Menigheden er Guds, den tilhører ham, som fylder alt i alle. Paulus skriver til Timoteus: Du skal vide, hvorledes man bør færdes i Guds hus, hvilket jo er den levende Guds menighed, sandhedens søjle og grundvold, stor er den, gudsfrygtens hemmelighed: Kristus, som blev åbenbaret i kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af engle, prædiket iblandt hedninger, troet i verden og optaget i herlighed. 1 Tim 3:15-16. Kristus er menighedens hoved, men Gud er Kristi hoved. 2 Kor 11:3. Med én Ånd er vi alle døbte til at være et legeme. 1 Kor 12:13. Et legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldede til eet håb i eders kaldelse. Ef 4:4. Jeg formaner eder, brødre! Ved Guds barmhjertighed til at fremstille eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, det er eders fornuftige gudsdyrkelse. Skikker eder ikke lige med denne verden, men vær forvandlede ved sindets fornyelse, så I skønner, hvad der er Guds vilje, det gode og velbehagelige og fuldkomne. Rom 12:1-2. Eders legemer enhver især er den Helligånds tempel, et tempel for den Helligånd, som er i eder, hvilken I have af Gud, og at I ikke er eders egne. Thi I blev købt dyrt; ær derfor Gud i eders legeme. Den, som holder sig til Herren, er én Ånd med ham. 1 Kor 6:17-20.

I er ikke kødelige, men åndelige, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristin Ånd, så hører han ham ikke til, men om Kristus er i eder, da er vel legemet dødt på grund af synd, men Ånden er liv på grund af retfærdighed. Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bo i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i eder. This så mange, som drives af Guds Ånd, disse er Guds børn. Ja, Ånden selv vidner med vore ånd, at vi er Guds børn. Men er vi Guds børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham. Og han, som ransager hjerterne ved, hvad Åndens higen er, at den efter Guds vilje går i forbøn for hellige, hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør, hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også med ham skænke os alle ting? Kødets higen er død, men Åndens higen er liv og fred, og de, som er kødelige, kunne ikke tækkes Gud. Rom 8.

Lad os nu lægge alle forudfattede meninger til side, og vi vil se, hvor ligetil det er alt sammen, vi må helt bort fra den tanke, at Ånden skal være en tredje person i Guddommen eller et tredje væsen. Nej, Ånden er Guds hellige, retfærdige, sanddrue og fuldkommen rene væsen, som ledsages af hans krafts overvættes storhed, og Kristus er hans Herligheds glans og hans væsens udtrykte billede og bærer alle ting med sin krafts ord. Heb 1:3. Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som en eenbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af nåde og sandhed. Joh 1:14. Det er forunderlige tanker og helt rene linjer at gå frem efter. Ånden er Guds indre væsen, og det møder os i al sin herlighed og storhed, i den hellige skrift, som kan gøre os vise til salighed ved troen på Jesus Kristus, Guds eenbårne Søn, vor Herre og Frelser.

Den Helligånd må ikke være et mysterium for Guds børn, Bibelen rummer ikke noget mysterium. De skjulte ting er for Herren, vor Gud, men de åbenbare er for os evindelig og altid. 5 Mos 29:29. Ethvert ord lige fra første Mosebog, første kapitel og første vers til Åbenbaringsbogens sidste kapitel og sidste vers er en Åbenbaring til os. Jeg vidner for enhver, som hører denne bogs profetis ord: ”Dersom nogen lægger noget til disse ting, da skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne profetis bogs ord, da skal Gud tage hans lod bort fra Livets træ og fra den hellige stad, om hvilke der er skrevet i denne bog. Åb 22:18-19. Gud giver alle dem, der adlyder ham, den Helligånd. Apg 5:32.

