Dette kapitel er bygget op over 1 Mosebog 13-15; 17,1-16; 18                   PP 132

Abraham vendte tilbage til Kanaan, “meget rig på kvæghjorde, sølv og guld”. Lot var stadig med ham, og de kom til Betel og slog lejr ved det alter, de tidligere havde rejst. De opdagede snart, at større rigdom bringer større besvær. Midt i vanskeligheder og prøvelser havde de boet fredeligt sammen, men i deres velstand var der fare for strid imellem dem. Der var ikke tilstrækkeligt græs til begges hjorde, og de hyppige stridigheder mellem hyrderne forebragtes deres herrer til afgørelse. Det var tydeligt, at de måtte skilles. Abraham var ældre end Lot og havde forrangen med hensyn til slægtskab, rigdom og stilling; men han var den første til at fremsætte planer til fredens bevarelse. Skønt Gud selv havde givet ham hele landet, gav han ædelmodigt afkald på sin ret.

Han sagde: “Der må ikke være strid mellem os to eller mellem mine og dine hyrder, vi er jo frænder! Ligger ikke hele landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!”

Her viste Abrahams ædle, uegennyttige sindelag sig. Hvor mange ville ikke under lignende omstændigheder for enhver pris holde på deres personlige rettigheder og ønsker! Hvor mange hjem er ikke blevet splittet på den måde ! Hvor mange menigheder er ikke blevet delt, så at sandhedens sag er blevet til spot og skændsel blandt de ugudelige! “Der må ikke være strid mellem os to, vi er jo frænder,” sagde Abraham. De var ikke alene knyttet til hinanden med kødets bånd, men også som tilbedere af den sande Gud. Guds børn over hele verden er een familie, og den samme kærlige og forsonlige ånd burde lede dem.

PP 133

“Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed,” er vor frelsers lære. Romerne 12,10. Hvis vi viste hinanden høflighed og var villige til at gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os, ville det fjerne halvdelen af livets problemer. Selvophøjelsens ånd er Satans ånd; men det hjerte, hvor Kristi kærlighed næres, vil besidde den kærlighed, der ikke søger sit eget. Den slags mennesker vil følge den guddommelige opfordring: “Se ikke hver på sit eget, men også på de andres.” Filipperne 2,4.

Skønt Lots velstand skyldtes hans forbindelse med Abraham, viste han ingen taknemmelighed over for sin velgører. Høflighed ville have fået ham til at bøje sig for Abrahams valg; men i stedet søgte han egenkærligt at skaffe sig alle fordelene. “Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen ….. var vandrig som Herrens have, som Ægyptens land, hen ad Zoar til, valgte han sig hele Jordanegnen.” Den mest frugtbare egn i Palæstina var Jordandalen, der mindede beskueren om det tabte paradis. Den var lige så smuk og frodig som de frugtbare sletter ved Nilens bredder, som de lige havde forladt. Der var også rige og smukke byer, hvis overfyldte markeder indbød til indbringende handel. Blændet af udsigten til verdslig vinding overså Lot de moralske og åndelige farer, som fandtes dér. Slettens indbyggere var “store syndere mod Herren”, men enten var han uvidende herom, eller også lagde han ikke megen vægt på det. Han valgte “hele Jordanegnen” og “drog med sine telte fra sted til sted helt hen til Sodoma”. Lidet anede han de frygtelige resultater af dette egenkærlige valg.

Da Abraham og Lot var rejst fra hinanden, fik Abraham igen et løfte fra Herren om hele landet. Kort efter flyttede han til Hebron, opslog sit telt i Mamres lund og byggede dér et alter for Herren. I den frie luft på højsletterne med deres olivenlunde og vingårde, bølgende kornmarker og vidtstrakte græsgange boede han, tilfreds med sit enkle, patriarkalske liv, og overlod den farlige luksus i Sodomas dal til Lot.

Abraham blev æret af de omkringboende nationer som en mægtig fyrste og en viis og dygtig høvding. Han isolerede sig ikke fra sine naboer. Hans liv og karakter stod i skarp modsætning til afgudsdyrkernes og øvede 

PP 134

en kendelig indflydelse til gunst for den sande tro. Hans troskab mod Gud var urokkelig, men ved sin venlighed og velvilje vandt han folks tillid og venskab, og de respekterede ham for hans ukunstlede storhed.

