Johannes var dybt interesseret i at indføre en religiøs forbedring. Guds visdom og kraft var over ham. Helligånden optændte en hellig nidkærhed, som ledte ham til at vidne mod de jødiske præster og udtale Guds dom over dem. De foregav, at de var meget gudfrygtige, medens de var aldeles fremmede for sand godgørenhed, barmhjertighed og Guds kærlighed. De søgte med pragtfulde klæder og et fornemt væsen at indgyde menneskene ærefrygt, medens den højeste Gud betragtede dem med afsky.
Skønt deres hjerter og liv stod i modsætning til Guds vilje, så bedrog de alligevel sig selv med den forfængelige tanke, at de evige velsignelser tilhørte dem på grund af Guds løfter til Abraham, de troende fader. De var ikke iført ydmyghed; de manglede Abrahams tro og fromhed. De havde ikke ved oprigtighed og et helligt liv udviklet en karakter, der kunne forene dem med ham som hans børn; men de ventede alligevel at få del i de løfter, som Herren havde givet Abraham. Den frimodighed, hvormed profeten Johannes straffede farisæerne og åbenbarede deres ugudelighed og hykleri, forbavsede folket, som havde været vant til at ære og ophøje dem.
Hans prædiken havde vakt dyb interesse overalt, hans alvorsfulde formaninger og trusler havde vakt menneskenes samvittigheder. Folk samlede sig fra byer og stæder til ørkenen tiltrukket af hans alvorsfulde, ivrige formaninger, hans frimodige advarsler og irettesættelser; for de havde aldrig før hørt noget sådant. Der var ingen ydre pragt ved Johannes’ klædedragt, som kunne drage dem til ham eller vække deres beundring. Han lignede profeten Elias i sin grove klædning og med sin simple spise. Han levede af græshopper og vild honning, som han fandt i ørkenen, og drak det klare vand, som randt fra de evige høje.
Men alligevel havde så store skarer lyttet til ham, at hans rygte var udbredt over hele landet, og nu, da han var i fængsel, ventede folket med længsel på at se, hvad udfaldet ville blive. De troede ikke, at han ville blive hjemsøgt af nogen streng straf, eftersom hans liv havde været så rent og helligt.
Herodes besluttede at løslade Johannes fra fængslet; men han udsatte det fra tid til tid af frygt for at mishage Herodias, som var fast besluttet på, at Johannes skulle dø. Mens han tøvede, var hun virksom og lagde planer om at hævne sig på en eftertrykkelig måde på profeten, fordi han havde vovet at sige sandheden og at fordømme deres ulovlige liv. Hun vidste, at Herodes tænkte på at løslade Johannes, skønt han holdt ham i fængslet, for han ærede og frygtede ham og troede, at han i sandhed var en Guds profet. Johannes havde fortalt Herodes hans hjertes hemmeligheder, og hans irettesættelse havde forfærdet kongen; for han havde en dårlig samvittighed.
Herodes havde forbedret sit lystige liv i mange henseender; men han svækkede hele tiden sin moralske og fysiske kraft, fordi han var umådeholden med mad og drikke, og han stred mod Guds ånds alvorsfulde formaninger, som havde bragt overbevisning til hans hjerte og mindede ham om at afstå fra sine synder. Herodias kendte godt de svage punkter i Herodes’ karakter, men hun vidste, at under almindelige omstændigheder, så længe kongens forstand måtte råde, kunne hun ikke bevirke Johannes’ død.
Hun havde forgæves forsøgt at få Herodes’ tilladelse til at dræbe Johannes. Hun arbejdede nu på at udføre sine umenneskelige forsætter ved list for at tilfredsstille sin hævngerrige ånd. Hun vidste, at den eneste måde, hun kunne udføre sin plan på, var at tilfredsstille kongens umådehold. Hun skjulte derfor sit had så godt, hun kunne, og så frem til kongens fødselsdag, da hun vidste, at der ville blive en anledning til overdådighed og drukkenskab. Kongens lyst til rigelig mad og vin ville give hende en lejlighed til at forandre hans beslutninger. Hun ville besnære ham til at hengive sig til umådelighed, hvilket ville vække hans lavere lidenskaber og kvæle de ædlere følelser, så at han ikke længere kunne beregne følgerne af sine handlinger og ikke ville være i stand til at bruge sin rette dømmekraft.