Der blev udset syv mænd til at tage vare på menighedens forskellige ting, og det skulle være mænd fulde af Ånd og visdom, iblandt dem var Stefanus, en mand fuld af tro og den Helligånd, han var fuld af nåde og kraft, og gjorde store undere og tegn iblandt folket, og der stod nogle frem, som tvistede med Stefanus, og de kunne ikke modstå den visdom og den Ånd, som han talte af. Han holdet en lang forsvarstale, hvori han mindede om Guds ledelse af sit folk og deres genstridighed, mod slutningen af sin tale sagde han: ”I hårde halse og uomskårne både på hjerter og øren! I står altid den Helligånd imod; som eders fædre, således også I”. Men da de hørte det, skar det dem i deres hjerter, og de bed tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op mod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd, og de stenede ham medens han bad: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” og som han sagde dette, sov han ind. Han var fuld af den Helligånd og kraft! Apg kapitel 6-7. Han sagde til dem: ”I står altid den Helligånd imod, som eders fædre, således også I. Vi går til fædrene!” Efter at Gud med en stærk hånd havde ført dem ud af Ægypten og vist sin magt til at frelse ved det røde hav og gennem hele ørkenvandringen, knurrede de gang på gang mod Moses, ikke mod Moses alene havde de knurret, men mod Gud, og Herren sagde: ”Hvor længe skal jeg tåle den onde menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes knurren, hørt hvorledes de knurrer imod mig.” 4 Mos 14:27, 2 Mos 17:1-7. Derfor, som den Helligånd siger: ”I dag, når I høre hans røst, da forhærder ikke eders hjerter, som det skete i forbitrelsen, på fristelsens dag i ørkenen, hvor eders fædre fristede mig ved at sætte mig på prøve, og de så dog mine gerninger i fyrretyve år, derfor harmedes jeg på denne slægt og sagde: ”De farer altid vild i hjertet”, men de kendte ikke mine veje. Heb 3:7-11. Når der siges: ”I dag, når i høre hans røst, da forhærder ikke eders hjerter som i forbitrelsen. 15-16. vers.

De, for hvem det gode budskab om at gå ind først lød, gik ikke ind for deres genstridigheds skyld, så bestemmer han atter en dag: ”I dag”, siger han ved David så lang tid efter, som ovenfor sagt, ”I dag, når I høre hans røst, da forhærder ikke eders hjerter!” Heb 4:6-7. Derfor, som den Helligånd siger: ”I dag, når I høre hans røst.” Det er alle steder Guds røst, han siger: ”De fristede mig, de satte mig på prøve, de så mine gerninger”, og han bestemmer atter en dag, der vises hen til Davids salme, hvor vi læser: ”Kom, lad os kaste os ned for Herren, vor Skaber! Thi han er vor Gud. Ak, lyttede I dog i dag til hans røst”. Vi hører her den Helligånds stemme, men det er direkte Guds stemme gennem David, den Helligånds stemme er også her identisk med Guds stemme, hele den hellige skrift er jo Guds Ånds stemme, hans mund har talet det, og hans Ånd har sanket det. Mærk, hvad jeg siger, og Herren giver dig indsigt i alle ting. 2 Tim 2:7.

Da Jesus disciple var forsamlede, af frygt for jøderne, (det var på Jesu opstandelsesdag), kom Jesus og stod midt iblandt dem, og sagde til dem: ”Fred være med eder!” Og som han sagde dette, viste han dem sine hænder og sin side, og disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde da atter til dem: ”Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder.” Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: ”Modtager den Helligånd!” Joh 20:19-22.

Da apostlene hørte, at nogle i Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem, og da disse var komne derned, bad de for dem, om at de måtte få den Helligånd, de var blevne døbte til den Herre Jesu navn. Da lagde de hænderne på dem, og de fik den Helligånd. Apg 8:14-17. Helligånden blev her givet ved eller i forbindelse med håndspålæggelse, men efter forudgående dåb. Peter kaldes af Gud til at forkynde evangeliet, det glade budskab om frelse gennem troen på Kristus, verdens Frelser, Peter talede til dem og sagde: ”Jeg forstår i sandhed, at Gud ikke anser personer, men i ethvert folk er den, som frygter ham og gør retfærdighed, velbehagelig for ham.” Angående Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og kraft, han, som gik omkring og gjorde vel og helbredte alle, som var overvældede af djævelen; thi Gud var med ham; ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares ikke for alle, men for de vidner, som var forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd, at hver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn, og medens Peter endnu talte disse ord, faldt den Helligånd på alle de, som hørte ordet, og Peter blev meget forbavset over, at den Helligånds gave var blevet udgydt også over hedningerne, og Peter sagde: ”Mon nogen kan formene disse vandet, så de ikke skulle døbes, de, som dog have fået den Helligånd ligesom os,” og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Apg 10:28-48. Over disse i Kornelius’ hus blev den Helligånd udgydt, som en Guds gave, men før dåben, det besynderlige er, at de, der bliver døbt, og som nævnes i Apg kun bliver døbt i den Herre Jesu Kristi navn. Peter forklarer indgående brødrene i Jerusalem, om hvorledes Gud kaldte ham til Kornelius’ hus, og sagde: Johannes døbte med vand, men I skulle døbes med den Helligånd. Når altså Gud gav dem lige gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle kunne hindre Gud?” Apg 11:16-17.

