Efter at Jesus var samlet med brødrene i Galilæa, vendte disciplene tilbage til Jerusalem, og medens de elleve var samlede i byen, mødtes Jesus med dem og udlagde igen for dem de profetier, som angik ham selv. Han indprentede dybt i deres sind nødvendigheden af grundigt at ransage de gamle profetier, som angik Messias, og af at sammenligne dem med de begivenheder, som havde gået for sig i hans liv og død og opstandelse, for derved at stadfæste, at de havde fået deres opfyldelse i ham. I de forbilleder og skygger, som fremstillede Lammet, der var slagtet, fra verdens begyndelse, skulle de flittig udforske den hellige sandhed, som profeterne havde åbenbaret. Han borttog dækket fra deres sind, så de kunne forstå jødernes skyggesystem, og de indså nu klart, hvad de skikke og symboler betød, som Kristus virkelig afskaffede ved sin død.

Verdens frelser skulle nu fare op til sin Faders trone som en guddommelig sejrherre. Han bestemte Oliebjerget som det sted, hvor han for sidste gang skulle vise sin herlighed for dem. Ledsaget af de elleve vandrede han hen til bjerget. Disciplene vidste ikke, at dette var den sidste anledning, de fik til at være sammen med deres Mester. Han benyttede tiden til at samtale med dem om hellige ting og gentog for dem sin forrige undervisning. Idet de gik gennem Jerusalems porte, var der mange, som med forundring så på den lille skare, der anførtes af en, som præsterne og de ældste blot nogle få uger i forvejen havde fordømt og korsfæstet.

De gik over Kedrons bæk og nærmede sig Getsemane. Her standsede Jesus, for at hans disciple kunne mindes den undervisning, han havde givet dem den angstens nat, da han gik med dem til haven. Han så igen på det vintræ, han da havde brugt som et sindbillede, der skulle fremstille hans menigheds forening med ham selv og hans fader; og han opfriskede mindet herom ved på ny at omtale de indtryksfulde sandheder, for sine disciple, han da havde forklaret for dem. Over alt omkring dem var der mindesmærker om Jesu uendelige kærlighed. Selv de disciple, som vandrede ved hans side og var ham så kære, havde i hans fornedrelsens time, da han mest behøvede deres medlidenhed og trøst, forladt ham.

Kristus havde levet tre og tredive år i verden. Han havde været genstand for dens foragt, had og bespottelse; han var blevet fordømt og korsfæstet. Idet han nu skal opfare til sin herligheds trone og tænker på, hvor utaknemmeligt det folk har været, som han kom for at frelse, vil han så ikke nu nægte dem sin medlidenhed og kærlighed? Vil han ikke fæste sin kærlighed til den verden, hvor man sætter pris på ham, og hvor syndfrie engle tilbeder ham og venter på at gøre det, han byder dem? Nej, han lovede de elskede sjæle, som han forlod på jorden: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Mattæus 28,20) Før sin store kamp havde han bedt sin Fader, at han ikke vil borttage dem af verden, men at han ville bevare dem fra det onde, som er i verden.

Endelig nåede den lille skare Oliebjerget. Dette sted havde Jesus i særdeleshed helliget ved sit nærvær, sine bønner og sine tårer, medens han havde menneskelig natur. Da han kort før sit forhør havde holdt indtog i Jerusalem, genlød Oliebjergets høj af den jublende skares glædesskrig. På skråningen lå Betanien, hvor Jesus ofte havde hvilet sig i Lazarus’ hus. Ved bjergets fod var Getsemane have, hvor han havde kæmpet alene, hvor hans blod havde vædet jordens muld.

Jesus gik foran over bjergets top til omegnen af Betanien; her standsede han, og de samledes alle omkring ham. Lysstråler syntes at udgå fra hans ansigt, medens han i inderlig kærlighed så på sine disciple. Han bebrejdede dem ikke for deres fejl og misgerninger; men de sidste ord, Jesus talte til dem, var uudsigelig ømme og medlidende. Idet han rakte sine hænder ud og velsignede dem, som om han ville forsikre dem om sin beskyttelse og omsorg, steg han langsomt op. En stærkere magt end nogen jordisk tiltrækningskraft drog ham op til himlen. Idet han steg opad, stirrede disciplene med ærefrygt op for at kunne se deres Herre under hans himmelfart så længe som mulig. En herligheds sky tog ham bort fra deres øjne, og i samme øjeblik hørte deres opløftede sjæl den yndigste og herligste musik fra englenes kor.

