Gud, du er kærlighed, alt, du har gjort
vidner derom, både lidet og stort,
blade og blomster og fuglenes sang,
solen og månen og stjernernes gang.

Kor:
Lov, pris Gud, du er kærlighed,
Lov, pris, du elsker og mig!
Lov, pris Gud, du er kærlighed,
led os på kærligheds vej!

Gud, du er kærlighed, men dog især
elsker du verden, skønt falden den er,
gerne din enbårne Søn du hengav,
slægten at frelse fra død og fra grav.

Gud, du er kærlighed, det er vor trøst,
det giver tillid og mod i vort bryst.
Herren er hyrde, han vogter med flid
sine i denne så farlige tid.

Gud han er kærlighed! Hør dette ord,
unge og gamle, ja, alle på jord!
Tro nu hans løfte og adlyd hans bud.
Det er så saligt at leve med Gud.

Jeg har i bøn til Gud den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud fra evighed til evighed, nedtegnet en lille brøkdel af de tusinde vidnesbyrd, som skriften rummer, der beviser, at Herren vor Gud er én uden nogen ved hans side, dog vil jeg minde om et endnu, det er fra Åbenbaringen 12, det er syndefaldet i himmelen; jeg tror, at der er enighed om, at synden kom ind i universet før mennesket blev skabt på denne jord, der blev en strid i himmelen. Mikael og hans engle gav sig til at kæmpe med dragen, den gamle drage, som også kaldes djævelen og satan, som forfører den hele verden. Jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Nu er frelsen og kraften og riget blevet vor Guds og magten hans salvedes, Åbenbaringen 12:7-12. Satan var en mægtig engel, en skærmende kerub, som ikke blev stående i sandheden, han sagde i sit hjerte: ”Jeg vil være den Højeste lig”, udtrykket den højeste anvendes også i denne forbindelse, vil det undre nogen, om Satan gør det yderste for at indbilde menneskene, at der ingen Højeste er, men at der er endda to ved hans side, som skal være ligestillet med Gud den Almægtige. Prøv at skaffe frem tre fuldkommen lige store, af hvilken art det så måtte være, og prøv at finde den største … umuligt, og lige så umuligt synes det mig at være at finde den allerhøjeste i en treenighed. Hvem talte gennem de gamle profeter? Efter at Gud havde talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, så har han ved slutningen af disse dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til en arving over alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Heb 1:1-2.

Gud den Almægtige talte gennem profeterne fordum, og han har indsat Kristus, sin Søn, som arving, og ved ham har han skabt verden, men Gud den Almægtige står bag ved alt, som den eneste sande Gud, der bære alt ved sin Krafts Ord, Gud, som sagde: ”Af mørket skal lyset skinne frem”, han har også ladet det skinne i vore hjerter. Lad os lige gøre en lille runde i Daniels og Åbenbaringens Bog. Vi erindrer Nebukadnezars drøm? De vise, som skulle udtyde drømmen for kongen kunne ikke, men henviste til Guderne, som ikke boede hos menneskene. De så Guder i flertal. Daniel derimod henvendte sig til Himlens Gud, og han barmhjertighedens Gud åbenbarede hemmeligheden for Daniel og hans medbrødre, og Daniel priste Himlens Gud, to til orde og sagde: ”Lovet være Guds navn fra evighed og til evighed, thi ham tilhører visdom og styrke, han åbenbarer det dybe og lønlige, han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham. Dig, mine fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig visdom og styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad jeg bad dig om, thi hvad kongen vil vide, har du kundgjort os!” Derfor kunne Daniel svare kongen: ”Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan ingen vismænd, drømmetydere, manere eller stjernetydere sige kongen, men der er en Gud i himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har åbenbaret kongen, hvad der skal ske i de sidste dage.” Kong Nebukadnezar tog til orde og sagde: ”I sandhed, eders Gud er Gudernes Gud og Kongernes Herre.” Daniel viste, at han kun dyrkede, ærede og tilbad Himlens Gud, og ham alene, og da kongen så, hvorledes Himlens Gud kunne frelse fra den gloende ovn, sagde han: ”I, den højeste Guds tjenere, kom ud! – Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abednegos Gud, som sendte sin engel og friede sine tjenere, som ikke ville dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen! Der er ingen anden Gud, som således kan frelse. ” Daniels 2. og 3. kapitel.

