”Salig er den, som læser, og de, som hører profetiens ord.” Findes der nogen så ligefrem og tydelig velsignelse forkyndt over dem, som hører, læser og bevarer nogen anden del af Guds ord? Hvilken opmuntring har vi da ikke til at granske Åbenbaringen! Og kan vi herefter sige, at den ikke kan fattes? Tilbydes der nogen velsignelse for at granske en bog, som det er unyttigt at granske? Man kan nok påstå med mere uforskammethed end fromhed, at ”enhver fordærvet tidsalder udmærker sig ved nye fortolkninger over Åbenbaringen”, eller at ”granskningen af Åbenbaringen enten finder en gal eller gør et menneske galt”, men Gud har nu engang udtalt sin velsignelse over den; han har givet sit bifald til alvorlig granskning af dens vidunderlige blade, og med en sådan opmuntring fra en sådan kilde lader Guds børn sig ikke skræmme af tusinde svage vindstød fra mennesker, som advarer derimod.

Enhver fuldbyrdelse af profetien medfører sine pligter; derfor findes der visse ting i Åbenbaringen, som man må holde eller iagttage, pligter i livet, som må udføres som følge af profetiens fuldbyrdelse. Et mærkeligt eksempel herpå forekommer i Åb 14,12 hvor der står: ”Her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesu tro.”