Da Jesus var i helligdommen, gik ypperstepræsterne og folkets ældste til ham og sagde: ”Af hvad magt gør du disse tegn, og hvem har givet dig denne magt?” Men Jesus svarede og sagde til dem: ”Også jeg vil spørge eder om én ting; og dersom I siger mig det, vil også jeg sige eder, af hvad magt jeg gør disse ting. Johannes’ dåb, hvorfra var den? Fra himmelen eller fra mennesker?” Men de tænkte ved sig selv og sagde: ”Sige vi: fra himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra mennesker, frygter vi for mængden; thi de holde alle Johannes for en profet.” Mat 21:23-26.

Johannes’ vidnesbyrd til disse, som var udsendt for at spørge ham: ”Hvem er du? Og hvad siger du om dig selv?” Han sagde: ”Jeg er en røst af en, som råber i ørkenen, jævner Herrens vej, som profeten Esajas har sagt.” Joh 1:22-24 og Es 40:3. Vi kan derfor med sikkerhed betro os til Johannes’ vidnesbyrd, som foran skrevet om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og kraft, da han steg ned i dåbens vande, Apg 10:38 og Joh 1:20-36. Og da han steg op, fik han det synlige bevis på Guds velbehag. Johannes’ vidnesbyrd indbefattede også dette, at Kristus skulle salve sine disciple med den Helligånd og ild, 33. vers, Mat 3:11. Luk 3:16, hvilket fik sin virkelige opfyldelse på pinsefestens dag. Der kom pludselig fra himmelen en lyd som fra et fremfarende vældigt vejr og fyldte hele huset, hvor Jesu disciple var forsamlede, og der viste sig for dem tunger som af ild der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem, og de blev alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i fremmede tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. Det der skete på pinsefestens dag var vel varslet forud, Jesus havde sagt: ”I skal få kraft, når den Helligånd kommer over eder, og I skal være mine vidner både i Jerusalem, Judæa og Samaria og indtil jordens ende”, sikkert ment på den måde, at dette riges evangelium skulle prædikes i den ganske verden til et vidnesbyrd for alle folk, og da skal enden komme. Mat 24:14. Men Guds Ånd bliver ikke givet til nogen, uden der er gået noget forud hos dem, som modtager Åndens fylde. Disciplene havde været i inderlig bøn til Gud lige fra den stund, deres Mester og Frelser blev optaget, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Apg 1.

Det er inderlig bøn til Gud, der bevæger ham til at give os den Helligånd, og må vi ikke også tro på, at det, som skete på pinsefestens dag, var en direkte følge af deres inderlige og indtrængende bønner. Disciplene havde forstået deres Mester og Frelsers ord: ”I skal være mine vidner.” Og til dette følte de sig nu fuldkommen afhængige af Gud og hans kraft, den alvidende Gud, som ser og kender alle ting på forhånd, havde også forudset disciplenes længsel efter åndens fylde, og derfor lød det til dem forud: ”I skal få kraft, når den Helligånd kommer over eder,” disciplene fik fra Gud den Almægtige et synligt tegn på hans nærværelse og hans iboen, der viste sig tunger som af ild der, der fordelte sig og satte sig på hver af dem. Ildtungerne var ikke den Helligånd, lige så lidt, som duen, der dalede ned over Frelseren, da han var steget op af dåbens vande, men et symbol på, at han med sin Ånd og kraft ville være nærværende og gå med dem i den store gerning, som var dem betroet at bringe evangeliet om frelse gennem troen på Kristus ud til en i synd falden verden. Kristus havde sagt: ”Se, jeg sender eder som får iblandt ulve”, men han havde også sagt: ”Jeg vil ikke forlade eder faderløse, jeg kommer til eder.” Joh 14:18, og se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende. Mat 28:20. Det gælder om at søge Åndens kraft, hvor den findes, og det er derfor af største betydning at forstå, at kraften findes hos Gud den Almægtige, som de tusinde skriftsteder stadfæster for os; skulle der findes et par skriftsteder, som man er i tvivl om, da er det klogt at lade de tusinde forklare de to; med skrift må man skrift forklare, og det er jo alle bibelgranskeres erfaring, at der findes skriftsteder, som har fået en uheldig oversættelse, hvorfor man mange steder i skriften finder  i randbemærkninger, at dette vers mangler i flere af de ældste håndskrifter, Mat 18:11-14, Luk 17:9 og ordene: ”Jeg mener det ikke” mangler i nogle af de ældste håndskrifter 22:68, 23:17, 24:42. Joh 5:3-4, her vedføjes: ”De indklammede ord i vers 3-4 mangler i de vigtigste håndskrifter og ældste oversættelser og synes at være en senere tilføjelse. 8:11 hørte oprindelig ikke med til Johannesevangeliet, men blev allerede tidligt føjet til på den nuværende plads. Apg 8:37. Verset mangler i de vigtigste håndskrifter og antages at være en senere tilføjelse.” Der findes flere sådanne randbemærkninger, men det kuldkaster ikke i nogen grad Guds ords sandruhed, det fortæller kun, at der er enkelte vers her og der i den hellige skrift, som må forklares med andre skriftsteder, der griber ind i samme emne.