Medens de endnu stirrede opad, var der røster, som talte til dem, og lød ligesom den herlige musik, de netop havde hørt. De vendte sig om og så to væsener i menneskeskikkelse; men disciplene forstod dog straks, at de var af himmelsk herkomst. Englene talede til dem med trøstefulde ord: “I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen.” (Apostlenes Gerninger 1,11) Disse engle tilhørte den skare, som havde ventet i den strålende sky for at ledsage Jesu til hans trone, og idet de følte medlidenhed med dem og elskede dem, som Frelseren havde forladt, kom de for at fjerne al uvished fra deres sjæl og at give dem den forsikring, at han skulle komme til jorden igen.

Hele himlen ventede på at byde Frelseren velkommen til de himmelske sale. Idet de steg opad, drog Jesus foran, og den skare af fanger, som han havde oprejst fra de døde, da han opstod af graven, fulgte efter ham. Den himmelske hær ledsagede dem opad med frydesang og sejrs råb. Ved Guds stads porte stod en utallig engleskare, som ventede på hans komme. Da de nærmede sig stadens porte, råbte de engle, som ledsagede himlens majestæt, med jubeltoner til den skare, som stod ved portene: “Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!” (Salme 24,7)

De engle, som ventede ved stadens porte, spørger med henrivende toner: “Hvo er den ærens konge?” De engle, som ledsager Jesus, svarer med glæde og sejrssang: “Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!” (vers 8-9) Igen spørger englene ved stadens porte: “Hvo er han, den ærens konge?” og den hær, som følger ham, svarer med yndige toner: “Herren, Hærskarers Herre, han er ærens konge!” (vers 10) Da åbnes stadens porte vidt, og den himmelske skare drager igennem, medens englene fylder himlen med den herligste musik. Hele himlens hær omringer sin kongelige anfører, idet han sætter sig på Faderens trone.

Med den dybeste ærefrygt og glæde bøjer engleskaren sig ned for ham, medens det glade råb lyder gennem himlens sale: “Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!” (Åbenbaringen 5,12) Sejrssangen lyder i herlig samklang med musikken fra englenes harper, indtil himlen syntes at være fuld at yndig harmoni, uudsigelig glæde og fryd. Guds søn har sejret over mørkets fyrste og overvundet døden og graven. Himlen genlyder af røster, som med herlige toner ophøjer Faderen og Sønnen: “Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedens evigheder!” (vers 13)

Han sidder ved sin Fader side på sin trone. Frelseren kommer frem med de fanger han har befriet fra dødens bånd, for prisen af sit eget liv. Hans hænder sætter evige kroner på deres pander; for de er repræsentanter og eksempler på dem som skal løskøbes ved Kristi blod, af alle folkeslag, tungemål og folk, og stå frem fra de døde, når han skal kalde retfærdige fra deres grave ved sit andet komme. Så skal de se Golgatas mærker i Guds Søns forherligede legeme. Deres største glæde vil være over Hans tilstedeværelse, som sidder på tronen; og de henrykkede helligede vil udbryde: Min elskede er min, og jeg er hans! Han er den største iblandt titusinde, og helt igennem elskelig!

Disciplene vendte tilbage til Jerusalem, ikke sørgmodige, men fulde af glæde. Da de til sidst så på deres Herre, skinnede hans ansigt med himmelsk herlighed, og han smilede elskeligt over dem. De hænder som så ofte blev rakt ud for at velsigne den syge og forpinte, og irettesætte dæmoner – de hænder som var blevet slået igennem af grusomme nagler, var rakt ud i nåde, som om de i disciplene favnede hele verden, og nedkaldte en velsignelse over alle Kristi efterfølgere. Lysstråler lod til at komme fra disse dyrebare hænder og falde over de som vågede og ventede.

Den dyrebareste kendsgerning for disciplene ved Jesu himmelfart, var at han tog fra dem til himlen, i håndgribelig form som deres guddommelige underviser. Den samme Jesus, som havde vandret, talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet med dem; som havde været hos dem i deres både på søen; som havde søgt tilflugt i lundene; og som samme dag havde slidt sig sammen med dem op på ad Oliebjerget, – var steget op til Himlen i sin menneskelige skikkelse. Og de himmelske budbringere forvissede dem om at den samme Jesus de havde set tage til Himlen, skulle komme igen på samme måde som han fór op. Denne forsikring har altid, og vil altid være til håb og glæde, for de som i sandhed elsker Kristus, indtil tidens afslutning.

