Englen Gabriel, som står for Gud den Almægtiges åsyn, blev sendt fra himlen til jomfru Maria med den hilsen: ”Hil være dig, du benådede! Herren er med dig, du velsignede iblandt kvinder!” Men hun blev forfærdet over den tale, og hun tænkte, hvad det skulle være for en hilsen. Og englen sagde til hende: ”Frygt ikke, Maria! Thi du har fundet nåde hos Gud. Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans navn Jesus, han skal være stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders trone. Og han skal være konge over Jakobs hus evindelig, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.” Maria sagde til englen: ”Hvorledes skal det gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen mand?” Og englen svarede og sagde til hende: ”Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn, thi intet vil være umuligt for Gud”. Luk 1:26-27. Maria sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser, thi Han har set til sin tjenerindes ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig, fordi den Mægtige har gjort store ting mod mig, og Hans navn er helligt, og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham”, 46-50. Og det skete, da tiden var fuldkommet at Maria skulle føde, at hun fødte sin Søn den førstefødte og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke rum for dem i herberget. Og se, en Herrens engel stod for hyrderne der ude på marken, og Herrens herlighed skinnede over dem, og de frygtede såre. Og englen sagde til dem: ”Frygt ikke, thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket! Thi eder er i dag en frelser født, som er den Herre Kristus i Davids stad. Og straks var der med englen en himmelsk hærskarers mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste og fred på jorden! I mennesker velbehag, og de kaldte hans navn Jesus, således som englen havde sagt, før han blev undfangen i moders liv. Af jomfru Maria er Jesus født, som også kaldes Kristus. Lukas 2. kapitel og Mattæus 1. kapitel.

En engel åbenbarede sig også for Josef og sagde: Frygt ikke for at tage din hustru til dig, thi det, som er avlet i hende, er af den Helligånd, og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans navn Jesus, thi han skal frelse sit folk fra deres synder, men det er alt sammen sket for at det skulle fuldbyrdes som det er talt af Herren ved profeten, som siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans navn Imanuel, hvilket er udlagt: Gud med os. Navnene Jesus og Kristus er egentlig dobbelte navne, som de mange steder i skriften bruges i sammenhæng. Messias er navnet som er udlagt Kristus, og det var Messias at jødefolket forventede, den samaritanske kvinde sagde under samtalen med Jesus: Jeg ved, at Messias kommer (hvilket er udlagt Kristus), når han kommer, skal han kundgøre os alle ting; også de første disciple anvender benævnelsen Messias; to af Johannes’ disciple hørte Jesus tale, og de fulgte ham, men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, sagde han: ”Hvad søger I efter?” Men de sagde til ham: ”Rabbi, (hvilket udlagt betyder Mester), hvor opholder du dig?” Han siger til dem: Kom og se! De kom da og så, hvor han opholdt sig, og de blev ved ham den dag. Den ene, som havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters broder, denne finder først sin egen broder Simon og siger til ham: Vi har fundet Messias (hvilket er udlagt Kristus) og han førte ham til Jesus; Jesus finder Filip og siger til ham: Følg mig: Filip finder Natanael og siger til ham: ”Vi har fundet ham, hvem Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, Jesus, Josef’s søn af Nazareth. Jesus så Natanael komme til sig, og han sagde om ham: ”Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er svig”. Natanael siger til ham: ”Hvorfra kender du mig?” Jesus sagde til ham: ”Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens du var under figentræet.” Natanael svarede ham: ”Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels Konge!” Og Jesus sagde til ham: I skulle fra nu af se himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” Joh 1:34-52.

Maria skulle undfange og føde en søn og kalde hans navn Jesus, thi han skulle frelse fra synd, og hver den, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have et evigt liv. Joh 3:16. Og man skal kalde hans navn Imanuel, hvilket betyder Gud med os, Gud vil gennem Jesus Kristus være med os og give os frelse ved ham, som er hans enbårne Søn, hans Herligheds Glans og hans væsens udtrykte billede og bærer alle ting ved sin krafts ord efter at han har gjort renselse fra synderne, har han sat sig ved Majestætens højre hånd i det høje. Andreas sagde til sin broder Simon, som af Jesus fik tilnavnet Kefas, hvilket er udlagt Petrus: Vi har fundet Messias, hvilket er udlagt Kristus, en Salvet, en Fyrste. Da Jesus var født i Betlehem i Judæa, kom der vise mænd til Jerusalem og sagde: ”Hvor er den Jødernes Konge, som er født, thi vi har set hans stjerne i østen og er komne for at tilbede ham?” Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og han forsamlede alle ypperstepræsterne og de skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulle fødes, og de sagde til ham: ”I Betlehem i Judæa, thi således er der skrevet ved profeten: Og du, Betlehem i Judas land, er ingenlunde den mindste blandt Judas fyrster, thi af dig skal der udgå en fyrste, som skal vogte mit folk Israel.” Mat 2:1-6. Og profeten Mika siger: Hans udgang er fra fordum, fra evigheds dage. Mika 5:1.

