Dette kapitel er bygget op over 5 Mosebog 31-34                                                                                               PP 469

I hele Guds handlemåde med sit folk ser vi de mest slående beviser på, at hans kærlighed og nåde forenes med hans strenge og upartiske retfærdighed. Dette er det hebraiske folks historie et eksempel på. Gud havde skænket Israel store velsignelser. Der er benyttet et gribende billede for at skildre hans kærlighed til dem: “Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. Herren var dets eneste fører.” Og alligevel straffede han dem øjeblikkelig og hårdt for deres synder.

Guds uendelige kærlighed blev åbenbaret, da han gav sin enbårne Søn for at genløse en fortabt slægt. Kristus kom til Jorden for at åbenbare sin Faders karakter, og i hele sin handlemåde åbenbarede han guddommelig ømhed og medlidenhed. Og dog siger Kristus: “Før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå.” Mattæus 5,18. Den stemme, der tålmodigt og kærligt indbyder synderen til at komme til ham for at få tilgivelse og fred, vil på dommens dag sige til dem, der forkaster ham: “Gå bort fra mig, I forbandede!” Mattæus 25,41. Bibelen skildrer ikke blot Gud som en øm fader, men også som en retfærdig dommer. Skønt han glæder sig over at vise sin barmhjertighed og “tilgiver brøde, overtrædelse og synd”, vil han ikke “lade den skyldige ustraffet”. 2 Mosebog 34,7.

Nationernes store konge havde sagt, at Moses ikke skulle føre Israels menighed ind i det herlige land, og Guds tjeners alvorlige bønner formåede ikke at ændre Guds dom. Moses vidste, at han skulle dø. Men hans omsorg for Israel aftog ikke et eneste øjeblik. Han havde trofast søgt at forberede menigheden til at overtage den lovede arv. På Guds befaling begav Moses og Josua sig hen til tabernaklet, mens skyen flyttede sig hen over 

PP 470

indgangen. Her fik Josua højtideligt overdraget ansvaret for folket. Moses’ gerning som Israels leder var til ende, men han glemte stadig sig selv og viede folket al sin interesse. I hele menighedens nærværelse henvendte Moses i Guds navn disse ord til sin efterfølger som en hellig opmuntring: “Vær frimodig og stærk; thi du skal føre israelitterne ind i det land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!” Derpå talte han til folkets embedsmænd og ledere og pålagde dem højtideligt at vise ubetinget lydighed over for den vejledning, han havde givet dem fra Gud.

Idet folket betragtede den gamle mand, som snart skulle tages fra dem, mindedes de med en ny og dybere erkendelse hans faderlige ømhed, hans vise råd og hans utrættelige arbejde. Hvor ofte havde Moses’ bønner ikke bevæget Gud til at skåne dem, når de havde nedkaldt hans retfærdige domme over sig på grund af deres synder! Deres sorg kulminerede i dyb anger. De tænkte med smerte på, at det var deres ondskab, der havde fået Moses til at begå den synd, som nu kostede ham livet.

Israel kunne ikke have fået en hårdere straf, hvis Moses var blevet ved at leve og havde fortsat sit arbejde, end de fik, da de mistede deres elskede leder. Gud ville have dem til at forstå, at de ikke måtte lægge lige så store hindringer i vejen for deres vordende leder som for Moses. Gud taler til sit folk gennem sine velsignelser, og hvis de ikke påskønner disse, taler han til dem ved at tage dem tilbage for at få dem til at indse deres synd og omvende sig til ham af hele deres hjerte.

Samme dag fik Moses denne befaling: “Stig op på … Nebobjerget … og se ud over Kanaans land, som jeg vil give israelitterne i eje! Og så skal du dø på det bjerg, du bestiger, og samles til din slægt.” Moses havde ofte forladt lejren for at tale med Gud, når Gud kaldte på ham, men denne gang gik han i et nyt og mærkeligt ærinde. Han skulle op og overgive sit liv i sin skabers hænder. Moses vidste, at han skulle dø alene. Ingen jordisk ven fik lov til at være hos ham i hans sidste timer. Der var noget mystisk og højtideligt over det, der ventede ham, og han veg tilbage for det. Det sværeste for ham var, at han skulle skilles fra det folk, som var genstand for hans omsorg og kærlighed – de mennesker, som han nærede så stor interesse for, og som

PP 471

han havde været knyttet til så længe. Men han havde lært at stole på Gud, og med usvækket tro overgav han sig selv og sit folk til hans kærlighed og nåde.