Hun var bekendt med virkningerne af disse gæstebud på menneskenes forstand og moral. Hun vidste, at den unaturlige livlighed, som fremkaldtes ved spiritus og umådehold, formørkede sjælens moralske følelser og gjorde det umuligt for hellige tanker at få rum i hjertet og beherske de ophidsede lidenskaber, at festligheder og fornøjelser, dans og nydelsen af vin ville omtåge tankerne og jage al gudsfrygt bort. Hun anskaffede derfor alt muligt, som kunne smigre kongens stolthed og forfængelighed og nære hans lidenskaber. Hun gjorde meget kostelige forberedelser til festligheder og kødelige fornøjelser.
Da den store dag kom, og kongen med sine fornemme mænd spiste og drak i spisesalen, sendte Herodias sin datter, klædt på den mest henrivende måde, ind til kongen. Salome var smykket med kostelige kranse og blomster, glimtende juveler og kostbare armbånd. Iført med få klæder og endnu mindre blufærdighed dansede hun for at forlyste kongens gæster. Hun så ud for dem som et mønster på skønhed og elskværdighed; hun fortryllede dem aldeles, så de tabte de sidste rester af agtelse for sig selv og alt, som var anstændigt. I stedet for at styres af en oplyst forstand, en forædlet smag og en øm samvittighed herskede sjælens lavere egenskaber; dyd og sund fornuft havde ikke længere herredømmet.
Herodes’ sind var aldeles forstyrret; hans ærbødighed for det gode og hans sunde fornuft var forsvundet. Han så intet andet end den glimrende sal med de nydelsessyge gæster, det rigt besatte spisebord, den perlende vin, de strålende lys og den unge pige, der dansede for ham i sin skønhed. Han glemte alle andre hensyn og ønskede blot at ophøje sig selv endnu mere blandt rigets store mænd, og han lovede ubetænksomt og stadfæstede sit løfte med en ed, at han ville give Herodias’ datter, hvad som helst hun bad ham om.
Hensigten med at hun var blevet sendt ind til kongen, var nu opnået. Da hun havde fået så underfuldt et løfte, løb hun til sin moder og spurgte hende, hvad hun skulle bede om. Moderens svar var straks klar – Johannes’ hoved på et fad! Salome blev forfærdet; hun kendte ikke til den skjulte hævngerrighed, som ulmede i hendes moders hjerte og unddrog sig først fra at fremkomme med et så umenneskeligt forlangende. Men den ugudelige moders beslutning fik overhånd. Hun bad sin datter at skynde sig med at fremføre sin begæring, før Herodes fik tid til at betænke sig. “Og straks skyndte Salome sig ind til kongen og kom frem med sit forlangende: “Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.” Og skønt kongen blev meget bedrøvet, ville han dog af hensyn til sine eder og til gæsterne ikke give hende et afslag.” (Markus 6,25-26) Herodes blev forbavset og bestyrtet. Den vilde lystighed ophørte; for gæsterne blev ganske forfærdede over denne umenneskelige bøn. En ildevarslende tavshed hvilede over dem, som for nylig havde været så lystige. Skønt kongen var beruset og forvirret, så forsøgte han dog at kalde sin forstand til hjælp.
Han var blevet rost for bestemthed, samvittighedsfuldhed og en god dømmekraft, og han ønskede ikke at fremstilles i et lys, som viste, at han var svag eller hastig i sin karakter. Han havde stadfæstet sit løfte med en ed for at ære gæsterne, og dersom en af dem havde gjort nogen indvending, så ville han med glæde have frelst Johannes’ liv. Han gav dem anledning til at lægge et godt ord ind for ham, som sad i fængsel. De havde rejst en lang vej til bjergene i ørkenen for at lytte til hans kraftfulde prædiken, og de vidste, at han var en mand, som var uskyldig og en Guds profet. Herodes siger til dem, at dersom de ikke ville anse det det som noget tegn på vanære for dem, så ville han bryde sin ed.
Men skønt de først blev forfærdede over pigens unaturlige forlangende, så var de dog så berusede, at de sad tavse uden at vise nogen æresfølelse og uden nogen fornuftig tanke. Skønt kongen indbød dem til at løse sig fra sin ed, så var deres tunge dog stum. Ingen af de tilstedeværende hævede sin stemme for at frelse den uskyldige mands liv, som aldrig havde gjort dem noget ondt. Herodes, som lod sig bedrage af den tanke, at han for at bevare sin anseelse måtte holde den ed, som han havde aflagt i en beruset tilstand, dersom gæsterne ikke løste ham fra den, ventede forgæves på, at en eller anden skulle fremkomme med en indvending, men der var ingen. Guds profets liv var lagt i hænderne på et selskab af drukkenbolte. Disse mænd beklædte høje embeder blandt folket, og der hvilede et stort ansvar på dem. Men de havde fyldt sig selv med rig mad og føjet drukkenskab til frådseri, indtil deres evne til at tænke var svækket af de sanselige fornøjelser. Deres hjerne var forstyrret af den lystige scene, af musikken og dansen, og deres samvittighed var død. Ved sin tavshed forkyndte de dødsdommen over Herrens profet for at tilfredsstille en ugudelig kvindes frygtelige luner.
