Dette kapitel er bygget op over 1 Samuel 18-22                                                                                                 PP 649

Da Goliat var blevet dræbt, ville Saul ikke lade David vende tilbage til sin faders hus, men beholdt ham hos sig. Nu blev “Jonatans sjæl bundet til Davids sjæl, og han elskede ham som sin egen sjæl”. Jonatan og David sluttede pagt om, at de ville være som brødre, og kongens søn “afførte sig sin kappe og gav David den tillige med sin våbenkjortel, ja endog sit sværd, sin bue og sit bælte”. Skønt der blev lagt store ansvar på Davids skuldre, bevarede han sin beskedenhed og vandt både folkets og kongehusets hjerte.

Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han lykken med sig; derfor satte Saul ham over krigerne. David var både klog og pålidelig, og det var tydeligt at se, at Guds velsignelse fulgte ham. Til visse tider kunne Saul godt se, at han ikke var egnet til at regere Israel, og han havde den opfattelse, at det ville være betryggende for hans rige, hvis han kunne knytte et menneske til sig, som blev vejledt af Herren. Desuden håbede Saul, at han selv ville blive beskyttet på grund af sin tilknytning til David. Herren beskyttede jo David, og Saul troede, at han selv ville være mere tryg, når han drog i krig sammen med David.

Det var Gud, der i sit forsyn havde knyttet David til Saul. Ved hoffet ville han tilegne sig kundskaber, som ville komme ham til gode, når han til sin tid fik overdraget sin høje stilling. Her kunne han vinde folkets tillid. De omskiftelser og genvordigheder, han blev udsat for på grund af Sauls fjendskab, ville få ham til at føle sin afhængighed af Gud og stole helt og fuldt på ham. Venskabet mellem David og Jonatan var også et led i Guds plan. Det tjente til at redde Israels vordende konges liv. I alle disse begivenheder gennemførte Gud sine nådige planer for både David og Israels folk.

PP 650

Sauls venlige holdning over for David blev kun af kort varighed. Da Saul og David vendte hjem fra slaget med filisterne, “gik kvinderne fra alle Israels byer Saul imøde med sang og dans, med håndpauker, jubel og cymbler”. Een gruppe sang; “Saul slog sine tusinder,” mens en anden gruppe stemte i med svaret: “Men David sine titusinder!” Skinsygens djævel for ind i kongens hjerte. Han blev vred over, at Israels kvinder ærede David mere end ham selv i deres sang. I stedet for at bekæmpe sin misundelse viste han sin karaktersvaghed ved at udbryde: “David giver de titusinder, og mig giver de tusinder; nu mangler han kun kongemagten!”

En af Sauls store fejl var netop hans higen efter bifald. Dette karaktertræk beherskede både hans handlinger og hans tanker. I alle hans handlinger kom hans higen efter ros og selvophøjelse til syne. Han tog det ikke så nøje, om han bar sig rigtigt eller forkert ad, blot han kunne sikre sig folkets bifald. Et menneske udsætter sig for en stor fare, hvis det kun tænker på at behage mennesker og lader hensynet til Gud komme i anden række. Det var Sauls ærgerrige mål at stå højest i folkets agtelse, og da denne takkesang blev sunget, var kongen overbevist om, at David ville vinde folkets hjerte og blive konge i hans sted.

Saul gav skinsygens ånd, som allerede havde forgiftet hans sjæl, indpas i sit hjerte. Til trods for, at profeten Samuel havde fortalt ham, at Gud ville gennemføre sin vilje under alle omstændigheder, og at ingen var i stand til at forhindre ham deri, viste kongen, at han hverken havde den rette forståelse af Guds planer eller af hans magt. Israels konge satte sin vilje op imod Guds vilje. Saul havde ikke lært i sin regeringstid, at han havde pligt til at beherske sit eget sind. Han lod sine indskydelser tage magten over dømmekraften og kastede sig til sidst ud i et blindt raseri. Under sine raserianfald kunne han finde på at dræbe enhver, der vovede at trodse hans vilje. Når anfaldet var ovre, blev han grebet af fortvivlelse, selvforagt og samvittighedsnag.