Nu stod Moses sammen med sit folk for sidste gang. Igen hvilede Guds Ånd over ham, og i de mest ophøjede og gribende vendinger udtalte han en velsignelse over hver enkelt stamme. Han sluttede med at udtale en velsignelse over hele Israel:

“Der er ingen som Jesjuruns Gud,
der farer frem over himmelen for at hjælpe dig,
over skyerne i sin højhed!
Den evige Gud er en bolig,
og hernede er de evige arme.
Fjenden drev han bort for dit åsyn
og sagde: “Tilintetgør dem!”
Så kom Israel til at bo i tryghed,
Jakobskilden for sig selv,
i et land med korn og most,
ja, hvis himmel drypper med dug.
Held dig, Israel,
hvo er som du, et folk, der får sejr ved Herren!
Han er din frelses skjold.”

5 Mosebog 33,26-29.

Moses forlod menigheden og gik tavs og ensom “op på Nebobjerget, til toppen af Pisga”. Fra denne ensomme bjergtop betragtede han med usvækket blik landskabet nedenfor. Langt mod vest lå det store, blå hav. Mod nord hævede Hermons bjerg sig mod himmelen. Mod øst lå Moabs højslette, og bagved lå Basan, hvor Israel havde vundet sin store sejr. Mod syd lå den ørken, hvor de havde vandret så længe.

I ensomheden så Moses tilbage på sit liv med dets omskiftelser og vanskeligheder, lige fra det øjeblik han gav afkald på æresbevisningerne ved hoffet og kongeværdigheden i Egypten for at slutte sig til Guds udvalgte folk. Han mindedes de lange år i ørkenen, hvor han vogtede Jetros kvæg, engelen, der viste sig for ham i den brændende busk, og opfordringen om at befri Israel. Han så på ny de vældige mirakler, Gud havde udført for sit folk, og tænkte på hans tålmodighed og barmhjertighed i alle de år, de havde vandret i ørkenen og gjort 

PP 472

oprør imod ham. Til trods for alt det, Gud havde gjort for dem, og til trods for alle hans egne bønner og anstrengelser blev kun to af dem, der var voksne, da den vældige hær forlod Egypten, fundet værdige til at drage ind i det forjættede land. Når Moses tænkte på de resultater, der var opnået ved hans arbejde, så det ud, som om alle hans vanskeligheder og ofre næsten havde været forgæves.

Men til trods herfor beklagede han sig ikke over de byrder, han havde måttet bære. Han vidste, at Gud selv havde tildelt ham dette arbejde. Da han blev opfordret til at befri Israel fra slaveriet, veg han tilbage for ansvaret, men da han først havde påtaget sig opgaven, kastede han ikke byrden fra sig. Selv da Herren havde i sinde at fritage ham fra ansvaret og tilintetgøre det oprørske Israel, kunne han ikke gå med til det. Skønt hans prøvelser havde været store, havde han på en ganske særlig måde været genstand for Guds gunst. Han havde høstet en rig erfaring under opholdet i ørkenen, da han fik lov at se Guds magt og herlighed og blev gjort delagtig i hans kærlighed. Han følte, at han havde handlet klogt, da han valgte at lide ondt med Guds folk i stedet for at nyde syndens glæder en kort tid.

I den tid, han havde været leder for Guds folk, havde han begået én forkert handling, som satte en plet på hans liv. Han var ikke uvillig til at dø, hvis blot denne ene synd kunne blive udslettet. Han blev forsikret om, at Gud blot krævede, at han angrede og troede på det lovede offer, og Moses bekendte igen sin synd og bad om tilgivelse i Jesu navn.

Nu fik han lov at se det forjættede land som i et panorama. Hele landet lå udbredt foran ham. Det aftegnede sig ikke svagt og utydeligt i det fjerne, men til hans glæde trådte det klart og tydeligt frem for hans blik i al sin skønhed. Det blev ikke fremstillet for ham i sin daværende skikkelse, men som det ville komme til at se ud, når Israel havde taget det i besiddelse, og Gud havde udøst sin velsignelse over det. Det forekom ham som en tro kopi af Eden. Der fandtes bjerge, prydet med Libanons cedre, høje med oliventræer og duftende vinranker, udstrakte, grønne, frugtbare sletter med et rigt blomstertæppe, palmer, bølgende hvede og bygmarker, dale, som lå badet i sol og gav genlyd af kildernes klukken og fuglenes sang, herlige byer og skønne haver, søer, fulde af “havenes rigdom” og højdedrag med græssende hjorde. Selv mellem klipperne havde vilde bier ophobet deres skatte. Det var netop et sådant land, Moses under Guds Ånds inspiration havde beskrevet for 

PP 473  PP 474  PP 475

Israel: “Velsignet af Herren med det kosteligste fra himmelen oventil og fra dybet, som ruger forneden, med det kosteligste, solen frembringer, med det bedste fra de ældgamle bjerge, med det kosteligste af Jorden og dens fylde.”