Han betragtede ikke sin religion som et kostbart klenodie, der skulle vogtes skinsygt og kun være til velsignelse for ham selv. Sand religion kan ikke skjules, for en sådan indstilling er i strid med evangeliets principper. Når Kristus bor i hjertet, er det umuligt at skjule lyset fra hans nærværelse, og dette lys kan ikke fordunkles. Det vil tværtimod vokse sig klarere og klarere, efterhånden som egenkærlighedens tåge og synden, som omgiver sjælen, dag for dag fordrives af Retfærdighedens Sols klare stråler.

Guds folk er hans repræsentanter på jorden, og det er hans vilje, at de skal være lys i denne verdens moralske mørke. Over hele landet, i byer og landsbyer, er de Guds vidner, de kanaler, hvorigennem han vil meddele en vantro verden kundskaben om sin vilje og sin nådes undere. Det er hans plan, at alle, der har fået del i den store frelse, skal være missionærer for ham. Den kristnes fromhed er den målestok, hvorefter verdslige mennesker bedømmer evangeliet. Prøvelser, der bæres tålmodigt, velsignelser, der modtages i taknemmelighed, ydmyghed, venlighed, barmhjertighed og kærlighed, som lægges for dagen af vane, er de lys, der skinner fra karakteren over for verden og åbenbarer modsætningen til det mørke, der kommer fra det uomvendte egenkærlige hjerte.

Abraham var rig på tro, højsindet, urokkelig i lydighed og ydmyg i sit enkle pilgrimsliv; desuden en viis diplomat og en tapper og klog kriger. Skønt han var kendt som lærer af en ny religion, viste tre kongelige brødre, der herskede over amoritternes sletter, hvor han boede, deres venskab ved at indbyde ham til at slutte forbund med dem for at opnå større sikkerhed; for landet var fuldt af vold og undertrykkelse. Der viste sig snart en lejlighed, hvor han kunne drage nytte af dette forbund.

Kedorlaomer, kongen af Elam, var trængt ind i Kanaan fjorten år før og havde tvunget det til at betale skat til ham. Flere af fyrsterne gjorde nu opstand, og den elamitiske konge marcherede igen sammen med tre forbundsfæller ind i landet for at tvinge det til underkastelse. Fem af Kanaans konger samlede deres styrker og mødte angriberne i Siddims dal, blot for at blive fuldstændig slået. En stor del af hæren blev hugget ned, og de,

PP 135

der undslap, flygtede op i bjergene for at bringe sig i sikkerhed. Sejrherrerne plyndrede byerne på sletten og drog af sted med et rigt bytte og mange fanger, deriblandt Lot og hans familie.

Abraham, der boede i fred ved Mamres lund, hørte af en af flygtningene beretningen om slaget og den ulykke, der var overgået hans nevø. Han havde ikke næret uvenlige tanker på grund af Lots utaknemmelighed. Al hans kærlighed til ham blev vakt, og han besluttede at redde ham. Først af alt søgte Abraham vejledning hos Gud og forberedte sig derefter til krig. Fra sin egen lejr mønstrede han 318 mand, som var opøvet i gudsfrygt, i at tjene deres herre og i våbenbrug. Hans forbundsfæller, Mamre, Esjkol og Aner, sluttede sig til ham med deres folk, og sammen begyndte de at forfølge angriberne. Elamitterne og deres forbundsfæller havde slået lejr i Dan ved Kanaans nordlige grænse. Opstemt på grund af sejren og uden at frygte angreb fra deres overvundne fjender holdt de et drikkegilde. Patriarken delte sine styrker for at angribe fra forskellige sider og faldt over lejren om natten. Hans angreb, der var hårdt og uventet, sikrede en hurtig sejr. Kongen af Elam blev dræbt, og hans panikslagne styrker blev slået på vild flugt. Lot og hans familie og alle fangerne blev befriet og deres ejendele tilbageerobret, og et rigt bytte faldt i sejrherrernes hænder. Sejren skyldtes Abraham under Guds ledelse. Den mand, der tilbad Herren, havde ikke alene gjort landet en stor tjeneste, men havde også udvist mod. Det blev herved tilkendegivet, at retfærdighed ikke betyder fejhed, og at Abrahams religion gav ham mod til at hævde retten og forsvare de undertrykte. Hans heltedåd sikrede ham en udbredt indflydelse blandt de omkringboende stammer. Ved tilbagekomsten gik kongen af Sodoma ud med sit hof for at ære sejrherren. Han bad ham tage byttet og ønskede kun, at fangerne skulle tilbagegives. Efter almindelig krigskik tilhørte byttet sejrherrerne; men Abraham havde ikke foretaget dette felttog for at skaffe sig vinding. Han afslog at benytte sig af andres ulykke og foreslog blot, at hans forbundsfæller skulle have den del, som de havde krav på.