Kristusnavnet bliver meget ofte brugt i det ny testamente. Jesus spurgte ved en lejlighed sine disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” Men de sagde: ”Nogle siger Johannes Døberen, andre Elias, Jeremias eller en af profeterne.” Han siger til dem: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Da svarede Simon Peter og sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Og Jesus svarede og sagde til ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’s søn! Thi kød og blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader, som er i himlene. Mat 16:13-17. Og han bød sine disciple, at de måtte ikke sige til nogen, at han var Kristus. Vers 20.

Jesus spurgte ved en lejlighed farisæerne: ”Hvad tykkes eder om Kristus, hvis Søn er han?” De siger til ham: ”Davids.” Han siger til dem: ”Hvorledes kan da David i ånden kalde ham Herre, idet han siger, Herren sagde til min Herre: ”Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder. Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?” Og ingen kunne svare ham et ord, og ingen vovede mere at rette spørgsmål til ham. Mat 22:41-46. For Pilatus begyndte folkeskaren at anklage Jesus og herrerne spottede ham og sagde: ”Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.”

Efter sin opstandelse sagde Jesus til nogle af disciplene: ”O, I uforstandige og senhjertige til at tro alt det, profeterne har talt! Burde ikke Kristus at lide dette og indgå til sin herlighed.” Og han begyndte fra Moses og alle profeterne og udlagde for dem, alle skrifterne, som handlede om ham. Luk 24:25-26. Vel blev vor Frelser korsfæstet i magtesløshed, men han lever nu ved Guds kraft, og også vi er svage i ham, men vi skulle leve med ham ved Guds kraft! 2 Kor. 13:4-5. Hvem vil anklage Guds udvalgte, Gud er den, som retfærdiggør, hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os overfor Gud, vor Fader, og Kristi Fader, og når Gud er med os, hvad kan da være imod os? Rom 8:31-34. Vi må i tro favne Kristus, den levende Guds Søn, vor Frelser. Englenes budskab lød således: ”Eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids stad. Luk 2:2. Vi må modtage ham som vor eneste Talsmand, mine børn, det siger jeg eder, for at I ikke skulle synde, men dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og han er en forsoner for vore synder, 1 Joh 2:1. Som vi allerede har set, er han vor Forbeder, han kan fuldkommen frelse dem, som kommer til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i forbøn for os. Heb 7:25-26. Kristus gik ikke ind i en Helligdom gjort med hænder, men ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til bedste for os. 9:24.

Kristus er vor Ypperstepræst. Ypperstepræsterne i den gamle pagts tid blev taget iblandt menneskene og indsættes for mennesker til tjeneste for Gud, for at han skal frembære både gaver og slagtoffer for synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i skrøbelighed og den skyld må frembære syndoffer, som for folket således også for sig selv. Og ingen tager sig selv den ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron. Således har ikke heller Kristus tillagt sig selv den ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: ”Du er min Søn, jeg har født dig i dag.” som han jo også siger et andet sted: ”Du er præst til evig tid efter Melkizedeks vis,” han som i sit køds dage med stærkt råb og tårer frembar bønner og ydmyge begæringer til den, som kunne frelse ham fra døden og blev bønhørt i sin angst, og således, endog han var Søn, lærte lydighed af det, han led og efter at være fuldkommet, blev årsag til evig frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt ypperstepræst efter Melkizedeks vis. Heb 5:1-10.

Denne Melkizedek, konge i Salem, den højeste Guds præst, er, når han navn udlægges, først retfærdighedens konge, dernæst også Salems konge, det er freds konge, uden fader, uden moder, uden slægtsregister, uden dages begyndelse og uden livs ende, men gjort lig med Guds Søn – som forbliver præst for bestandigt. Kristus er ikke præst efter et kødeligt buds lov, men efter et uopløseligt livs kraft, og han fik det vidnesbyrd: ”Du er præst til evig tid efter Melkisedeks vis.”

