Dette kapitel er bygget op over 1 Samuel 13; 14                                                                                        PP 616

Da hele folket havde været samlet i Gilgal, opløste Saul den hær, der var mødt frem på hans opfordring for at kæmpe imod ammonitterne. Han beholdt kun 2000 mand i Mikmas og lod 1000 mand blive hos Jonatan i Gibea. Heri begik Saul en stor fejl. Hæren var fyldt med håb og mod efter sejren, og hvis Saul var draget imod Israels øvrige fjender med det samme kunne han have slået et afgørende slag for nationens frihed.

Israels krigeriske naboer, filisterne, forholdt sig derimod ikke passive. De beholdt stadig nogle bjergfæstninger i Israels land efter nederlaget ved Eben-Ezer, og nu satte de sig fast i landets hjerte. Filisterne var israelitterne langt overlegne både med hensyn til våben og udrustning. I alle de år, Israel stod under dem, forsøgte de at underbygge deres magt ved at forbyde israelitterne at arbejde som smede, for at de ikke skulle lave våben. Efter fredsslutningen måtte hebræerne fortsat drage ned til filisternes garnisoner for at få udført deres smedearbejde. Israelitterne havde i stor udstrækning forsømt at anskaffe sig våben. Det skyldtes dels, at de elskede magelighed, dels at de havde mistet kampånden under den lange undertrykkelse. Man brugte buer og slynger som våben, og israelitterne kunne godt have anskaffet sig disse redskaber, men Saul og Jonathan var de eneste, der havde spyd og sværd.

Der blev ikke gjort forsøg på at besejre filisterne før i Sauls andet regeringsår. Kongens søn, Jonatan, rettede det første slag imod dem ved at angribe dem og erobre garnisonen i Geba. I deres forbitrelse 

PP 617

over dette nederlag traf filisterne forberedelse til at foretage et lynangreb på Israel. Saul gav nu signal til mobilisering ved at støde i hornet i hele landet og sammenkaldte alle de våbenføre mænd, indbefattet stammerne på den anden side af Jordan, i Gilgal. Israelitterne mødte omgående frem.

Filisterne havde samlet en vældig hær i Mikmas. De havde “3000 stridsvogne, 6000 ryttere og fodfolk så talrigt som sandet ved havets bred”. Da Saul og hans hær i Gilgal hørte dette, blev israelitterne rædselsslagne ved tanken om de vældige styrker, som de skulle kæmpe imod. De var ikke forberedt til kamp, og mange af dem var så bange, at de ikke turde drage i krig. Nogle af dem gik over Jordan, mens andre skjulte sig i de huler, jordhuller og klipperevner, som egnen var så rig på. Da slaget nærmede sig, blev der flere og flere desertører og de, der blev tilbage, var fyldt med bange anelser.

Da Saul blev salvet til konge over Israel, havde Samuel givet ham nøje besked på, hvad han skulle gøre, når dette øjeblik kom. “Du skal gå i forvejen ned til Gilgal,” sagde profeten, “så kommer jeg ned til dig for at bringe brændofre og ofre takofre. Syv dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!” 1 Samuel 10,8.

Saul ventede dag efter dag, men gjorde sig ingen målbevidste anstrengelser for at opmuntre folket og tilskynde dem til at vise tillid til Gud. Inden udløbet af den fastsatte tidsfrist blev Saul utålmodig over, at det varede så længe, før Samuel kom, og lod sig overvælde af modløshed på grund af sin vanskelige stilling. Han skulle have benyttet ventetiden til at forberede folket til den gudstjeneste, som Samuel kom for at holde, men i stedet for nærede han vantro og ængstelse. Det var uhyre vigtigt, at man bragte ofre, når man trådte frem for Guds åsyn, og Gud forlangte, at hans folk skulle ransage deres hjerte og angre deres synd, før han ville tage imod deres offergave og velsigne deres forsøg på at besejre fjenden. Saul var imidlertid blevet utålmodig, og folket ventede, at den mand, som de havde valgt til konge, skulle gå i spidsen for dem og vejlede dem. De tænkte slet ikke på at bede Gud om hjælp.

