Der kom dagligt flere disciple til Kristus, og folket samlede sig fra stæder og byer for at høre ham. Mange kom også til ham for at blive døbt, men Kristus døbte ingen: hans disciple udførte dåbshandlingen. Mens Kristi disciple døbte mange, opstod der et spørgsmål mellem jøderne og Johannes’ disciple angående dåben, om den rensede overtræderens synd. Johannes’ disciple svarede, at Johannes døbte blot til omvendelse, men Kristi disciple til et nyt liv. Johannes’ disciple blev misundelige, fordi den nye lærer blev berømt, og sagde til Johannes om Kristus: “Mester, han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se han døber, og alle kommer til ham. Johannes svarede og sagde: “Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen.” Ved dette sagde Johannes i virkeligheden: Hvorfor bliver i nidkære for min skyld? “I kan selv bevidne, at jeg sagde: “Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham. Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen.” (Johannes 3,26-29) Johannes var langt fra at misunde Jesus på grund af hans fremgang; men han glædede sig tværtimod derover. Han forsikrede sine disciple, at hans opgave var at henvende folkets opmærksomhed til Kristus. “Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle, hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager imod hans vidnesbyrd.” (Johannes 3,30-32) Johannes vidnede for sine disciple, at Jesus var den lovede Messias, verdens frelser. Idet hans eget arbejde blev bragt til ende, lærte han dem at se hen til Jesus og at følge ham som den store lærer.
Når man undtager den glæde som Johannes havde, da han så, at hans arbejde skred frem, var hans liv glædesløst. Det var fuldt af sorg og selvfornægtelse. Den, som forkyndte Kristi første komme, fik ikke anledning til selv at høre hans undervisning eller blive vidne til den kraft, som åbenbaredes gennem ham. Johannes’ røst hørtes sjældent andre steder end i ørkenen. Hans liv var ensomt, alligevel samledes store skarer i ørkenen for at høre den underfulde profets ord. Han havde lagt øksen ved roden af træet. Han havde straffet dem for synd uden frygt for følgerne og beredte således vejen for Kristi gerning.
Herodes blev bevæget, idet han lyttede til Johannes’ indtrængende vidnesbyrd, og han spurgte med dyb interesse hvad han skulle gøre for at blive hans discipel. De klare sandheder, som Herrens tjener forkyndte, overbeviste ham. Hans samvittighed fordømte ham; for en ond, lidenskabelig kvinde havde vundet hans hjerte og herskede over ham. Denne ryggesløse kvinde var meget begærlig efter magt og myndighed, og hun mente, at hun kunne opnå sin hensigt, når hun blev Herodes’ hustru. Herodes skælvede og ønskede meget at bryde de lænker, som hans lidenskab havde bundet ham med, idet han lyttede til de sandheder som Johannes fremholdt, som kunne anvendes i det daglige liv, idet han irettesatte alle, som overtrådte Guds lov og henviste til den straf, som ventede de ugudelige. Han åbnede sit hjerte for Johannes, som fremholdt Guds lov for ham og sagde rent ud, at det ville være umuligt for ham at få del i Messias’ rige, med mindre han unddrog sig fra den ulovlige forbindelse med sin broders hustru og adlød Guds bud.
Herodes var tilbøjelig til at følge Johannes’ råd og sagde til Herodias, at han ikke kunne tage hende til ægte, da det var imod Guds lov, men denne stivsindede kvinde ville ikke således lade sine planer omstyrte. Der blev optændt et stærkt had til Johannes i hendes hjerte. Herodes var svag i sin karakter og vaklede i sit sind, og det var ikke vanskeligt for Herodias igen at komme i hans gunst og at stadfæste sin indflydelse over ham. Herodes gav efter for syndens glæde i stedet for at bøje sig for Guds lov. Da Herodias igen havde magten over ham, besluttede hun at hævne sig over profeten, fordi han havde vovet at straffe deres forbryderiske handlemåde. Ved hendes tilskyndelse lod Herodes Johannes kaste i fængsel med den tanke, at han ville forsøge at løslade ham, når der kom en gunstig lejlighed.
Medens Johannes sad i fængslet, hørte han gennem sine disciple om Jesu mægtige gerninger. Han kunne ikke selv lytte til hans mægtige ord, men disciplene fortalte ham derom og trøstede ham, idet de fortalte, hvad de havde set og hørt. Johannes havde tilbragt sit liv i den frie luft med aktivt, vedholdende arbejde og udholdt besværligheder og selvfornægtelse, han havde aldrig før været udsat for de fristelser, som fulgte med et indesluttet liv, og han begyndte endog at nære tvivl, om Kristus virkelig var Messias. Hans disciple havde fortalt ham om de underfulde ting, som de havde været vidner til i Frelserens virksomhed, men Johannes kom til den slutning, at dersom Jesus var Messias, så ville han offentligt forkynde, at han var verdens frelser.