Han elskede at høre David spille på harpe. Mens han lyttede til musikken, syntes den onde ånd at forsvinde for 

PP 651

en tid. En dag, da den unge David spillede på harpe for ham og sang til Guds pris, kastede Saul pludselig sit spyd efter ham for at gøre ende på hans liv. David blev reddet ved Guds mellemkomst og flygtede uskadt fra den vanvittige konge. Saul kom til at hade David mere og mere og satte alt ind på at finde en lejlighed til at dræbe ham, men alle hans forsøg på at komme Herrens salvede til livs slog fejl. Saul lod sig fuldstændig beherske af den onde ånd, der havde magten over ham. David, derimod, satte sin lid til ham, der er vældig i råd og mægtig til at frelse. “Herrens frygt er visdoms grundlag” (Ordsprogene 9,10), og David bad ustandselig til Gud om, at han måtte vandre fuldkomment for hans åsyn.

For at komme af med sin rival “fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til tusindfører ….. Men hele Israel og Juda elskede David”. Folket var ikke længe om at opdage, at David var en dygtig mand, der udførte de opgaver, han fik betroet, med klogskab og kyndighed. Den unge mand var en klog og taktfuld rådgiver, hvis forslag man trygt kunne følge. Man kunne derimod ikke altid stole på Sauls dømmekraft, og hans beslutninger var ikke kloge.

Skønt Saul bestandig søgte efter en anledning til at dræbe David, var han samtidig bange for ham, for han kunne ikke undgå at se, at Herren var med ham. Davids ulastelige karakter vakte kongens vrede, og Saul betragtede Davids blotte nærværelse som en personlig irettesættelse, fordi modsætningen mellem hans egen og Davids karakter var så stor. Det vor misundelse, der gjorde tilværelsen bitter for Saul og bragte hans ydmyge undersåt i fare. Dette onde karaktertræk har voldt ubodelig skade i verden. Saul nærede det samme fjendskab til David, som Kain nærede til sin broder Abel, fordi Abel var retfærdig og blev æret af Gud, mens han selv gik glip af Herrens velsignelse på grund af sine onde gerninger. Satan viste sit sande ansigt, da han vakte Sauls raseri over for et menneske, som aldrig havde gjort ham fortræd.

Kongen holdt David under skarpt opsyn i håb om at finde et påskud til at bringe ham i miskredit. Han var ikke 

PP 652

rolig, før han havde fundet ud af, hvorledes han kunne dræbe den unge mand og forsvare sin onde dåd over for nationen. Han lavede en fælde for David ved at opfordre ham til at føre krig mod filisterne med endnu større energi og lovede at give ham sin ældste datter til hustru som belønning for hans tapperhed. Da David hørte dette forslag, svarede han beskedent: “Hvem er jeg, og hvad er min familie, min faders slægt i Israel, at jeg skulle blive kongens svigersøn?” Kongen viste imidlertid sin uærlighed ved at gifte prinsessen bort til en anden.

Da Sauls yngste datter Mikal fattede kærlighed til David, fik kongen en ny anledning til at stræbe sin rival efter livet. Kongen tilbød den unge mand Mikals hånd på den betingelse, at han kunne fremlægge beviser på, at han havde besejret og dræbt et vist antal af nationens fjender. “Saul gjorde nemlig regning på at få David fældet ved filisternes hånd.” Men Gud beskyttede sin tjener. David kom sejrrig hjem fra slaget og blev kongens svigersøn. Sauls datter Mikal elskede David, og kongen så til sin store fortrydelse, at hans onde planer blot havde tjent til at ære og ophøje det menneske, som han havde søgt at rydde af vejen. Nu var han endnu mere overbevist om, at David var den mand, som Herren havde betegnet som bedre end ham selv, og at det var ham, der skulle overtage tronen i hans sted. Fra nu af stræbte han ikke David hemmeligt efter livet mere, men gav Jonatan og sine folk ved hoffet befaling om at dræbe sin fjende.

Jonatan røbede sin faders plan for David og sagde, at David skulle holde sig skjult, mens han selv indtrængende ville bede sin fader om at redde Israels befriers liv. Jonatan henledte kongens opmærksomhed på Davids indsats for at redde nationens ære, ja, nationen selv, og lod ham forstå, at han ville pådrage sig en frygtelig skyld, hvis han myrdede det menneske, som Gud havde benyttet til at slå deres fjender. Disse ord talte til kongens samvittighed og blødgjorde hans hjerte. Da svor Saul og sagde: “Så sandt Herren lever, han skal ikke blive dræbt!” David blev hentet tilbage og var hos Saul som tidligere.