Efter en anden drøm, som kong Nebukadnezar havde om det fældede træ, sagde Daniel: ”Det betyder, o konge, og det er den Højestes råd, som er udgået over min herre kongen: ”Du skal udstødes, til du skønner, at den højeste er Herre over menneskene … ”. Daniel 4:25-32. Da den fastsatte tid var omme, løftede Nebukadnezar sine øjne til himlen og fik sin forstand igen, og han sagde: ”Jeg priser den Højeste og lover og ærer ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt, ja, nu priser ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans gerninger er sandhed og hans veje retfærd.” 37. vers. Således er det fastsat ved vægternes råd, og ved de helliges bud er sagen afgjort for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskernes rige. 17. vers. Daniel fremholdt den samme store sandhed for Nebukadnezars søn, Belsazzar: Daniel 5: ”Den højeste Gud, o konge, gav din fader kongedømme, magt, herlighed og ære. Og kongen fik sande, at den højeste Gud er Herre over menneskers rige og kan ophøje, hvem han vil, men den Gud, som holder din livsånde i sin hånd og råder over alle dine veje, ham ærer du ikke, derfor er denne hånd, som skrev, udsendt fra ham. Daniel 18:21-24.

Kong Darius følte også den levende Guds hånd og så hvorledes Gud den Almægtige befriede Daniel fra løvernes Gab, Kap. 5. Daniel sagde til kongen: ”Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab”, og kong Darius sagde: ”Daniels Gud er den levende Gud og bliver i evighed, hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende.” Daniel beskriver i syvende kapitel en antikristelig magt, der vil tale ord imod den Højeste og mishandle den højestes hellige, men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle riger under himmelen, skal gives den højestes hellige folk. Daniel 5: 25-27. Daniel bad til sin Gud og bekendte sin synd og folkets synd sigende: ”Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden mod dem, som elsker dig og holder dine bud, vi har syndet og handlet ilde, vi veg fra dine bud og forskrifter, var genstridige imod dig, men hos dig er barmhjertighed og tilgivelse. Vi adlød ikke Herren vor Guds røst, så vi fulgte hans love, men, Herre vor Gud, du som førte dit folk ud af Ægypten med en stærk hånd og vandt dig et navn, som er det samme den dag i dag, bøj dit øre, min Gud, og hør Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld. O, Gud, thi dit navn er nævnt over din by og over dit folk. Mens Daniel således bad og bekendte sin synd for hans Guds åsyn, kom Gabriel for at besvare hans bøn, thi Daniel var højt elsket af Gud. Kap 9. Hovedsummen i disse tanker, der i Daniels bog er kommet frem, er vidnesbyrd om en sand Gud fra evighed og til evighed.

Vi har nu flygtigt set Daniels Bog igennem og erfaret, at profeten kun bruger udtrykket den Højeste om Gud eller Himlens Gud. Vi har tidligere fra 7. kapitel set, at den Højeste, Himlens Gud, også kaldes den gamle af dage. Eftersom man mener, og det med rette, at Daniels Bog er nøglen til Åbenbaringens Bog, så må man forvente, at finde den samme Almægtige, den eneste sande Gud, også i denne bog. Én sand Gud, uden nogen ved hans side. Der skrives Johannes Åbenbaring, men allerede første kapitel og første vers siger os, at Gud den Almægtige har givet sin Søn Jesus Kristus denne åbenbaring, et slør trækkes til side, og vi skuer ved hjælp af dette profetiske ord ind i fremtiden, helt ned til Kristi andet komme og Guds og Kristi evige rige. ”Hvad intet øje har set og intet øre har hørt og ikke er opkommet i noget hjerte, hvad Gud har beredt for dem, som han elsker.” 1 Kor 1:9. Denne hilsen, der sendes til Guds folk i 4. vers er fra den Almægtige og lyder således: Nåde være med eder og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, 8. vers tilføjer: ”Gud Herren den Almægtige, der er, som vi også så i Pauli breve, en hilsen fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, han som har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader: Ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.”