Herrens ord til disciplene havde lydt således: ”I skal døbes med den Helligånd, er Herrens ord her i strid med Mat 28:19? og hvad kan der vel være, som gør, at meningen bliver en anden? Det ene sted står der, at disciplene skulle døbes med den Helligånd, og det andet sted står der, at de skal døbes til den Helligånd, og Jesus selv blev døbt med den Helligånd, var det så ikke det der også i Mat 28:19 burde være meningen, oversættelsen kan være misvisende, sådan, at man er nødt til at benytte de mange skriftsteder til at belyse de enkelte. Mat 28:19 byder også på en anden vanskelighed, nemlig deri: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem, man kan ikke gøre nogen til Jesus disciple ved at døbe, men ved at tale til dem om den korsfæstede Frelser, og lære dem at holde alt, hvad han har befalet, og hans løfte er: Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende. Det er fremgangsmåden, der bliver benyttet i hele Apostelgeringen, troen kommer jo derved, at man hører, men at man hører, sker ved Guds ords, og Guds ord siger: ”Omvender eder og lader eder døbe, og tro på den Herre Jesus, så skal du blive frelst. Apg 16:31.

Beretningen om Filip, der døber Kandakes skatmester, har stor betydning, Filip fik nåde til at forkynde for ham evangeliet om Jesus. Men som de kom frem ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden siger: ”Se, her er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?” men Filip sagde: ”Dersom du tror af hele dit hjerte, kan det ske,” men han svarede og sagde: ”Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.” Og han bød, at vognen skulle holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden: og han døbte ham. Apg 8:31-40. En levende skildring af den bibelske dåb, han troede på Kristus, Guds eenbårne Søn, til frelse, og de nedsteg begge i vandet, og Filip døbte ham. Det var en Herrens engel, der talte til Filip og sagde: ”Stå op og gå mod syd på den vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza: den er øde.” Og han stod op og gik. Og se, der var en Etioper, en hofmand, en mægtig mand hos Kandake, Etiopernes dronning, som var sat over alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede, og han var på hjemvejen og sad på sin vogn og læste Esajas; men Ånden sagde til Filip: ”Gå hen og hold dig til denne vogn,” og Filip løb der hen og hørte ham læse profeten Esajas, og han sagde til ham: ”Forstår du også det, som du læser? Men han sagde: ”Hvorledes skulle jeg kunne det uden nogen vejleder mig?” Og han bød Filip stige op og sætte sig hos ham, men det stykke af skriften, som han læste, var dette: ”Som et får blev han ført til slagtebænken,” men hofmanden spurgte: ”Om hvem siger profeten dette?” Hele denne beretning er slående, men lad os ikke glemme, at det var en engel, som Gud sendte til Filip, ”Englene plejer at kunne tale Guds budskab til mennesker,” var Ånden i dette tilfælde så ikke Herrens engel, som Gud først sendte til Filip? Det ville være meget rimeligt at opfatte det således, og ligeledes vers 39. Apg 8:26-40. Det behøvede ikke direkte at være med englenes hjælp, det kunne jo også være en direkte indskydelse fra Gud, men man vil ikke sætte det i forbindelse med nogen anden magt eller et andet væsen. Der er mange skriftsteder givet os, hvori udtrykket den Helligånd står omtalt, men der er ikke et sted, uden man med bedste forståelse både kan og må sætte det i forbindelse med Gud den Almægtige selv og hans vældige virkekraft, som han udviste, da han oprejste Kristus fra de døde. Ef 1:19-20. Bibelen nævner ikke alene Guds Ånd, men også Kristi Ånd, men det er uden al tvivl den samme, og må opfattes således, at det også er Kristi indre væsen, som er fuldkommen eet med Faderen, efterdi Kristus er hans udtrykte billede. Ellers står vi i fare for at lave endnu en person i Guddommen, det er ikke ironi, men den dybeste alvor, at det skrives i. Vi læser i Heb 1:1.