PP 618

Herren havde dog stadig omsorg for dem og ville ikke udsætte dem for de ulykker, som havde været uundgåelige, hvis de skulle have stolet på kødets svage arm alene. Han bragte dem i vanskeligheder for at få dem til at indse, hvor tåbeligt det er at stole på mennesker, og for at få dem til at forstå, at han er deres eneste tilflugt. Nu skulle Saul stå sin prøve. Nu skulle det vise sig, om han ville stole på Gud og vente tålmodigt, som Gud havde befalet, og om Gud kunne betro ham ledelsen af folket i vanskelige situationer, eller om han ville vakle og derved vise sig uværdig til det hellige ansvar, som han havde fået betroet. Spørgsmålet var, om den konge, som Israel havde valgt, ville rette sig efter kongernes Konge. Ville han henvise sine ængstelige soldater til ham, der altid er i stand til at hjælpe og udfri?

Saul blev mere og mere utålmodig over, at Samuel ikke kom, og gav profetens fravær skylden for, at soldaterne var modløse og deserterede. Da det aftalte tidspunkt var inde, var Guds profet endnu ikke kommet. Gud havde med vilje opholdt sin tjener. Nu kunne Saul ikke beherske sit urolige, impulsive temperament længer. Han følte, at der måtte gøres noget for at berolige de ængstelige soldater og besluttede at sammenkalde folket til gudstjeneste og sikre sig Guds hjælp ved at ofre. Gud havde sagt, at kun de mennesker, som var specielt indviet til denne gerning, måtte ofre til ham. Men Saul sagde: “Bring brændofferet og takofrene hen til mig!” I fuld udrustning gik han nu hen til alteret og ofrede til Gud. “Men lige som han var færdig med at ofre brændofferet, se, da kom Samuel, og Saul gik ham i møde for at hilse på ham.” Samuel så øjeblikkelig, at Saul havde trodset den befaling, han havde fået. Herren havde sagt ved sin profet, at han ville åbenbare, hvad Israel skulle gøre i denne krisetime. Hvis Saul havde opfyldt de betingelser, som Gud havde stillet for at hjælpe Israel, ville Herren have befriet dem på en vidunderlig måde ved hjælp af de få soldater, som var kongen tro. Men Saul var så godt tilfreds med sig selv og det, han havde gjort, at han gik profeten i møde i den tro, at han ville få ros.

PP 619  PP 620  PP 621

Samuels ansigt var præget af uro og bekymring, men da han spurgte: “Hvad har du gjort!” undskyldte Saul sin dristige handlemåde. Han sagde: “Jeg så, at folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte tid, og filisterne samlede sig ved Mikmas; så tænkte jeg: Nu drager filisterne ned til Gilgal imod mig, og jeg har endnu ikke vundet Herrens gunst; da tog jeg mod til mig og bragte brændofferet!”

Samuel sagde til Saul: Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den befaling, Herren din Gud gav dig, ville Herren nu have grundfæstet dit herredømme over Israel til evig tid; men nu skal dit kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en mand efter sit hjerte, og ham har Herren kaldet til fyrste over sit folk ….. Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal.

Enten kunne Israel ikke være Guds folk længer, eller også skulle det princip, der dannede grundlaget for kongedømmet, holdes i hævd. I det sidste tilfælde skulle nationen styres af Gud. Hvis den israelitiske nation ville anerkende, at den tilhørte Herren, og hvis israelitterne ville lade Guds vilje komme i første række og de menneskelige og jordiske ønsker i anden række, ville Gud fortsat være Israels regent. Gud ville forsvare konge og folk lige så længe, som de underordnede sig ham. Men en israelitisk konge ville aldrig få lykken med sig, hvis han ikke anerkendte Guds overhøjhed i alle henseender.