Selvom de syv breve rummer værdifulde sandheder, skal der i denne forbindelse kun fremhæves de enkelte skriftsteder, der stiller Faderen og Sønnen i det rette forhold til hinanden. Kristus døde ikke som Gud, men som Guds Søn, og derfor findes han beskrevet sådan i brevet til Tyatira: ”Skriv til menigheden i Tyatira: dette siger Guds Søn. Den, som sejrer, siger Sønnen, vil jeg give magt over hedningerne, ligesom jeg også har modtaget det af min Fader.” Vi ser klart Faderen, og vi forstår, at Sønnen har modtaget alt af Faderen. Åbenbaringen 2:27 Læs i øvrigt kapitel 2,7 og 3,2,12. Hvem skriver til Laodikea? Det siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds Skabnings Begyndelse, 21. vers. Den, som sejrer, vil jeg vige at tage sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min Fader på hans trone. Efter de syv breve til menighederne, så Johannes en dør åbnet i himmelen, og en røst lød til ham: ”Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. Straks henryktes jeg i ånden, og se, en trone stod i himlen, og en sad på tronen, og hans udseende beskrives, omkring tronen var der 24 troner, og på tronerne sad 24 ældste, iført hvide klæder og med guldkroner på deres hoveder. Og fra tronen, på hvilken Gud den Almægtige har taget sæde, udgår der lyn og røster og tordener, og syv ildfakler brænder foran tronen, hvilke er de syv Guds ånder, og foran tronen er der ligesom et glarhav ligesom krystal og i cirklens midte fire levende skabninger, disse beskrives, de har seks vinger, rund om og indad til er de fulde af øjne, og de råber dag og nat: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som er, og som var, og som kommer! Og når disse skabninger gives ære, pris og tak til Ham, som sidder på tronen, Ham som lever i evighedernes evigheder, da falder de fireogtyve ældste ned for ham, som sidder på tronen og tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og lægger deres kroner ned for tronen og siger: Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få prisen og æren og magten, thi du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de og blev de skabte.” Var de, og blev de skabte, viser tilbage til alle ting. Det fjerde kapitel er til ende og synet fortsætter i femte kapitel. Gud den Almægtige, som sad på tronen, havde en bog i den højre hånd, beskrevet indeni og uden på og forseglet med syv segl, og jeg så en vældig engel, som udråbte med høj røst: ”Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl? Kun én fandtes værdig. Løven af Judas stamme, Davids rodskud, det slagtede Guds Lam, der bar verdens synd. Det var det Guds Lam, som Johannes i sit evangelium vidnede om og sagde: Se det Guds Lam! Men lige forud havde han sagt: Denne er Guds Søn! Joh 1:34-36. Og Guds røst lød fra himmelen: Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag. Luk 3:22.

Guds Søn, det slagtede Guds Lam, som Esajas forud havde profeteret om, Es. 53 kapitel, omtales så intimt sammen med Faderen gennem Åbenbaringens bog, at man frydes i sit indre over den hyldest, der også bliver ham tildelt. 5 kap 5-14. Men her skal kun nedskrives Lammets hyldest af den store engleskare, som er samlet foran Guds trone, og jeg så og jeg hørte rundt om tronen en røst af mange engle, og deres tal var titusinde gange tusinde og tusinder gange titusinder, og de sagde med høj røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få kraften og rigdom, visdom og styrke og ære og pris og velsignelse. Vi må dog lægge nøje mærke til, at Lammet, som jo dog er Guds eenbårne Søn, ved sin lidelse og død har gjort sig fortjent (Filip 2:5-9) dertil, allerbedst ses det deraf, at også velsignelse nævnes, thi det er en kendsgerning, at der må være en højere, der velsigner den mindste, således læser vi i Heb 7:7: ”men uden al modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere, og således må man også forstå.” Åbenbaringen 5:11-14.