Efter at Gud mange gange og på mange måder har talt til fædrene ved profeterne. Profeterne havde gransket og ransaget de, som profeterede om den nåde, der skulle blive os til del, idet de granskede over, hvilken og hvordan en tid Kristi Ånd, som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den derpå følgende herlighed. 1 Pet 1:10-11. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men os, de tjente med disse ting, for hvem evangeliet er blevet forkyndt i den Helligånd, som blev sendt fra Himmelen, hvilke ting engle begærer at skue ind i, vers 12. De, som er i kødet, kunne ikke tækkes Gud. I derimod, er ikke i kødet men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder, men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til, men om Kristus er i eder, da er vel legemet dødt på grund af synd, men Ånden er liv på grund af retfærdighed. Rom 8:8-10. Paulus skriver: ”Jeg ved, at det skal blive mig til frelse ved eders bøn og Jesu Kristi Ånds hjælp. Fil 1:19. Det, vi møder, er en ny tanke, vi møder, nemlig skriftens vidnesbyrd om Jesu Kristi Ånd, og der er ingen tvivl om, for det første, at den er helt identisk med Kristus, og dernæst, at den jo også er i samme forhold til Gud og Faderen. Vi finder, at den Helligånd blev sendt fra Himmelen, at det var Guds Ånd og Kristi Ånd. Guds Ånd bor i os, og Kristus er i os, formedelst troen.

Paulus siger til Galaterne: ”I uforstandige! Hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet? Kun dette vil jeg vide af eder: var det ved lovens gerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? Er I så uforstandige? Ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i kød? Have I da prøvet så meget forgæves?” Hvis det da virkelig er forgæves, mon da han, som meddeler Ånden og virker kraftige gerninger iblandt eder gør det ved lovens gerninger eller ved, at I hører i tro? Ligesom jo ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.”

Her får vi i det mindste eet fingerpeg, som fortæller os, at Gud meddeler os Ånden ved, at vi tror eller ved, at vi høre og tro. Han, som meddeler os Ånden, er den, som også virker kraftige gerninger iblandt os. I denne forbindelse skal vi i al korthed bemærke, at her er ikke tale om moralloven de ti bud, der er gældende for alle mennesker og til alle tider, men den ceremonialske lov med alle dens påbud, som skulle gælde indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt, besørget ved engle, ved en mellemmands hånd (Kristus). Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulle få sønnekår. Men fordi I er sønner, har Gud udsendt i vore hjerter sin Søns Ånd, som råber: ”Abba, Fader!” Hvorledes læser du, og hvad står der skrevet? Gud har udsendt til og i vore hjerter sin Søns Ånd! Gal 3:1-6.

Vi modtog jo ikke en trældomsånd atter til frygt, men vi modtog en sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbte: ”Abba, Fader!” Nu er der da ingen tvivl om, i hvilken Ånd det er, at vi har lov til og kan råbe Abba, Fader, det er i Kristi Ånd, og Kristi Ånd vidner med vor Ånd at vi er Guds børn. Nu skinner der et vidunderligt lys ud fra Rom kapitel 8, vi læser i vers 26: ”Og ligeledes kommer også Ånden vor skrøbelighed til hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i forbøn for os med usigelige sukke, ja, nu er der mening i det! Det er Kristi Ånd, Kristi kærlighed, den dybeste dybe kærlighed, Kristus går selv i forbøn for os, for de hellige. Og Gud den Almægtige, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens higen er, Kristi Ånd, som er i os, og at den efter Guds vilje går i forbøn for den hellige. Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. O, læs hele kapitel 8.