Nu udbrød der en ny krig imellem israelitterne og filisterne, og hæren drog ud under anførsel af David. Hebræerne vandt en stor sejr, og hele folket roste ham for hans klogskab og heltemod. Dette fik igen Sauls gamle had til David til at blusse op. En dag, da den unge mand spillede for kongen og fyldte paladset

PP 653

med sin skønne musik, løb hidsigheden af med Saul, og han kastede et spyd efter David for at spidde ham til væggen; men Herrens engel skubbede det dræbende våben til side. David undslap og flygtede til sit hjem. Saul sendte folk ud for at gribe ham, når han gik ud om morgenen, og gøre ende på hans liv.

Mikal røbede sin faders plan for David. Hun overtalte ham til at flygte og hejste ham ned igennem vinduet, så han kunne undslippe. David flygtede til Samuel i Rama, og profeten bød flygtningen velkommen uden at frygte kongens vrede. I Samuels hjem var der anderledes fredfyldt end i kongens palads. Her fortsatte Herrens hæderkronede tjener sin gerning imellem bjergene. Han havde en skare profeter hos sig, og disse granskede flittigt Guds vilje og lyttede ærbødigt til den undervisning der lød fra Samuels læber. David modtog en værdifuld undervisning hos Israels store lærer. David var overbevist om, at Saul ikke ville give sine soldater ordrer til at trænge ind på dette hellige område, men den desperate konge betragtede intet sted som helligt. Kongen blev skinsyg, da han blev klar over, at David havde søgt kontakt med Samuel. Han var bange for, at den mand, som hele Israel ærede som Guds profet, skulle gøre sin indflydelse gældende til fordel for hans rival. Kongen sendte folk ud for at bringe David til Gibea, for at han kunne gennemføre sin mordplan her.

Sendebudene drog af sted for at rydde David af vejen, men nu greb en højere magt ind. Sauls folk havde samme oplevelse som Bileam, da han var på vej hen for at forbande Israel. Usynlige engle kom dem i møde, og de begyndte at profetere om, hvad der skulle ske i fremtiden, samt at prise Herrens herlighed og majestæt. Gud besejrede menneskets vrede, holdt ondskabens kræfter tilbage og lod en englehær beskytte sin tjener.

Mens Saul utålmodigt gik og ventede på, at hans folk skulle tage David til fange, fik han at vide, hvad der var sket; men i stedet for at opfatte det som Guds finger, blev han endnu mere forbitret og sendte nogle andre folk af sted. Disse blev også overvældet af Guds ånd og gav sig til at profetere ligesom de første sendebud. Kongen sendte nu folk af sted for tredje gang. Da de nåede hen til profeterne, kom den guddommelige kraft også over dem, så at de profeterede. Nu besluttede Saul at tage af sted selv, for hans glødende had havde fuldstændig taget magten over ham.

PP 654

Han var fast besluttet på, at David skulle dræbes nu. Han ville selv slå ham ihjel, så snart han kom inden for hans rækkevidde, uden hensyn til følgerne.

Men Guds engel greb ind. Saul kom fuldstændig i Guds magt, og idet han gik videre, fremsagde han bønner til Gud, profeterede og sang salmer. Han profeterede om Messias, verdens frelser. Da han nåede profetens hus i Rama, afførte han sig yderklæderne, der var et tegn på hans høje stilling, faldt om og blev liggende foran Samuel og hans elever hele dagen og den følgende nat. Guds ånd var over ham i hele dette tidsrum. Folket stimlede sammen for at overvære dette mærkelige skue, og kongens oplevelse rygtedes vidt og bredt. Dette gav anledning til, at man i den sidste del af Sauls regeringstid igen brugte dette mundheld i Israel: “Er også Saul iblandt profeterne?”