Hine tidligere præster blev indsat uden ed, men Kristus ved ed. Herren svor, og han skal ikke angre det. Du er præst til evig tid.” Kristus har et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver til evig tid, hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i forbøn for os, og en sådan ypperstepræst var det også, som passede for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra syndere og ophøjet over himlene. Heb 7. kapitel. Vi har en sådan ypperstepræst, som har taget sæde ved højre side af Majestætens trone i himlene, som tjener ved helligdommen og det sande tabernakkel, hvilket Herren har oprejst, og han er blevet Mellemmand for en ny og bedre pagt, der jo er grundet på bedre forjættelser end den første, thi det er den pagt, som jeg vil oprette med Israels hus; efter de dage siger Herren: ”Jeg vil skrive mine love i deres sind og i deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, og jeg vil være nådig imod deres uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres synder.” Heb 8. kapitel. Da Kristus kom som ypperstepræst for de kommende goder, gik han igennem det større og fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det er, som ikke er af denne skabning, og gik ikke heller med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning, Kristus gav sit eget blod, han gav sig selv lydeløs for Gud, skulle det ikke rense vor samvittighed fra døde gerninger og til at tjene den levende Gud? Derfor er han Mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den evige arvs forjættelse. Heb 9:2-15. Arven fås ikke ved loven (Seremoni loven), men ved forjættelse fra Gud; til Abraham skænkede Gud den ved forjættelse, loven blev føjet til for overtrædelsernes skyld indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt, besørget ved engle, ved en Mellemmands hånd. Men en Mellemmand er ikke kun for én part, Gud derimod er én. Gal 3:18-20. Paulus formaner først af alt, at der holdes bønner, påkaldelser, forbønner, taksigelser for alle mennesker, det er godt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle mennesker skulle frelses og komme til sandheds erkendelse, thi der er én Gud og også én Mellemmand mellem Gud og mennesker, Menneskesønnen Kristus Jesus. 1 Tim 2.1-5.

Vi vil lægge mærke til, at der i 3. vers, som for øvrigt mange steder i Guds ord står: ”Gud, vor Frelser”, det må ikke undre os, Gud er den virkelige Grelser, men frelsen sker, ved at Kristus, Guds eenbårne Søn, tilbyder at give sig selv hen i døden som et sonoffer for vore synder, Kristus gav sig selv til en genløsningsbetaling for alle. 6. vers.

Vær derfor Guds efterfølgere, som elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et slagtoffer, Gud til velbehagelig lugt, Ef 5:1-2. Kristus er og forbliver at være Guds eenbårne Søn, og i hvert et skriftsted, der er henvist til, kan ingen undlade at lægge mærke til, at Gud den Almægtige og Kristus, han eenbårne Søn, altid meget nøje er fremstillet og beskrevet som to for sig bestående skikkelser, dog altid således, at Faderen er over Sønnen, som den eneste sande Gud, og fra hvem Sønnen har sin kraft. 2 Kor 13:3-4. Kristus er Guds salvede! Om englene hed det: han gør sine engle til vinde og sine tjenere til ildslue. Men om sønnen: Din trone, O, Gud! Står i al evighed, og rettens kongestav er dit riges kongestav, du elskede retfærdighed og hadede lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine medbrødre. Heb 1:7-9.

Gud Fader den Almægtige har salvet sin Søn med glædens olie fremfor hans medbrødre (englene); i 2. kapitel, 2. vers omtales andre af Kristi brødre, det er de frelste eller Guds børn her nede på jorden. Thi både den, som helliger og de, som helliges, er alle af én, hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem brødre, sigende: ”Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, midt i menigheden vil jeg lovsynge dig.” Og fremdeles: ”Jeg vil forlade mig på Ham.” Og fremdeles: ”Se, her er de børn, som Gud har givet mig.” Vers 2-13. Hvor træder dog forholdet klart og tydeligt frem i disse vers, både den som helliger (Kristus) og de som helliges, menneskene, er alle af én (Gud Fader den Almægtige), hvorfor han (Kristus) ikke skammer sig ved at kalde dem brødre. Kristus for op til sin Fader og vor Fader, hans Gud, og vor Gud, Joh 20:17. Kristus vil forkynde, lovsynge Gud den Almægtige midt i menigheden, og han vil sige: ”Se, her er de børn, som du, O, Gud, har givet mig, o, en ydmyghedens ånd, vi må lære af ham, thi han var sagtmodig og ydmyg af hjertet. Mat 2:20. Der var en mand i Jerusalem ved navn Simeon, og denne mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels trøst, og den Helligånd var over ham, og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulle se døden, førend han havde set Herrens salvede, og da han havde set Jesusbarnet, tog han det på sine arme og priste Gud og sagde: ”Herre! Nu lader du din tjener fare i fred efter dit ord, thi mine øjne har set din frelse.” Også den gamle Anna, Fanuels datter af Asers stamme, en profetinde, kom til i den samme stund og priste Gud og talte til alle, som forventede Jerusalems forløsning. Luk 2,26-38. David profeterede om Kristus og siger: ”Hvorfor fnyser hedningerne, hvorfor pønser folk på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Herre og mod hans salvede, og nu, I konger, vær kloge og lad eder råde, tjen Herren i frygt, kysser Sønnen, at han ikke vredes og I forgå. Davids Salme 2:1-2, 11-12.