Om dåbsspørgsmålet er der delte meninger, om end de mange skriftsteder er klare og tydelige nok, så ingen sandhedssøgende behøver at være i tvivl om, at den voksne dåb er den eneste dåb, som Bibelen omtaler. Der er kun én Herre, én tro og én dåb, og én Gud, som er alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle. Ef 4:5-6. Dåben hedder på græsk baptismos, et ord, der bruges, når man dykker nogen helt ned i vandet, så det går sammen over den. På latin hedder dåben mersio. Dåben skal symbolisere begravelse. Rom 6:3-11.

Vi ved, at der er delte meninger om, hvilken dag Gud ønsker, at vi skal helligholde, til trods for, at Guds ord siger: ”Kom Sabbatens dag i hu, at du holder den hellig, i seks dage skal du gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren, din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din tjener eller din tjenestekvinde, dit kvæg eller den fremmede, som er inden for dine porte.” Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden og havet, og alt hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.” 2 Mos 20:8-11, 1 Mos 2:1. Det er et af de ti bud, som er gældende for alle mennesker og til alle tider.

Om tilstanden bag død og grav er der også delte meninger. Dør en mand, er det ude med ham; udånder et menneske, hvor er det da? Vand løber ud af søen, og floden svinder og bliver tør, således lægges også et menneske ned og rejser sig ikke og opvågner ikke af sin søvn, før himlene ikke mere er. Job 14:10-13. Kun for de levende er der håb; de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingen ting, og løn har de ikke mere i vente, thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og misundelse er for længst borte, og de får ikke mere lod eller del i alt det, som sker under solen, derfor alt hvad din hånd formår at gøre med din kraft – gør det, thi der er hverken tanke eller gerning eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du farer hen. Prd 9:4-10. Intet tager han med i døden, hans herlighed følger ham ikke. Sal 49:18. Er hans børn i ære, da ved han det ikke, er de i ringhed, da ved han det ikke. Job 14:21. Jeg vil prise Herren så længe jeg lever, lovsynge Herren så længe jeg er til. Sal 146:2. De døde takker ikke Herren, ingen af dem, der går ned i det tavse, takker Herren, men vi, vi lover Herren. Sal 115:17. Et Guds barn sætter sit håb til opstandelsens herlige morgen, da alle de, der er i gravene skulle høre Guds røst, og de skulle gå frem, de som havde gjort det gode, til livets opstandelse, men de, som har gjort det onde, til dommens opstandelse. Joh 5:28-29. Heller ikke i det store spørgsmål behøver der at være tvivl hos et Guds barn, men det bør altid gælde ved ethvert bibelsk emne, at de mange tydelige skriftsteder, skal være i stand til at klarlægge de enkelte mere utydelige, således er det også, når der er tale om Gud den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud fra evighed til evighed, og således også, når talen er om Kristus, Guds eenbårne Søn, og ligeledes dette vigtige spørgsmål om den Helligånd samt hele Guds engleskare, Jesus bad: ”Hellige dem i din sandhed, dit ord er sandhed. Joh 17:17.