Kun få ville have vist sig så ædelmodige som Abraham, hvis de blev stillet på en sådan prøve. Kun få ville have modstået fristelsen til at sikre sig så rigt et bytte.

PP 136

Hans eksempel er en irettesættelse til egenkærlige, beregnende mennesker. Abraham tog hensyn til retfærdighed og menneskelighed. Hans opførsel belyser den inspirerede leveregel: “Du skal elske din næste som dig selv.” 3 Mosebog 19,18. “Til Herren, Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, løfter jeg min hånd på, at jeg ikke vil tage så meget som en tråd eller en sandalrem eller overhovedet noget som helst af din ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!” 1 Mosebog 14,22-23. Han ville ikke give dem anledning til at tro, at han var gået i krig for vindings skyld, eller lade dem tilskrive deres gaver eller gunst sin fremgang. Gud havde lovet at velsigne Abraham, og æren skulle tilskrives ham.

En anden, som kom for at byde den sejrrige patriark velkommen, var Melkizedek, Salems konge, der bragte brød og vin som en forfriskning til hans hær. Som “Gud den Allerhøjestes præst” udtalte han en velsignelse over Abraham og takkede Herren, der havde skænket en så stor befrielse ved sin tjener. Og Abraham “gav ham tiende af alt”.

Abraham vendte glad tilbage til sine telte og sine hjorde; men hans sind plagedes af dystre tanker. Han havde været en fredens mand og havde så vidt muligt undgået fjendskab og splid, og han tænkte med rædsel på det blodbad, han havde været vidne til. Og de folk, hvis styrker han havde besejret, ville uden tvivl forny deres angreb på Kanaan og først og fremmest hævne sig på ham. Ved således at blive indblandet i stridigheder mellem folkene, ville hans livs fred og ro blive brudt. Endvidere havde han ikke taget Kanaan i besiddelse, og han kunne heller ikke håbe på en arving som løftet kunne opfyldes på.

I et syn om natten hørtes atter Guds stemme. “Frygt ikke Abram,” sagde kongernes Konge, “jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor!” Men hans sind var så fuldt af bange anelser, at han ikke kunne gribe løftet med den samme uforbeholdne tillid som før. Han bad om et synligt bevis på, at det ville gå i opfyldelse. Og hvordan skulle pagtsløftet blive til noget, når han ikke fik nogen søn? “Hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort?” “Og se, min hustræl kommer til at arve mig!” Han foreslog at gøre sin tro tjener Eliezer til sin adoptivsøn og arving til sin ejendom. 

PP 137

Men han fik forsikring om, at hans rigtige søn skulle blive hans arving. Så blev han ført udenfor og fik besked på at se op på de utallige stjerner, der funklede på himmelen. Da han gjorde det, hørte han ordene: “Således skal dit afkom blive!” “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Romerne 4,3.

Patriarken bad stadig om et synligt tegn som bekræftelse på sin tro og som et bevis for senere slægter på, at Guds nådige forsæt for dem ville blive fuldbyrdet. Herren nedlod sig til at slutte pagt med sin tjener og bruge de former, der var almindelige, når mennesker stadfæstede en så højtidelig overenskomst. Efter Guds befaling ofrede Abraham en kvie, en ged og en vædder, alle tre år gamle, delte deres kroppe og lagde stykkerne lidt fra hinanden. Hertil føjede han en turteldue og en småfugl, som dog ikke blev delt. Da det var gjort, gik han ærbødigt ind mellem offerets dele og aflagde en højtidelig ed til Gud om evig lydighed. Han vågede trofast over de døde kroppe, indtil solen gik ned, for at forhindre, at de blev besmittet eller ædt af rovfugle. Ved solnedgang faldt han i dyb søvn, og “se, rædsel faldt over ham, et stort mørke”. Og Guds stemme sagde, at han ikke måtte vente at komme i besiddelse af det forjættede land lige straks. Den viste frem til de lidelser, hans efterkommere måtte gennemgå, før de kunne bosætte sig i Kanaan. Forløsningsplanen blev her åbenbaret for ham gennem Kristi død, det store offer, og hans komme i herlighed. Abraham så også jorden genskabt i sin paradisiske skønhed, sådan som den skulle blive, når han fik den i evigt eje som den sidste, fuldstændige opfyldelse af løftet.