Kongens planer var igen engang blevet krydset. Han forsikrede David om, at han ikke havde ondt i sinde, men David anså ikke kongens anger for ægte. Han benyttede lejligheden til at flygte, fordi han var bange for, at kongen skulle komme i dårligt lune igen. Hans hjerte blødte, og han længtes efter at mødes med sin ven Jonatan endnu engang. I bevidstheden om sin uskyld opsøgte han kongens søn og sagde disse gribende ord til ham: “Hvad har jeg gjort? Hvad er min brøde? Og hvad er min synd mod din fader, siden han står mig efter livet?” Jonatan troede, at hans fader var kommet på andre tanker og havde opgivet at dræbe David. Derfor svarede han: “Det være langtfra! Du skal ikke dø ! Min fader foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade mig det vide; hvorfor skulle min fader så dølge dette for mig? Der er intet om det!” Jonatan kunne simpelt hen ikke tro, at hans fader stadig ville gøre David fortræd, efter at Gud havde åbenbaret sin magt på en så bemærkelsesværdig måde, for derved ville han jo gøre sig skyldig i åbent oprør imod Gud. Men David var ikke overbevist endnu. Med dyb alvor sagde han til Jonatan: “Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, der er kun et skridt mellem mig og døden!”

På nymånedagen blev der holdt en religiøs fest i Israel. Den indtraf netop dagen efter, at David og Jonatan havde talt sammen. Begge de unge mænd skulle sidde ved kongens bord til festen, men David turde ikke 

PP 655

komme, og det blev aftalt, at han skulle besøge sine brødre i Betlehem. Når han kom tilbage, skulle han skjule sig på en mark i nærheden af festsalen og holde sig borte fra kongen i tre dage. Jonatan skulle så lægge mærke til kongens reaktion. Hvis Saul spurgte, hvor Isajs søn var, skulle Jonatan sige, at han var gået hjem for at deltage i sin slægts slagtoffer. Hvis kongen ikke blev vred herover, men blot sagde: “Godt!” kunne David roligt komme tilbage til hoffet, men hvis Saul blev vred over, at David ikke var til stede, skulle David flygte.

Kongen spurgte ikke efter David på den første festdag, men da Davids plads også stod tom den anden dag, spurgte han: “Hvorfor kom Isajs søn hverken til måltidet i går eller i dag?” Jonatan svarede Saul: “David bad mig om lov til at gå til Betlehem; han sagde: Lad mig gå, thi vor slægt har offerfest dér i byen, og mine brødre har pålagt mig at komme; hvis du har godhed for mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine slægtninge! Det er grunden til, at han ikke er kommet til kongens bord!” Da Saul hørte disse ord, kunne han ikke styre sin vrede længere. Han sagde, at Jonatan ikke kunne blive Israels konge, så længe David levede, og befalede, at der øjeblikkelig skulle sendes bud efter David, for at han kunne blive dræbt. Jonatan gik igen i forbøn for sin ven og sagde: “Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?” Herover blev kongen endnu mere rasende, og i sin ophidselse kastede han det spyd, som han havde tiltænkt David, efter sin egen søn.

Prinsen fyldtes af sorg og harme. Han rejste sig, forlod kongen og deltog ikke mere i festen. Hans sjæl var tynget af dyb sorg, da han på det aftalte tidspunkt ankom til det sted, hvor han ville gøre David bekendt med kongens planer. De faldt hinanden om halsen og græd bittert. Kongens frygtelige vrede kastede sin mørke skygge over de unge mænds liv, og de var så knuget af sorg, at de ikke kunne få et ord frem. Da deres veje skiltes, sagde Jonatan til David: “Far i fred! Om det, vi to har tilsvoret hinanden i Herrens navn, gælder, at Herren står mellem mig og dig, mellem mine og dine efterkommere for evigt!”

Kongens søn gik tilbage til Gibea, og David skyndte sig til byen Nob, som lå nogle få kilometer borte og tilhørte 

PP 656

Benjamins stamme. Tabernaklet var blevet flyttet fra Silo til denne by, og Ahimelek var ypperstepræst. David vidste ikke, hvor han skulle flygte hen for at redde sig; derfor opsøgte han Guds tjener. Præsten blev højlig overrasket, da han så ham, fordi han havde et sådant hastværk og tilsyneladende var alene. Desuden bar hans ansigt præg af bekymring og sorg. Præsten spurgte David, hvorfor han var kommet. Den unge mand gik i stadig frygt for at blive opdaget, og i sin store nød tog han sin tilflugt til løgn. Han sagde til præsten, at kongen havde overdraget ham et hemmeligt ærinde, som havde hast. Derved viste han, at han ikke havde tilstrækkelig tro på Gud, og hans synd kostede ypperstepræsten livet. Hvis han havde sagt sandheden, ville Ahimelek have fortalt ham, hvad han skulle gøre for at redde livet. Gud forlanger absolut ærlighed af sit folk, selv når de er i den største fare. David bad ypperstepræsten om fem brød. Guds tjener havde ikke andet end helligt brød ved hånden, men det lykkedes David at overvinde hans skrupler, så at han gav ham dette brød for at stille hans sult.

