Imidlertid var disciplene i nød. Der havde rejst sig en storm, og søen var meget oprørt. Time efter time arbejdede de med årerne og blev drevet hid og did af bølgernes uimodståelige magt. Hele natten blev de kastet omkring af de oprørte bølger og var hvert øjeblik udsat for at blive opslugt af dem. Det var blot nogle få timers arbejde i almindeligt vejr at ro over til den modsatte bred fra det sted, de havde forladt. Men deres skrøbelige båd blev drevet længere og længere bort fra den havn, de søgte. Den var som en bold for den oprørte storm. De havde forladt Jesus med utilfredse hjerter. De knurrede indbyrdes, fordi deres ønske ikke var blevet opfyldt med hensyn til at ophøje deres herre til konge i Israel. De bebrejdede sig selv, fordi de så let lod sig vende bort fra deres beslutninger og så let gav efter for Jesu bud. De mente, at dersom de havde været mere påståelige med at udføre deres beslutninger, så havde de nok til sidst opnået deres hensigt.
Da Stormen rejste sig, fortrød de endnu mere, at de havde forladt Jesus. Var de blevet på land, så havde de undgået denne fare. Dette var en hård prøve for deres tro. Under mørket og stormen søgte de at nå det sted, hvor de havde lovet at møde ham. Men den stærke vind drev dem ud af deres kurs og gjorde alle deres bestræbelser frugtesløse. De var kraftfulde mænd og vante med søen; men nu svigtede deres mod dem, og de blev fulde af forfærdelse. De længtes efter Mesterens rolige, bydende nærværelse og følte, at dersom han var med dem, så var der ingen fare.
Vantro og ærgerrighed havde forblindet disciplenes forstand. De vidste, at Jesus var forhadt og foragtet af farisæerne, og de længtes efter at se ham ophøjet, således som de tænkte, at han burde være. Det var en prøve, som de dårlig kunne udholde, at være forenet med en lærer, som kunne udføre mægtige mirakler, ja endog oprejse de døde, og dog blive bespottet og forhånet som bedrager. Skulle man altid betragte dem som tilhængere af en falsk profet? Ville Kristus aldrig bruge myndighed og fremstille sig selv som en jordisk konge? Hvorfor kunne han, som besad en sådan magt, ikke åbenbare sig i sin sande skikkelse og gøre livet mindre smertefuldt og besværligt for dem? Således tænkte disciplene i deres skuffelse frem og tilbage, indtil de bragte stort åndeligt mørke over sig selv. De var faldne i satans snare og var nu i tvivl og uvished med hensyn til Jesus. Var han en forfører, som farisæerne påstod? Disciplene var i stor fare, og i bekymringen for deres egen fremtid glemte de Jesu undervisning, som han så ofte havde gentaget, at hans rige ikke var af denne verden. Men mørket og stormen i forbindelse med den oprørte sø lærte de forfærdede disciple, hvor hjælpeløse de var, og deres hjerte fyldtes med en stærk længsel efter Jesu nærværelse. Nu kunne de påskønne hans magt og barmhjertighed bedre end nogensinde tidligere. De længtes efter at berøres af den hånd, som søen og stormen måtte adlyde.
Frelseren havde ikke glemt sine disciple. Fra den fjerne kyst gennemtrængte hans øjne mørket, og han så deres fare og læste deres tanker. Han ville ikke tillade en eneste af dem at omkomme. Ligesom en øm moder iagttager det barn, som hun af kærlighed har revset, således gav også den medlidende Mester agt på sine disciple, og da deres hjerte var bøjet, og deres vanhellige ærgerrighed var undertrykt, og de ydmygt bad om hjælp, fik de den. I samme øjeblik, som de troede at de måtte forgå, så de ved lyset af et lynglimt skikkelsen af et menneske, som gik hen imod dem på vandet. En ubeskrivelig frygt greb dem. De hænder, der havde grebet årerne ligesom med jernmuskler, slap sit tag og faldt kraftesløse ned ved deres side. Båden tumlede om på bølgerne, som den bedst kunne, medens deres øjne var stift fæstnede på dette syn, der lignede et menneske, som gik rolig på de skumklædte bølger.
De tænkte, at det måtte være en ånd, som varslede deres øjeblikkelige undergang. Jesus vedblev rolig at gå, som om han ville gå forbi dem; men de genkendte hans skikkelse og følte, at han ikke ville forlade dem i deres nød. De råber højt og beder om hans hjælp. Skikkelsen vender sig – det er deres kære Mester, hvis velkendte stemme taler og stiller deres frygt: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” (Markus 6,50) Ord har ikke før været mere kærkomne eller mere trøstefulde end disse. Disciplene var stumme af glæde. Deres frygt var forsvundet og stormen glemt. De hilser Jesus som deres frelser.
