Dette kapitel er bygget op over Dommerbogen 13-16                                                                               PP 560

Under det udbredte frafald vedblev mennesker, der trofast tjente Gud, at trygle ham om at befri Israel. Skønt de tilsyneladende ikke fik noget svar og til trods for, at fjendens åg blev tungere fra år til år, arbejdede Gud på at bringe dem hjælp. Allerede et af de første år, filisterne undertrykte Israel, blev der født et barn, som Gud ville benytte til at ydmyge disse mægtige fjender.

På grænsen mellem højlandet og filisternes slette lå den lille by Zora. Her boede Manoas familie. De var af Dans stamme og var en af de få familier, der var forblevet tro mod Gud under det almindelige frafald. “Herrens engel” viste sig for Manoas barnløse hustru og sagde, at hun ville få en søn, og at Gud ville lade ham gøre de første skridt til at befri Israel. Med henblik herpå underviste engelen hende om, hvorledes hun skulle leve, og hvorledes hun skulle behandle sit barn. “Vogt dig vel for at drikke vin eller stærk drik og for at spise noget som helst urent!” De samme forbud skulle gælde for barnet lige fra begyndelsen, og desuden måtte hans hår ikke klippes, for han skulle være en Guds nasiræer lige fra fødslen.

Kvinden gik nu hen og fandt sin mand, og da hun havde fortalt ham, hvordan engelen så ud, gentog hun, hvad han havde sagt. Af frygt for, at de skulle røgte den betydningsfulde opgave, som de havde fået betroet, forkert, bad hendes mand denne bøn: “Ak, Herre, lad den Guds mand, du sendte, igen komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den dreng, der skal fødes.”

Da englen igen viste sig, spurgte Manoa ivrigt: “Hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med drengen?” Englen gentog, hvad han tidligere havde sagt: “Alt det, jeg talte om til kvinden, skal hun vogte sig for; intet af,

PP 561

hvad der vokser på vinstokken, må hun spise; vin og stærk drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!”

Det barn, som Manoa havde fået løfte om, skulle gøre et vigtigt arbejde for Gud, og det var for at gøre det kvalificeret til denne opgave, at både moderens og barnets vaner skulle underkastes den omhyggeligste kontrol. “Vin og stærk drik må hun ikke drikke,” sagde englen til Manoas hustru, “og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!” Moderens vaner vil påvirke barnet på godt og ondt. Hvis hun har sit barns ve og vel for øje, må hun selv være principfast og vise afholdenhed og selvfornægtelse. Mennesker, som ikke ved bedre, vil måske råde moderen til at gøre alt hvad hun har lyst til, men dette er både forkert og farligt. Gud selv har sagt, at moderen har ubetinget pligt til at vise selvkontrol.

Dette ansvar gælder fædrene såvel som mødrene. Både faderen og moderen overfører både deres åndelige og fysiske egenskaber og deres tilbøjeligheder og lyster til deres børn. Børn mangler ofte fysisk styrke og åndelig og moralsk kraft på grund af forældrenes umådeholdenhed. Det kan ske og sker virkelig, at børn af mennesker, som drikker alkohol og tygger tobak, arver forældrenes ubændige trang til disse ting og får urent blod og pirrelige nerver ligesom forældrene. Mennesker, som lever i tøjlesløshed, overfører ofte deres vanhellige tilbøjeligheder og i visse tilfælde end også afskyelige sygdomme til deres børn. Da børnene har ringere modstandskraft over for fristelser end forældrene, synker hvert nyt slægtled dybere end det foregående. Forældrene er ikke blot for en stor del ansvarlige for deres børns heftige lidenskaber og unaturlige lyster, men i tusindvis af tilfælde bærer de også skylden for, at der fødes børn, som er døve, blinde, åndssvage eller belastede på anden måde.

Hver eneste fader og moder burde spørge: “Hvorledes skal vi bære os ad med det barn, som skal fødes?” Mange tillægger ikke den påvirkning, som barnet udsættes for i fostertilstanden, nogen særlig betydning, men den undervisning, som disse hebraiske forældre modtog fra Himmelen og den blev gentaget, så der ikke var noget at tage fejl af, viser, hvorledes vor skaber ser på dette spørgsmål.

Det var dog ikke tilstrækkeligt, at det lovede barn fik en god arv fra sin fader og moder. Forældrene skulle bygge videre på den grundvold, der var lagt, ved at give drengen en god opdragelse og lære ham gode vaner.

