De fanger, som Jesus vakte op af gravene, da han opstod, var tegn på, at han som en fyrste havde sejret. Således bevidnede han sin sejr over døden og graven. Derved gav han et pant og et løfte på, at de retfærdige hensovende skal opstå. De, som kaldtes frem af deres grave, gik ind i staden og viste sig for mange i deres opstandne legeme og vidnede, at Jesus i sandhed var opstanden fra de døde, og at de var opstandne med ham. Den stemme som havde udråbt: “Det er fuldbragt!” lød blandt de døde. Den gennemtrængte gravkamrene og bød de sovende at opstå. Således bliver det også når Guds røst skal bevæge himlen og jorden; denne røst kommer til at gennemtrænge de dødes hvilesteder og åbne gravene. Et mægtigt jordskælv ryster da jorden, så at den svajer frem og tilbage som en drukken. Da åbenbares Kristus, herlighedens konge, ledsaget af hele den himmelske hærskare; basunen lyder, og Livgiveren fremkalder de retfærdige døde og giver dem uforkrænkeligt liv.
Præsterne og de øverste vidste godt, at adskillige af de døde var opstande, da Jesus opstod. De fik troværdige beretninger fra forskellige, som havde set og talt med disse personer, der var opstandne, og havde hørt deres vidnesbyrd, at Jesus, Livets fyrste, hvem præsterne og de ældste havde slået ihjel, var opstanden fra de døde. Man havde flittigt udbredt det falske rygte, at disciplene havde stjålet deres Mesters legeme fra graven, og mange troede det. Men præsterne forregnede sig, da de opdigtede deres falske beretninger, og alle tænkende personer, der ikke lod sig forblinde af fordomme, opdagede deres løgn.
Havde soldaterne sovet, så kunne de ikke vide, hvordan graven blev tom. Dersom én skildvagt havde været vågen, ville han sikkert havde vækket de andre. Havde de virkelig sovet, som de påstod, så vidste man godt, hvad følgerne blev. En sådan pligtforsømmelse blev straffet med døden, og der kunne ikke være noget håb om benådning. Det er derfor ikke tænkelig, at de skyldige ville have omtalt deres brøde. Hvis de jødiske præster og ældste havde opdaget, at vagten sov på sin post, ville de ikke have ladet sagen gå uden videre, men ville have krævet en grundig undersøgelse og forlangt at de utro soldater skulle udsættes for lovens fulde straf. Hvis de i mindste måde havde troet deres egen påstand, ville de havde draget disciplene til ansvar og ladet den mest grusomme straf komme over dem. At de ikke gjorde dette var et grundigt bevis på, at disciplene var uskyldige, og at præsterne i den yderste nød var blevet drevet til at opdigte og udbrede en løgn for at imødegå de beviser, som samlede sig imod dem og for at kunne påstå at Jesus ikke var opstanden fra de døde, og at han derfor ikke var Guds Søn. At Jesus flere gange viste sig for sine disciple, og at de personer, som opstod fra de døde med ham, også viste sig, bidrog meget til at grundfæste sandheden hos mange, som var villige til at tro.
Denne jødernes opdigtelse har et sidestykke i vor tid. Sandhedens stolte forfølgere anvender tid, indflydelse og penge for at neddysse sandhedens vidnesbyrd og modstå dem, og man benytter de mest urimelige midler for at opnå dette mål. Der er heller ingen mangel på forstandige personer, som antager de mest latterlige løgne, fordi de stemmer overens med deres hjertes følelser. Herved åbenbares den sørgelige sandhed, at Gud har overgivet dem til en formørket forstand og hjertets forhærdelse. Der er enfoldige personer, som måske bliver bedraget for en tid, fordi de har tillid til sådanne bedragere; men hvis de er lærevillige og virkelig ønsker at kende sandheden, får de også anledning til at forstå den. Tvivl og vanskeligheder vil snart forsvinde. De vil opdage, hvor urimelige deres falske ledere har været; for selv vildfarelsen indeholder et ufrivilligt vidnesbyrd til bevis for sandheden.
Præsterne og de ældste svævede i stadig frygt for, at de, medens de gik på gaden eller hjemme i deres egne boliger, skulle træffe den opstandne Kristus ansigt til ansigt. De følte, at der ingen sikkerhed var for dem. Bolte og slåer syntes blot at være en ringe beskyttelse mod den opstandne Guds Søn.
Da Jesus før sin korsfæstelse var samlet med sine disciple i salen, fortalte han dem, at han efter sin opstandelse ville gå forud for dem til Galilæa, og på opstandelsens morgen havde englene ved graven sagt til kvinderne: “Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se, ham, som han har sagt jer.” (Markus 16,7) Disciplene måtte blive i Jerusalem i påskeugen; for havde de holdt sig borte, ville man have sagt, at de var kættere og nærede uvilje mod festlighederne. Om aftenen samlede de sig i salen, hvor nogle af dem boede. Her åbenbarede Jesus sig to gange for dem og bød dem at blive en tid i Jerusalem.
