JESUS OG ÅNDERNE I FORVARING
1 Pet 3,18-20 (NT 303)
Dette skriftsted har været brugt til at understøtte læren om sjælens udødelighed i Helvede og et nyt frelsestilbud efter døden. At denne tanke må være udelukket i teksten og at der findes en bedre forklaring ses af følgende:
A. Bibelen lærer, at Jesus ved sin død blev lagt i graven og først blev vakt til live på den tredie dag. 1 Kor 15,3-5 (NT 225); Matt 12,40 (NT 16); Es 53,12 (GT 728); Åb 1,18 (NT 317).
B. Det var Helligånden, der opvakte Jesus fra døden på opstandelsesdagen. Rom 8,11 (NT 199).
C. Det var ved den samme Ånd (Helligånden), at Kristus talte til dem, der var ulydige på Noas tid. 1 Pet 3,19-20 (NT 303); 1 Mos 6,3 (GT 6).
D. Noa blev brugt som Åndens talerør til sin samtid. 2 Pet 2,5 (NT 306); 1 Pet 1,11 (NT 300)
E. “Ånderne i forvaring” var de mennesker, der var ulydige i Noas dage. Mennesker kaldes undertiden “ånder” og “sjæle”. 1 Joh 4,1 (NT 311). Når de kaldes “ånder i forvaring”, ligger det i, at de var i syndens og Djævelens forvaring, idet de helt havde hengivet sig til det onde – en slægt, Guds Ånd ikke kunne herske over længere, og som derfor måtte tilintetgøres. 1 Mos 6,3-7 (GT 6). Jorden og dens beboere var i forvaring til syndflodens hjemsøgelse, ligesom vi læser om Jorden, som nu “gemmes” til ilden, er bevaret til dommens og fordærvelsens dag. 2 Pet 3,5-7 (NT 307).
Den svenske teolog P. Petterson siger i “Bibeltolken” (1863) om det omhandlede skriftsted: “Det var Kristus, som ved sin Ånd gik bort og prædikede igennem Noa, retfærdighedens prædiker, for de ugudelige mennesker, der levede før syndfloden. Forstået på denne måde er dette skriftsted intet bevis på Kristi nedfart til Helvede.”