Moses så det udvalgte folk, efter at de var bosat i Kanaan, og hver stamme havde fået tildelt sit område. Han fik lov at se deres fremtid efter bosættelsen i det forjættede land. De langvarige og tragiske begivenheder i forbindelse med deres frafald og afstraffelse blev oprullet for ham. Han så folket spredt blandt hedningerne på grund af deres synder. Herligheden var veget bort fra Ismael, deres smukke byer lå i ruiner, og folket var fanger i fremmede lande. Han så deres hjemkomst til deres fædres land og var vidne til, at de til sidst kom under romerne.

Han fik lov at følge tidens strøm og se vor frelsers første komme. Han så Jesus som barn i Betlehem. Han hørte engleskaren istemme den glade sang: “Ære være Gud i det højeste og på Jorden fred.” Han så den stjerne, som ledte de vise mænd fra Østerland hen til Jesus, og et stort lys fyldte hans sjæl, da han erindrede sig disse profetiske ord: “En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel!” 4 Mosebog 24,17. Han så de beskedne kår, Kristus levede under i Nazaret, og hvorledes han, drevet af kærlighed og medfølelse, gik omkring og helbredte. Han så også den stolte og vantro nation forkaste ham. Han hørte med forfærdelse, hvorledes de roste sig af, at de ophøjede Guds lov, samtidig med at de foragtede og forkastede ham, som havde givet loven. Han så Jesus på Oliebjerget, hvorfra han grædende tog afsked med den by, han elskede. Da Moses så, at dette folk til slut blev forkastet -det folk, der var blevet så rigt velsignet af Himmelen, og som han havde arbejdet, bedt og ofret for, og for hvis skyld han havde været villig til at lade sit eget navn udslette af Livets bog, og da han hørte de frygtelige ord: “Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!” (Mattæus 23,38), da knugedes hans hjerte af smerte, og tårerne strømmede ned ad hans kinder af medfølelse med Guds sørgende Søn.

Han fulgte Frelseren til Getsemane, så hans sjælekamp i haven, forræderiet, forhånelsen, hudstrygelsen og korsfæstelsen. Moses så, at ligesom han havde ophøjet slangen i ørkenen, således skulle Guds Søn ophøjes, 

PP 476

for at enhver, som tror på ham, “ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Johannes 3,15. Sorg, harme og rædsel fyldte Moses’ hjerte, da han så det hykleri og det sataniske had, som den jødiske nation viste over for deres forløser – den mægtige engel, der var draget foran deres fædre. Han hørte Kristi smertefulde råb: “Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Markus 15,34. Han så ham ligge i Josefs nye grav. Håbløshedens og fortvivlelsens mørke syntes at indhylle verden, men han skuede videre og så ham opstå som sejrherre og stige til Himmelen i spidsen for en stor skare fanger og under ledsagelse af tilbedende engle. Han så de skinnende porte åbne sig for ham og hørte Himmelens hærskarer byde deres fører velkommen med sejrssange. Her blev det åbenbaret for ham, at han selv skulle være med i Frelserens følge for at åbne de evige porte for ham. Mens han var vidne til dette, var hans ansigt omgivet af en hellig stråleglans. Hans egne prøvelser og ofre forekom ham så små i sammenligning med Guds Søns. Hvor var de lette i sammenligning med den evige “vægt af herlighed” som er i vente 2 Korinterne 4,17. Han glædede sig over, at han havde fået andel i Kristi lidelser, omend i lille målestok.

Moses så Jesu disciple drage ud i verden med evangeliet. Han så, at selv om “det kødelige Israel” ikke havde vist sig det høje, guddommelige kald værdigt, og skønt de på grund af vantro ikke var blevet verdens lys, men havde foragtet Guds nåde og forspildt deres velsignelser som hans udvalgte folk, havde Gud alligevel ikke forkastet Abrahams sæd. De herlige planer, som Gud havde besluttet at føre ud i livet ved hjælp af Israel, ville blive gennemført. Alle de, der takket være Kristus blev troens børn, ville blive regnet for Abrahams sæd. De var arvinger til pagtens løfter. Ligesom Abraham skulle de værne om Guds lov og hans Søns evangelium og gøre verden bekendt dermed. Moses så, at evangeliets lys gennem Jesu disciple nåede ud til dem, “som sad i mørke” (Mattæus 4,16), og at tusinder fra de hedenske lande blev tiltrukket af dets herlighed. Og mens alt dette oprulledes for hans blik, glædede han sig over Israels vækst og fremgang.