Så snart påskefesten var forbi, forlod brødrene Jerusalem og gik til Galilæa, således som de var blevet instrueret om. Der var syv disciple i alt, som gik. De var klædt som ringe fiskere. De var fattige, hvad denne verdens gods angår, men rige på sandhedens kundskab og lydighed, og dette gav dem for Gud den højeste rang som lærere. De havde ikke studeret i profeternes skoler; men i tre år havde de lært af ham, som var verdens største Lærer. Under hans undervisning var de blevet uddannede, oplyste og forædlede og var således blevet skikkede til at bibringe menneskene kundskab om sandheden.
Frelseren havde i sin mission tilbragt det meste af sin tid ved Tiberias sø, og der havde han gjort mange af sine vidunderligste mirakler. Da disciplene havde forsamlet sig på et sted, hvor der var mindst mulighed for, at de ville blive forstyrrede, var deres sind opfyldt af tanker om Jesus og hans mægtige gerninger. Det var på denne sø, Jesus havde vandret på de oprørte bølger for at frelse dem, medens deres hjerte var fyldt med skræk over den frygtelige storm, der syntes at ville ødelægge dem. Her blev den rasende storm stillet ved hans røst, som sagde til det mægtige dyb: “Ti, vær stille!” De kunne se stranden, hvor Jesus ved et mægtigt mirakel havde bespist mere end ti tusinde personer blot med nogle få brød og fisk. Ikke langt borte fra Kapernaum, hvor hans mærkeligste mirakler skete, idet han helbredte de syge og oprejste de døde. Som disciplene nu igen så sig omkring i Galilæa, huskede de nu de ord og gerninger, som Frelseren havde talt og gjort.
Aftenen var behagelig, og Peter, som endnu havde megen forkærlighed for både og fiskeri, foreslog, at de skulle sejle ud på vandet og kaste deres garn. Dette forslag syntes alle godt om; for de var fattige og behøvede både mad og klæder, hvilket de kunne skaffe sig ved udbyttet af en heldig fiskefangst. De sejlede derfor ud på søen i deres båd for at forfølge deres gamle beskæftigelse; men de arbejdede hele natten igennem uden held. Under de lange, trættende timer talte de om deres fraværende Mester og mindedes de overordentlig interessante scener og begivenheder, som havde gået for sig der i omegnen, og som de havde været vidne til. De tænkte på, hvad fremtiden ville bringe dem, og blev bedrøvede over de udsigter, som lå foran dem.
Imidlertid stod en enlig person på stranden og lod sit blik følge dem, medens han dog selv forblev usynlig. Omsider blev det lyst. Båden var kun en kort afstand fra strandbredden, og disciplene så en fremmed stående der, som rettede følgende spørgsmål til dem: “Mon i har noget at spise, børn?” Da de ikke genkendte Jesus, svarede de: “Nej.” Men han sagde til dem: Kast garnet ud på højre side af båden, så skal i få!” Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.” (Johannes 21,5-6)
Disciplene blev fyldt med undren over udfaldet af dette forsøg. Men Johannes opdagede nu, hvem den fremmede var, og sagde til Peter: “Det er Herren.” Glæde trådte nu i stedet for skuffelse. Peter opbandt straks sin fiskerkjortel om sig, kastede sig i søen og stod snart ved sin Mesters side. De andre disciple kom med skibet og trak garnet med fiskene. “Da de nu kom i land, ser de dér en kulild og fisk, liggende derpå, og brød. (vers 9)
De var for forbavsede til at kunne spørge, hvorfra ilden og maden kom. “Jesus siger til dem: “Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget.” I overensstemmelse med dette bud gik Peter til garnet, som han i sin hast havde forladt, og hjalp sine brødre med at trække det i land. Efter at de blev færdige hermed, og Jesus havde gjort de nødvendigste forberedelser, bad han sine disciple komme og holde måltid. Han brød brødet og fiskene og delte det mellem dem, og da han gjorde dette, genkendte alle de syv disciple ham. Jesu mirakel, da han bespiste de fem tusinde på bjergsiden, trådte nu tydeligt frem for dem; men en hemmelighedsfuld ærefrygt betog dem, og de forblev tavse, da de så på deres opstandne Frelser.