Disciple så ikke blot Herren fare op, men de fik englenes vidnesbyrd om, at han var gået op for at indtage sin Faders trone i himlen. Den sidste erindring som disciplene fik af deres herre var den medfølende Ven, den forherligede Genløser. Moses tilslørede sit ansigt for at skjule sig fra lovens herlighed, der blev genspejlet fra den, og herligheden fra Kristi himmelfart, blev tilsløret for de menneskelige øjne.

Var Kristi rejse til himlen blevet vist for disciplene i al sin ubeskrivelige herlighed, kunne de ikke have klaret synet. Havde de set myriaderne af engle, og hørt sejrs jublene fra Himlens hære, da de evige døre blev løftet op, ville modsætningen mellem den herlighed og deres egne liv i en trængsels verden, havde været så stort at de havde svært ved at tage byrden op i deres jordiske liv igen, forberedt på at udføre opgaven fra deres Frelser med mod og trofasthed. Selv Trøsteren, den Hellige Ånd som var sendt til dem, ville ikke kunne påskønnes ordentligt, og den ville heller ikke have styrket deres hjerter nok til at bære skam, hån, fængsling og om nødvendigt død.

Deres sanser var ikke blevet så forblændet med Himlens herlighed, at de ville miste Kristi karakter på jorden af syne, som de selv skulle efterligne. De skulle fastholde i deres sind, hans livs skønhed og majestæt, den fuldkomne harmoni af alle hans egenskaber, og den mystiske forening mellem det guddommelige og det menneskelige i hans natur. Det var det bedste, at disciplenes jordiske bekendtskab med deres Frelser endte på den højtidelige, stille og ædle måde som det gjorde. Hans synlige opstigning fra verden var i harmoni med hans livs sagtmodighed og stilhed.

Disciplene vendte jublende tilbage til Jerusalem, ikke at de følte sig frataget deres Mester og Lærer, for det havde mere været årsag til personlig sorg end glæde. Men Jesus havde forvisset dem om at han ville sende Trøsteren, som ville være svarende til hans synlige tilstedeværelse. Han sagde: “Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.” De glædede sig fordi Jesus havde udført frelsen for mennesket; han havde besvaret kravene i loven, og var blevet et fuldkomment offer for mennesker; han var steget op til himlen for at udføre det forsoningsarbejde der var begyndt på jorden. Han var menneskenes advokat, menneskets mellemmand hos Faderen.

Jesus, som var født i Betlehem; som arbejdede med sin jordiske fader i tømrerværkstedet; som sad træt ved Jakobs brønd; som sov udmattet i Peters fiskerbåd; som; sultede og tørstede; som tog de små børn i sine arme og velsignede dem; som blev forkastet, forhånet og korsfæstet, steg op i menneskeskikkelse til himlen, og tog sæde ved Guds højre hånd. Efter at have mærket vore svagheder, vore sorger, og fristelser, er han i stand til at gå i forbøn for mennesket som sin repræsentant. Da Jesus var på jorden, var han det mest perfekte type menneske; og det er den kristnes glæde og trøst at denne tålmodige, og elskende frelser skal være hans Konge og Dommer; for “Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen.”

Vi har ikke for vane at associere kongelig herlighed og juridisk myndighed med den selvfornægtelse, tålmodighed, kærlighed og tilgivelse der vises i Kristi liv; alligevel udrustede disse egenskaber Frelseren til hans høje position. De karakteregenskaber som han udviklede på jorden udgør hans ophøjelse i herlighed. Hans sejre blev opnået i kærlighed, ikke ved magt. Når synderen kommer til Kristus, samtykker han til, at blive ophøjet til menneskets ædleste ideal.

“Ved I ikke at de hellige skal dømme verden?” De egenskaber som ophøjede Kristus vil, hvis hans efterfølgere opnår disse, sætte scepteret i deres hænder, og de skal være konger og præster sammen med Gud. Kristus har selv lovet at overholde den lov som Adam overtrådte, og ophøje den lov og gøre den ærværdig ved at demonstrere at den ikke var egenmægtig, og at mennesker kunne holde den uden at bryde den. Ved sit liv viste Kristus at Guds lov er fejlfri, og at mennesker, ved at være ulydige over for den, pådrager sig selv onder, som dens begrænsninger forsøger at lede mennesket bort fra.