Nu truede en ny fare. Doeg, som var den øverste af Sauls hyrder, havde bekendt sig til hebræernes tro og var nu kommet til helligdommen for at indfri sine løfter. Da David så ham, besluttede han skyndsomst at finde et andet tilflugtsted og skaffe sig et eller andet våben, så han kunne forsvare sig, hvis det blev nødvendigt. Han bad Ahimelem om et sværd. Denne svarede, at han kun havde Goliats sværd, som var blevet opbevaret i tabernaklet som et minde. David svarede: “Dets lige findes ikke; giv mig det!” Han greb det sværd, som han i sin tid benyttede til at dræbe filisternes kæmpe med, og fattede nyt mod.

David flygtede derpå til kong Akisj af Gat. Han følte, at han ikke ville være i så stor fare hos sit folks fjender som i Sauls rige. Men Akisjs folk sagde til deres herre, at det var David, der havde dræbt filisternes kæmpe for nogle år siden. David havde søgt tilflugt hos Israels fjender for at redde livet, men nu var han i stor fare. Det lykkedes ham dog at føre sine fjender bag lyset ved at foregive, at han var afsindig; på den måde slap han bort fra dem.

David begik sin første fejl, da han nærede mistillid til Gud i Nob, og da han bedrog Akisj, fejlede han på ny. David havde vist, at han besad ædle karaktertræk, og hans store tapperhed havde skaffet ham folkets yndest;

PP 657

men da han blev stillet på prøve, vaklede hans tro, og hans menneskelige svaghed kom til syne. Han så en spion og en forræder i hvert eneste menneske. Under en stor krise havde David fæstnet troens øje på Gud og besejret filisternes kæmpe. Han troede på Gud og gik i kamp i hans navn. Men under sin flugt blev han rådvild og modløs og tabte næsten fuldstændig sin himmelske Fader af syne.

David lærte dog også noget af denne erfaring. Han fik øjnene op for, at han var svag, og at han havde brug for Guds hjælp hele tiden. Den dyrebare indflydelse, som Guds ånd øver, når han opsøger nedtrykte og fortvivlede sjæle, opmuntrer de modløse, styrker de svage og skænker Herrens prøvede tjenere hjælp og mod, kan ikke vurderes højt nok. Hvor har vi grund til at være glade for den Gud, vi tjener! Han behandler de fejlende med mildhed og viser os tålmodighed og ømhed, når vi er stedt i vanskeligheder og overvældet af en stor sorg.

Hver eneste gang, Guds børn lider nederlag, er årsagen mangel på tro. Når vor sjæl er omgivet af skygger, og vi har brug for lys og vejledning, skal vi vende blikket opad. Der er lyst på den anden side af mørket. David burde ikke have tvivlet på Guds hjælp et eneste øjeblik. Han havde al mulig grund til at stole på Gud. Han var Herrens salvede og var blevet beskyttet af Guds engle i de farer, han havde været udsat for. Han havde fået mod til at udføre vidunderlige bedrifter. Hvis han i stedet for at tænke på den vanskelige situation, han befandt sig i, havde dvælet ved Guds magt og majestæt, ville han have haft fred midt i dødens skygger, og så kunne han tillidsfuldt have gentaget Herrens løfte: “Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke.” Esajas 54,10.

David skjulte sig for Saul imellem Judas bjerge, hvor han bragte sig i sikkerhed i Adullams hule. Her kunne han holde stand over for en stor hær med en lille skare mænd. “Da hans brødre og hele hans faders hus fik det at vide, kom de derned til ham.” Davids slægtninge kunne ikke føle sig trygge. De var klar over, at Sauls grundløse mistanke når som helst kunne falde på dem, fordi de var i familie med David. Nu var det gået op for dem, 

PP 658

– som det senere gjorde for hele Israel – at Gud havde valgt David til at være sit folks vordende konge, og de følte sig mere trygge hos ham, selv om han levede som flygtning i en ensom hule, end et hvilket som helst andet sted, hvor de var udsat for den skinsyge konges sygelige raseri.

