Jesus siger: ”Dersom I elsker mig, da hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, den sandhedens ånd, som verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. Jeg vil ikke forlade eder faderløse; jeg kommer til eder.” Ifølge Jesu ord til disciplene bliver der lovet dem en Talsmand til at være hos dem evindelig, en sandhedsånd, som verden ikke kendte, men disciplene kendte den, thi den skulle blive hos dem og være i dem, denne sandhedens Ånd, den var altså til stede og skulle være i dem. Jesus var nærværende, og gav løfte om at han ikke ville forlade dem, men komme til dem. Jesus er sandheden, og han vil bo ved troen i vore hjerter; vi har forud læst, at Gud udsendte sin Søns Ånd i vore hjerter. Gal 4:6, Rom 8:9. I er ikke kødelige, men åndelige om ellers Guds Ånd bor i eder, men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke Kristus til! Men om Kristus er i eder, da er vel legemet dødt på grund af synd, men Ånden er liv på grund af retfærdighed, men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i eder. Jesus sagde videre: ”Hellige dem i din sandhed, thi dit ord er sandhed.” Joh 17:17. Resultatet er lige til, denne Talsmand, der omtales i Joh 14:16, og som benævnes som Sandhedens Ånd, kan ifølge de mange skriftsteder ikke være nogen anden end Kristi Ånd, og i forbindelse med Guds og Kristi ord, som er Ånd og liv, og vi har den fulde sikkerhed for, at Guds Ånd og Kristi Ånd og ordet, som også er Ånd og liv, vil være i vore hjerter ved tro. Det er den samme Talsmand, vi møder i 1 Joh 2:1. Johannes siger: ”Dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, har er en Soner for vore synder.” Går det an at tro, at Faderen har to Talsmænd ved sin side, er Kristus ikke nok for os? Kristus vil formedelst troen i vore hjerter, og hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der er han midt iblandt dem. Mat 18:20.

Jeg vil ikke forlade eder faderløse: jeg kommer til eder. Endnu en liden stund, og verden ser mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skulle leve. På den dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader og I i mig og jeg i eder. Det er den samme herlige forsikring om hans forunderlige nærværelse og iboen. Jesus måtte lide døden, drikke den bitre drik først gennem svære lidelser, hån og foragt og så lide korsdøden. Jesus lå i graven i tiden, som var forudsagt, og som han selv havde vidnet, sigende: ”Nedbryder dette tempel, og i tre dage vil jeg oprejse det.” Men han talte om sit legemes tempel, og da han så var oprejst fra de døde, kom hans disciple i hu, at han havde sagt dette; og de troede skriften og de ord, som Jesus havde sagt. Joh 2:19-22, Mat 26:61. Og da Jesus hang på korset, spottede nogle ham og sagde: ”Du, som nedbryder templet og bygger det op i tre dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af korset!” men efter at Jesus var død, sagde nogle af ypperstepræsterne og farisæerne til Pilatus: ”Vi kommer i hu, at denne forfører sagde, medens han endnu levende: ”Tre dage efter bliver jeg oprejst, 27:63. Endnu en liden stund, og verden ser mig ikke mere, men I se mig, thi jeg lever, og I skulle leve,” verden så ham ikke mere, men efter at han var opstanden fra de døde, åbenbarede han sig for sine disciple. Joh 21:4-22, 1 Kor 15:3-9. Det har jeg talt til eder, medens jeg er hos eder. Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit navn, den skal lære eder alle ting, og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder. Joh 14:25-27. Det er ikke til at forstå, at stedordet han bliver benyttet, det var mere forståeligt, om stedordet den blev anvendt her. Den viser tilbage til den Helligånd, medens stedordet han gange vist skal vise tilbage til Talsmanden, men Talsmanden behøver ikke at være en person eller et væsen, og ifølge tidligere fremhævede skriftsteder er det ingen person. Guds og Kristi ord, som er Ånd og liv, er det, hvorfra Gud den Almægtige lærer os alle ting og minder os om alle ting, som Kristus har sagt os. Den gamle skrift er indåndet af Gud, nyttig til belæring, til rettelse, til forbedring, til optugtelse i retfærdighed, for at Gudsmennesket må vorde fuldkommen dygtiggjort til al god gerning; 2 Tim 3:14-17. Jesus siger videre, efter at have givet disciplene løfte om, at Faderen ville sende Talsmanden den Helligånd i hans navn. Fred efterlader jeg eder, min fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som verden giver. Eders hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! I have hørt, at jeg sagde til eder: ”Jeg går bort, og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg, og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, når det er sket.” Joh 14:26-29. Jesus sagde: I har jo hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort, og kommer til eder igen. At Jesus skulle gå bort, ved vi, hvad betød, han gik til Faderen, og som han tilføjer, min Fader er større end jeg, men han sagde også: ”Og kommer til eder igen.” Det er ikke hans andet komme, han henviser til, således som han gjorde i 14:3, der viste han hen til tiden, da han ville komme igen og tage dem til sig, for at, hvor han var, skulle de også være. Nej, det passer bedre ind i, hvad der står skrevet i 18. vers: Jeg vil ikke forlade eder faderløse, jeg kommer til eder. Eller 21-23: Om nogen elsker mig, vil han holde mit ord, og: Jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham. Og min Fader skulle elske ham, og vi skulle komme til ham og tage bolig hos ham. Når der her i Joh 14:16-26, 15:26 og 16:7 tale om Talsmanden, ja, så er det kun 14:26, der rent ud siger: ”Talsmanden den Helligånd,” det er dog underforstået i de andre vers, men spørgsmålet er dog ligefuldt berettiget? Er det Talsmanden, som er den Helligånd? Eller er det den Helligånd, der er Talsmand? Det er så enkelt, som det ser ud, men alligevel af den allerstørste betydning. Thi er det den Helligånd, som er Talsmanden, så må stedordet han udelukkes og stedordet den være det rette, og derfor læser vi: Talsmanden den Helligånd, som Faderen vil sende til disciplene i Kristi navn, og den Helligånd skulle lære dem alle ting og minde dem om alle ting, som Kristus havde sagt dem.

Dette spørgsmål bliver måske lige så vanskeligt for mange at besvare, som da Jesus stillede spørgsmålet til ypperstepræsterne og folkets ældste, det lød således: ”Johannes’ dåb, hvorfra var den? Fra himmelen eller fra mennesker?” Men de tænkte ved sig selv og sagde: ”Sige vi fra himmelen, da vil han sige til os: ”Hvorfor troede I ham da ikke?” Men sige vi: fra mennesker, frygte vi for mængden: Thi de holde alle Johannes for en profet.” Her stilles vi overfor spørgsmålet: Er den Helligånd Talsmanden, eller er Talsmanden den Helligånd? Dersom den Helligånd er Talsmanden, så er det gådefulde løst og mystikken fjernet. Så må han forsvinde, og den Helligånd som den Højestes kraft træde i forgrunden. Det vil da sige, at der alle steder må og skal bruges stedordet den og ikke han! Der findes da ikke heller støtte for treenighedslæren i Johannes evangeliets kapitel 14 og kapitel 15 og 16 vil vise det samme.