PP 562

Gud befalede, at forældrene skulle lære Israels kommende dommer og befrier streng afholdenhed lige fra fødslen. Han skulle være en nasiræer, lige fra han blev født. Det betød, at han aldrig måtte drikke vin eller stærk drik. Børnene skal lære afholdenhed, selvfornægtelse og selvkontrol, lige fra de er ganske små.

Englens forbud indbefattede alt “urent”. Bestemmelsen angående rene og urene fødemidler var ikke blot en ceremoniel eller vilkårlig forskrift. Den var givet af sundhedsmæssige grunde. Den forbavsende livskraft, som i årtusinder har kendetegnet det jødiske folk, kan for en stor del føres tilbage til, at de har skelnet imellem rene og urene fødemidler. Afholdenhedens principper bør udstrækkes til at omfatte mere end alkoholiske drikke. Det er ofte lige så skadeligt for sundheden at bruge stimulerende og ufordøjelig mad, og en sådan kost lægger i mange tilfælde grunden til drikfældighed. Sand afholdenhed lærer os at afstå fuldstændig fra alt, hvad der er skadeligt, og at bruge det, der er sundt, med fornuft. Der er kun få, der til fulde forstår, hvor meget deres spisevaner har at gøre med deres sundhed, deres karakter, deres indsats i denne verden og deres evige skæbne. Appetitten bør altid være under moralens og fornuftens kontrol. Legemet bør være sindets tjener og ikke omvendt.

Guds løfte til Manoa blev opfyldt til tiden, og han fik en søn, som blev kaldt Samson. Da drengen voksede op, viste det sig, at han var i besiddelse af usædvanlige fysiske kræfter. Men både Samson og hans forældre var klar over, at hans kræfter ikke skyldtes hans svulmende muskler, men at han var nasiræer, hvilket hans uklippede hår var et symbol på. Hvis Samson havde adlydt de guddommelige påbud lige så trofast som hans forældre, ville han have fået en smukkere og lykkeligere lod. Men han blev fordærvet, fordi han havde samkvem med afgudsdyrkere. Zora lå ikke så langt fra filisternes land, og Samson færdedes mellem filisterne som en ven. Derved knyttede han nær forbindelse med dem, allerede mens han var ung, og denne indflydelse kastede en mørk skygge over hele hans liv. Samson blev forelsket i en ung kvinde, som boede i filisterbyen Timna, og besluttede at tage hende til ægte. Hans gudfrygtige forældre forsøgte at råde ham fra det, men han svarede blot: “Det er hende, jeg synes om!” Forældrene føjede ham til sidst, og brylluppet blev holdt.

PP 563

Da Samson var blevet en moden mand og skulle begynde at røgte sit guddommelige hverv på det tidspunkt, hvor det var allermest påkrævet, at han var tro imod Gud, sluttede han sig til Israels fjender. Han spurgte ikke, om han ville være bedre i stand til at ære Gud, når han havde forenet sig med den udkårne, eller om han ville bringe sig selv i en stilling, hvor han ikke kunne løse sin livsopgave. De mennesker, der først og fremmest søger at ære Gud, har fået løfte om visdom fra det høje, men de mennesker, som blot tænker på at behage sig selv, har ikke fået løfte om noget.

Hvor er der mange, der bærer sig ad ligesom Samson! Og hvor bliver der ofte indgået ægteskab mellem de gudfrygtige og de gudløse, blot fordi mennesker lader følelserne råde, når de vælger ægtefælle! Ingen af parterne beder om Guds vejledning, og de har heller ikke hans ære for øje. Kristendommen burde øve en mærkbar indflydelse på ægteskabet, men i alt for mange tilfælde er de vordende ægtefællers bevæggrunde ikke i pagt med kristne principper. Satan bestræber sig hele tiden på at styrke sin magt over Guds folk ved at tilskynde dem til at slutte sig sammen med sine undersåtter, og for at nå dette mål forsøger han at vække vanhellige lidenskaber i hjertet. Men Herren har gennem sit ord advaret sit folk imod at forene sig med mennesker, som ikke ejer hans kærlighed i hjertet. “Hvordan kan Kristus stemme overens med Belial? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?” 2 Korinterne 6,15-16.