Som pant på Guds pagt med menneskene “viste der sig en rygende ovn med en flammende ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne kroppe” og fortærede dem fuldstændig. Og atter hørte Abraham en røst, der bekræftede, at Kanaans land ville blive givet til hans efterkommere, “fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden”.

Da Abraham havde været i Kanaan i næsten 25 år, viste Herren sig for ham og sagde: “Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig”. Med ærefrygt faldt Abraham på sit ansigt, og budskabet fortsatte: “Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive fader til en mængde folk.”

PP 138

Som tegn på opfyldelsen af denne pagt blev hans navn, der hidtil havde været Abram, forandret til Abraham, der betyder “fader til en mængde folk”. Saraj skulle kaldes Sara – “herskerinde” for den guddommelige røst sagde: “Hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende.”

På denne tid fik Abraham omskærelsens anordning som “et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren”. Romerne 4,11. Den skulle bibeholdes af patriarken og hans efterkommere som tegn på, at de var viet til Guds tjeneste og således adskilt fra afgudsdyrkerne, og at Gud antog dem som sin dyrebare ejendom. Ved denne ceremoni lovede de på deres side at opfylde betingelserne i den pagt, som var sluttet med Abraham. De skulle ikke indgå ægteskab med hedningerne, for derved ville de miste deres ærbødighed over for Gud og hans hellige lov, blive fristet til at tage del i andre folks syndige skikke og forledt til afgudsdyrkelse.

Gud tildelte Abraham stor ære. Himmelske engle vandrede med ham og talte med ham som ven med ven. Da Sodoma skulle hjemsøges af straffedomme, blev det ikke holdt skjult for ham, og han gik i forbøn for syndere over for Gud. Hans indbydelse til englene er også et smukt eksempel på gæstfrihed.

Da patriarken ved middagstid en varm sommerdag sad i sin teltdør og så ud over det rolige landskab, fik han i det fjerne øje på tre rejsende, som nærmede sig. Inden de nåede hans telt, standsede de, som om de drøftede, hvilken vej de skulle gå. Uden at vente på, at de skulle bede ham om noget, rejste Abraham sig hurtigt, og da de tilsyneladende var ved at dreje af i en anden retning, skyndte han sig efter dem og bad dem med den største høflighed beære ham ved at standse og få en forfriskning. Med egen hånd bragte han vand, så de kunne vaske rejsestøvet af deres fødder. Han valgte selv deres mad, og mens de hvilede i den kølige skygge, og maden blev tilberedt, stod han ærbødigt ved siden af dem, mens de nød hans gæstfihed. Denne høflighedshandling anså Gud for så betydningsfuld, at den blev nedskrevet i hans ord, og tusinde år senere blev den omtalt af en inspireret apostel: “Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.” Hebræerne 13,2.

Abraham havde blot betragtet sine gæster som tre trætte vejfarende. Lidet anede han, at der var en blandt 

PP 139

dem, som han havde lov til at tilbede, uden at det blev tilregnet ham som en synd. Men nu åbenbaredes de himmelske budbæreres sande karakter. Skønt de var udsendt for at straffe, udtalte de dog først en velsignelse over Abraham, troens mand. Skønt Gud holder strengt regnskab med uretten og straffer overtrædelse, finder han ikke behag i hævnen. Ødelæggelsens værk er “en underlig gerning” for ham, hvis kærlighed er uendelig.

“Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham.” Salme 25,14. Abraham havde æret Gud, og Herren ærede ham, indviede ham i sine planer og åbenbarede sine hensigter for ham. “Skulle jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre?” sagde Herren. “Skriget over Sodoma og Gomorra er stort og deres synd er såre svar. Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet så galt, som det lyder til efter skriget over dem, der har nået mig – derom vil jeg have vished!” Gud vidste godt, hvor stor Sodomas skyld var; men han udtrykte sig på menneskelig vis, så de kunne forstå hans retfærdige handlemåde. Inden han bragte straf over overtræderne, ville han selv undersøge, hvordan de opførte sig. Hvis de ikke havde overskredet barmhjertighedens grænse, ville han endnu give dem anledning til anger.