Kristus taler gennem profeten Esajas og siger: ”Den Herre, Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet. At udråbe et nådeår fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle dem, som sørger, give dem, som sørge i Sion, Højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind, man kalde dem retfærds ege, Herrens plantning til han ære. Esajas 61:1-3. Profeten får lov til at skrive om samme herlige budskab et andet sted i sin bog, men her er det Gud den Almægtige, der taler, sigende: ”Se min tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min sjæl har behagelighed, jeg har givet min ånd over ham, han skal føre ret ud til hedningerne, han skal ikke råbe og ej opløfte røsten og ikke lade sin røst høre på gaden, han skal ikke sønderbryde det knækkede rør, og ikke udslukke den rygende tande, han skal udføre ret efter sandhed.” Es 42:1-4.

Efter Jesu Fristelser i ørkenen … vendte han tilbage i ånd og kraft til Galilæa, og han gik på sabatten ind i synagogen, og man gav ham profeten Esajas’s bog, og han slog op og fandt det sted, hvor der stod: Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig. … Og han sagde til folket: ”I dag er dette skriftord gået i opfyldelse for eder til at forkynde evangelium for fattige … og da han havde læst dette profetiske ord, lukkede han bogen sammen og gav tjeneren den igen og satte sig, og alles øjne i synagogen var rette på ham. Men han begyndte at sige til dem: ”I dag er dette skriftord gået i opfyldelse for eders øren”, og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Luk 4:16-22. I Daniels Bog, 8. kapitel findes en profeti der strækker sig over 2300 dage, en dag for et år, 14. vers, og da englen Gabriel som svar på Daniels bøn kom for at forklare profetien, sagde han: ”Straks du begyndte at bede, udgik der et Ord, og jeg er kommet for at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og giv agt på synet! 70 uger er bestemt for dit folk og din hellige stad indtil overtrædelsen er fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet, evig retfærdighed tilvejebragt, syn og profet beseglet og en højhellig helligdom salvet. Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en fyrste kommer, er der 7 uge = 49 år og 62 uger = 434 år. Men efter de syv uger og 62 uger skal en Salvet ryddes bort uden dom, der er endnu en uge tilbage af de 70 uger. Vi finder her en tidsperiode, som er inddelt i tre afsnit på henholdsvis 7, 62 og 1 uge. Udgangspunktet er angivet således: ”Fra den tid ordet udgår om at genopbygge Jerusalem,” en begivenhed af stor national betydning for jødefolket, det var efter fangenskabet i Babylon, ”og indtil en Salvet, en Fyrste, er der 7 uger og 62 uger = 69 uger = 483 år. Persiens konge, Artaxerxes, udstedte netop en sådan befaling år 457 f. Kristus, og resultatet bliver således, at der fra udstedelsen af den nævnte befaling og til Jesu fremtræden som Messias eller Kristus (en Salvet) skulle der hengå 483 år, midt i den sidste af de 70 uger skulle han bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Dette gjorde Kristus ved sin korsfæstelse og død, der netop fandt sted midt i den 70. uge (år 31 e. Kristus) eller 3½ år efter hans dåb. Og endnu 3½ år derefter, ved slutningen af de 70 uger år 34, tog jødefolket et bestemt standpunkt imod Kristi evangelium ved at dræbe den retfærdige Stefanus og begynde en bitter forfølgelse mod Kristi efterfølgere. Om nogen vil spørge, hvorfor det netop må blive Jesu dåb, her kan blive tale om, så er svaret så ligetil: I grundsproget såvel som i den engelske bibeloversættelse står her Messias hvilket betyder den Salvede. I den franske oversættelse benyttes ordet ”Kristus”, der er det græske ord for det hebraiske Messias og betyder det samme. Men det var først ved sin dåb, Jesus blev den Salvede – da var det, han blev salvet med den Helligånd og kraft, da var det, han blev Messias eller Kristus. Es 61:1 og Apg 10:38.

I kende det, som er udgået over hele Judæa, det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og kraft, han som gik omkring og gjorde vel og helbredte alle, som var overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham, og vi er vidende om alt det, som han har gjort, men ham slog de ihjel, idet de hængte ham på et Træ. Ham oprejste Gud på den tredje dag, han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. Profetien over de to tusinde og tre hundrede dage = 2300 år ifølge Esajas 4:6, 4 Mosebog 14:34 sættes én dag for et år. I betragtning af kendsgerninger må man anse det som fuldt fastslået, at de 70 uger = 490 år og derfor også den hele periode på 2300 år begyndte i kong Artaxerxes 7. regeringsår, 457 f. Kristus, så må de ende i 1844 e. Kristus. Selv om det egentlig kun er den del af profetien, der handler om Kristus, en Salvet, en Fyrste, nemlig den første ½ uge af den sidste uge og af de 70 uger, så må der alligevel siges så meget, at ved slutningen af den hele tids periode, som endte 1844, begyndte der et renselses- eller domsværk i det sande tabernakel i himlen. Vor store ypperstepræst, af sin præstelige gerning. Den modbilledlige forsoningsdag oprandt. Vi står ansigt til ansigt med intet mindre end dommens dag, som vi så ofte har hørt tale om, men alligevel tænkt så lidet på. …