Gennem sit ægteskab blev Samson knyttet til mennesker, som hadede Israels Gud. Når mennesker frivilligt knytter sådanne forbindelser, føler de sig til en vis grad forpligtede til at tillægge sig samme vaner og skikke som de mennesker, de færdes sammen med. Den tid, de benytter på denne måde, er fuldstændig spildt. Ved sådanne anledninger bliver der næret tanker og talt ord, der tjener til at nedbryde princippernes fæstning og svække sjælens skanse.

Samson havde overtrådt Guds bud for at få en bestemt kvinde, og nu var hun troløs over for ham, inden bryllupsfesten var til ende. Af vrede over hendes falskhed forlod Samson hende imidlertid og tog alene tilbage til sit hjem i Zora. Da hans vrede havde lagt sig, og han rejste tilbage for at hente sin brud, opdagede han, at hun havde giftet sig med en anden. Han hævnede sig ved at ødelægge alle filisternes marker og vingårde, og herover blev de så vrede, at de myrdede hende, skønt det var deres trusler, der havde fået hende til at begå 

PP 564

det bedrag, der var årsagen til alle urolighederne. Samson havde allerede prøvet sine vældige kræfter ved at dræbe en ung løve helt alene og ved at dræbe 30 mænd fra Askalon. Nu blev hans vrede vakt på grund af det grusomme mord på hans hustru, og han angreb filisterne og slog dem “sønder og sammen med vældige slag”. Da han havde gjort det, trak han sig tilbage til “fjeldkløften ved Etam” i Judas stamme for at få fred for sine fjender.

Her blev han forfulgt af en stor skare mænd, og de opskræmte judæere nedlod sig til at love at udlevere ham til hans fjender. Han blev nu opsøgt af 3000 judæiske mænd. Selv om de var så talstærke, ville de ikke have vovet sig i nærheden af ham, hvis de ikke havde været sikre på, at han ikke ville gøre sine egne landsmænd fortræd. Samson indvilligede i, at de bandt ham og udleverede ham til filisterne, men han fik først judæerne til at love, at de ikke ville angribe ham, så at han blev nødt til at dræbe dem. Han tillod, at de bandt ham med to nye reb, og derefter blev han ført ind i filisternes lejr under fjendernes jubelråb. Men endnu mens råbene gav genlyd i de omkringliggende høje, “kom Herrens Ånd over ham”. Han flåede de stærke, nye reb, som om det var svedne sytråde. Så greb han det første våben, der var for hånden. Skønt det kun var en æselkæbe, var den mere effektiv end sværd og spyd. Med denne slog han filisterne, til de flygtede i rædsel og efterlod 1000 faldne på marken.

Hvis israelitterne havde været rede til at slutte sig til Samson og forfølge sejren, kunne de have kastet undertrykkernes åg af sig på dette tidspunkt, men de var blevet modløse og feje. De havde forsømt at løse den opgave, som Gud havde givet dem, nemlig at drive hedningerne bort. I stedet for havde de sluttet forbund med dem, fulgt deres nedværdigende skikke og tålt deres grusomhed. Så længe det ikke gik ud over dem selv, billigede de den uret, som hedningerne begik. Da de selv kom under undertrykkernes åg, fandt de sig spagfærdigt i den nedværdigelse, som de kunne have undgået, hvis de blot havde adlydt Gud. Selv da Herren lod en befrier fremstå, svigtede de ham gang på gang og sluttede sig til fjenderne.

Efter Samsons sejr gjorde israelitterne ham til dommer, og denne stilling havde han i 20 år. Men ét forkert skridt bereder vejen for det næste. 

PP 565

Samson havde overtrådt Guds bud ved at ægte en filisterkvinde, og nu vovede han sig igen ned til dem – sine dødsfjender – opflammet af sine lidenskaber. Han stolede på sine vældige kræfter, som havde slået filisterne med rædsel, og nu drog han uforfærdet til Gaza og gik ind til en skøge, som boede der. Byens indbyggere fik at vide, at han var der, og de tørstede efter hævn. Deres fjende befandt sig inden for murene i deres stærkest befæstede by. De var sikre på deres bytte og ventede blot på, at det skulle blive lyst; så ville sejren være dem sikker. Ved midnatstide stod Samson op. Samvittighedens stemme anklagede ham, og det pinte ham, at han havde brudt sit nasiræerløfte. Men til trods for hans synd var Guds nåde ikke veget fra ham. Hans kolossale kræfter hjalp ham endnu engang. Han gik hen til byporten, rev den løs og bar den med fløje og portstolper op på en bjergtop på vejen til Hebron.