To af de himmelske sendebud rejste videre og lod Abraham være alene med ham, som han nu vidste var Guds Søn. Og nu bad troens mand for indbyggerne i Sodoma. Han havde en gang frelst dem med sit sværd, og nu forsøgte han at frelse dem ved sin bøn. Lot og hans familie boede stadig i Sodoma, og den uegennyttige kærlighed, der fik Abraham til at frelse dem fra elamitterne, søgte nu at frelse dem fra Guds dom, hvis det var Guds vilje.

Med dyb ærbødighed og ydmyghed fremførte Abraham sin bøn: “Jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er støv og aske!” Der var ingen selvsikkerhed, intet praleri af hans egen retfærdighed. Han bad ikke om en gunst på grund af sin egen lydighed eller de ofre, han havde bragt for at gøre Guds vilje. Han var selv en synder og bad for andre syndere. En sådan ånd bør alle, der kommer frem for Gud, have. Men samtidig viste Abraham en tillid som et barn, når det beder en kærlig fader om noget. Han gik tæt hen til den himmelske udsending og fremførte sin brændende bøn. Skønt Lot var blevet indbygger i Sodoma, tog han ikke del i de øvrige indbyggeres uretfærdighed. Abraham tænkte, at der måtte være andre tilbedere af den sande Gud i denne store by.

PP 140

Og med dette i tanke bad han: “Det være langt fra dig at handle således: At ihjelslå retfærdige sammen med gudløse ….. Det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?” Abraham bad ikke blot een gang, men mange gange. Idet hans bønner blev hørt, blev han mere frimodig og fortsatte, indtil han fik forsikring om, at hvis der blot var ti retfærdige i byen, ville de blive sparet.

Det var kærlighed til fortabte sjæle, der inspirerede Abrahams bøn. Selv om han afskyede den fordærvede bys synder, ønskede han, at synderne skulle frelses. Hans dybe interesse for Sodoma viser den bekymring, vi burde nære for de ubodfærdige. Vi bør nære had til synden, men medlidenhed og kærlighed til synderen. Overalt omkring os er der sjæle, der går en lige så håbløs og lige så frygtelig fortabelse i møde som Sodoma. Hver dag ophører prøvetiden for et eller andet menneske. Og hvor er de advarende og bønfaldende stemmer, der skal byde synderen at undgå denne frygtelige skæbne? Hvor er de hænder, der skal strækkes ud for at drage ham tilbage fra døden? Hvor er de, der med ydmyghed og udholdende tro beder for ham til Gud?

Abrahams ånd var Kristi ånd, Guds Søn er selv synderens store forbeder. Han, der betalte forløsningens pris, kender en menneskesjæls værdi. Samtidig med at Kristus nærede et fjendskab til det onde, som kun en uplettet ren natur kan, viste han en kærlighed over for synderen, som kun den uendelige godhed kunne nære. I sin smerte på korset, hvor han selv bar den frygtelige byrde af hele verdens synd, bad han for sine spottere og mordere: “Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.” Lukas 23,34.

Om Abraham er der skrevet, at “han blev kaldt Guds ven” og “Fader til alle, ….. som tror”. Jakob 2,23; Romerne 4,11. Guds vidnesbyrd om denne trofaste patriark er: “Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love.” Og videre: “Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.” Det var en stor ære, Abraham blev kaldet til, nemlig at være fader til det folk, som i århundreder skulle vogte og bevare Guds sandhed for verden – det folk, gennem hvem alle

PP 141

jordens folk skulle velsignes ved den lovede Messias’ komme. Men han, som kaldte patriarken, regnede ham for værdig. Det er Gud, der taler. Han, som kender vore tanker i frastand og bedømmer menneskene ret, siger: “Jeg har udvalgt ham.” Abraham ville aldrig svigte sandheden af egenkærlige årsager. Han ville holde loven og handle ret og retfærdigt. Og han ville ikke alene selv frygte Herren, men ville holde gudsfrygt i hævd i sit hjem. Han ville oplære sin familie i retfærdighed. Guds lov ville være levereglen i hans hjem.