Vi har tidligere fra Daniels bog 7. kapitel set, at den gamle af dage satte sig, hans klædning var hvid som sne, hans hovedhår rent som uld; hans trone var luende ild, den hjul var flammende ild. En strøm af ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusind tusinder tjente ham, og tusind tusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten og bøgerne lukkedes op 9.-10. vers. De døde blev dømt efter det, som fandtes skrevet i bøgerne efter deres gerninger. Og dersom nogen ikke fandtes indskrevet i Livets Bog, blev han kastet i ildsøen. Åb. 20:12-15. Gud har sat en dag, på hvilken han vil dømme jorderig med retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det bevisligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. Apg 17:31. Daniel skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn, han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Daniel 7:13.

Gud kalder ad himmelen oventil, og ad jorden for at dømme sit folk. ”Samler mig mine hellige, som har sluttet pagt med mig ved offer.” Og himlene kundgjorde hans retfærdighed: thi Gud, han er Dommer. Salme 50:4-6. Kristus har budt at prædike for folket, og at vidne, at han er den af Gud bestemte levendes og dødes Dommer, og denne giver alle profeterne vidnesbyrd, at hver den, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn. Apg 10:42-43. Os bør alle at fremstilles for Kristi domstol, 2 Kor 5:10 og Rom 14:10. Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større gerninger end disse, at I skulle forundre eder. Thi ligesom Faderen opvækker døde og gør levende, ligeså gør og Sønnen levende, hvilke han vil. Også dømmer Faderen ingen, men har givet Sønnen al dom, at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham. Joh 5:20-23. Det må være alle klart, at emnet om dommen er det mest alvorsfulde af alt. Gud har sagt, at syndens sold er døden, men han møder os med det samme med det forunderlige løfte, at hans nådegave er et evigt liv, som er muligt for os at opnå ved troen på og antagelse af hans enbårne Søn, vor Herre, Rom 6:23.

Thi Gud, som er rig på barmhjertighed, har for sin store kærligheds skyld, hvormed han elskede os, levendegjort os med Kristus, af nåde er vi frelste, ved tro, og det ikke af os selv, men en gave fra Gud, thi vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulle vandre i dem. Ef 2:4-10. Den store Dommer er Gud den Almægtige, den gamle af dage, men eftersom Gud har antaget Kristi forsonende offer, hvoraf alle menneskers frelse afhang, så har det behaget Gud at overlade til Sønnen al dom. Altså retfærdiggjorte ved tro har vi fred med Gud ved vore Herre Jesus Kristus, Rom 5:1.

Dette skal hele Israels hus vide, at denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og Kristus, Apg 2:36. Det var den Højestes Kraft, der var virksom ved Jesu undfangelse og fødsel, det var Gud den Almægtige, der salvede Kristus og dermed indviede ham til hans store gerning, Gud var med ham. Apg 10:38. Gud gjorde ham delagtig i dommen og har gjort ham både til Herre og til Kristus. Udtrykket Herre benyttes både om Gud den Almægtige og om Kristus, det er et udtryk, en titel, der anvendes, når der er tale om højtstående personer, og da i særdeleshed om konger og fyrster. Jesus Kristus er af Gud indsat som konge på Zion, Salme 2:6; med den betydning kan det med Rette anvendes både om Gud den Almægtige og Kristus. Herren sagde til min Herre: ”Sæt dig ved min højre hånd, Salme 110,1. David for ikke op til Himmelen, men han siger selv: ”Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.” Apg 2:34-35.

Da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle ting i hænde, og at han var udgået fra Gud og at han gik til Gud, rejste han sig og begyndte at vaske disciplenes fødder, og da han var færdig, sagde han: ”Ved I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalder mig Herre og Mester, og I tale ret, thi jeg er det; når da jeg Herren og Mesteren har vasket eders fødder, så er I og skyldige at vaske hverandres fødder. Der er kun én Gud, Faderen, af hvem alle ting er, og vi til ham, og én Herre, Jesus Kristus.” 1 Kor 8:6. Én Herre, én tro og én dåb, én Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle. Ef 4:5-6.

Da Paulus, den store hedningeapostel, var blevet døbt, stod han frem i synagogerne og prædikede om Jesus, at han er Guds Søn. Apg 9:17-20. Man siger, at kært barn har mange navne! Det kan i sandhed siges om Guds enbårne Søn, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, den Salvede, Messias, Immanuel, hvilket er udlagt Gud med os.