Hvis Saul havde taget hensyn til Guds krav i denne krisetime, kunne Gud have gennemført sin vilje ved hjælp af kongen. Men denne begik en stor fejl og viste sig derved uegnet til at styre folket som Guds viceregent. Han ville føre Israel på afveje og tage mere hensyn til sin egen end til Guds vilje. Hvis Saul havde været tro imod Gud, ville hans herredømme være blevet grundfæstet til evig tid, men han svigtede, og derfor var Gud nødt til at gennemføre sine planer ved hjælp af et andet menneske. Der var ikke andet at gøre end at betro ansvaret for Israel til et menneske, der ville regere folket i overensstemmelse med Himmelens vilje.

Vi har ingen anelse om, hvor meget der står på spil, når Gud sætter os mennesker på prøve. Vi kan kun føle os trygge, når vi viser ubetinget lydighed imod Guds ord. Gud opfylder kun sine løfter, hvis vi viser tro og lydighed, og når vi ikke retter os efter hans befalinger, går vi glip af de rige velsignelser, som er lovet os i skriften.

PP 622

Vi bør hverken følge vore indskydelser eller fæste vor lid til menneskers dømmekraft. Vi bør spørge, hvad der er Guds åbenbarede vilje, og efterkomme hans udtrykkelige befalinger uden hensyn til omstændighederne. Gud skal nok tage ansvaret for udfaldet. Hvis vi retter os trofast efter Guds ord, kan vi i krisens stund bevise over for mennesker og engle, at Herren kan stole på os, og at vi vil gøre hans vilje, ære hans navn og være til velsignelse for hans folk selv under vanskelige forhold.

Saul havde pådraget sig Guds mishag, men til trods herfor ydmygede han sig ikke. Han søgte at råde bod på sin mangel på gudsfrygt ved at udføre de religiøse ceremonier med stor nidkærhed. Saul var ikke uvidende om, at Israel led nederlag, da Hofni og Pinehas bar Guds ark ind i lejren, men til trods herfor besluttede han at sende bud efter den hellige kiste og den ansvarshavende præst. Han håbede, at det på denne måde ville lykkes ham at indgyde folket tillid, samle hæren og optage kampen med filisterne. Det var hans plan at bryde forbindelsen med Samuel for at blive fri for hans uvelkomne kritik og irettesættelse.

Gud havde skænket Saul Helligånden for at give ham indsigt og blødgøre hans hjerte. Guds profet havde trofast vejledt og irettesat ham, men alligevel handlede han dristigt. Israels første konge er et sørgeligt eksempel på, hvor stor magt de forkerte vaner har, som et menneske tillægger sig i sin pure ungdom. Saul elskede og frygtede ikke Gud som ung, og fordi hans heftige natur ikke var blevet besejret på et tidligt tidspunkt, var den altid parat til at gøre oprør imod Guds myndighed. De mennesker, som nærer en hellig ærbødighed for Guds vilje i deres ungdom, og som gør deres pligt med troskab, er skikkede til at varetage større ansvar senere i livet. Men et menneske kan ikke i årevis misbruge de evner, som Gud har givet det, for så pludselig at vende fuldstændig om. Det er forkert at tro, at man kan misbruge sine evner gennem flere år, uden at de tager skade.

Sauls forsøg på at sætte mod i folket var forgæves. Han havde kun 600 mand tilbage og forlod nu Gilgal og trak sig tilbage til fæstningen Geba, som for kort tid siden var blevet erobret fra filisterne. Denne fæstning lå syd for en dyb, øde dalsænkning eller slugt nogle få kilometer nord for det sted, hvor Jerusalem ligger. Filisterhæren havde slået lejr i Mikmas, som lå nord for den samme slugt, og herfra drog deres soldater ud i forskellige retninger for at plyndre landet.

PP 623

Gud tillod, at tingene tog denne vending, for at straffe Saul for hans synd og lære folket ydmyghed og tro. Herren ville ikke lade Saul få den ære at besejre filisterne, fordi han havde begået den dristige synd at ofre. Han valgte derimod kongens gudfrygtige søn, Jonatan, til at befri Israel. Efter en guddommelig tilskyndelse foreslog Jonatan sin våbendrager, at de i al hemmelighed skulle angribe fjendens lejr. “Måske vil Herren stå os bi,” sagde han, “thi intet hindrer Herren i at give sejr, enten der er mange eller få!”

