Af nåde er jeg det, jeg er, Guds barn og arving med, ja broder til min Frelser kær, tænk hvilken salighed, tænk hvilken salighed!

Nr. 453 i ”Salmer og Lovsange”:

Af nåde er jeg frelst og fri
i Lammets dyre blod
fra syndens tunge slaveri,
”Hvor er dog Herren god!”

Af nåde får jeg kraft og mod
at trodse satans værk,
at træde verden under fod,
”Hvor gør dog nåden stærk!”

Af nåde får jeg åndens trøst.
Jeg ved, på hvem jeg tror,
så lyder stemmen i mit bryst,
”Hvor er dog nåden stor!”

Vi gentager: ”Gud den Almægtige er den eneste sande Gud; uden nogen anden ved hans side, én sand Gud fra evighed og til evighed, Amen!” Gud er den egentlige Frelser! Vi var fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, slaver af begær og mangehånde lyster, men da Gud, vor Frelsers, godhed og menneskekærlighed åbenbaredes, frelste han os, ikke for de retfærdighedsgerningers skyld, som vi har gjort, men efter sin barmhjertighed, ved genfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd, som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, skulle i håb være arvinger til evigt liv. Tit 3:3-7

Vi må også lære at se Gud den Almægtige som den virkelige Frelser, men at han frelste os ved Jesus Kristus, vor Herre. Det er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle mennesker skulle frelses og komme til sandheds erkendelse. Thi der er én Gud, og også én Mellemmand mellem Gud og mennesket, Kristus Jesus, som gav sig selv til genløsnings betaling for alle, hvilket er vidnesbyrdet i sin tid. 1 Tim 2:3-6. Derfor lide vi ondt, møje og forhånelser, fordi vi har sat vort håb til den levende Gud, som er alle menneskers Frelser, 4:10. Men ham, som er mægtig til at bevare eder fra fald og fremstille eder for sin herlighed, ulastelige i fryd, den eneste Gud, vor Frelser, ved vor Herre Jesus Kristus, tilkommer ære og majestæt, vælde og magt, forud for al tid og nu og i alle evigheder! Amen. Jud 24:25.

Titus formanede til at vise al godhed og troskab, for at vi i alle måder kan være en pryd for Guds, vor Frelsers, lære. Thi Guds nåde er bleven åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at forsage ugudelighed og de verdslige begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden; forventende det salige håb og den store Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi herligheds åbenbaring. Tit 2:10-13. Maria, Jesu moder, sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren; og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser. Den Almægtige har gjort store ting imod mig, og hans navn er helligt; og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt, over dem, som frygter ham.” Luk 1:46-50.

Ved profeten Esajas læser vi: ”Mine vidner er I, så lyder det fra Herren, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; Jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen Frelser. Es 43:10-11. Så siger Herren, Israels hellige, fremtidens ophav: ”Det var mig, som dannede jorden og skabte menneskene på den; mine hænder udspændte himlen, jeg opbød al den hær. Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en Frelser! Israel frelses ved Herren, en evig frelse, i evighed bliver de ikke til skam og skændsel, men til hobe går gudemagerne om med skændsel. Es 54:11-17. Jeg fik Israel kær i hans ungdom, og fra Ægypten kaldte jeg min Søn. Jeg drog dem med kærligheds snore, Hos 11:1-4. Jeg er Herren, din Gud, fra du var i Ægyptens land; du kender igen Gud uden mig, og uden mig er der ingen Frelser. 13:4. Gud har ikke givet os fejheds ånd, lid ondt med evangeliet ved Guds kraft, han som frelste os og som kaldte os med en hellige kaldelse, ikke efter vore gerninger, men efter sit eget fortsæt, og nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige tider. 2 Tim 1:7-9. I samme forbindelse, da nu emnet handler om Gud, Han, den egentlige Frelser, vil vi ikke forglemme Pauli hilsen til Timotheus. Paulus, Kristi Jesu apostel efter befaling fra Gud, vor Frelser og Kristus Jesus vort håb, til Timotheus, sit ægtebarn i troen: ”Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre. 1 Tim 1:2. Første vers viser os Gud, vor Frelser, og Kristus, vort håb.  Selv om vi på en forunderlig måde har fået en klar fremstilling af Gud den Almægtige som den egentlige Frelser, så må vi ikke forglemme, at Kristus, hans enbårne Søn, gav sig selv hen som et sonoffer for vore synder, og at Kristus derfor er midlet til syndige menneskers frelse, idet Gud tog hans offer som gyldig for alle; thi med et eneste offer har han bestandig fuldkommet dem, som helliges Heb 10. kapitel. Det gjorde han en gang for alle, da han ofrede sig selv. 9:27. Se det Guds Lam, der bærer verdens synd, Joh 1:29, 36. Jeg har set det og vidner, at denne er Guds Søn, og der er ikke frelse i noget andet navn. Der gives ikke noget andet navn under himmelen, ved hvilket vi skulle vorde frelste. Apg 4:12.

Den sandhed kan aldrig undergraves, derpå kende vi, at vi bliver i Gud og han i os, fordi han gav os af sin ånd, og vi har set og vidnet, at Faderen udsendte Sønnen at være verdens Frelser. Hvo som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud, og vi har erkendt og troet den kærlighed, som Gud har til os, Gud er Kærlighed, og den, som bliver i kærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham. 1 Joh 4:13-16. Joh 3:16. Kristus er Guds enbårne Søn, men han er også Menneskesønnen, ikke fordi han er Josefs og Marias Søn, men fordi han som Guds Søn blev gjort til eet med menneskene, hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde os brødre, og han måtte blive sine brødre lig i alle ting, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst over for Gud til at sone menneskets synder. Heb 2:11-18. Thi idet han har lidt, kan han, som den, der selv er fristet, komme dem til hjælp, som fristes. Menneskesønnen kom for at søge og frelse det fortabte. Luk 19:10. Jesus benyttede det navn om sig selv mangfoldige gange. Han sagde til sine disciple: Hvem siger menneskene mig Menneskesønnen at være. Mat 10:13. Da Jesus havde været sammen med tre af sine disciple på forklarelses bjerget, sagde han til dem: ”Taler ikke til nogen om dette syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde. Mat 17:1-9. Jesus sagde ved en anden lejlighed: Når Menneskesønnen kommer, mon han da skal finde troen på jorden? Luk 18:8. Da ypperstepræsten forlangte at Jesus skulle sværge ved den levende Gud på, at han var Kristus, Guds Søn, sagde han til ham: ”Du har sagt det:” Dog, jeg siger eder, at fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme i himmelens skyer. Mat 26:62-64.

Stefanus så Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd. Apg 7:56. Der kunne siges meget om Jesus Kristus som Menneskesønnen, men det vil føre for vidt, og man vil måske bedre forstå dette udtryk end dette, at Kristus er Guds eenbårne Søn, hvorfor vi skal søge også i dette at få Bibelens vidnesbyrd. Der skrives i Åbenbaringens Bog til de 7 menigheder i Asien, og til den syvende skrives der følgende: ”Skriv til menighedens engel i Laodikea: ”Det siger den, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings begyndelse”, at det er Kristus, der taler, er der ingen tvivl om, thi den samme røst lyder senere i brevet: Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage sæde hos min Fader på hans trone. Åb 3:14-22. Guds skabnings begyndelse! Et særegen bibelsk udtryk, som det synes, at man ikke ønsker at beskæftige sig med, men mon det ikke netop ligger lige til? Vor store, meget kendte mand, Biskop Skat Rørdam, udtaler: ”I Ordsprogenes Bog findes der en forklaring, der er lige så forståelig som Es 61:1. Kristus taler profetisk om sig selv og siger: ”Den Herre, Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til de ydmyge”. Således også i Ordsprogene 8:22, hvor der står således: ”Mig skabte Herren først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; jeg blev frembragt i evigheden, i begyndelsen, i Jordens tidligste tider, jeg fødtes før verdensdybet var til, da han (Skaberen) grundfæstede himlen, var jeg hos ham, da han lagde jordens grundvold, var jeg fosterbarn hos ham, jeg var hans glæde dag efter dag, for hans åsyn leged’ jeg altid; den der finder mig, finder liv, og opnår yndest hos Herren. Dette findes i Ords 8. kapitel. Det synes meget troværdigt, at også dette er et udsagn om Guds eenbårne Søn, vor Herre og Frelser; han, som er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, Kol 1.

Til hvilken engel sagde Gud nogen tid: ”Du er min Søn, jeg fødte dig i Dag?” og atter: ”Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?” og atter: ”Når han indfører den Førstefødte i jorderige”, siger han: ”Og alle Guds engle skulle tilbede ham. Heb 1:5-6. Også Paulus skriver til Romerne om en Førstefødte, 8:29: ”Dem, Gud har kaldet, har han også beskikket til at vorde dannet efter hans Søns billede på det, at han (Kristus) skulle være den Førstefødte af mange brødre”.

Nogle vil måske indvende! Ja, det er vel sandt, at der står således i Ords. Bog, men er det nu ikke visdommen, der her er tale om? Hertil må der siges, at visdommen er fra evighedernes evigheder, knyttet til Gud den Almægtige, som en af hans egenskaber, Den evige konge, den uforkrænkelige, usynlige, den alene vise Gud, være pris og ære i al evighed! Amen! Eller fra autoriseret oversættelse af 16. september 1931, hvor der står: Den eneste Gud, O, dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hans veje sporlige. Ef 1:17 og Rom 11:33; 1 Tim 1:17.

Paulus ønsker, at vi skulle få den fuldvisse indsigts hele rigdom til erkendelse af Guds Hemmelighed (Kristus), i hvem (Gud) alle visdommens og kundskabens skatte findes. Kol 2:2-3. Visdommen blev ikke skabt af Gud, den er en del af Gud!

Når vi får den forståelse, at Kristus er Guds skabnings begyndelse, at han er den første, der udgik fra Gud den Almægtiges skaberhånd, så kommer der mening i det hele; så forstår vi hvorfor Kristus kaldes Guds eenbårne Søn, og hvorfor han ligeledes er over englene og bærer navnet overenglen Mikael. Åb 12:7. Mikael og hans engle kæmpede mod djævelen og hans engle. Overenglen Mikael tvistede senere med djævlen om Mose legeme, Juda 9. Han står i den allersidste tid som værn for Guds folk. Daniel 12:1-2. Her kaldes overenglen Mikael også den store Fyrste. I Daniel 10:13 står overenglen Mikael beskrevet som en af de ypperste fyrster, 21. vers, og ikke én hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste, Guds folks Fyrste. I Daniel 8:25 er der en magt beskrevet, der skal forsøge at stå op mod Fyrsternes Fyrste, og det hovmodede sig mod Hærens Øverste! Hans daglige offer blev ophævet og hans helligdoms bolig blev kastet til Jorden. Her kaldes Mikael (Kristus) for Hærens Øverste! Det er himmelens hær, der er tale om. Dan 8:10-11. Josua så denne mægtige Fyrste, overenglen Mikael, Fyrsten over Herrens hær. Jos 5:14.

Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem jødefolket hængte på korsets træ og slog ihjel. Ham har Gud ved sin høre hånd ophøjet til en Fyrste og en Frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Overenglen Mikael, den store Fyrste, Fyrsten over Herrens Hær (Hærens Øverste), Guds eenbårne Søn, Jesus Kristus, vor Herre og Frelser, vor Ypperstepræst, Talsmand og Forbeder, antager sig ingenlunde englene, men Abrahams sæd tager han sig af. Heb 2:16. Jesus siger om sig selv: Jeg er den gode Hyrde, den gode Hyrde sætter sit liv til for fårene, for ham lukker dørvogterne op, og fårene høre hans røst; og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud, han siger: ”Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig, Joh 10:3, 11, 14, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 15. vers. ”Guds Søn er den store Fårenes Hyrde, som Gud, den Almægtige, førte op fra de døde med en evig pagts blod, han ledede også fordum Guds sande børn fremad på vejen til det himmelske Kanaan;” David siger: ”Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange, til hvilens vande leder han mig, han vederkvæger min sjæl, han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.” Salme 23.

Stefanus, en af de syv mænd, som havde godt vidnesbyrd, og fuld af ånd og visdom, havde en forunderlig indsigt i Guds ledelse med det gamle Israel fra først til sidst, han sagde: ”Herlighedens Gud viste sig for vor fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog bolig i Karan, og han sagde til ham: ”Gå ud fra dit land og fra din slægt, og kom til det land, som jeg vil vise dig.” Stefanus fortæller om Israelitterne i Ægypten, deres trældom og deres underfulde befrielse ved Moses, Guds tjener. Efter at Moses havde boet som fremmed i Midians land i ca. 40 år, viste en engel sig for ham i Sinais bjergs ørken i en tornebusk, der stod i lys lue, og da Moses så dette, undrede han sig over synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens røst til ham: ”Jeg er dine fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud”, da bævede Moses og turde ikke se derhen, men Herren sagde til ham: ”Løs skoene af dine fødder, thi det sted, som du står på, er hellig jord. Jeg har set mit folks mishandling i Ægypten og hørt deres suk, og jeg er steget ned for at udfri dem. Apg 7:29-34. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde ”Hvem har sat dig til hersker og dommer”, ham har Gud sendt til at være både hersker og befrier ved den engels hånd, som viste sig for ham i tornebusken.

Hvem var den engel, som viste sig for Moses i tornebusken? Det var Gud den Almægtige, der talte til Moses, og sendte ham til at være hersker og befrier, men ved den engels hånd, der havde vist sig for ham i tornebusken; der er ingen tvivl om, at denne engel var Guds eenbårne Søn, overenglen Mikael. Moses var den, som sagde til Israels børn: ”En profet skal Gud oprejse eder af eders brødre ligesom mig, ham skal I høre på. Således udbad du dig det af Herren, din Gud, ved Horeb, den dag, I var forsamlede, da du sagde: ”Lad mig ikke mere høre Herren, min Guds røst og se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø!” Da sagde Herren til mig: ”De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til ansvar” (udryddes af folket). Stefanus, som var fuld af den Helligånd, forstod, at denne profet, som Gud ville oprejse, var englen, som havde vist sig i tornebusken, og som skulle være ved Mose side som den virkelige hersker og befrier, Moses var den, som i menigheden i ørkenen færdedes med englen, der talte til ham på Sinai bjerg og med vore fædre! Den, som modtog levende ord at give os! Levende ord fra Gud den Almægtige. Apg 7:30-38. Peter viser hen til det samme i sin tale 3:19-23, når han siger: ”Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle profeternes mund, at hans salvede skulle lide, derfor fatter et andet sind og vender om, for at eders synder måtte blive udslettede, for at vederkvægelsens tider må komme fra Herrens åsyn, at han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, hvem himmelen skal modtage indtil alle tings genoprettelses tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige profeters mund fra de ældste dage. Moses sagde: ”En profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders brødre ligesom mig! Ham skulle i høre i alt, hvad han end vil tale til eder, men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører den profet, skal udryddes af folket. Apg 3.

Israelitterne drog på grund af hungersnød ned til Ægypten og boede der i lang tid, men Ægypterne mishandlede dem, og de råbte til Herren, deres Gud, og han hørte dem og sendte en engel og førte dem ud af Ægypten. Mos 20:15-16.

Foran det røde hav sagde Moses til folket: ”Herren skal stride for eder, men I skal tie. Guds engel, der drog foran Israels hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem! Og skystøtten flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, og kom til at stå mellem Ægypterne og Israels hær. 2 Mos 14:14-20. I en skystøtte førte du dem om dagen og i en ildstøtte om natten, så den lyste for dem på vejen, de skulle vandre på. Du gav dem brød fra himmelen til at stille deres sult og lod vand springe ud af klippen til at slukke deres tørst. Neh 9:12-15. Jeg vil ikke, brødre, at I skulle være uvidende om, at vore fædre var alle under skyen og gik alle igennem havet, de spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik; thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte dem; men Klippen, som fulgte dem, var Kristus. 1 Kor 10:4. Har Peter og Stefanus ikke i deres kraftige og åndsfyldte taler bevist, at englen, som Moses af Gud den Almægtige fik som hjælper og vejleder, var overenglen Mikael eller fyrsten over Herrens hær, Kristus, Guds eenbårne Søn, Gud den Almægtige har mange gange og på mange måder talt til os om sin Søn den eenbårne gennem sine profeter. Heb 1:1.

Allerede i skabelsesberetningen sporer man et samarbejde mellem to, Gud sagde: ”Lad os gøre et menneske i vort billede og efter vor lignelse!” Og Gud skabte mennesket i sit billede, han skabte det i Guds billede; mand og kvinde skabte han dem, og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ”Bliv frugtbare og mangfoldige, og opfyld jorden og gør eder den underdanig.” Selv om vi ser, at Gud i denne del af skabelsen også udfører sit forsæt, så talede han dog med én, idet han siger: ”Lad os gøre et menneske i vort billede.” 1 Mos 1:26-28.

Mennesket faldt i synd, og syndens løn er døden, men Guds nådegave er et evigt liv i Jesus Kristus, vor Herre. Rom 6:23. Efter syndefaldet i eden blev en forjættelse om frelse gennem Kristus med det samme givet, det lød således: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen. 1 Mos 3:15. Det er fjendskabet mellem den gamle slange, som også kaldes djævelen, og Kristus, Guds eenbårne Søn. Alle har jo syndet og fattes ære fra Gud, men de bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved den forløsning, som er i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel ved troen på hans blod. Rom 3:23-25.

Syndernes forladelse efter hans nådes rigdom Ef 1:7.

En anden forjættelse møder os hos Esajas. Der skyder en kvist af Esajas’ stub, et skud gror frem af hans rod; og Herrens ånd skal hvile over ham (Kristus), visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, Herrens kundskabs og frygts ånd, hans hu står til Herrens frygt, og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed er hofternes bælte. Es 11:1-5. Et barn er født os, en Søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være underfuld (Under). Rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige. Es 9:6-7.

Det er en forunderlig forudsigelse, men en meget vanskelig ting at forstå, at der i samme vers er skrevet: Et barn er født os, og en Søn er givet os, når der bagefter står: Vældig Gud og Evigheds Fader, disse udtryk må nødvendigvis ses i lyset af de mange hundreder andre skriftsteder, der taler om Gud den Almægtige og hans Søn Jesus Kristus og som forud er så udførlig behandlet; vi erindrer, at Kristus engang vil sige til Faderen: Se, her er jeg, og de børn, som du, Fader, har givet mig. Heb 2:13. Kristus har også sagt: ”Mig er givet almagt i himmelen og på jorden.” I lyset af disse udsagn kan der blive mening i det. Thi det er jo dog vitterligt, at det er Faderen, Gud den Almægtige, der lader Kristusbarnet føde, og derved skænker os sin Søn, den eenbårne. Luk 1:28-38.