Kristus har købt os til Gud med sit blod og gjort os til præster og konger for ham, 9. 10. vers. Vi læser i 13. vers: Ham, som sidder på tronen, og Lammet tilhører velsignelsen og æren og prisen og magten i evighedernes evigheder. Hermed er femte kapitel betragtet og vi finder, at de syv segl bliver opladt i det følgende eller sjette kapitel, men her skal kun fremføres en tanke, som måske er fremme, men dog lige sand og meget let at forstå. De ikke frelste vil sige til bjergene og klipperne: ”Fald over os og skjul os for Hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres (Faderens og Sønnens) vredes store dag er kommen, og hvem kan bestå? Når Kristus kommer for at hente sine frelste, det bliver når det syvende segl oplades, der bliver da stilhed i himmelen omtrent en halv time. Ottende kapitel, første vers. Da ser det meget ud til, at både Faderen og Sønnen og alle de hellige engle er med, men nogen anden skikkelse kommer aldrig til syne. Syvende kapitel fortæller os om beseglingen, Guds børn skal besegles med den levende Guds Segl (Gud den Almægtiges hellige lov, de ti bud. Sabbaten, den syvende dag indbefattet). Kapitlet taler om de 144000 og den store frelste skare, som stod foran tronen (Guds trone) og for Lammet, iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i deres hænder, og de råbte med høj røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet! Og alle englene stod omkring tronen og omkring de 24 ældste og om de fire skabninger, og hele engleskaren faldt ned for tronen (Gud den Almægtiges trone) på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: Amen! Velsignelsen og prisen og visdommen og taksigelsen og æren og kraften og styrken tilhører vor Gud i evighedernes evigheder! Amen.

15. vers siger, at de frelste er foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem … men Lammet, som er midt for tronen, skal vogte dem og lede dem til livets vandkilder, og Gud den Almægtige skal aftørre hver tåre af deres øjne. I 8. kapitel har vi de syv basuner! Og hvor vi ser engle stående for Guds åsyn, 2:4, og der blev givet dem basuner. Basunerne fortsætter gennem niende kapitel. Men i de dage, da den syvende engels røst lyder, når han skal til at basune, da er Guds skjulte råd fuldbyrdet, således, som han har forkyndt sine tjenere profeterne. Tiende kapitel indeholder i øvrigt det forunderlige Adventsbudskab, men forbundet med den store skuffelse 8-11 vers. 11 kapitel. Og der blev givet mig et rør ligesom en målestok med de ord: stå op og mål Guds tempel og alteret og dem, som tilbede deri. … 11. kapitel fortæller om de to vidner, sikkert de Hellige Skrifter, at skulle vidne i sæk. Da den syvende engel basunerede, hørtes der en røst fra himmelen, som sagde: Herredømmet over verden er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i evighedernes evigheder. Gud den Almægtige og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, faldt ned på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre Gud, Almægtige, du som er, og som var, fordi du har taget din store magt og tiltrådt dit kongedømme. 12. kapitel beskriver syndefaldet i himmelen og striden mellem det onde og det gode. Vi vil se på det tiende vers. ”Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: Nu er frelsen og kraften og riget blevet vor Guds og magten hans salvedes, thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud nat og dag.” Hensigten med de anførte skriftsteder er at påvise forholdet mellem Faderen og Sønnen, selv om Sønnen i denne bog nævnes som Lammet eller som i dette skriftsted Guds salvede! 13. kapitel minder Guds folk om den samme antikristelige magt, som vi så i Daniels Bog. I fjortende kapitel ses en engel flyve midt oppe under himmelen, som havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bo på jorden, og han sagde med høj røst: ”Frygt Gud og giv ham ære, og tilbed ham, som har gjort himmelen og jorden og havet og vandenes kilder.” 15. kapitel 4. Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! Og prise dit navn? Thi du alene er Hellig. Og jeg så, og se, Lammet stod på Sions bjerg, og med det hundrede og fireogfyrretyve tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. De sang en ny sang for tronen og for de fire levende skabninger og de ældste, disse hundrede og fireogfyrretyve tusinde, er løskøbte fra menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet. Kapitel 14,1-4. Et andet tegn blev set i himmelen, stort og vidunderligt: … de, som havde vundet sejr over dyret og dets billede, stod ved glarhavet holdende Guds harper. Og de sang Mose, Guds tjeners sang, og Lammet sang og sagde: Store og vidunderlige er dine gerninger Herre, Gud du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkeslagenes konge! 15:1-4. Og templet fyldtes med røg fra Guds Herlighed og fra hans kraft. 8. vers. Og jeg hørte en anden engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du hellige, fordi du har fældet denne dom. Og jeg hørte alteret sige: Ja, Herre, Gud du Almægtige! Sande og retfærdige er dine domme.