Våbendrageren, der også var en troens og bønnens mand, gik ind på planen, og de forlod nu lejren i al hemmelighed, for at man ikke skulle forhindre dem i deres forehavende. Da de havde bedt en alvorlig bøn til ham, der havde været deres fædres anfører, enedes de om at lade et bestemt tegn være afgørende for deres taktik. Derpå gik de ned i den slugt, der skilte de to hære, og listede lydløst fremad i skyggen af klippen og delvis skjult af de højereliggende partier i slugten. Da de kom i nærheden af filisternes fæstning, opdagede fjenderne dem og råbte hånende: “Se, der kommer nogle hebræere krybende ud af de jordhuller, de har skjult sig i!” De udfordrede dem nu med ordene: “Kom op til os, så skal vi lære jer!” Dermed mente de, at de ville straffe de to israelitter for deres dristighed. Det var netop denne udfordring, Jonatan og hans våbendrager var blevet enige om at betragte som tegnet på, at Herren ville lade deres forehavende lykkes. De to krigere benyttede nu en hemmelig og vanskelig sti, hvor de var skjult for filisterne, og klatrede op til toppen af den klippe, som var blevet anset for at være ubestigelig og derfor var næsten ubevogtet. På den måde trængte de ind i fjendens lejr og dræbte vagtposterne, der blev så overvældede af forbavselse og frygt, at de ikke gjorde modstand.

Himmelske engle beskyttede Jonatan og hans ledsager, engle kæmpede ved deres side, og filisterne blev slået. Jorden rystede, som om der var en stor hær med ryttere og vogne på vej. Jonatan forstod, at det var et tegn på Guds hjælp, og selv filisterne var klar over, at Gud var i færd med at gribe ind for at befri Israel. Både hæren på slagmarken og i garnisonen blev grebet af frygt. I forvirringen begyndte filisterne at dræbe hinanden, fordi de antog deres egne soldater for fjender.

PP 624

Kort efter kunne krigs larmen høres i israelitternes lejr. Kongens vagtposter indberettede, at der var opstået forvirring blandt filisterne, og at der blev gjort indhug i deres hær. Hebræerne troede, at alle deres soldater var hjemme i lejren, men da de undersøgte sagen, viste det sig, at Jonatan og hans våbendrager var borte. Da Saul så, at filisterne blev slået tilbage, drog han imod fjenden med sin hær. De hebræere, som var gået over til fjenden, svigtede nu filisterne. Desuden kom der et stort antal israelitter ud fra deres skjulesteder, og mens filisterne flygtede, gjorde Sauls hær et frygteligt indhug i dem.

Kongen var fast besluttet på at udnytte situationen til det yderste og forbød i sin iver soldaterne at spise mere den dag. Han understregede sin befaling med denne højtidelige ed: “Forbandet være hver den, som nyder noget før aften, før jeg får taget hævn over mine fjender!” Sejren var allerede sikret uden Sauls viden og medvirken, men han håbede at kunne udmærke sig ved at udslette den besejrede hær fuldstændig. Det var Sauls ærgerrighed, der tilskyndede ham til at forbyde folket at spise. Dette forbud viste, at kongen ikke tog hensyn til folkets tarv, når dette kom på tværs af hans higen efter selvophøjelse. Saul understregede sit forbud med en ed og tilkendegav derved, at han både var ubesindig og uærbødig. Selve edens ordlyd viser, at Saul søgte at ære sig selv i stedet for at ære Gud. Han sagde ikke: “Før Herren får taget hævn over sine fjender,” men “før jeg får taget hævn over mine fjender.”

Forbudet resulterede i, at folket overtrådte Guds bud. De havde kæmpet hele dagen og var udmattede af sult. Da forbudet var udløbet, kastede de sig over byttet og spiste kødet med blodet i og overtrådte derved forbudet imod at spise blod.

