Jesus siger: ”Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den borttager han, og hver den, som bærer frugt, renser han for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til eder. Bliver i mig, da bliver jeg i eder. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv uden den bliver på vintræet, således kunne I ikke heller, uden I bliver i mig. Jeg er Vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre; dersom I blive i mig, og mine ord blive i eder, da beder om hvad som helst, I ville, og det skal blive eder til del. Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt, og I skulle være mine disciple.” I de nedskrevne vers fremstilles foreningen med Faderen og Kristus som Vingårdsmanden og Vintræet. Disciplene er grenene. Det er Faderen, som er den bærende kraft, og fra hvem alt liv udgår, han er vingårdens ejer. Kristus er Vintræet, og vi er grenene. Faderen borttager disse grene, som ikke bærer frugt, og han renser dem, som bærer frugt, for at de må bære mere frugt; den rensende kraft ligger i ordet: ”I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til eder.” Skal vi bære frugt, det vil sige, de åndelige frugter, som fremholdes i Gal 5:22-23, må forbindelsen med Kristus (Vintræet) være fast, thi uden ham kan vi slet intet gøre, og de vil da blive kastet ud og visner, og de tjener til intet uden at brændes. Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min kærlighed! Dersom I holder mine befalinger, skulle I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders befalinger og bliver i hans kærlighed. Dette har jeg talet til eder for at min glæde kan være i eder, og eders glæde kan blive fuldkommen. Dette er min befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner. Og I er mine venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder. 15:1-14.

Alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder, men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig, men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra begyndelsen. 26-27 vers.

Hele kapitel 15 modsiger treenighedslæren. I mellemtiden har vi sikkert fået dette vigtige spørgsmål besvaret. Er det Talsmanden der er den Helligånd, eller er det den Helligånd, der er Talsmand? I vers 26 er Talsmanden forklaret som Sandhedens Ånd, hvilken Jesus vil sende os fra Faderen, Sandhedens Ånd, vi kan ikke med den viden, vi har nu, bruge stedordet han, thi det er forkert; Talsmanden er ikke Ånden, men Ånden derimod Talsmand, det er Sandhedens Ånd, Guds Ånd og Kristi Ånd. Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige gerninger iblandt eder gør det ved lovens gerninger eller ved, at I høre i tro? Men fordi vi er sønner, har Gud udsendt i vore hjerter sin Søns Ånd, som råber: ”Abba, Fader!” I er ikke kødelige, men åndelige, om ellers Guds Ånd bor i eder, men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke Kristus til. Men om Kristus bor i eder, da er vel legemet dødt på grund af synd, men Ånden er liv på grund af retfærdighed.

Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i eder. Rom 8:9-11. Her er der brug for gentagelser for at få det rette udbytte af skriftstedernes indhold frem i det virkelige lys, vi læste: Mon da han, som meddeler eder Ånden, og virker kraftige gerninger iblandt eder. Det er Gud den Almægtige, der meddeler os Ånden, han udgyder af sin Ånd over os. Apg 2:17. Og Gud den Almægtige har udsendt eller givet i vore hjerter sin Søns Ånd, som råbe: ”Abba, Fader!”

Vi er åndelige, såfremt Guds Ånd bor i os, og dersom vi ikke har Kristi Ånd, hører vi ikke Kristus til, men om Kristus bor i eder, da er Ånden liv på grund af retfærdighed. Vi spørger: ”Er Gud den Almægtiges Ånd og Kristi Ånd og Sandhedens Ånd ikke den ene og samme Ånd? Er ikke Guds iboen og Kristi iboen det samme som Guds og Kristi Ånds iboen? Jo, visselig, og således også med benævnelsen den Helligånd, der jo er den samme som Sandhedens Ånd. Udtrykket Nådens Ånd finder vi i Heb 10:29. Man kan træde Guds Søn under fod og agte Pagtens blod, hvormed han blev helliget for urent, og forhåne Nådens Ånd. Paulus skriver om Kristus: Kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd, ved opstandelse fra de døde. Rom 1:4. Og Peter skriver: ”Dersom I hånes for Kristi navns skyld, er I salige; thi Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder. 2 Pet 4:14. Her bruges udtrykket Herlighedens Ånd, dog jævnstillet med Guds Ånd, og hos profeten Esajas 11:9 læser vi: Der skyder en kvist af Esajas stub, et skud gror frem af hans rod; og Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd. Herren er i dette skriftsted Gud den Almægtige og hans Ånd, som skal hvile over ham. Kristus er visdoms-, forstands-, råds-, styrkes-, kundskabs- og frygts Ånd. Det er en profeti om Kristus, og derfor må vi have ret til at anvende alle disse udtryk i forbindelse med Herrens Ånd eller Kristi Ånd. Vi skal da også anvende Jakobs udsagn, når han siger: ”Mener I, at skriftens ord er tomme ord?” Med nidkærhed længes han (Gud) efter den Ånd, han har givet bolig i os. Jak 4:5, 2 Kor 3:17-18 står der skrevet: ”Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der frihed. Men alle vi, som med ubedækket ansigt skue Herrens Herlighed som i et spejl, blive forvandlede til det samme billede, fra herlighed til herlighed, så som det er fra Åndens Herre. Til sidst skal vi se Heb 12:9. Skulle vi ikke underordne os under Åndernes Fader og leve? Vi vil nu ved Guds nåde forsøge på at drage enkelte punkter frem fra Johannes’ 16. kapitel. Jesus siger: ”Nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: ”Hvor går du hen?” men jeg siger eder sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og dom. Men om retfærdighed, fordi jeg går til min fader, og I se mig ikke længere; men om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt. Det var nødvendigt at Kristus gik bort. Thi som menneske kunne hans indflydelse kun gøre sig gældende på det område, hvor han færdedes, men som Guds Søn ved Majestætens side i det himmelske, kunne han ved sin Ånd, sådan, som forud skrevet, virke med sin Ånd overalt. Thi hvor to eller tre nu er forsamlede i hans navn, der vil han ved sin Ånd kunne være midt iblandt dem. Det er fra og igennem ordet, at hans Ånds indflydelse gør sig gældende. Kristus såvel som Faderen virker med sin Ånd overalt, Salme 139:1-14.

Talsmanden, sådan som vi finder det skrevet i syvende vers, er den samme, som i vers 13, hvor vi læser: ”Men når sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; apostlene forstod så godt Åndens undervisning, og de fremholdt evangeliet ud fra de hellige skrifter med det samme ord som Jesus: der står skrevet: Søg i Herrens bog og læs, der fattes ikke én ting, det ene savner ikke det andet, thi hans mund har talet det, og hans Ånd har sanket det, Es 34:16. Den hele skrift er indåndet af Gud, 2 Tim 3:16. Hvad siger skriften? ”Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Rom 4:3 og skriften siger jo: ”Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.” Og ordet er nær, i din mund og i dit hjerte. Det er det troens ord, som vi prædikede. Rom 10:8.