Mine børn! Det er den sidste time. Og som I har hørt, at Antikrist kommer, således er nu mange Antikrister fremtrådte; derpå kende vi, at det er den sidste time. De er udgåede fra os, men de var ikke af os; thi dersom de havde været af os, da var de blevne hos os. Dog, det var for at det skulle blive åbenbart, at de ikke alle er af os. I have salvelse fra den hellige og vide alt. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen løgn er af sandheden, og den salvelse, som I fik af ham (den hellige) bliver i eder, og I have ikke nødig at nogen skal lære eder, men således som hans salvede lærer eder alt, er det også sandt og er ikke løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham, og nu mine børn! Bliv i ham, for at vi, når han åbenbares, kunne have frimodighed og ikke skulle blive til skamme for ham ved hans tilkommelse. 1 Joh 2:18-29. Her har vi for os to store punkter; det første taler til os om de mange antikrister, Guds ord taler om en stor antikristelig bevægelse eller magt, der skal tale ord mod den højeste og mishandle den højestes hellige; og han skal sætte sig for at forandre tider og lov, og det skal lykkes i hans hånd. Dan 7:25. Og samme magt skal søge at kaste sandheden til jorden og have lykke med det. 8:11-12. En lignende og samme magt omtales i Åb 13:1-9. Og Paulus minder om et frafald, og taler til os om et syndens menneske, fortabelsens søn, han som modsætter og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller helligdom (Gudsdyrkelse), så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Vi har en stor antikristelig magt for os i disse noterede skriftsteder, men som vi ikke kan komme nærmere ind på.

Det er et stort spørgsmål, om de mange antikrister, som Johannes skriver om, ikke er fremkomne ved, at denne magt kastede sandheden til jorden og vildfarelser kom ind i sandhedernes sted? Er det ikke denne magt, vi kan takke for eller græde over, at treenighedslæren har vundet så stor udbredelse, og ført så mange bag lyset. Djævelen ønsker ikke, at nogen skal lære at kende den eneste sande Gud og den han udsendte, Jesus Kristus. For han ved, at det er det evige liv at kende Gud den Højeste, den Almægtige, den levende Gud, sandhedens Gud, nådens Gud, barmhjertighedens Gud, fredens og frihedens Gud, og hans Søn, Jesus Kristus, vor Frelser, Talsmand, Ypperstepræst og Forbeder. Det hjælper hans sag, at menneskenes tanker bliver forvirrede angående det allerhøjeste i vor tro, troen på én sand Gud fra evighed og til evighed. Lad os mindes de store ord både fra Moses, Guds tjener og fra Kristus, Guds énbårne Søn: ”Hør Israel, Herren vor Gud; Herren er én. 5 Mos 6:4, 4:35,39, 32:39. Mark 12:27-34. Og du skal ikke have andre Guder for mig, men du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Vi vil igen stille spørgsmålet: Er den Helligånd vor Talsmand, eller er der en tredje person i Guddommen, en Talsmand, der er den Helligånd? Guds levende og blivende ord, hvorigennem Gud ønsker at hellige os ganske og aldeles, sandhedens ord, vor saliggørelses evangelium, deri hvor Guds kraft møder os er Guds talerør. Rom 1:16. Kol 1:5.

Herrens ord blive evindelig, og det er det ord, som er forkyndt eder ved evangeliet. 1 Pet 1:25. Herrens ord er ikke et mysterium, men det er kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd, og det trænger igennem, indtil det adskiller både ledemod og marv og dømmer over hjertets tanker og råd. Der var et næste spørgsmål i 1 Joh 2:18-29, vi læste: I have salvelse fra den hellige og vide alt! Og den salvelse, som I fik af Ham, blive i eder, og I har ikke nødig, at nogen skal lære eder, hvorfra eller fra hvem, vi har denne salvelse får vi at vide ved at læse de to følgende vers, vi skal ikke blive til skamme for ham ved hans tilkommelse, det er fra Kristus, Guds eenbårne Søn, det var jo også sådan, som Johannes vidnede: ”Han, som kommer efter mig, han skal døbe eder med den Helligånd,” og da Kristus blev døbt, hed det: Gud salvede ham med den Helligånd og kraft. Apg 10:38. I lighed hermed bliver enhver Kristi efterfølger salvet med den Helligånd og kraft, genfødte som vi er ved Guds levende og blivende ord.

