denne måde. Hans stemme lyder for dem som deres Mesters stemme, – og se, der er også naglehuller i hans hænder! Det er i sandhed deres elskede Mesters velkendte skikkelse. For et øjeblik er de aldeles målløse; derpå rejser de sig op for at kaste sig ned ved hans fødder og tilbede ham; men pludselig forsvinder han fra dem.

Nu vidste de, at de havde gået og talt med den opstandne Forløser. En sky havde tilsløret deres øjne, så de ikke før kunne kende ham, skønt de sandheder, han ytrede, trængte dybt ind i deres formørkede hjerter. Den, som havde udholdt kampen i urtehaven, som havde lidt vanære på korset, og som havde sejret over døden og graven – den, for hvem englene havde bøjet sig ned, og hvem de havde tilbedt med lov og taksigelse, havde opsøgt de to enlige og mismodige disciple og været hos dem i flere timer, idet han lærte og trøstede dem, skønt de ikke genkendte ham.

Jesus åbenbarede ikke først for dem, hvem han virkelig var, og derefter udlagde skrifterne for dem; for han vidste, at de ville blive så overvældede af glæde ved at se ham igen opstået fra de døde, at deres sjæl ville blive tilfreds dermed. De ville ikke hungre efter de hellige sandheder, som han ønskede uudsletteligt at indprente i deres sjæl, så at de kunne meddele dem til andre, der igen skulle udbrede den dyrebare kundskab, indtil mennesker i tusindvis havde taget imod det lys, som den dag opstod for de fortvivlede disciple, som vandrede til Emmaus.

Jesus viste sig som en fremmed for dem, indtil han havde udlagt skrifterne og havde givet dem en forstandig tro på hans liv, hans væsen, hans sendelse til jorden og hans død og opstandelse. Han ønskede, at sandheden skulle dybt rodfæstes i deres sind, ikke fordi det var ham selv, som vidnede derom, men fordi skyggeloven og profetierne i det gamle testamente stemte overens med det, som kom til syne i hans liv og død, og således fremlagde ubestridelige beviser for denne sandhed. Når han havde opnået målet for sit arbejde med disse to disciple, åbenbarede han sig for dem, for at deres glæde kunne blive fuldkommen, og derefter blev han usynlig for dem.

Da disse disciple forlod Jerusalem for at vende tilbage til sit hjem, havde de i sinde at optage deres tidligere beskæftigelse igen og skjule deres skuffede forhåbninger så godt som muligt; men nu blev deres glæde endog større end deres forrige skuffelse. “Og de sagde til hinanden: “Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?” (Lukas 24,32)

De glemte deres sult og træthed og forlod den tilberedte aftensmad; for de kunne ikke blive hjemme og holde den oplysning, de nu havde fået, hemmelig for de andre disciple. De længtes efter at fortælle om deres egen glæde til deres brødre, for at de sammen kunne glæde sig over en levende frelser, der var opstanden fra de døde. Skønt det var meget sent, begyndte de straks at gå til Jerusalem. Men hvilken forskel der var mellem deres følelser nu, og de følelser som nedtrykte dem, da de begav sig på vejen til Emmaus! Jesus gik ved deres side, men de vidste det ikke. Han hørte med glæde på, at de udtrykte deres fryd og taknemmelighed, idet de vandrede side om side hen ad vejen.

I sin store glæde lagde de ikke mærke til de hindringer, som lå på den ujævne vej. Månen oplyste ikke vejen for dem, men deres hjerte frydede sig over en ny åbenbaring, der lyste i deres sjæl. De vandrede hen over de ujævne stene og de farefulde skrænter ved vejen, idet de sommetider i deres hast snublede og faldt. Men herved blev de ikke mismodige; de gik stadig fremad. Undertiden kom de på afveje på grund af mørket og måtte derfor gå tilbage, indtil de fandt vejen, hvorpå de fortsatte rejsen med forøget hastighed. De længtes efter at fortælle det dyrebare budskab for deres venner. Aldrig før havde menneskelige læber haft en sådan nyhed at forkynde; for den kendsgerning, at Kristus var opstået, skulle blive den store sandhed, som menigheden skulle bygge al sin tro og sine forhåbninger på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *