KOMMER MESSIAS FØR ELLER EFTER DE 62 UGER?
I den danske, autoriserede oversættelse fra 1931 synes det, som om Messias eller “en salvet”, som det oversættes, kommer efter de syv åruger og inden de toogtres åruger:
“Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel.” (Dan 9,25 – autoriseret dansk oversættelse af 1931)
Er det en korrekt gengivelse af den hebraiske grundtekst? Først skal det slås fast, at dette sprog generelt er meget svært at oversætte nøjagtigt, idet dets begrebsverden har rødder i en tid, der ligger over tre tusinde år tilbage. Dette gøres endnu vanskeligere på det forhåndenværende sted, idet Daniels 9. kapitel er skrevet i hebraisk verseform, som poesi, fra midten af vers 22.
Den autoriserede, danske oversættelse er anerkendt som en af de bedste og mest neutrale. Hvis den har en fejl, er det i dens konsekvente valg af den sværeste og mest knudrede oversættelse ud fra devisen: “Hvis en svær mening har overlevet tidens hærgen, må det være, fordi den trods alt er mere korrekt.”
Er den også korrekt her? Vi finder et spor ved at kigge på resten af teksten, især vers 26. Det siges her klart, at “en salvet” vil blive bortryddet EFTER de toogtres åruger. Er der TO salvede, eller har den samme salvede overlevet toogtres åruger (lig med 454 år!) inden han dør? Den første mulighed er ikke særlig sandsynlig, idet titlen “en salvet”, eller Messias/Kristus, som denne titel lyder på hebraisk/græsk, kun bruges om meget særlige og af Gud udvalgte personer. Den anden mulighed er klart ubrugelig også.
Tilbage står den mulighed, at den danske oversættelse her ikke klart udtrykker den originale teksts historie. Er det rigtigt? En kyndig hebraisk læser vil fortælle os, at begge dele er mulige grammatisk set. Vi må derfor vende os til den allerførste oversættelse for at se, hvordan man i det andet århundrede før Kristi fødsel forstod meningen af dette vers. LXX, eller Septuaginta, var en oversættelse af Det gamle Testamente til græsk, udført i Alexandria af 72 oversættere i tiden ca. 350-180 før Kristi fødsel. Den var altså færdig og vidt kendt, før nogen kristne eksisterede til at “fuske” med den for at få den til at passe.
I den findes det famøse “i” ikke, og tegnsætningen er anderledes. På dansk ville den lyde nogenlunde således:
“ … fra det tidspunkt befalingen om Jerusalems genopbygning kom, og til fyrsten, Messias, er der uger syv og uger toogtres: det skal genrejses og opbygges med pladser og veje under trange tider …” (Dan 9,25 LXX)
Her knyttes de to tidsperioder sammen, og Messias kommer ved deres afslutning. Det var altså de bedste forskeres mening om denne tekst, der blev skrevet på deres eget modersmål oprindeligt. Den samme forståelse finder vi i den latinske oversættelse VULGATA fra ca. 350 e.Kr. og i den berømte King James version fra England:
“Know therefore and understand, that from the going forth of the commandment to restore and to build Jerusalem unto the Messiah the Prince shall be seven weeks, and threescore and two weeks: the street shall be built again, and the wall, even i troublous times.” (Dan 9,25 KJV)
Da de bedste forskere og oversættere i tiden fra 1966 til 1978 arbejdede med at oversætte Bibelen i den hidtil mest nøjagtige og samtidigt mest klare engelske udgave, repræsenterede de så godt som alle kristne kirkesamfund. Deres oversættelse, New International Version, lyder således:
“Know and understand this: From the issuing of the decree to restore and rebuild Jerusalem until the Anointed One, the ruler, comes, there will be seven “sevens”, and sixty-two “sevens”. It will be rebuilt with streets and at trench, but in times of troubles.”
Edwin R. Thiele, der er verdens måske mest anerkendte forsker af kronologien i Det gamle Testamente, skriver således:
“De 70 uger består af to dele, 69 uger og en endelig uge. De 69 uger, som når frem til Messias, strakte sig fra 457 f.Kr. til 27 e.Kr. Jesus blev den salvede Messias ved sin dåb i 27 e.Kr. (Matt 3,16-17; ApG 10,38). Han døde i år 31 e.Kr., “i ugens midte”. Derefter var ofrene og tempeltjenesten uden værdi (Dan 9,27). Den sidste uge sluttede i 34 e.Kr. da de 70 åruger, som var tilsagt jøderne, nåede til ende og evangeliet blev givet til hedningerne. Alt dette gør de 70 uger til en af de mest levende af Bibelens profetier – en af de mest forbløffende forudsigelser, der er kommet til os fra antikkens verden.”