Abrahams husstand omfattede mere end tusinde sjæle. De, der ved hans undervisning blev ledet til at tilbede den eneste Gud, fandt et hjem i hans lejr, og her modtog de en undervisning, der ville berede dem til at være repræsentanter for den sande tro. Således hvilede der et stort ansvar på ham. Han underviste familieoverhoveder, og hans måde at lede på ville blive overført til de husstande, som de kom til at stå i spidsen for.

I de tidligste tider var faderen sin families leder og præst, og han udøvede endog myndighed over sine børn, efter at de selv havde stiftet familie. Hans efterkommere blev opdraget til at se op til ham som deres overhoved både i religiøse og verdslige anliggender. Denne patriarkalske styreform søgte Abraham at videreføre, fordi den tjente til at bevare kundskaben om Gud. Det var nødvendigt at knytte husstandens medlemmer sammen for at danne en skranke mod afguderiet, der var blevet så udbredt og så dybt rodfæstet. Abraham søgte med alle de midler, han rådede over, at værne sin lejrs beboere mod at blive blandet med hedningerne og overvære deres afguderiske skikke, for han vidste, at berøring med det onde umærkeligt ville fordærve principperne. Der udvistes den største omhu for at udelukke enhver form for falsk religion og for at indprente i sindet, at den levende Guds majestæt og herlighed var det sande mål for tilbedelse.

Det var en klog ordning, som Gud selv havde truffet, at hans folk så vidt muligt skulle afskære forbindelsen med hedningerne og bo for sig selv uden at regnes med blandt de andre folk. Han havde adskilt Abraham fra hans afgudsdyrkende slægtninge, for at patriarken kunne oplære og undervise sin familie uden den   

PP 142

forførende indflydelse, de ville have været udsat for i Mesopotamien, og for at hans efterkommere kunne bevare den sande tro i dens renhed fra slægt til slægt.

Abrahams kærlighed til sine børn og sin husstand ledte ham til at vogte deres religiøse tro og meddele dem kendskab til de guddommelige love som den dyrebareste arv, han kunne give dem og dermed verden. Alle blev undervist om, at de stod under Himmelens Guds herredømme. Der skulle ikke øves nogen undertrykkelse fra forældrenes side og ikke findes ulydighed hos børnene. Guds lov havde pålagt enhver hans pligter, og kun ved lydighed mod den kunne man sikre sig lykke og fremgang.

Hans eget eksempel, den stille indflydelse af hans daglige liv, var en stadig undervisning for dem. Den usvigelige retskaffenhed, den velvilje og uegennyttige høflighed, som havde vundet kongers beundring, sås også i hjemmet. Han var omgivet af en særlig atmosfære, en karakterens adel og ynde, som åbenbarede for alle, at han stod i forbindelse med Himmelen. Han forsømte ikke den ringeste tjeners sjæl. I hans husstand gjaldt der ikke een lov for herren og en anden for tjeneren; een kongevej for den rige og en anden for den fattige. Alle behandledes med retfærdighed og barmhjertighed som medarvinger til livets nådegave.

Han skal pålægge sine børn ….. Der ville ikke blive vist nogen syndig forsømmelighed i at holde de onde tilbøjeligheder nede hos hans børn, ingen svag, uklog, overbærende forskelsbehandling, ingen undladelse af det, han vidste var hans pligt, på grund af misforstået kærlighed. Abraham ville ikke alene give den rette undervisning, han ville også håndhæve de retfærdige og sande loves autoritet.

Hvor er der få i vore dage, der følger dette eksempel. Hos alt for mange forældre er der en blind og egenkærlig sentimentalitet, der fejlagtigt kaldes kærlighed. Den viser sig ved, at børnene med deres ufuldkomne dømmekraft og utøjlede lidenskab, får lov til at følge deres egen vilje. Dette er den største grusomhed, der kan vises de unge, og en stor uret overfor verdenen. Forældres overbærenhed forårsager uorden i familien og i samfundet. Den styrker de unges ønsker om at følge deres tilbøjeligheder i stedet for at underkaste sig Guds krav. Når de vokser op, er deres hjerter uvillige til at gøre Guds vilje, og de overfører deres irreligiøse, opsætsige ånd til deres børn og børnebørn. 