Demonerne samlede alle jordens konger til krigen på Gud, den Almægtiges, store dag. Kapitel 16:5,14. 17. og 18. kapitel taler om den store skøge og Guds dom over skøgen, som skal brændes med ild, thi stærk er den Gud, som har dømt hende. Derefter hørte jeg ligesom en høj røst af en stor skare i himmelen, som sagde: Haleluja! Frelsen og herligheden og kraften tilhører vor Gud. Thi sande og retfærdige er hans domme, at han har dømt den store skøge, som fordærvede jorden med sin utugt og krævet sine tjeneres blod af hendes hånd, og de sagde anden gang: Haleluja! Og røgen af hende opstiger i evighedernes evigheder, og de fireogtyve ældste og de fire skabninger faldt ned og tilbad Gud, som sad på tronen, og de sagde: Amen! Haleluja! Og en røst udgik fra tronen, som sagde: Lover vor Gud, alle hans tjenere, I, som frygter ham, de små og de store! Og jeg hørte, som en røst af en stor skare og som en lyd af mange vande og som en lyd af stærke tordener, der sagde: Haleluja! Thi Herren, Gud, den Almægtige, har tiltrådt kongedømmet. Lad os glæde og fryde os og give ham ære (Gud den Almægtige), thi Lammets bryllup er kommet, og hans brud har gjort sig rede, og han siger til mig: disse er de sande Guds Ord. Det var 19. kapitel, der indeholdt denne forunderlige beretning om Lammets bryllup og pris til den Almægtige.
20. kapitel, Den tusindårige periode og de ugudeliges straf. Og jeg så en hvid trone og ham, som sad derpå, for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og jeg så de døde, store og små, stående for tronen, og bøgerne blev åbnede. … 21. kapitel, Den hellige stad, det nye Jerusalem. Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: Se, Guds bolig er hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud skal være hos dem og være deres Gud. Og han, som sad på tronen, sagde: Se, jeg gør alle ting nye. Den som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn. Staden, de frelstes hjem havde Guds herlighed, og Guds herlighed oplyste den, dens tempel er Herren Gud den Almægtige og Lammet. 22. kapitel, Og han viste mig livets vands flod, skinnede som krystal udvældende fra Guds og Lammets trone. Guds og lammets trone skal være i den og hans tjenere, skulle tjene ham, og de skulle se hans ansigt. Salige er disse, som holder hans bud. På det de må få adgang til Livets træ og gå ind gennem portene i staden. Han, som vidner disse ting, siger: Jeg kommer snart. Ja, kom Herre!

HELLIG, HELLIG, HELLIG!