Nu skiftede billedet. Han havde set Satan tilskynde jøderne til at forkaste Kristus, samtidig med at de foregav at ære hans Faders lov. Nu så han den kristne verden blive bedraget på samme måde.

PP 477

Den bekendte sig til at tjene Kristus, men forkastede samtidig Guds lov. Han havde hørt præsternes og de ældstes rasende råb: “Bort med ham!” “Lad ham blive korsfæstet! Lad ham blive korsfæstet!” og nu hørte han religiøse ledere, der bekendte sig til at være kristne, råbe: “Bort med loven!” Han så sabbatten trådt i støvet, mens en falsk helligdag blev indført i dens sted. Igen fyldtes Moses af forbavselse og rædsel. Hvorledes kunne mennesker, som troede på Kristus, forkaste den lov, som han havde forkyndt med sin egen røst på det hellige bjerg? Hvorledes kunne mennesker, der frygtede Gud, tilsidesætte den lov, som er grundvolden for hans regering i Himmelen og på Jorden? Med glæde så Moses, at der endnu var nogle få trofaste, som ærede og ophøjede Guds lov. Han så de jordiske magters sidste store kamp for at udrydde dem, der holder Guds lov. Han så frem til den tid, da Gud vil rejse sig og straffe Jordens beboere for deres uretfærdighed, mens de, som har frygtet Guds navn, vil blive beskyttet og skjult på hans vredes dag. Han hørte Guds fredspagt med dem, der har holdt hans lov. Gud forkyndte denne pagt med sin egen røst fra sin hellige bolig, mens himmelen og Jorden rystede. Han så Kristus komme i herlighed, de retfærdige døde opstå til evigt liv og de levende hellige blive optaget til Himmelen uden at smage døden. Med jubelsange steg de alle sammen op til Guds stad.

Endnu et billede oprulles for hans blik. Det viser Jorden befriet for forbandelsen. Den er smukkere end det herlige, forjættede land, som han netop havde set udbredt for sine øjne. Der findes ingen synd, og døden kan ikke få indpas dér. Her er de frelstes evige hjem. Med uudsigelig glæde betragter Moses dette skue en endnu herligere befrielse, end han har kunnet forestille sig i sine lyseste drømme. Guds Israels vandring på Jorden er endt for bestandig, og de har til sidst nået det herlige land.

Her sluttede synet, og hans øjne hvilede igen på Kanaans land, som lå udbredt for ham i det fjerne. Så lagde han sig til hvile som en træt kriger. “Og Moses, Herrens tjener, døde der i Moabs land, som Herren havde sagt. Og han begravede ham i dalen i Moab lige over for Bet-Peor. Indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav.” Der var fare for, at et stort antal af de mennesker, der var uvillige til at lytte til Moses råd, mens han var 

PP 478

hos dem, ville gøre sig skyldige i afgudsdyrkelse ved at tilbede hans døde legeme, hvis de havde vidst, hvor han lå begravet. Det var grunden til, at graven blev skjult for mennesker. Guds engle begravede Herrens trofaste tjener og vågede over den ensomme grav.

Men i hele Israel opstod der ikke mere en profet som Moses, hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt, når der ses hen til alle de tegn og undere, Herren lod ham udføre, … og til den vældige kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels påsyn.

Hvis Moses’ liv ikke var blevet skæmmet af den synd, han begik ved at undlade at give Gud æren, da vandet strømmede ud af klippen i Kadesj, ville han være kommet ind i det forjættede land og senere blevet optaget til Himmelen uden at dø. Men han skulle ikke ligge i graven ret længe. Kristus kom selv ned fra Himmelen sammen med de engle, der havde begravet Moses, og vækkede den hellige mand af hans søvn. Satan havde jublet, fordi det var lykkedes ham at få Moses til at synde imod Gud, så Moses var blevet dødens bytte. Den store modstander hævdede, at det guddommelige dekret: “Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!”            (1 Mosebog 3,19), gav ham magten over de døde. Gravens magt var aldrig før blevet brudt, og Satan gjorde gældende, at alle de, der lå i graven, var hans fanger, og at de aldrig skulle frigives fra deres mørke fængsel.