Da disciplene vendte alene tilbage til Jerusalem, så folk på dem, og forventede at der var sorg, forvirring og nederlag i deres ansigter; men de så at der var glæde og sejr. De græd ikke over et skuffet håb, men var hele tiden i templet, og priste og velsignede Gud. Præsterne og øversterne kunne slet ikke forstå dette mysterium. Efter de nedslående begivenheder i forbindelse med deres Mesters trængsler, fordømmelse og forsmædelige død, troede man at disciplene var besejret og gjort til skamme; men de kom nu frem med højt humør, og ansigterne strålende af en ikke jordisk født glæde.

De fortalte beretningen om Kristi forunderlige opstandelse og himmelfart, og mange troede på deres vidnesbyrd. Disciplene havde ikke længere en nyttesløs mistillid til fremtiden; de vidste at Jesus var i Himlen; at hans sympati var uforandret; at han identificerede sig selv med den lidende menneskehed, tog imod sit folks bønner; at han bønfaldt Gud med sit eget dyrebare blods retfærdighed, viste sine sårede hænder og fødder, som påmindelse om den pris han havde betalt for sine genløste. De vidste at han ville komme igen ledsaget af den himmelske hær, og de så på denne begivenhed, ikke som en skæbnesvanger katastrofe, men som en anledning til stor glæde og forventning. De vidste at han ville stå igen på Oliebjerget, medens de hebraiske halleluja, blander sig med hebraiske hosianna, og myriader af stemmer skal forene sig med det glade bifald: “Kron ham, alles Herre!” De vidste at han var steget op til Himlen for at berede boliger til sine lydige børn, og at han ville vende tilbage og tage dem til sig.

Disciplene fortalte glædeligt deres brødre, om nyheden om deres Herres himmelfart. De følte nu at de havde en ven ved Guds trone, og var ivrige efter at fremføre deres anmodninger for Faderen i Jesu navn. De samlede sig i højtidelig ærefrygt og bøjede sig i bøn, og gentog Frelserens forvisning for hinanden: “Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.” I de ti dage der fulgte himmelfarten, brugte de tiden i samstemmende  bøn og pris, idet de ventede på, at den hellige Ånd skulle stige ned. De hævede troens hånd højere og højere, med det mægtige argument: “Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.” (Romerne 8,34)

“Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed.” (1 Timoteus 3,16) Frelseren kom ind i verden, i det ydre Davids søn, der ikke viste sin karakters fulde betydning. Hans ånd var genstand for den tugtelse og erfaring som menneskene måtte gennemgå i nogen grad. Hans guddommelighed blev tilsløret i menneskelighed. Han skjulte sig selv i de almægtige egenskaber som tilhørte ham, som den der var lige med Gud. Til tider glimtede hans guddommelige karakter frem med en så forunderlig kraft at alle, som var i stand til at kunne se åndelige ting erklærede ham for Guds søn.

Kristus forviste sig selv til verden, så han kunne bringe himmelsk lys inden for menneskenes rækkevidde. Jøderne forstod ikke Kristi tvefoldige karakter; og da han ikke påtog sig den timelige, kongelige magt og oprettede sin regering på Davids trone, og lagde enhver fremmed myndighed under sig, afviste de jødiske øverster at antage ham. De kunne ikke forbinde menneskenes lidelse, sorg og armod med deres tanke om Messias. Alligevel var dette den eneste Frelser, som Guds ord altid havde forudsagt igennem hans profeter.

Jøderne forstod slet ikke den åndelige forbindelse, som identificerede Kristus med både det menneskelige og guddommelige, og gav faldne mennesker en fremstilling af hvad man skal stræbe efter at blive. Kristus var Gud i kødet. Som Davids søn, fremstod han som et fuldkomment billede på sand menneskelighed, gjorde sin pligt frimodigt, og med nøje renhed, alligevel fuld af kærlighed, medfølelse, og øm sympati. I sine mirakler åbenbarede han sig selv som Herren. Da Filip spurgte ham om, at vise ham Faderen, svarede han: »Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.« (Johannes 14,9)

Jøderne søgte hele tiden efter og forventede en Guddommelighed iblandt dem, som ville åbenbares i det ydre, og ved et overvældende glimt ville han forandre alle tankestrømninger, gennemføre en anerkendelse om hans overhøjhed, ophøje sig selv, og tilfredsstille sit folks mål. Da Kristus blev truet med foragt var det tilfældet, at det var mægtig fristelse for ham, at åbenbare sin himmelske karakter, og overbevise sine forfølgere om, at han var Herre over konger og magthavere, præster og templet. Men det var hans vanskelige opgave at fastholde sig på menneskelighedens niveau.

