AFGRUNDEN – SATAN LÆNKES
A. AFGRUNDEN:
- Inden du fortsætter, læs venligst Åb 20,1-3 (NT 333) og 1 Mos 1,1-2 (GT 1).
- Ordet i grundteksten i Åb 20,1-3, som er oversat med “afgrunden”, er det samme ord, som vi finder i 1 Mos 1,1-2, i Jordens skabelsesberetning, hvor det er oversat med ordet “verdensdybet”.
- Dette fortæller os, at udtrykkene “afgrunden”, “verdensdyb” og “jorden” blot er forskellige betegnelser med samme mening. De henviser til vor Jord: a. formløs (sønderrevet); b. øde (ingen mennesker); c. totalt mørke.
- Derfor siger Jeremias, efter at have set Jorden, som den vil være efter Jesu andet komme, iflg. Jer. 4,23-26. 28 (GT 742):
a. Bjergene skjalv og højene bæved (sønderrevet)
b. Der var mennesketomt” (øde)
c. “Himlen deroppe er sort” (totalt mørke). Jeremias udtalte sig på denne måde, for det er netop disse ting, en “afgrund” står for. Det betegner sønderrevet Jord, liggende i mørke, uden mennesker.
B. SATAN LÆNKES:
- Satan lænkes, således at han ikke længere skal kunne bedrage mennesker. Dersom han skulle lænkes med virkelige lænker i en afgrund, ville det ikke hindre ham i hans gerning. Desuden har han en hærskare af faldne engle til sin disposition, og de ville kunne følge alle hans befalinger.
- Hvad kunne da forhindre Satan i at udføre sine gerninger? Jo, to ting: Ingen mennesker og ingen satan. Finder vi, at den ene af disse situationer faktisk indtræffer ved begyndelsen af de 1000 år? Ja, pludselig er alle mennesker borte. De onde er døde, og de retfærdige er i Himmelen, så Satan kan ikke udføre sine gerninger.
- Den lænke, som binder Satan, er omstændighedernes lænke. Herren tvinger Satan til at forblive her på Jorden i de 1000 år, uden adgang til et eneste menneske. Vi bruger ofte selv billedet med at være “bundet på hænder og fødder” af omstændigheder. På samme måde vil Satan være “lænket.”