Lad os for en stund dvæle ved Gud den Almægtiges vidnesbyrd om sin Søn. Engel Gabriel blev sendt fra himmelen med budskabet til Maria, og det lød således: ”Frygt ikke, Maria! This du har fundet nåde hos Gud. Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans navn Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn! Og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, trone, og han skal være konge over Jakobs hus evindeligt. Den Helligånd skal komme over dig, den Højestes kraft skal overskygge dig! Derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.” Luk 1:30-35. Fra hans fødsel af blev han kaldt Guds Søn. Da Jesus var blevet døbt, lød den Almægtiges røst fra himlene: ”Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag.” Mat 3:16-17. Jesus tog tre af sine disciple: Peter, Jakob og Johannes med sig og førte dem afsides op på et højt bjerg, og han blev forvandlet for deres øjne, og hans åsyn skinnede som solen, men hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham, og medens han endnu talede, se, da overskyggede en lysende sky dem! Og der kom fra skyen en røst, som sagde: ”Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag; hør ham!” Og da disciplene hørte det, faldt de på deres ansigter og frygtede såre. Mat 17:1-6. Peter vidnede og sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Mat 16:16. Natanael vidnede og sagde: ”Rabbi! Du er den Guds Søn.” Paulus, Jesu Kristi tjener, udvalgt til at forkynde Guds evangelium, hvilken han forud forjættede ved sine profeter, i de hellige skrifter om han Søn, født af Davids sæd efter kødet, krafteligt bevist som Guds Søn efter Hellighedens Ånd, ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre. Rom 1,1-4.

Vil man spørge: ”Hvad forstår man ved ordet Hellighedens Ånd?” Så får man svaret fra mange andre skriftsteder. Vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, viste sin krafts overvættes storhed overfor os, som tror, alt efter hans styrkes vældige virkekraft, som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i det himmelske, Ef 1:17-20. Denne Jesus oprejste Gud, hvortil vi alle er vidner, efter at nu han ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre. Apg 2:32-33. Gud oprejste ham, idet han gjorde ende på dødens veer. 24. vers. Vi bliver da fundne som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt de døde ikke oprejses. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders tro forgæves! Så er I endnu i eders synder! Men nu er Kristus oprejst fra de døde som førstegrøde af de hensovede, 1. Kor 15:13-20.

Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vor Fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, hvem I (Jødefolket) prisgav og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades, men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at en morder måtte skænkes eder. Men Livets Fyrste slog I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi er vidner. Men for eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt ham for at velsigne eder, når enhver af eder vender sig bort fra sin ondskab. Apg 3:13-15 og 26. vers. Det er kraftigt bevist, ikke alene, at Kristus er Guds Søn, men også i samme skriftsteder tilstrækkeligt bevist, at Gud den Almægtige selv har oprejst sin Søn, den enbårne. Den som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Deri blev Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn til verden, for at vi skulle leve ved ham. Deri består kærligheden, ikke at vi har elsket ham, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en forsoning for vore synder. 1 Joh 4:8-10. Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud, og han ved, at Faderen har udsendt Sønnen til frelse for verden. 14. og 15. vers.

Gud har både oprejst den Herre Jesus og skal oprejse os ved sin Kraft. 1 Kor 6:14; dersom hans Ånd, der oprejste Kristus fra de døde bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i eder. Dette emne behøver ikke at uddybes yderligere. Det er Gud den Almægtige, der selv oprejste sin Søn Kristus fra de døde, og hans Ånd er i fuldkommenhed identisk med Gud den Allerhøjeste, det går ikke an at sætte noget andet væsen ind der, hvor Gud den Almægtige, og han alene, udøver sin gerning efter hans styrkes vældige virkekraft, som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde. Ef 1:19-20. Kristus led een gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre os hen til Gud, han som vel led døden efter kødet, men blev levendegjort efter Ånden, han som er faren til Himmelen og er ved Guds højre hånd efter at engle og myndigheder og kræfter er ham underlagte. 1 Peter 3:18, 22. Her kommer vi ind på emnet! De dødes tilstand. Thi dersom Kristus døde efter kødet må det mene det samme, som at Kristus døde på samme måde som alle mennesker dør, og der var ingen muligheder for ham at prædike for nogen, sådan som nogle mener. De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ikke mere nogen lod eller del i det, som sker under solen; derfor, alt hvad din hånd formår at gøre med din kraft, gør det, thi der er hverken gerning eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du farer hen. Ja! Således er tilstanden i dødsriget (graven); kun for dem, der hører til de levendes flok, er der håb. Præd 9:4-10.