Det er alt for ofte tilfældet i vore dage, at det største ansvar hviler på mænd, som hengiver sig til frådseri og drukkenskab og er i en sådan tilstand, at de ikke kan dømme betænksomt eller benytte de evner, som Skaberen har givet dem, til at skelne mellem ret og uret. Folkets vejledere, mænd i høje embeder, af hvis bestemmelser deres medmenneskers liv ofte er afhængig, burde straffes strengt, dersom de fandtes at være henfaldne til drukkenskab. De, som indskærper loven, bør selv holde loven. De bør være mænd, som kan beherske sig selv og leve i overensstemmelse med de love, som styrer deres legemlige, åndelige og moralske kræfter, så at de kan være i besiddelse af gode tanker og have en vågen sans for uretfærdighed. I Johannes’ martyrdød ser vi følgerne af umådehold i mad og drikke blandt dem, som beklæder høje embeder. Denne skæbnesvangre fødselsdagsfest burde tjene til advarsel for dem, som elsker sanselige glæder, og formane os til at lægge vægt på kristen afholdenhed.
Herodes ventede forgæves på at blive løst fra sin ed. Derpå befalede han nølende bødlen at halshugge Johannes. Profetens hoved blev snart bragt frem for kongen og hans gæster. De læber, som med troskab havde forkyndt for Herodes, at han måtte forandre sit liv, da kongen spurgte ham, hvad han skulle gøre for at blive profetens discipel, var nu for altid tillukkede. Hans stemme ville aldrig mere lyde højt og klart for syndere med formaning til omvendelse. En eneste nats lystighed og sanselige glæder havde bevirket, at en af de største profeter, som nogensinde bragte budskab fra Gud til menneskene, blev ofret.
Herodias tog imod det blodige hovede med djævelsk tilfredshed. Hun var meget fornøjet over sin hævn og tænkte, at nu ville Herodes’ samvittighed ikke mere blive forstyrret. Men hendes beregning slog meget fejl. Hun opnåede ingen lykke ved sin forbrydelse. Hendes navn blev berygtet og afskyet for hendes umenneskelige gernings skyld. Herodes’ hjerte blev endnu mere nedtrykt af samvittighedsnag, end det havde været ved Johannes’ irettesættelse, og den handling, hvorved hun forestillede sig, at verden ville blive fri for profetens indflydelse, gjorde ham til en hellig martyr, ikke blot i hans disciples hjerter, men også for dem som ikke tidligere havde vovet at fremtræde som hans tilhængere. Mange, som havde hørt hans advarende budskab, og som hemmeligt var overbeviste om hans læres sandhed, blev ansporede ved forfærdelsen over dette koldblodige mord til offentligt at antage sig hans sag og erklære, at de var hans disciple. Herodias opnåede aldeles ikke at standse indflydelsen af Johannes’ undervisning. Den skulle vedblive gennem alle slægter ligetil verdens ende, medens hendes eget fordærvede liv og djævelske hævn blot skaffede hende skam og vanære.
Efter at Herodes’ fest var endt, og virkningen af hans rus var forsvunden, kom fornuften igen på tronen, og kongen blev fyldt med samvittighedsnag. Hans forbrydelse stod altid for ham, og han søgte hele tiden at finde lindring fra den nagende samvittigheds bebrejdelser. Han var fortsat fast overbevist om, at Johannes var Guds profet. Idet han tænkte på hans selvfornægtende liv, hans kraftige taler og alvorsfulde formaninger, hans sunde dømmekraft som en rådgiver og huskede på, at han havde ladet ham henrette, så nagede det forfærdeligt hans samvittighed. Medens han tog sig af rigets affærer og blev æret af mennesker, og viste et smilende ansigt og en værdig mine, skjulte han under dette ydre et bekymret, smertefuldt hjerte, som hele tiden var tynget af frygtelige anelser om, at Guds forbandelse hvilede over ham.