I Adullams hule blev familien knyttet sammen i gensidig sympati og kærlighed, og her kunne Isajs søn slå harpen an og synge: “Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen.” Salme 133,1. David havde haft den bitre erfaring, at hans egne brødre nærede mistillid til ham, og nu var han lykkelig over, at striden var blevet bilagt. Det var her, David skrev  Salme 57.

Det varede ikke længe, før David blev opsøgt af andre mennesker, der også var flygtet for den grusomme konge. Der var mange, der havde mistet tilliden til Israels konge, for de kunne se, at Guds ånd ikke ledede ham længere. “Og alle slags mennesker, som var i nød, flokkede sig om ham, forgældede mennesker og folk, som var bitre i hu, og han blev deres høvding. Henved 400 mand sluttede sig til ham.” Her havde David sit eget lille rige, hvor der rådede system og orden. Men selv ikke i denne bjerghule følte han sig sikker, for han så til stadighed beviser på, at kongen ikke havde opgivet sine mordplaner.

Han skaffede sine forældre et opholdssted hos kongen af Moab, og da Herrens profet havde advaret ham om, at der var fare på færde, forlod han sit skjulested og flygtede til Heretskoven. Davids oplevelser i denne tid var ikke uden betydning. Gud lod ham gå i en hård skole for at gøre ham skikket til at blive en klog general og en retfærdig og nådig konge. Mens han levede sammen med de mennesker, der havde opsøgt ham, høstede han erfaringer, som ville blive ham til hjælp, når han skulle optage den gerning, som Saul var blevet fuldstændig uegnet til at varetage på grund af sit dødelige raseri og sin hensynsløse optræden. Mennesker kan ikke bibeholde den ro og visdom, som er nødvendig for at kunne optræde retfærdigt og taktfuldt, efter at de har forkastet Gud som deres rådgiver. Det er frygteligt, håbløst, ja, fuldstændig vanvittigt at stole på menneskelig visdom og lade Guds visdom ude af betragtning.

Det var Sauls plan at fange David i Adullams hule, og da kongen opdagede, at David havde forladt dette tilflugtssted, blev han rasende.

PP 659

Davids flugt var en gåde for Saul. Den eneste forklaring, han kunne finde, var, at der måtte være forrædere i hans lejr, og at de havde givet David underretning om, at Saul var i nærheden for at fange ham.

Han sagde til sine rådgivere, at der var stiftet en sammensværgelse imod ham, og lovede dem rige gaver og høje stillinger for at røbe, hvem af hans folk der havde hjulpet David. Edomitten Doeg optrådte som angiver. Hans ærgerrighed og griskhed og hans had til den præst, som havde irettesat ham på grund af hans synder, tilskyndende ham til at fortælle om Davids besøg hos Ahimelek. Doeg fremstillede sagen i et sådant lys, at Saul blev rasende på Guds præst. Doegs ondskabsfulde tunge var sat i brand af helvede. Hans ord bragte kongen fuldstændig ud af fatning. I sit blinde raseri befalede han, at hele præstens fædrenehus skulle dræbes, og den frygtelige befaling blev udført. På kongens befaling faldt ikke blot Ahimelek, men hele hans fædrenehus fem og firsindstyve mænd, som bar efod for Doegs morderhånd.

Og Nob, præsternes by, lod kongen hugge ned med sværdet, mænd og kvinder, børn og diende, hornkvæg, æsler og får. Sådan kunne Saul finde på at optræde under Satans ledelse. Da Gud sagde, at amalekitternes syndebæger var fuldt, og befalede Saul at udrydde dem fuldstændig, havde han medlidenhed med dem og undlod at fuldbyrde Guds dom, men uden at have fået befaling af Gud dræbte han nu under Satans ledelse Herrens præster og huggede Nobs indbyggere ned. Så meget fordærv er der i menneskehjertet, når Gud ikke har kontrollen over det.

Denne skændselsdåd fyldte hele Israel med rædsel, og gerningsmanden var den konge, som de selv havde valgt! Da Saul gav ordrer til dette blodbad, bar han sig ad akkurat ligesom kongerne hos de nationer, der ikke frygtede Gud. Israel havde arken, men præsterne, som de havde rådspurgt, var dræbt med sværdet. Hvad ville blive det næste?