De huskede, at en begivenhed ligesom denne, som netop fandt sted, havde gået for sig ved begyndelsen af hans præsteembede. Jesus havde påbudt dem at sejle ud på dybet og kaste deres garn ud efter en fangst, og garnet var gået i stykker på grund af den store mængde fisk, som var deri. Da bød han dem at forlade deres garn og følge ham efter, og han ville gøre dem til menneskefiskere. Dette mirakel, som Jesus netop havde gjort skete i den hensigt, at det forrige mirakel skulle gøre et dybere indtryk på dem, for at disciplene kunne forstå, at skønt deres Mester ikke personlig skulle være hos dem, og skønt de ikke kunne tjene til deres ophold ved at drive deres yndede forretning, ville dog den opstandne frelser bevare dem og sørge for dem, medens de udrettede hans arbejde. Jesus havde også en hensigt med at byde dem kaste deres garn til den højre side af skibet. På den side stod Kristus på strandbredden. Arbejdede de i forening med ham, idet hans guddommelige magt forenede sig med deres menneskelige bestræbelser, da kunne de ikke undgå at få fremgang.
Gentagelsen af den mirakuløse fiskefangst var en fornyelse af Kristi kald til hans disciple. Det viste dem, at deres Mesters død ikke befriede dem fra deres pligt at gøre den gerning, som han havde givet dem. Til Peter, som ved mange lejligheder havde handlet på de andre disciples vegne, gav han en særskilt undervisning. Peters fremgangsmåde den nat, da Mesteren blev forrådt, var så skammelig og stemte så dårlig overens med hans forrige påstande om trofasthed og hengivenhed, at det var unødvendigt, for ham at skulle bevise for alle disciplene, at han oprigtigt havde angret sin synd, før han kunne genoptage sin apostelgerning. Frelseren ønskede at fremstille ham således, at han kunne genvinde sine brødres tillid, så at de i et eller andet uheldigt øjeblik ikke skulle have mistillid til ham på grund af hans tidligere fremgangsmåde og dette således skulle hindre hans virksomhed.
Disciplene forventede, at Peter ikke længere skulle få lov til at indtage den prominente plads i Guds gerning, som han hidtil havde haft, og han havde selv mistet sin vante selvtillid. Men medens de nød dette måltid ved søbredden, sagde Jesus til Peter: “Simon Johannes’ søn, elsker du mig mere; end de andre gør?” idet han hentydede til hans brødre. Peter havde engang sagt: “Dersom de og alle forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges.” Han havde sagt, at han stod rede til at kastes i fængsel og at lide døden med sin Mester. Men nu i disciplens nærvær viste han, at han tænkte mindre om sig selv: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” I dette svar kommer Peter ikke frem med en heftig påstand om, at hans kærlighed er større end hans brødres. Han udtaler ikke engang sin egen mening om sin hengivenhed for Frelseren, men henstiller sagen til Frelseren selv, som kan se ind i alle de menneskelige hjerters bevæggrunde, og overlader det til ham at dømme, om han er oprigtig eller ej: “Du ved, at jeg har dig kær.”
Jesus svarede den angerfulde discipel gunstigt og satte ham i et vigtigt tillidsembede. Herren sagde: “Vogt mine lam!” Igen satte Jesus Peter på prøve, idet han gentog sit forrige spørgsmål: “Simon Johannes’ søn, elsker du mig?” Denne gang spurgte han ikke disciplen, om han elskede ham mere end hans brødre. Peters andet svar var lig det første. Det var aldeles fri for overdreven selvtillid: “Ja, Herre! du ved, du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vær hyrde for mine får.” Igen fremsætter Jesus det vanskelige spørgsmål for ham: “Simon Johannes’ søn, elsker du mig?” Peter blev bedrøvet; thi han mente, at når Jesus gentog dette spørgsmål, viste det, at han ikke troede på, hvad han sagde. Han vidste, at hans Mester havde grund til at nære tvivl om ham, og med et smertefuldt hjerte svarede han: “Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine får.” (Johannes 21,15-17)
Tre gange havde Peter åbent fornægtet sin Mester, og tre gange fik Jesus ham til at aflægge vidnesbyrd om sin kærlighed og trofasthed ved at fremlægge for ham dette alvorsfulde spørgsmål, der ligesom en pil trængte ind i hans sårede hjerte. Jesus lod Peter vise sin dybe anger, for at de forsamlede disciple kunne se dybden af Peters anger og viste, hvor ydmyget den ellers pralende discipel var. Han blev nu betroet det store hverv at sørge for Kristi får. Skønt han i enhver anden henseende kunne være fuldt ud skikket dertil, kunne han dog ikke være en trofast hyrde for den kristne hjord, med mindre han havde Kristi kærlighed i sit hjerte. Kundskab, veltalenhed, godgørenhed, taknemmelighed og iver er alle nyttige i denne gode gerning; men dersom Jesu kærlighed ikke vælder frem i hjertet, slår den kristne prædikants gerning aldeles fejl.