PP 143

Forældre bør som Abraham byde deres husstand efter sig. Lydighed mod forældrene bør indprentes og håndhæves som en forudsætning for lydighed mod Guds myndighed.

Den mangel på agtelse, der udvises over for Guds lov, selv af religiøse ledere, har afstedkommet meget ondt. Den vidt udbredte lære, at de guddommelige love ikke længere er bindende for menneskene, har samme virkning på folks moral som afgudsdyrkelse. De, der prøver at formindske Guds hellige lovs krav, angriber selve grundvolden for familiens og folkets ledelse. Religiøse forældre, der ikke retter sig efter Herrens love, byder ikke deres husstand at vandre på hans veje. Guds lov gøres ikke til en leveregel. Når børnene selv stifter hjem, føler de ingen forpligtelse til at lære deres børn noget, de aldrig selv har lært. Det er derfor, der findes så mange gudløse familier, og derfor, at fordærvelsen er så dybt rodfæstet og så omfattende.

Det er først, når forældrene selv vandrer efter Herrens lov af hele deres hjerte, at de kan byde deres børn efter sig. Der behøves en reformation i denne henseende, en dybtgående og omfattende reformation. Forældrene trænger til at reformeres, prædikanter trænger til det; de behøver Gud i deres hjem. Hvis de ønsker at se en forandring i tingenes tilstand, må de bringe deres familie i kontakt med Guds ord og lade det være deres rådgiver. De må lære deres børn, at det er Guds stemme, der taler til dem, og at den skal adlydes ubetinget. De bør tålmodigt undervise deres børn og utrætteligt lære dem, hvordan de skal leve for at behage Gud. Børnene i et sådant hjem vil være forberedt på at møde vantroens spidsfindigheder. De har gjort Bibelen til grundlaget for deres tro, og derved har de fået lagt en grundvold, der ikke kan omstyrtes af skepticismens flodbølge.

I alt for mange hjem bliver bønnen forsømt. Forældrene synes ikke, at de har tid til morgen- og aftenandagt. De kan ikke afse nogle få minutter til at takke Gud for hans rigelige velsignelser for det vidunderlige solskin og regnen, der får planterne til at vokse, og for de hellige engles beskyttelse. De har ikke tid til at opsende bønner om guddommelig hjælp og vejledning og om, at Jesus vil være nærværende i deres hjem. De går til deres arbejde som hesten og oksen uden at skænke Gud eller Himmelen en eneste tanke. Deres sjæl er så dyrebar, at Guds Søn gav sit liv for at løskøbe dem hellere end at lade dem være håbløst fortabt; men de sætter ikke meget mere pris på hans godhed end dyrene, der går til grunde.

PP 144

Ligesom patriarkerne i oldtiden burde de, der bekender sig til at elske Gud, bygge et alter for Herren, hvor som helst de opslår deres telt. Hvis der nogensinde har været en tid, da hvert hus burde være et bønnens hus, så er det nu. Fædre og mødre burde ofte opløfte deres hjerte til Gud i ydmyg bøn for sig selv og deres børn. Lad faderen som hjemmets præst lægge morgen- og aftenofferet på Guds alter, mens hustruen og børnene forenes i bøn og lovprisning. I et sådant hjem elsker Jesus at dvæle.

Fra ethvert kristent hjem burde der skinne et helligt lys. Kærligheden bør give sig udslag i handling. Den bør gennemtrænge hele vor færden i hjemmet og vise sig ved betænksom venlighed og mild, uselvisk høflighed. Der findes hjem, hvor dette princip gennemføres – hjem, hvor Gud tilbedes og den sande kærlighed hersker. Fra disse hjem stiger morgen- og aftenbøn op til Gud som en liflig røgelse, og hans barmhjertighed og velsignelse falder på de bedende som morgendug.

Et velordnet kristent hjem er et stærkt bevis for den kristne religions realitet – et bevis, som de vantro ikke kan modsige. Alle kan se, at der er en indflydelse i det hjem, som påvirker børnene, og at Abrahams Gud er med dem. Hvis bekendende kristnes hjem var af den rette religiøse støbning, ville de øve en mægtig indflydelse til det gode. De ville i sandhed være “verdens lys”. Himmelens Gud taler til enhver trofast fader i de ord, der blev rettet til Abraham: “Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.”