I Jesu forbøn til sin fader, hævdede han at han havde opfyldt de betingelser som gjorde det nødvendigt for Faderen at opfylde sin del af kontrakten i himlen, med hensyn til den faldne menneskehed. Han bad: “Jeg har fuldført den gerning, [Det er, at han har udlevet en retfærdig karakter på jorden som et eksempel til menneskers efterfølgelse] du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.”(Johannes 17,4-5) I denne bøn går han videre med at sige hvad det er for et omfangsrigt værk han har udført, og som har givet ham alle dem som tror på hans navn. Han værdsætter denne belønning så højt at han glemmer den pinsel det har kostet ham at genløse faldne mennesker. Han erklærer at han selv er forherliget i dem som tror på ham. Menigheden skal i hans navn fuldkomme det værk som han har påbegyndt, og når den menighed til sidst genløses i Guds paradis, vil han se på sine kvaler og være tilfreds. Igennem hele evigheden vil de genløste være hans største stolthed.

Jesus, himlens majestæt, ydmygede sig selv, og blev lydig til døden, endog korsets død; “derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.” (Filipperne 2,9) Denne mægtige Frelser har lovet at komme igen, og tage sin menighed til de boliger han har beredt for dem. Når han er i Himlen og udfører det forbøns og forsoningsarbejde han begyndte på jorden, skal hans liv og karakter eksemplificeres af hans menighed på jorden. Han har lovet at, “Den som tror på mig, ” han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.” Og igen: “Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn.” “Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.” (Johannes 16,23-24)

Han som ikke tog det for et røvet bytte at være Gud lig, betrådte engang jorden, og bar vore lidelser og sørgmodige natur, og blev fristet på alle punkter ligesom vi; og nu viser han sig i Guds nærhed som vore store Ypperstepræst, parat til at acceptere angeren, og besvare sit folks bønner, og gennem sin egen retfærdigheds fortjenester, bringe dem til Faderen. Han hæver sine sårede hænder til Gud, og kræver deres blod-købte tilgivelse. Jeg har indgraveret dem i mine håndflader, beder han. Disse sår der minder om min ydmygelse og pinsel, sikrer min menighed de bedste gaver af almægtighed.

Hvilken en kilde til glæde for disciplene, at vide at de havde en sådan ven i himlen der gik i forbøn på deres vegne! Ved Kristi synlige himmelfart blev alle deres synspunkter og overvejelser om himlen forandret. Deres sind dvælede tidligere over det, som et sted langt borte, beboet af ånder uden håndgribelighed. Nu var tanken om himlen knyttet til tanken om Jesus, som de havde elsket og æret over alle andre, som de havde talt med og rejst sammen med, som de havde rørt ved, endog hans genopstandne legeme, som havde talt håb og trøst til deres hjerter, og som, medens ordene var på hans læber, var blevet taget op foran deres øjne, hvis melodiske stemme lød tilbage til dem da englenes skyvogn tog imod ham: “Se, jeg er med jer alle dage, helt til verdens ende.” (Mattæus 28,20)

For dem kunne himlen ikke længere se ud som et uendeligt, ubegribeligt sted, fyldt med uhåndgribelige ånder. De så nu på den som deres fremtidige hjem, hvor boligerne var forberedt for dem af deres elskelige genløser. Bøn blev iklædt en ny interesse, da den var et fællesskab med deres Frelser. Med nye opildnende følelser og en fast tillid til at deres bønner ville blive besvaret, samlede de sig i salen hvor de havde holdt nadver, for at opsende deres bønner, og påberåbe sig Frelserens løfte, som har sagt: “Bed og I skal få, så jeres glæde må være fuldkommen.” De bad i Jesu navn.

De havde et evangelium at forkynde – Kristus i menneskelig form, et menneske kendt med sorg; Kristus i ydmyghed, taget af onde hænder og korsfæstet; Kristus genopstået, og steget op til himlen, til Guds nærhed, for at være menneskets forsvarer; Kristus der kommer igen med kraft og stor herlighed i himlens skyer, for at tage de lydige og loyale til sig selv.

Apostlene gik tappert og håbefuldt ud, for at gøre deres Mesters arbejde i troskab. De vidste at den mest antagelige måde at vente på Kristus var at arbejde for ham. Det var deres arbejde at lede andre til den kommende Herre, og undervise dem om at vente tålmodigt på hans tilsynekomst. Dette arbejde blev givet til alle Kristi disciple.