Jonatan havde ikke hørt kongens befaling og kom i dagens løb til at overtræde forbuddet ved at spise lidt honning, mens han var på vej gennem en skov. Dette fik Saul at vide om aftenen. Han havde udstedt dødsstraf for at overtræde forbuddet imod at spise. Jonatan havde ikke syndet med vilje, og Gud havde reddet hans liv ved et mirakel og befriet Israel ved hans hjælp, men til trods herfor sagde kongen, at 

PP 625

straffen skulle fuldbyrdes. Hvis Saul havde skånet sin søns liv, ville han dermed have indrømmet, at han syndede, da han aflagde sit overilede løfte, og dette ville have såret hans stolthed. Han udtalte nu de frygtelige ord: “Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!”

Saul kunne ikke tage æren for sejren, men han håbede at blive æret for sin faste beslutning om at holde sin ed. Selv om det skulle koste hans søns liv, ville han gøre det klart for sine undersåtter, at kongens ord skulle adlydes. Det var ikke så længe, siden Saul havde dristet sig til at forrette præstetjeneste i Gilgal på trods af Guds befaling. Da Samuel irettesatte ham, retfærdiggjorde han hårdnakket sig selv. Men ved denne lejlighed, hvor hans egen befaling blev tilsidesat – den var endda ganske urimelig og var blevet overtrådt af vanvare – dømte kongen sin egen søn til døden.

Folket ville dog ikke gå med til dommens fuldbyrdelse. De trodsede kongens vrede og sagde: “Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store sejr? Det være langtfra! Så sandt Herren lever, ikke et hår skal krummes på hans hoved; thi med Guds hjælp vandt han sejr i dag!” Den stolte monark vovede ikke at tilsidesætte folkets enstemmige dom, og Jonatans liv blev reddet.

Saul kunne ikke undgå at se, at både folket og Herren foretrak hans søn frem for ham selv. Jonatans redning var en alvorlig irettesættelse til kongen for hans overilede beslutning. Han havde en forudanelse om, at hans forbandelser ville falde tilbage på ham selv. Han standsede krigen mod filisterne og vendte misfornøjet og tungsindig hjem.

De mennesker, der er mest ivrige efter at retfærdiggøre sig selv og undskylde deres egen synd, fælder ofte den hårdeste dom over andre. Mange pådrager sig Herrens mishag ligesom Saul, men vil ikke lade sig vejlede og foragter ethvert forsøg på irettesættelse. Selv når de er blevet klar over, at Herren ikke længer er med dem, nægter de at indrømme, at de selv har været skyld i deres vanskeligheder. De er stolte og pralende og dømmer og irettesætter ubarmhjertigt andre, som er bedre end de selv. Sådanne selvbestaltede dommere burde tænke over Kristi ord: “Thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.” Mattæus 7,1-2.

Det sker ofte, at mennesker, der søger at ophøje sig selv, får tildelt en stilling, hvor de får anledning til at 

PP 626

vise deres sande karakter. Det var tilfældet med Saul. Hans handlemåde overbeviste folket om, at kongelig ære og myndighed betød mere for ham end retfærdighed, nåde og godhed. På den måde kom folket til at indse, at de havde båret sig forkert ad, da de forkastede den styreform, som Gud havde givet dem. De havde erstattet deres gudfrygtige profet, hvis bønner havde været til velsignelse for dem, med en konge, der i sin fanatiske blindhed nedkaldte en forbandelse over dem.

Hvis israelitterne ikke havde grebet ind for at redde Jonatans liv, ville deres befrier være blevet dræbt på kongens befaling. Det må have været med blandede følelser, at folket fulgte Saul fra den dag! Det var en bitter tanke, at de selv havde bidraget til, at han kom på tronen. Herren finder sig i menneskenes selvrådighed længe og giver dem alle sammen anledning til at indse deres synder og afstå fra dem, men selv om det ser ud, som om han er med dem, der viser foragt for hans vilje og lader hånt om hans advarsler, vil han til sin tid afsløre deres dårskab.