At Kristus blev levendegjort efter Ånden, er så fuldt besvaret i ovenforstående, at det ikke kræver nogen anden forklaring. Et andet udtryk, som ikke endnu er berørt, men som svarer til Esajas 42:1 Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær, på ham har jeg lagt min Ånd, som Guds tjener, er Kristus forklaret, men Gud har også udvalgt sin enbårne Søn til hans jordiske og selvopofrende gerning, Han, som var i Guds skikkelse, holdt det ikke for et rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja, korsdøden. Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det navn, som er over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og på jorden, og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære. Fil 2:5-11. Higer efter den uforfalskede mælk, for at I kunne vokse ved den til frelse, om I da havde smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende sten, der vel er forkastet af menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud og lader eder genopbygge som levende sten, opbygge som et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, til at frembære åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Thi det hedder i skriften: ”Se, jeg lægger i Sion en hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.” 1 Pet 2:2-6.

Kristus er Guds tjener, udvalgt af ham, Gud den Almægtige, den Allerhøjeste har salvet ham med den Helligånd og Kraft, og Gud var med ham, fra først til sidst. Kristus var udvalgt af Gud og dyrebar for ham; den som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Men fredens Gud, som førte den store fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, han bringe eder til fuldkommenhed i alt godt til at gøre hans vilje, og han virker i eder det, som er velbehageligt for hans åsyn, ved Jesus Kristus: Ham være æren i evighedernes evigheder! Amen.

Kristus er den store, Fårenes Hyrde, og når Overhyrden åbenbares, skal vi få herlighedens uvisnelige krans, derfor ydmyger eder under Guds vældige hånd, for at han i sin tid kan ophøje eder. 1 Pet 5:4-6. Jesus siger: ”Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit liv til for fårene. Jeg er den gode Hyrde, jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.” Joh 10:11-14. I tror ikke, fordi I ikke er af mine får, mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem et evigt liv, og de skulle i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget af min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er eet.” Denne enhedstanke blænder forfærdelig mange, og de griber fat på og antager treenighedslæren, selv om den er nok så uforståelig, men så grunder man over det tilsyneladende uforståelige og kalder det det et mysterium, og så bruger man en tekst fra 5 Mosebog 29:29, hvor der står skrevet: ”De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne lovs ord. Ingen må nu tro på, at noget af det, der findes nedskrevet i hele den hellige skrift, hører ind under begrebet, de skjulte ting! Nej! Guds Ords Åbenbaring spreder lys og gør de enfoldige forstandige. Salme 119:130. Og hans ord er fuldkomment rent. Vers 140. Det er en lygte for vor fod og et lys på vor sti. 105 Vers. Søg i Herrens bog og læs, der fattes ikke én af disse ting, det ene savner ikke det andet, thi hans mund har budt det, og hans ånd har sanket det. Es 34:16.

Der er mennesker, siger Paulus til Timotheus, der går frem til det værre; de forfører og forføres; du derimod, bliv i det, som du har lært og som du er blevet forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det, og efterdi du fra barn af kender de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Den ganske skrift er indåndet af Gud og er nyttig til belæring, til rettelse, til overbevisning, til optugtelse i retfærdighed, at det Guds menneske må blive dygtiggjort til al god gerning. Derfor besværger jeg dig for Gud og den Herre Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde ved sin Åbenbarelse: ”Prædike ordet, hold ved i tide og i utide, overbevis, straf og forman med al langmodighed og lærdom.” 2 Tim 3:13-17. Når Kristus siger: ”Jeg og Faderen, vi er eet”, så har han selv ved mangfoldige tilfælde bevist, hvad han mener dermed. Vi kan med fordel læse Joh 17, hvor mange alvorlige tanker møder os i enkelte vers. Jesus siger om sin efterfølger i sin bøn til Faderen: ”De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden, hellige dem i din sandhed, thi dit ord er sandhed, ligesom du har udsendt mig til verden, så har også jeg udsendt dem til verden, og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skulle være helligede i sandheden, men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres ord tro på mig, at de må alle være eet; ligesom du, Fader! I mig, og jeg i dig, at også de skulle være eet i os for at verden må tro, at du har udsendt mig, og den herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet for at verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! Jeg vil, at hvor jeg er, skulle også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse. Retfærdige Fader! Og verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem og jeg i dem. Joh 17:16-26. Enhver sandhedssøgende vil ikke få vanskeligheder ved at forstå disse Frelserens ord: Jeg og Faderen! Vi er eet. At de må alle være eet, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at også de skulle være eet i os. … For at de skulle være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig for at de må være fuldkommede til eet. Tanken behøver ikke at arbejde længe, før man er over bevist om, at enheden består deri, at det er det indre væsen, Gud er kærlighed, og Kristus, hans eenbårne Søn, er i besiddelse af samme højhellige kærlighed, Gud er retfærdighedens højeste, og Kristus elskede retfærdighed og hadede uretfærdighed, derfor blev han salvet med glædens olie. Faderen og Sønnen står til fuldkommenhed sammen, men vi finder, at Faderen har givet sønnen alt, som han er i besiddelse af.