Den store Antikrist, som Daniel, Johannes Åbenbaring og Paulus omtaler, har trådt de bibelske sandheder under fødder, og vildfarelser er kommet i stedet, den er ikke Guds menighed, selvom den har gudfrygtigheds skin, den beskrives som en skøge. En af de syv engle, som havde de syv skåle, kom og talede med mig og sagde: ”Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder over de mange vande, med hvem jordens konger (folk) havde bolet, og de, som bo på jorden, er blevne drukne af hendes utugts vin. Åb 17:1-2. At denne skøge sidder over de mange vande, betyder folk og skarer, folkeslag og tungemål. Vers 15. Og englen førte mig i Ånden ud i ørkenen; og jeg så en kvinde sidde på et skarlagensfarvet dyr, som var fuldt af bespottelsens navne; og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og strålede af guld og ædelstene og perler; hun havde et guldbæger i sin hånd fuld af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder, og på hendes pande var skrevet et navn, en hemmelighed: ”Babylon (forvirring) den store, moderen til jordens skøger og vederstyggeligheder,” og kvinden var drukken af de helliges blod og af Jesu vidners blod; og jeg undrede mig med en stor forundring, da jeg så hende, og englen sagde til mig: ”Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig hemmeligheden med kvinden og dyret, som bærer hende,” Hemmeligheden åbenbares i versene 7-18, og kvinden, som du så, er den store stad, som har Herredømme over jordens konger. Det er uden tvivl den katolske kirke (pavemagten), ordet katolsk betyder på græsk almindelig, egentlig udbredt over hele jorden. Medens fællesskabet i Apostlenes dage blev bestemt som en Åndens enhed, der samlede sig om de store åndelige grundfaktorer i menighedens liv. Ef 4:3-6, blev der indenfor katolicismen lagt mere vægt på fællesskab i ydre ting (fælles kirkelige bispedømme), man gik ud fra, at der var enighed og fællesskab mellem biskopperne, og at de derfor stod lige, men efterhånden arbejdede der sig en anden tanke frem, og den romerske biskop blev overbiskop eller pave.

Samtidig gik man mere og mere over til den opfattelse, at hvor biskopperne var, der var kirken, og hvad biskopperne enedes om, var katolsk. Paven var konciliernes ordfører (ordfører ved Bispemøderne), ellers havde han en selvstændig, af bispemøderne uafhængig autoritet. Katolicismen er i virkeligheden lagt i Pavens hånd, hvad han erklærer for katolsk, det er katolsk. Katolicismen er derfor en kirkeordning med Paven som øverste myndighed og leder i alle lærespørgsmål, i kultur og i kirkestyre.

Begyndelsen til en katolsk kirke sporedes allerede i den efter apostolske tid biskopperne begyndte at træde frem som førere og lærere på lægfolkets og de guddommelige sandheders bekostning. I østen (den græsk-katolske kirke) optoges kirken først af dogmatiske spørgsmål vedrørende kristologien (læren om Kristi person) og treenighedslæren, disse spørgsmål blev dog senere afgjort af de biskoppelige synoder, men den græsk-katolske kirke kaldte sig dog med forkærlighed for en ortodoks kirke; man forstår ved ortodoksi en omhyggelig fastholden ved de gamle læreformler og en kultur, der af viser alle nye religiøse tanker. Der vedblev gennem århundreder at være rivninger mellem østens katolske kirke og Roms. Romerbiskoppens stilling ved konciliet i Nicæa år 325 forblev fast. Den store Pave Gregor den 1. blev blandt andet grunden til, at Paven fik verdslig magt, idet han skabte en kirkestat i Italien under Pavens fyrstelige styrelse. Det gik omsider således, at alle de europæiske herskere så i Paven deres åndelige vejleder, en senere pave, Ennocens, proklamerede sig selv som Guds statholder på jorden. Den rene apostolske lære var efterhånden blevet blandet med hedensk filosofi. Så sent som i 1870 nåede pavekirken eller Paven sit højeste, idet Vatikanerkonciliet fastslog Pavens ufejlbarlighed, når han taler fra Katedret. Dermed var der skabt en højesteret i alle spørgsmål vedrørende lære og trospunkter. Fra Rom udgår således alle direktiver, og der samledes alle tråde. I Åbenbaringens 17. kapitel som ovenfor skrevet, har vi en nøjagtig beskrivelse af denne kirke, og kvinden, som du så, er den store stad, som har Herredømme over jordens konger. Det er den magt, der har kastet sandheden til jorden og udført det med held.

Derefter så jeg en anden engel stige ned fra himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed, og han råbte med stærk røst og sagde: ”Falden, falden er Babylon (forvirring), den store og den er blevet dæmoners bolig og et fængsel for allehånde urene Ånder! Thi af hendes utugts harmes vin have alle folkeslagene drukket, og jordens konger have bolet med hende.” Det er den samme kvinde, som havde drukket af de helliges blod og af Jesu vidners blod, 17:6. Det er skøgen, en moder til skøger, 5. vers. Og nu lyder der en anden røst fra himmelen, som siger: ” Gå ud fra hende, I mit folk! For at I ikke skulle blive delagtige med hende i hendes synder og ikke rammes af hendes plager, thi hendes synder er opdynget indtil himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Der lyder en kraftig advarsel til Guds folk. Gå ud fra hende, I, mit folk, kan vi med sikkerhed vide, at vi er gået ud fra hende? Adlyder vi befalinger udstedt af denne magt? Er treenighedslæren udsprunget af denne kirke? Og i så fald: har jeg enten i det skjulte eller åbent lov til at hylde denne lære? Herren kræver intet andet af dig, end at du skal tjene ham alene og gøre, hvad hans vilje er; dersom I elsker mig, da holde I mine befalinger! Thi det er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud, og hans bud er ikke svære. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og din næste som dig selv. Det bør ethvert menneske at gøre, thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. Præd 12:13-14.