Vi har foran set, at Gud den almægtige sendte sin Søn til at være ved Mose side gennem ørkenvandringen, og ved andre tilfælde synes det, at samme engel viser sig for mennesker. Sarai, Abrahams hustru, og Abraham gik efter Sarais ønske ind til Hagar, Sarais pige, og hun fødte en Søn, og hans navn blev Ismael. Da Sarai ydmygede Hagar, flyede hun fra Sarais åsyn, men Herrens engel fandt hende ved en vandkilde i ørkenen på vejen til Schur, og englen sagde: ”Hvorfra kommer du, og hvorhen går du?” og hun sagde: ”Jeg flyede fra min frue, Sarais åsyn”, og Herrens engel sagde til hende: ”Gå tilbage og ydmyg dig for hende!” Og Herrens engel sagde til hende: ”Jeg vil gøre dit afkom meget mangfoldig”, og Herrens engel sagde fremdeles til hende: ”Se, du skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Ismael, fordi Herren har hørt din modgang.” Og hun kaldte Herrens navn, som talede med hende: ”Du er mit syns Gud, den Gud som se.” Der er ikke direkte bevis på, at englen, som talede med Hagar var overenglen Mikael (Kristus), men der er al grund til at slutte, at denne Herrens engel og som Hagar kaldte ”Mit syns Gud”, var Guds eenbårne Søn, overenglen Mikael. 1 Mos 16:1-13. I 17. kapitel vers 1 taler Gud den Almægtige til Abraham og siger: ”Jeg er Herren, Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig.”

Da Abraham efter Guds befaling drog ud fra sin slægt og sin Faders hus, tog han sin brodersøn Lot med sig, men da der kom trætte mellem Abrahams og Lots hyrder, sagde Abraham til Lot: ”Kære, lad der ikke være strid mellem os to eller mellem mine og dine hyrder; vi er jo frænder! Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og går du til højre, så går jeg til venstre!” Lot valgte landet omkring Jordanegnens byer og kom helt hen mod Sodoma og Gomorra, disse byer, som Herren ødelagde for deres store ugudelighed. Før ødelæggelsen fik Abraham besøg af tre himmelske sendebud, at det var engle ses i Kap 19:15 og ligeledes i 1. vers, men kun de to engle gik til Sodoma. Hvem var mon den tredje, der blev tilbage og talte med Abraham om Sodomas ødelæggelse og gav Abraham løfte om en Søn? Ved modtagelsen af disse himmelske væsener, synes det, som om Abraham, på en egen måde kun talte til den ene; idet han bøjer sig dybt til jorden, siger han: ”Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din træl forbi!” Og de gik ind, og de spiste hos ham, endog de var engle. Denne engel, som Abraham talte med, bliver ved hele besøget kaldt Herre og Herren, 18. kapitel og sidste vers: Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort.

Morgenen efter, da Gud havde ødelagt Jordanegnens byer, gik Abraham ud til det sted, hvor han havde stået med Herren, og vendte sit blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen, og han så røg stige til vejrs fra landet, som røgen fra en smelteovn. Hele beretningen og englens tale med Abraham synes at fortælle os, at det også her er overenglen Mikael, som er den ene af de tre. Læs med fordel 1 Mosebogs 18. og 19. kapitel. Abraham, som på en så slående måde havde været i berøring med Herrens engel og havde de kraftigste beviser på, at hvad englen havde lovet eller forudsagt skulle ske, det skete! Han kunne også senere, da han overlod til sin gamle tjener Elieser at skaffe sin søn Isak en hustru, overlade ham og hans sag til englens omsorg. Vi læser: Herren, himmelens Gud, som tog mig bort, han vil give mit afkom dette land, han vil sende sin engel foran dig, så du kan tage, min Søn, en hustru derfra. 1 Mos 24:7. Undertiden taler Gud den Almægtige selv til sine trofaste børn, og til andre tider gennem sin engel. Om englene hedder det: at de alle er tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skal arve salighed. Heb 1:14.

Da Jakob rejste fra Be’ersjeba og vandrede ad Karan til, kom han til det hellige sted Betel, hvor han lagde sig til hvile, og han drømte, at han så en stige oprejst, den nåede fra jorden og til himmelen, og Guds engle steg op og ned ad den, et herligt billede på den forbindelse, der er mellem himmelen og os mennesker, 1 Mos 28:12, og se, Herren stod oven over den og sagde: ”Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud: Det land, som du ligger på, vil jeg give dig og din sæd. Ca. 21 år efter, da Jakob rejste tilbage til sin hjemstavn, men frygtede for sin broder Esau, mødte Guds engle ham; og da Jakob så dem, sagde han: ”Her er Guds lejr.”