Behøves der flere beviser? Der er endnu hundreder af skriftsteder, hvori Guds og Kristi Ånd nævnes, og som for en lydhør og sandhedselskende sjæl aflægger vidnesbyrd. I Johannes Åbenbaring (Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud har givet ham) skulle der skrives til syv menigheder. Vi læser: ”Hvad du ser, skriv det i en bog, og send det til de syv menigheder, til Efesus og til Smyrna, til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.” Som der fremgår af indholdet i disse breve, er det Kristus, der ved sin Ånd taler til dem alle. Vi vil ikke gennemgå dem alle, men et eller to for at vise, hvorledes Kristi Ånd taler: Skriv til menighedens engel i Efesus: ”Det siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han, som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: ”Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalder sig selv apostle og ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; du har udholdenhed, og du har døjet ondt for mit navns skyld og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er falden, og omvend dig og gør de forrige gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig. Dog, det har du, at du hader Nikolaiternes gerninger, som også jeg hader. Hvem er han, som har talt alt det for menigheden i Efesus? Og som så indgående har kendskab til menighedens åndelige tilstand og giver så kærlighedsfulde råd og formaninger og opmuntringer?” Ja, hvem er han? Det siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han, som vandrer midt imellem de syv guldlysestager. Johannes skriver: ”Jeg henryktes i Ånden på Herrens dag, og jeg hørte bag mig en røst, som sagde: ”Hvad du ser, skriv det i en bog,” og jeg vendte mig for at se røsten, som talte med mig, og da jeg vendte mig, så jeg syv guldlysestager, og midt imellem de syv lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid kjortel og omgjordet om brystet med et guldbælte. Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne; og hans øjne som ildslue; og hans fødder lignede skinnende malm, når det gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes lyd; og i hans højre hånd havde han syv stjerner; og af hans mund udgik der er tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende;” og jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler.” Det er Menneskesønnen, der fremstiller sig for Johannes, og i brevet til Thyatira-menigheden står der: ”Det siger Guds Søn, han der har øjne som ildsluer, og hvis fødder er som skinnende malm.” Det er Kristus, Guds eenbårne Søn, der ved sin Ånd taler til menighederne, det kommer klart frem i alle brevene, men i brevet til Thyatira bliver det skrevet således: ”Det siger Guds Søn.” I brevet til Laodikea læser vi: ”Det siger han, som er Amen, det troværdige og sandrue vidne, Guds skabnings begyndelse.” Her, som i alle brevene, kender Kristus alt vedrørende menighedens tilstand. Laodikea menigheden er den syvende og den sidste, Kristus siger: ”Jeg ved dine gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid du var kold eller varm! Derfor, efterdi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund; fordi du siger: ”Jeg er rig og har overflod og fattes intet,” og du ved ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. Jeg råder dig, at du af mig køber guld, lutret i ilden, for at du kan blive rig, og hvide klæder, for at du kan klæde dig dermed, og din nøgenheds skam ikke skal blottes, og øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg, vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker, dersom nogen hører min røst og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig. Den som sejrer, ham vil jeg give at tage sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min Fader på hans trone. Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne!”

Når Kristus, som vi har set, har talt hver et ord til menighederne, og har givet løfterne til dem, som sejre, så vil det være formasteligt at betvivle, at det jo er Kristi Ånd, der har talt. Åb 3:14-22. I brevet til Efeser-menigheden skrives der til dem, som sejrer: ”Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, som sejre, ham vil jeg give at æde af Livets træ, som er i Guds paradis.” Det er den samme stemme eller den samme Ånd, som taler hvert ord, og nu ved vi, at det er Kristi Ånd, hans eget indre væsen. Åb kapitel 1-3. Og Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, siger: ”Kom!” og den, som tørster, han kommer; den, som vil, han modtage livets vand uforskyldt.

Han, som vidner disse ting, siger: ”Ja, jeg kommer snart! – Amen, kom Herre Jesus!” Åb 22:17-20. Jeg, Jesus, har sendt min engel til at vidne for eder disse ting om menighederne, jeg er Davids rodskud og slægt, den Strålende Morgenstjerne. Vers 16.

Ånden, som siger ”Kom”, er her ligesom ved menighederne Kristi Ånd, bruden er Guds menighed, og enhver enkelt, som hører budskaberne og modtager dem sådan, som de fremkommer i denne bog, vil være med til at sige: ”Kom!” Tro ikke på, at det er nogen anden Ånd end Kristi Ånd, der i første instans kommer til os med dette indtrængende budskab, det er det sidste nådesbudskab til en falden verden.

Helligånden er at opfatte som det nye kristne livsprincip, der betegner fortsættelsen af den af Gud gennem Jesus Kristus udførte frelsesgerning. Det er derfor til det almindelige menneskeliv, således som det i al ufuldkommenhed leves af kristne her på Jorden, at vi henvises for at finde Helligånden, men det er vel at mærke til livsgrunden i dette menneskeliv, der må tænkes på, nemlig en guddommelig kraft. Den dybeste drivkraft i Guds menighed og den enkeltes liv, Guds og Kristi kærlighed tvinger os til at udøve de åndelige frugter. 2 Kor 5:14. Thi Guds og Kristi kærlighed er udøst i vore hjerter ved den Helligånd, som blev givet os. Rom 5:5.