Selv om han var blevet frelst med nød og næppe, holdt han ikke op med at øve ondt. Han vovede sig ikke ned til filisterne mere, men blev ved med at søge de sanselige glæder, som blev hans ulykke. “Siden fik han kærlighed til en kvinde ved navn Dalila i Sorekdalen.” Dette sted lå ikke ret langt fra hans fødeby. Dalila betyder “den, som fortærer”. Sorekdalen var kendt for sine vingårde. Disse rummede en fristelse for den ustabile nasiræer, som allerede havde nydt vin og således overskåret et andet af de bånd, der bandt ham til renheden og til Gud. Filisterne holdt sig til stadighed underrettet om deres fjendes bevægelser, og da han havde nedværdiget sig ved at knytte denne nye forbindelse, besluttede de at dræbe ham ved Dalilas hjælp.

Nu sendte filisterne en deputation til Sorekdalen. Den bestod af én fyrste fra hver af filisternes provinser. De vovede ikke at gribe Samson, mens han var i besiddelse af sin vældige styrke, men det var deres hensigt at få at vide, hvad der var hemmeligheden ved hans kræfter, hvis det var muligt. De bestak nu Dalila for at få hende til at finde ud af det.

Når hun plagede Samson med sine spørgsmål, narrede han hende ved at sige, at han ville blive lige så svag som andre mænd, hvis man gjorde forskellige ting ved ham. Når hun prøvede det, viste det sig, at det var et bedrag. Hun beskyldte ham nu for at narre hende og lyve for hende og sagde: “Hvor kan du sige, du elsker 

PP 566

mig, når du ingen fortrolighed har til mig? Tre gange har du nu narret mig og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige kræfter!” Samson fik tre tydelige beviser på, at filisterne stod i ledtog med den fortryllende kvinde for at komme ham til livs, men da hun ikke nåede sit mål, slog hun det hen som en spøg, og i sin blindhed jog han sin frygt på flugt.

Dalila plagede ham nu dag efter dag, til hans sjæl var “træt til døden” men Samson blev draget til hende af en listig magt. Til sidst gav han efter og fortalte hende hemmeligheden: “Ingen ragekniv er kommet på mit hoved, thi jeg har fra moders liv af været en Guds nasiræer; hvis mit hår rages af, mister jeg mine kræfter og bliver svag som alle andre mennesker.” Der blev øjeblikkelig sendt bud til filisternes fyrster, at de skulle komme omgående. Mens kæmpen sov, blev hans tunge hår klippet af. Dalila kaldte nu på ham ligesom tidligere og sagde: “Filisterne er over dig, Samson!” Han vågnede med et sæt og ville bruge sine kræfter, som han plejede, for at slå dem ihjel, men hans kraftesløse arme ville ikke lystre, og nu var han klar over, at “Herren var veget fra ham”. Da hans hår var raget af, begyndte Dalila at plage ham og gøre ham fortræd for at se, om hans kræfter virkelig var borte. Filisterne turde nemlig ikke komme i nærheden af ham, før de var sikre på, at hans kræfter var borte. Da de var overbevist, greb de ham, stak begge hans øjne ud og førte ham til Gaza. Her lænkede de ham i deres fangehus og satte ham til hårdt arbejde.

Hvor var alting forandret nu! Israels tidligere dommer og helt var nu svag og blind og blev tvunget til at gøre det aller ringeste arbejde i et fængsel. Han havde lidt efter lidt brudt de betingelser, der dannede grundlaget for hans høje kald. Gud havde båret over med ham længe, men da han faldt så dybt, at han røbede sin hemmelighed, forlod Herren ham. Kraften fandtes ikke i selve håret, men håret var et tegn på hans troskab over for Gud. Da dette symbol blev ofret på lidenskabernes alter, mistede han også den velsignelse, som det var et tegn på.

I sin lidelse, ydmygelse og nedværdigelse lærte Samson sin egen svaghed bedre at kende end nogensinde Hans lidelser fik ham til at angre. Da hans hår voksede ud igen, vendte hans kræfter gradvis tilbage, men hans fjender betragtede ham blot som en lænket, hjælpeløs fange og var ikke bange for ham.