Peter var af naturen fyrig og hurtig til at handle, og Satan havde benyttet sig af disse karaktertræk for at føre ham bort fra den rette vej. Da Jesus havde åbenbaret for sine disciple, at han skulle gå til Jerusalem for at lide og dø, overgivet til ypperstepræsternes og de skriftkloges hænder, havde Peter anmassende sagt sin Mester imod og havde sagt: “Gud bevare dig, Herre. Nej sådan må det ingenlunde ske!” Han kunne ikke tro, det var muligt, at Guds Søn skulle dræbes. Satan indgav ham den tanke, at hvis Jesus var Guds Søn, så kunne han ikke dø. Kort før Peter faldt, havde Jesus sagt til ham: “Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre. (Lukas 22,31-32) Den tid var nu kommet, og den forandring, som var sket hos Peter, var tydelig for enhver. Mesterens nærgående, prøvende spørgsmål havde ikke fremkaldt et eneste fremfusende, selvtillidsfuldt svar, og på grund af, at han havde ydmyget sig og angret sin synd, var han nu bedre end nogensinde før egnet til at være en hyrde for Herrens hjord.
Den undervisning, som overhyrden havde givet i dette tilfælde, var af stor vigtighed for Peter såvel som for de andre disciple. Det lærte ham, at han skulle vise tålmodighed, medlidenhed og overbærende kærlighed mod dem, som farer vild. Jesu kærlighed til Peter blev ikke mindre selv da han fornægtede sin Mester, og netop en sådan kærlighed bør underhyrden nære mod de får, som er betroede i hans varetægt. Idet Peter huskede på sin egen svaghed og vildfarelse, skulle han handle lige så ømt mod sine får, som Kristus havde handlet mod ham.
Jesus gik alene med Peter; for der var noget, han ønskede at sige til ham og ingen anden. På denne mindeværdige dag i salen havde Jesus lige før sin død sagt til denne discipel: “Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig.” Herpå havde Peter svaret: “Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.” (Johannes 13,36-37) I sin medlidenhed med Peter åbenbarede Jesus nu hans fremtid for ham, for at han kunne blive styrket til at udstå den endelige prøve, som hans tro på Kristus skulle blive udsat for. Han fortalte ham, at efter at han havde tilbragt et nyttigt liv, skulle han, når han blev gammel, i sandhed følge sin Mester. Jesus sagde: “Da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen hvor du ikke vil.” Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud.” (Johannes 21,18-19)
Her fortalte Jesus Peter, at han skulle dø, og hvorledes dette skulle ske. Han hentydede endog til, at hans hænder skulle udstrækkes på korset, og efter at han havde talt således, gentog han sin forrige befaling og sagde: “Følg mig.” Disciplen blev ikke mismodig over dette, som Mesteren åbenbarede. Han følte sig villig til at lide hvilken som helst død, det skulle være, for sin Mester. Peter så, at Johannes fulgte efter, og han fik da et ønske om at vide, hvad der skulle ske med ham i fremtiden, og han sagde til Jesus: “Herre, hvordan skal det gå ham?” Jesus svarede ham: “Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!” (vers 21-22) Peter burde have tænkt på, at hans Mester ville have åbenbaret alt det for ham, som det var nyttigt for ham at vide, uden at han selv behøvede at spørge derom. Det er enhvers pligt at følge Kristus uden at ængste sig for meget over de pligter, som andre har at udføre. Da Jesus sagde om Johannes: “Dersom jeg vil, at han skal blive indtil jeg kommer,” påstod han ikke, at denne discipel skulle leve indtil Kristi andet komme. Han gav simpelthen en erklæring om sin egen almagt, og at selv om han ville, at dette skulle blive tilfældet, ville det på ingen måde gøre nogen forandring i Peters arbejde. Både Johannes og Peters fremtid lå i Mesterens egen hånd, og den pligt, som hvilede på enhver af dem, var at de i lydighed skulle følge ham.
Johannes blev meget gammel. Han blev vidne til, at Kristi ord om Jerusalems ødelæggelse blev opfyldt. Han så, at jødernes prægtige tempel blev lagt i ruiner, og at der ikke lå sten på sten, som ikke var nedbrudt. Peter var nu helt omvendt, men den ære og myndighed, som han havde fået af Kristus, gav ham ikke noget fortrin frem for hans brødre. Han blev holdt i ære og havde megen indflydelse i menigheden, fordi Gud i sin nåde havde tilgivet ham hans fald og havde givet ham det hverv at vogte Herrens hjord, samt fordi han hele tiden forblev en af dem, som fulgte Kristus i sit daglige liv.