Johannes havde blot en utydelig forestilling om det rige, som Kristus kom for at oprette. Det samme var også tilfældet med Frelserens disciple, de antog, at han ville oprette et timeligt rige og regere på Davids trone i Jerusalem. Johannes blev utålmodig, fordi Jesus ikke straks åbenbarede sig selv og antog kongelig myndighed og undertvang romerne. Han håbede, at dersom Messias oprettede sit rige, så ville han blive ført ud af fængslet, og han mente, at dersom Jesus virkelig var Guds søn og kunne udrette alt, hvad han ønskede, så ville han også benytte sin magt til at sætte ham i frihed.
Johannes sendte derfor sine disciple til Kristus for at spørge: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Lukas 7,19) Disciplene forsøgte at komme nær til Kristus, men kunne ikke tale med ham straks, fordi den skare, som var forsamlet omkring ham, bar mange syge til den store læge. Lamme, blinde og halte blev ført gennem skaren. Johannes’ disciple så, at det livløse støv fik nyt liv ved Kristi ord, og sundhedens rødme trådte i stedet for dødens bleghed. Jesus sagde til dem: “Gå bort og forkynd Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, halte går, spedalske renses, døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige, og salig er den, som ikke forarges på mig.” (Lukas 7,22-23)
Disse ord indeholder en mild irettesættelse til Johannes for hans utålmodighed, og denne forsigtige irettesættelse gjorde ham godt. Han forstod nu bedre Kristi værk, og han overgav sig selv med underdanig tro i Guds hænder for at leve eller dø, eftersom Guds ære derved bedst kunne fremmes.
Efter at Johannes’ disciple gik bort, talte Jesus til folket om Johannes og sagde: “Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se et rør, som svajer hid og did for vinden?” (Lukas 7,24) Jesus vidste, at et rør, som bevæges hid og did af vinden, var lige det modsatte af Johannes’ karakter. Johannes lod sig ikke bevæge ved smiger, han lod sig heller ikke bedrage af de herskende vildfarelser. Verdslig ære eller rigdom kunne heller ikke lede ham væk fra den gerning, han kom for at udføre. Han ville bevare sin oprigtighed, selv om det skulle koste hans liv. Guds profet stod fast som en klippe, sin gerning tro straffede han synd og forbrydelser i alle skikkelser blandt konger og fornemme mænd såvel som blandt de underordnede og ringe. Han afveg ikke fra pligtens sti. Tro imod Guds stod han i sin ædle værdighed og rene moral fast som en klippe og svigtede ikke sine grundsætninger. “Nej hvorfor gik I ud? For at se et menneske klædt i bløde klæder? Se, de, der går i prægtige klæder og lever i vellevned, de er i kongers sale. Nej, hvorfor gik I ud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet: “Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig.” Jeg siger jer: blandt kvindefødte er ingen større end Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han.”
Folket, som Kristus talte til, vidste godt, at Johannes’ klædedragt var modsat den, som man brugte i kongers huse. Kristus spurgte i virkeligheden: “Hvad bevægede jer til at gå ud i ørkenen for at høre Johannes’ prædiken?” Ørkenen er ikke et sted, hvor man finder sådanne, som lever i overdådighed, eller som klæder sig i fornemme, bløde klæder. Kristus ønskede, at de skulle lægge mærke til den modsætning, som der var mellem Johannes’ klædedragt og de jødiske præsters. Profeten var iført en simpel, grov klædning, uden nogen pragt, men den svarede alligevel til det formål, som klæder er bestemt til. De jødiske præsters og ældstes klædedragt stod i stærk modsætning til Johannes’ simple klæder.
Disse embedsmænd iførte sig herlige og kostbare klæder med skinnende brystplader, fordi de mente, at de ville blive æret i forhold til deres udseende. De længtes mere efter at vinde menneskers beundring end efter at få en ren og ubesmittet karakter og at leve et helligt liv, som behager Gud.
Kristus formanede sine disciple så vel som folket til at følge det gode, som fandtes i farisæernes og de skriftkloges undervisning; men han formanede dem også til at fly deres onde eksempel og ikke lade sig bedrage af deres ærgerrige foregivender. Han sagde: “Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt “rabbi” af folk.” (Mattæus 23,3-7)
Johannes så, at disse stolte jøder ophøjede og ærede sig selv, idet de viste deres indbildske fromhed offentligt frem. De udvalgte steder af loven og bandt dem omkring deres pander og håndled, for at alle kunne lægge mærke til deres påtagne hellighed. Det er sandt, at Gud havde befalet Israels børn at sætte et blåt bånd på kanten af sine klæder, hvorpå et udtog af de ti bud skulle være broderet. Dette var for bestandigt at minde folket om, at det var deres pligt at elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv. Men jo mere de afveg fra den oprindelige renhed og enfoldighed, og jo mere deres daglige liv var i modsætning til Guds lov, desto nøjere var de med at gøre sine bederemme brede og at føje til de ord, som Guds havde sagt, at de skulle anføre på det blå bånd. Udadtil viste de den stærke gudsfrygt, men deres handlinger stod i stærk modsætning til deres bekendelse.