Den ivrige Peter er næsten ude af sig selv af glæde. Han ser, hvor modig hans Mester går på de skumkransede bølger, idet han kommer for at frelse sine venner, og han elsker sin herre mere end nogensinde før. Han længes efter at omfavne og tilbede ham. Han ønsker at møde ham og gå ved siden af ham på den oprørte sø. Han råber: “Herre! Hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på bølgerne!” (Mattæus 14,28) Jesus godtog Peters begæring; men han havde taget blot ét skridt på det sydende dyb, da han med stolthed så tilbage på sine brødre for at se, om de gav agt på hans besværgelser og beundrede den lethed, hvormed han trådte på det urolige vand.
Idet Peter vendte sine øjne bort fra Jesus, faldt hans blik på de larmende bølger, som truede med at opsluge ham. Deres larm opfyldte hans øre, hans hoved svimlede, og han tabte modet. Idet han synker, genvinder ham sin fatning til at erindre, at der er en nær ved ham, som Kan frelse ham. Han udstrækker sine arme mod Jesus og råber “Herre, frels mig!” Den medlidende frelser griber de skælvende hænder, som var udstrakte mod ham, og løfter den synkende skikkelse op ved siden af sig. Hans venlige ansigt og stærke arme er aldrig bortvendt fra de bedende hænder, som udstrækkes mod ham for at få nåde. Peter klynger sig til Herren med ydmyg tillid, medens Jesus mildt irettesætter ham: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” (Mattæus 14,31)
Den skælvende discipel klynger sig nu fast til Mesterens hånd, indtil de begge stiger trygt i båden og sætter sig ned blandt deres glade venner. Men Peter var tavs og tankefuld. Han havde ingen grund til at rose sig overfor sine medbrødre; for han havde nær mistet livet ved sin indbildskhed og vantro. Da han vendte sine øjne bort fra Jesus for at se, hvorledes de andre disciple beundrede ham, tabte han sin vejleder af syne, og frygt overfaldt ham. Således er det også i den kristnes liv. Intet uden et øje, som er stadig henvendt på Frelseren, kan sætte os i stand til at vandre på verdens stormfulde hav. Så snart Jesus havde sat sig i båden, var den ved land. Stormen havde ophørt, og nattens forfærdelse blev afløst af morgenens lys. Disciplene og andre, som var med dem i båden, bøjede sig for Jesu fødder med taknemmelige hjerter og sagde: “Du er sandelig Guds Søn.”
Folkeskaren, som blev bespist den foregående dag, havde forladt Jesus på den øde kyst, og de vidste, at der var ingen båd tilbage, som han kunne sætte over i. De vendte derfor den følgende morgen tilbage til det sted, hvor de sidst havde set ham, da han med medlidende blikket gav agt på deres bortgang. Rygtet om hans underfulde mirakel, idet han bespiste mængden, havde bredt sig nær og fjern, og tidligt på dagen begyndte folket at komme til lands og til vands i store skarer; men de søgte forgæves efter den Store Lærer og vendte til sidst til Kapernaum for at søge efter ham.
Imidlertid havde Mesteren med sine disciple fundet den ensomhed, som han søgte den foregående dag. Jesus følte, at det var nødvendigt at give sine disciple en særskilt undervisning. Men menneskemængden fulgte dem så nøje, at det var overordentlig vanskeligt at få lejlighed til at være i enerum. Han kunne hele natten samtale med sin himmelske Fader I det han stred i bønnen for menneskenes vildfarende børn. Frelseren var i sandhed en sorgens mand og fuld af pine, idet han blev nedtrykt af menneskenes vantro og bar verdens synd.
Jesus benyttede de få timer, han var ene med sine disciple til at bede med dem, og han underviste dem nøjere om sit riges natur. Han så, at de i deres menneskelige svaghed var tilbøjelige til at ønske, at hans regering skulle blive på jorden. Deres verdslige ærgerrighed havde forvirret deres idéer om Kristi virkelige mission. Han irettesatte dem nu for deres uforstand og lærte dem, at skændsel ventede ham i stedet for verdslig ære og korset i stedet for en trone. Han lærte dem, at de også for hans skyld og for at vinde saligheden måtte være villige til at udholde foragt og spot.