Nu skulle Kristus skænke de døde livet for første gang. Da Livets fyrste og de skinnende væsener nærmede sig graven, frygtede Satan for, at hans herredømme var i fare. Sammen med sine onde engle bestred han de himmelske sendebuds ret til at trænge ind på det område, han betragtede som sit. Han sagde pralende, at Guds tjener var hans fange, og at end ikke Moses havde kunnet holde Guds lov, men havde taget den ære, der tilkom Gud netop den synd, der var skyld i Satans udstødelse fra Himmelen og at Moses på grund af sin overtrædelse var kommet under Satans herredømme. Ærkeforræderen gentog de anklager, han i begyndelsen havde rettet mod Guds regering, og beklagede sig igen over Guds uretfærdighed imod ham.

Kristus nedlod sig ikke til at strides med Satan. Han kunne have foreholdt ham de grusomme følger af hans bedrageri i Himmelen og den ulykke, det havde forvoldt et stort antal af dens beboere. Han kunne have 

PP 479

mindet ham om, at det var hans løgne i Eden, der var skyld i, at Adam syndede, og at menneskeheden blev dødens bytte. Han kunne have gjort Satan opmærksom på, at det var ham, der havde fristet Israel til at knurre og gøre oprør, så at folkets leder mistede sin næsten uopslidelige tålmodighed og i et ubevogtet øjeblik blev overrumplet til at begå den synd, der var skyld i, at døden fik magten over ham. Men Kristus lagde det alt sammen i sin Faders hænder og sagde: “Herren straffe dig!” Judas 9. Frelseren gav sig ikke til at diskutere med sin modstander, men begyndte i dette øjeblik og på dette sted at gøre den faldne fjende magtesløs og at give de døde livet tilbage. Satan kunne ikke gendrive dette bevis på Guds Søns overherredømme. Opstandelsen var sikret for evigt. Satans bytte blev taget fra ham. De retfærdige døde ville blive kaldt til live igen.

På grund af synden havde Satan fået magten over Moses. Hvis det kom an på Moses’ egne fortjenester, var han dødens retmæssige fange, men han blev oprejst til evigt liv i Forløserens navn. Moses opstod herliggjort og steg op til Guds stad sammen med sin befrier.

Den retfærdighed og kærlighed, som Gud lagde for dagen i sin handlemåde med Moses, blev først overgået, da Gud ofrede sin Søn. Gud nægtede Moses adgang til Kanaans land for at lære menneskene en lektie, som aldrig skulle glemmes. Han ville dermed vise, at han forlanger fuldkommen lydighed, og at menneskene skal vogte sig for at tage den ære, som tilkommer deres skaber. Han kunne ikke opfylde Moses’ bøn om at få del i Israels arv, men han glemte eller svigtede ikke sin tjener. Himmelens Gud forstod de lidelser, som Moses havde gennemgået. Han havde lagt mærke til hver eneste trofast handling i de lange, prøvende år. På Pisgas tinde skænkede Gud Moses en arv, som var langt herligere end det jordiske Kanaan.

På forklarelsens bjerg var Moses til stede sammen med Elias, der var blevet optaget til Himmelen. Faderen sendte disse to mænd ned til sin Søn med lys og herlighed. På denne måde blev den bøn, som Moses havde bedt så mange århundreder før, endelig opfyldt. Han fik lov at stå på det “herlige bjerg” i det land, som hans folk havde fået i arv, og vidne om ham, som er midtpunktet for alle løfterne til Israel. Dette er sidste gang, dødelige mennesker hører om den mand, som Himmelen ærede så højt.

PP 480

Moses var et forbillede på Kristus. Han havde selv sagt til Israel: “Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på.” 5 Mosebog 18,15. Gud så, at det var nødvendigt at undervise Moses i modgangens og fattigdommens skole, før han var skikket til at føre Israels hærskarer til det jordiske Kanaan. Guds Israel, som er på vej til det himmelske Kanaan, har en fører, som ikke behøvede at blive undervist på menneskelig vis for at blive skikket til sin mission som guddommelig leder; og dog blev han ført til fuldendelse gennem lidelser, “thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes”. Hebræerne 2,10.18. Vor forløser frembød ingen tegn på menneskelig svaghed eller ufuldkommenhed, og dog døde han for at skaffe os adgang til det forjættede land.

Og vel var Moses tro i hele hans hus som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes; men Kristus er tro som søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkeligt fast ved vor frimodighed og vort håb. Hebræerne 3,5-6.