Hellig, hellig, hellig! Til din pris, O, Herre,
vi vor lovsang hæver mod høje himmel-kor.
Hellig, hellig, hellig, nådig og barmhjertig,
du, Herre, som i Evigheden bor!

Hellig, hellig, hellig! Jublende det lyder
fra de engleskarer, som for din trone står.
Tusind gange tusind, som med evig tunge
lovpriser dig, fra hvem alt liv udgår.

Hellig, hellig hellig! – Selv om du dig skjuler,
så at vore øjne din herlighed ej ser,
vi det ved, O, Herre, at kun du er hellig, –
kun du er Gud, og ingen ydermere!

Alle Bibelens forfattere har været forenede om at give Gud den Almægtige, den Allerhøjeste, den eneste sande Gud, fra evighed og til evighed, alle tings skaber og opholder, den ære og pris, som han, og han alene tilkommer. Kristus, Guds enbårne Søn, kan aldrig forbigås i Guds menighed, vi må som Johannes, viste hen til altid i Ham se det Guds Lam, som bar og bærer verdens synd, og der er ikke frelse i nogen anden, der gives ikke noget andet navn under himlen, ved hvilke vi skulle blive frelste. Apg 4:12.

Gud har antaget Kristi offer, som gyldig for alle angrede og bekendte synder, Jesus Kristus Guds Søns blod renser fra al synd. 1 Joh 1:7. Gud beviste sin kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os medens vi endnu var syndere. Så meget mere skulle vi altså nu, da vi er blevet retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra verden. Rom 5:8-9.

Til pris for Guds nådes herlighed, som han benådede os med i den elskede, i hvem vi har forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom. Efesserne 1:6-7. Thi det behagede Gud, at i Kristus skulle hele fylden bo, og ved ham at forlige alle ting med sig, være sig dem på jorden eller dem i himlen, idet han stiftede fred ved hans korsets blod. Vi vide, at vi ikke med forkrænkelige ting, sølv eller guld er løskøbte fra vor tomme vandel, men med Kristi dyrebare blod som et lydeløs og uplettet Lams, så at I ved ham, tror på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at eders tro også er håb til Gud. 1 Peter 1:18-21. Vi er komne til Sions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til englenes tusinder i højtidsskarer og til de førstefødtes menighed, som er indskrevne i himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges ånder og til den nye pagts Mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som taler bedre end Abel. Heb 12:22-24. Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus op fra de døde med en evig pagts blod, han bringe eder til fuldkommenhed i alt godt, ham være æren i evighedernes evigheder! Amen. Heb 13:20-21.

Når Kristus så ofte i Åbenbaringen kaldes Lammet, og med tilføjelsen det slagtede, er det fordi han sonede vore synder med sit blod på Golgata, på korsets træ, efter at være blevet hudstrøget og fået en tornekrone trykket ned over sin pande så blodet flød, og hånet og spottet med disse ord: Hil være dig, du Jødernes Konge, og de slog ham i ansigtet. Joh 19:3, og de råbte: Bort, bort med ham! Korsfæst ham! Og han bar selv sit kors ud til Golgata 15. og 17. vers; alt sammen en opfyldelse af, hvad der er skrevet hos profeten Esajas 53, ringeagtet, skyet af folk, en smertens mand og kendt med sygdom, én man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regnede ham ikke. Og dog – vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore misgerninger, straffen blev lagt på ham, os til frelse, og vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, men Herren lod vor skyld blive sonet af ham, han blev knust, men bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes. – Han oplod ikke sin mund, når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom (de frelste), Herrens vilje lykkedes ved hans hånd. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv. Joh 3:16.

Det er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus. Joh 17:3, derpå ved vi, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Dersom vi siger, at vi kender ham, og ikke holder hans bud, så er vi løgnere, og i os er sandheden ikke. 1 Joh 2:3-4. Hver den som tror, at Jesus er Kristus, Guds enbårne Søn, er født af Gud, og den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham, 5:1. Den som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. 4:14-15.