Lad denne vor Frelsers bøn til Faderen gøre et dybt indtryk på vore hjerter, Guds ord er sandhed, det er en fjende af al løgn og uretfærdighed. Den ganske skrift er indåndet af Gud, nyttig til lærdom, til rettelse, til optugtelse i retfærdighed, for at et Guds menneske må blive fuldkommen dygtiggjort til al god gerning, de hellige skrifter kan gøre os vise til frelse ved troen på Jesus Kristus. 2 Tim 3:14-17. Paulus havde en levende tro på og forståelse af Guds levende ord, han skammede sig ikke ved evangeliet, thi deri havde han fundet Guds kraft til frelse, derfor anbefalede han kun to mægtige ting til Efeser-menighedens ældste, vi læser: ”Jeg overgiver eder til Gud og hans nådes ord, som formår at opbygge eder og give eder arv iblandt alle de hellige, Guds ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd og trænger igennem, indtil det deler sjæl og ånd, ledemod såvel som marv, og dømmer over hjertets tanker og råd.” Heb 4:12. Paulus siger til Thesalonikerne: ”Derfor takker vi også Gud uafladelig, fordi, da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det sandelig er, hvilket også viser sig virksom i eder, som tro.” 1 Thes 2:13.

Jesus sagde: ”Det er Ånden som levendegør, kødet gavner intet; de ord, som jeg taler til eder, er Ånd og er liv.” Joh 6:63.

Der kunne fremdrages i hundredtal af skriftsteder, hvis indhold fortæller os, at Guds Ånd og Helligånd er knyttet ufravigeligt fast til ordet, ordet er Ånd og er liv. Den hellige skrift kan gøre os vise til frelse, dygtiggøre os til al god gerning, den er mægtig til at opbygge os og bevare os, og give os arv iblandt alle de hellige, hvad mere af kraft og vejledning og hjælp har vi behov. Vise til frelse og salighed.

Paulus skriver til Korinterne: ”I vandrede forhen i synd, men I lod eder aftvætte, ja I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved den Herre Jesu navn og ved vor Guds Ånd.” 1 Kor 6:11. Der tales her om helliggørelse og retfærdiggørelse ved vor Herre Jesus og ved Guds Ånd, i Romerbrevet kapitel 5 læser vi: ”Altså retfærdiggjorte af tro havde vi fred med Gud, vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi også havde fået adgang til den nåde, hvori vi stå, og vi rose os af håb om herlighed hos Gud. Troen kommer derved, at man hører, men at man hører, ske ved Guds ord.” Rom 10:17.

O, slægt, giv agt på Herrens ord! Jer 2:31. Hvad er nu alles erfaring med hensyn til at have modtaget den Helligånd? Og hvad bevis har du på, at du har modtaget ånden? Dersom du er blevet retfærdiggjort ved troen på den Herre Jesus Kristus, da ved du, at ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, nemlig det troens ord, thi dersom du med din mund bekender Jesus som Herre og tror i dit hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: ”Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Rom 10:6-11. Alle er I Guds børn ved troen på Kristus Jesus. Thi I så mange, som blev døbte til Kristus, havde iført eder Kristus. Gal 3:26-27.

Vi vente jo ved Ånden af tro retfærdigheds håb. 5:5. Så mange, som er døbte til Kristus, havde iført sig Kristus; Kristus bor ved troen i deres hjerter. Ef 3:17. De som er i besiddelse af Kristi sindelag. Det samme sind være i eder, som også var i Kristus. Fil 2:5. Jesus sagde: ”Kom hid til mig, alle, som lide møje og er besværede, og jeg vil give eder hvile. Tag mit åg på eder, og lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skulle i finde hvile for eders sjæle. Mat 11:27-30. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus. 2 Kor 5:17. Vi blev altså begravet med Kristus ved dåben, for at ligesom han blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt levned. Rom 6:4.

Paulus bøjede sine knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i himle og på jord har sit navn, og bad at han vil give eder efter sin herligheds rigdom mægtigt at styrkes ved hans Ånd i det indvortes menneske; at Kristus må bo ved troen i eders hjerter. Ef 3:14-17.