Englene havde aldrig før lyttet til en sådan bøn. De længtes efter at bringe bud med forsikring om Guds kærlighed til den bedende forløser. Men nej; dette kunne ikke tillades; Faderen ville selv besvare sønnens bøn. Hans guddommelige lys udgik fra tronen, himlene åbnedes, og herlighedens stråler hvilede på Guds Søn, idet de antog en dues skikkelse, der skinnede som poleret guld. Denne skikkelse som en due var et billede på Kristi sagtmodighed og ydmyghed.

Folket stod som forstenede af frygt og forundring med øjnene fæstnede på Kristus. Frelseren, der endnu knælede i bøn, var omgivet af det strålende lys, som evindelig omgiver Guds trone. Hans ansigt var vendt mod himlen og lyste så herligt, som de aldrig før havde set noget menneskes ansigt. Tordenen rullede, lynglimt brød frem fra de åbne himle, og en røst hørtes derfra, som sagde med forfærdelig majestæt: »Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag.« (Matt 3,17)

(Excerpt fra Kap 5)