Da Herodes hørte om Kristi underfulde gerninger, hvordan han helbredte de syge, uddrev djævle og oprejste de døde, blev han meget bekymret og forfærdet. Hans overbevisning var, at Gud, som Johannes forkyndte, i sandhed kendte til alle ting, og at han havde været vidne til den vilde munterhed og ugudelige udsvævelse, som havde fundet sted i kongens palads, at hans øre havde hørt den befaling, som han gav bødlen om at halshugge Johannes, og at hans øjne havde set Herodias’ hovmod over sin sejr og hørt de bespottelser, som hun udstødte mod sin fjendes afskårne hovede. Mange ting, som kongen havde hørt fra profetens læber, lød nu i hans samvittighed med højere stemme, end da Johannes havde udtalt dem i ørkenen. Han havde hørt af Johannes, at intet kunne skjules for Gud, derfor skælvede han af frygt for, at en eller anden forfærdelig straf skulle hjemsøge ham for den synd, han havde begået.
Da Herodes hørte om Kristi prædiken, tænkte han, at Gud havde oprejst Johannes og udsendt ham med endnu større magt til at straffe synden. Han levede i en stadig frygt for, at Johannes ville hævne sin død ved at bringe fordømmelse over ham og hans hus. ““Og kong Herodes hørte om ham, thi hans navn var blevet kendt, og man sagde: “Johannes Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde kræfter i ham,” andre sagde: “Det er Elias,” og andre igen: “Det er en profet ligesom de andre profeter.” Men da Herodes hørte det, sagde han: “Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstået.”” (Markus 6,14-16.)
Herrens forbandelse hvilede over Herodes, således som det er beskrevet i 5 Mosebog 28,65-67: “Og blandt disse folk skal du ikke få ro eller finde hvile for din fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende hjerte, udtærede øjne og en vansmægtende sjæl. Det skal synes dig, som hang dit liv i en tråd; du skal ængstes ved dag og ved nat og aldrig føle dig sikker på dit liv. Om morgenen skal du sige: “Gid det var aften!” Og om aftenen: “Gid det var morgen!” Sådan angst skal du gribes af, og så forfærdeligt bliver det, dine øjne får at se.”
Disse ord fremstiller meget levende forbryderens liv. Hans egne tanker anklager ham, og der findes ingen værre plage end et menneskes egen onde samvittighed, som ikke giver ham ro dag eller nat.
Profeten Johannes var et forbindende led mellem de to nådens husholdninger. Han er det mindre lys, som blev efterfulgt af et større. Han skulle ryste folkets tillid til deres gavn, fremstille deres synder for dem og lede dem til omvendelse, for at de kunne beredes til at sætte pris på Kristi gerning. Gud åbenbarede sig for Johannes og oplyste hans forstand, således at han kunne fjerne den overtro og det mørke, som de oprigtige jøder havde på grund af falsk lære, som havde samlet sig hos dem gennem mange slægter.
Men den mindste discipel, som fulgte Kristus og så hans mirakler og modtog den guddommelige undervisning og de trøstefulde ord, som lød fra hans læber, nød større velsignelser end Johannes Døberen. Intet lys har nogensinde skinnet eller vil skinne så klart i det faldne menneskes sjæl som det, der udgår fra Kristi lære og eksempel. Kristus og hans værk blev blot dunkelt opfattet og afbildet i ofringerne, som var en skygge af ham. Endog Johannes forstod for en tid ikke helt Jesu værk, men tænkte, at han ville blive en jordisk konge og regere over hellige og retfærdige undersåtter. Han kendte ikke helt den fulde betydning af det fremtidige evige liv, som modtages gennem Frelseren. “Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” (Johannes 1,5)
Skønt ingen profet havde en højere mission eller en større opgave at udføre end Johannes, så skulle han dog ikke se følgerne af sit eget arbejde. Det blev ham ikke tilstedt at være med Kristus eller at se den guddommelige magt, som ledsagede dette større lys. Han fik ikke at se hvorledes de blinde fik deres syn, hvorledes de syge blev helbredt og de døde oprejst til liv. Han så ikke det lys, som skinnede gennem ethvert ord fra Kristus og forherligede Guds løfter i profetierne. Verden blev oplyst med Faderens herlighed gennem hans søn. Men den ensomme profet fik ikke tilladelse til at se og forstå Guds visdom og nåde gennem personligt bekendtskab med Kristi gerning. I denne forstand var der mange af dem, som hørte Kristi ord og så hans mirakler, som var større end Johannes.
De, som var med Kristus, medens han vandrede blandt menneskene, og lyttede til hans guddommelige undervisning under forskellige omstændigheder – medens han talte i templet, vandrede på gaderne, underviste mængden ved vejen og ved søbredden, og medens han var en gæst hos dem, som indbød ham, og overalt gav undervisning, som passede for alle, der behøvede hjælp, så at han helbredte, trøstede og irettesatte, eftersom omstændighederne krævede det – nød en større udmærkelse end Johannes Døberen.