Filisterne gav deres guder æren for deres sejr, og i deres glæde hånede de Israels Gud. De besluttede at holde 

PP 567

en fest til ære for Dagon, deres fiskegud, “havets beskytter”. Folket og deres fyrster strømmede til fra land og by for at overvære festen. Store skarer af tilbedende fyldte det store tempel og trængtes på balkonerne under taget. Der var feststemning i den store bygning. Efter den pompøse offertjeneste var der musik og lystighed. Til sidst førtes Samson ind. Han blev betragtet som Dagons største bytte. Hans ankomst blev hilst med jubelråb. Både folket og fyrsterne spottede ham for hans elendighed og priste deres gud, som havde besejret hele nationens fjende. Da der var gået nogen tid, lod Samson, som om han var træt, og bad om at måtte læne sig op ad de to midtersøjler, som bar templets tag. Derefter opsendte han i stilhed denne bøn: “Herre, Herre, kom mig i hu og giv mig kraft, o Gud, kun denne ene gang, så jeg kan hævne mig på filisterne!” Med disse ord greb de vældige arme fat om de to midtersøjler, og med råbet: “Lad mig dø sammen med filisterne!” bøjede han sig med det resultat, at taget styrtede ned og dræbte den vældige menneskemængde. “Således dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt i levende live.”

Afgudsbilledet og dets tilbedere, præst og bonde, kriger og adelsmand, blev begravet sammen under ruinerne af Dragons tempel. Imellem dem lå liget af den kæmpe, som Gud havde valgt til at være sit folks befrier. Den frygtelige begivenhed rygtedes til Israels land, og Samsons slægtninge kom ned fra deres hjem i bjergene og tog den faldne helts lig med sig, uden at filisterne gjorde indvendinger. Og de “bragte ham op og lagde ham i hans fader Manoas grav mellem Zora og Esjtaol”.

Gud havde lovet at gøre “de første skridt til at frelse Israel af filisternes hånd” ved hjælp af Samson, og dette løfte blev opfyldt. Men hvor er det en mørk og frygtelig biografi, vi har af den mand, som kunne være blevet til ære for Gud og til hæder for nationen! Hvis Samson havde været tro imod sit guddommelige kald, ville Guds hensigt være blevet nået og hans navn æret og ophøjet. Men Samson gav efter for fristelserne og viste sig uværdig til den tillid, der blev vist ham, og hans mission fuldførtes i nederlag, slaveri og død.

I fysisk henseende var Samson den stærkeste mand på Jorden, men hvad selvkontrol, retskaffenhed og bestemthed angår, var han et af de svageste mennesker, der har levet. Mange forveksler stærke lidenskaber 

PP 568

og en stærk karakter, men sandheden er, at det menneske, der er en slave af sine lidenskaber, er svagt. En mands virkelige storhed skal bedømmes ud fra, om han behersker sine stærke følelser, og ikke omvendt.

Gud havde holdt sin hånd over Samson for at gøre ham skikket til den opgave, som han var kaldet til at løse. Lige fra starten havde han de bedste betingelser for at opnå fysisk og intellektuel styrke og moralsk renhed; men han kom under dårlige menneskers indflydelse og afbrød sin forbindelse med Gud – menneskets eneste tilflugt – og blev skyllet bort af ondskabens flodbølge. Når mennesker bliver stillet på prøve, mens de gør deres pligt, kan de være sikre på, at Gud vil bevare dem, men hvis de med vilje udsætter sig for fristelse, vil de før eller senere falde.

Satan gør sit yderste for at lede de mennesker vild, som Gud vil benytte til at løse en bestemt opgave. Satan angriber os på vort svageste punkt og benytter sig af manglerne i vor karakter for at få hele magten over os. Han ved, at sejren er ham vis, dersom vi hæger om vore karaktermangler. Men der er ingen mennesker, der behøver at lade sig overvinde af ham. Menneskene er ikke overladt til at besejre det ondes magt med deres egne svage kræfter. Hjælpen er lige for hånden og vil blive stillet til rådighed for hver eneste sjæl, som oprigtigt ønsker den. Guds engle, som stiger op og ned ad den stige, som Jakob så i sit syn, vil hjælpe hver eneste sjæl, som selv ønsker det, at nå den højeste himmel.