Jesus sagde til sine disciple: ”Mig er given almagt i himmelen og på jorden”, denne almagt blev given ham af Faderen. Jesus forringede sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja korsdøden. Derfor har Gud (Faderen) højt ophøjet ham og skænket ham et navn, som er over alle navne, det kan aldrig bortforklares, Gud Fader har således ophøjet ham og skænket ham et så ophøjet navn, Fil 2:7-10. Og han er bleven så meget ypperligere end englene, som han har arvet et herligere navn fremfor dem, Heb 1:4, og når han (Gud den Almægtige), indfører den Førstefødte i jorderige, siger han: ”Og alle Guds engle skulle tilbede ham.” Gud både indfører sin Søn, den Førstefødte i jorderiget, men giver også sine engle befaling om at skulle tilbede ham. Vers 6. Et lidet gjorde du ham ringere end englene, men den, som et lidet blev gjort ringere end englene, Jesus, ser vi formedelst dødens lidelser kronet med ære og hæder, at han efter Guds nådige vilje skulle smage døden for alle, thi det sømmede ham (Gud den Almægtige), for hvem alle ting er, og ved hvem alle ting er, ham, som ville føre de mange børn til Herlighed, ved lidelser at indvie deres saliggørelses stifter (Kristus). Det var efter Guds nådige vilje, at Jesus Kristus led døden for syndere, Heb 2:9, Gud gjorde ham et lidet ringere end englene, han, som ellers forud var over englene. Men Michael, overengelen, der han tvistede med djævelen om Moses legeme, turde ikke fremføre en bespottelsesdom, men sagde: ”Herren straffe dig!” Overengelen, Michael, er Kristus, Guds eenbårne Søn, men også her viser han sig Faderen underdanig, idet han ikke ville eller turde fremføre nogen bespottelsesdom, men viste hen til Faderen, idet han Overengelen Michael siger: ”Herren straffe dig.” Kristus var således over englene, men blev et lidet gjort ringere end englene. Efter at Jesus havde lidt døden, og ved Guds kraft var oprejst, thi ham oprejste Gud, Apg 2:24, sagde Gud til ham: ”Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.” Det var Gud den Almægtige, der bød Kristus tage sæde ved hans side, indtil Faderen fik lagt Kristin fjender som en skammel under hans fødder. Heb 1:13. Med hæder og ære kronede Gud Kristus, sin eenbårne Søn, og satte ham over sine hænders gerninger, og lagde alle ting under hans fødder, Heb. 2:7-8. Thi det behagede Faderen, at i ham (Kristus) skulle al fylde bo, og ved ham at forlige alle ting, være sig det på jorden eller de i himlene, med sig, idet han gjorde fred formedelst hans korsets blod ved ham. Kol 1:19-20.

Faderen har udvalgt sin Søn, han har salvet ham med den helligånd og kraft, han har oprejst ham fra de døde, han har budt ham tage sæde ved sin side i himmelen, han har skænket ham et herligere navn fremfor de andre engle, han har kronet ham med hæder og ære, han har lagt alle ting under hans fødder, han har sat ham ind som Arving over alle ting, – han har sat ham over sine hænders gerninger (alt det skabte), ved hvem han også har gjort verden. Heb. 1:2. Kol 1:16-20. Gud har indsat ham som præst efter Melkizedeks vis, han har indsat ham som konge og Zion, sat ham som hoved over sin menighed, som fyrste over englenes titusinder, han her blevet Mellemmand mellem Gud og os mennesker, og han er vor Forbeder ind for Gud, vor sande Talsmand. Han er Gud Faders herligheds glans, hans væsens udtrykte billede, og bærer alle ting ved sit krafts ord, Gud har indsat ham som Dommer. Han er den af Gud bestemte levendes og dødes Dommer, thi Gud den Almægtige har sat en Dag, på hvilken han vil dømme jorderige med retfærdighed ved en mand, hvilket han har beskikket dertil og gjort det bevisligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. Apg 17:31. Gud er selv den store Dommer, men vil dømme ved Jesus Kristus, vor Frelser, Kristus vil tale vor sag som Forsvarer ind for Guds domstol. Lovet være Gud, vor Fader, og den Herre Jesus Kristus. Ja lovet være Gud, vor Fader, som har velsignet os med al åndelig velsignelse i det himmelske i Kristus, ligesom han har udvalgt os i Ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans åsyn, idet han (Gud den Almægtige) i kærlighed forudbestemte os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin viljes velbehag, til pris for sin nådes herlighed, som han benådede os med i den elskede, i hvem vi har forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom Ef 1:1-8.