Åndens ejendommelighed er at finde i Faderens og Sønnens virken, om dette punkt den Helligånds forhold til Faderen og Sønnen har der været stor uenighed om gennem århundreder. En kirkelig stilling til Helligånds-spørgsmålet ligger i treenighedslæren. For de apostolske fædre som Hermas står den Helligånd som et med Sønnens ideale væsen; senere kirkelærere som Irenæus og Tertulian betoner på grund af Mat 28:19 Helligåndens forskellighed fra Faderen og Sønnen. I 4. århundrede gav nogle kirkelærere med biskoppen Macedonius af Konstantinopel i spidsen forargelse ved at betegne Helligånden som en tjener; herimod rejstes der da indsigelse især fra Athanasius’ side; man gjorde nu Helligåndens guddommelighed og personlighed gældende, og på kirkemødet i Konstantinopel 381 vedtoges der en tilføjelse i samme retning. Endnu en strid førtes der dog. Da den lat. Kirke i 5. århundrede havde optaget en lære om, at den Helligånd fra evighed af udgik ikke alene fra Faderen, men også fra Sønnen; dette opponerede den græske Kirke imod; og den strid, som endnu er stående, har fået endog sørgelige politiske følger. Ikke underligt, at dette store og alvorsfulde tema for de mange er blevet et mysterium, hvor meget anderledes er det ikke, når man anerkender, at Helligånden er en guddommelig livskraft, som er kilden til alt levende. Den er princippet for skabelsen og opholdelsen, og både det fysiske og det åndelige liv afhænger af den. Da er man villig til at antage den, som den virkelig er: ”Den Almægtige, den Allerhøjestes Kraft, som man ser den i englens hilsen til Jomfru Maria, hvor Helligånden og den Højestes Kraft jævnstilles,” eller om vi vil mindes Pauli ord til Efeserne: idet han forklarede for dem Guds Krafts overvættes storhed, hans styrkes vældige virkekraft, som han udviste, da han oprejste Kristus fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i det himmelske. Ef 1:17-23.

Foruden Mat 28:19, hvor man vel tør sige, at oversættelsen er vanskelig at få til at harmonere med Johannes vidnesbyrd om Helligånden i forbindelse med dåben, thi Johannes Døberen siger om Frelseren Jesus Kristus, at han skal døbe sine disciple med den Helligånd, og Mattæus tilføjer, at han skal døbe med den Helligånd og ild. Vi finder den store forskel, nemlig, på det ene sted døbes der med, og på det andet sted døbes der i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Jesus selv blev døbt med den Helligånd og kraft, Apg 10:38 eller som der mere direkte læses: Gud salvede ham med den Helligånd og kraft, men det betvivles sikkert ikke, at det var ved dåben, at Jesus blev salvet med den Helligånd og kraft. Med skrift skal man skrift forklare, det får stå til troende at tage stilling til oversættelserne, men der synes at være tusinde skriftsteder der modsiger Matt 28:19. Det synes at være en befaling givet af Frelseren selv, men Jesus siger om Johannes, at han var større end en profet. Vi læser: ”Hvad gik I ud at se? En profet? Ja, jeg siger eder, endog mere end en profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: ”Se, jeg sender min engel for dit ansigt; han skal berede din vej for dig. Sandelig siger jeg eder, iblandt dem, som er født af kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen.” Mat 11:7-11. I Apg døbte apostlene kun i eller til den Herre Jesus Kristi navn. Apg 8:16, 19:1, 6:10, 48:2, 38 Rom 6:3, Gal 3:27. Mon apostlene gik imod Frelserens dåbsbefaling, eller forstod de det anderledes end Mat 28:19? Det er ikke alene Mat 28:19, der har været årsag til striden, der har været ført om emnet, eller det store problem, den Helligånd.

Johannes Evangelium kapitel 14-16 frembyder også store vanskeligheder, men der er ingen vanskeligheder i Bibelen så store, at de ikke kan læses, dog, det bliver ikke ved menneskers visdom, men ved Guds ord og ved den Ånd, som virker i ordet, nemlig Guds Ånd.

Herren taler hos Jeremias om falske profeter, som han ikke har sendt, og siger: ”Den profet som har en drøm, meddele sin drøm, men den, hos hvem mit ord er, tale mit ord i sandhed!” Hvad har strå med kerne at gøre? Lyder det fra Herren. Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Herren, og som en hammer, der knuser fjelde?” Jer 23, 28 og 29.

Guds ord er levende og kraftige og skarpere end noget tveægget sværd og trænger igennem, indtil det deler sjæl og ånd, ledemod såvel som marv, og dømmer over hjertets tanker og råd. Heb 4:12. Guds ord er Ånd og liv. Joh 6:63. Jesus sagde til de jøder, som var komne til troen på ham: Dersom I blive i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skulle erkende sandheden, og sandheden skal frigøre eder, thi dersom Sønnen får frigjort eder, er I sandelig frie.” Joh 8:36. Det ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig, og dersom I blive i mig, og mine ord bliver i eder, da beder om hvad som helst i ville, og det skal blive eder til del.” Joh 15:7.

Der er langt større løfter givet til Guds folk, end vi kan fatte, Gud den Almægtige vil tage bolig i os, og Kristus vil bo ved troen i vore hjerter, Guds Ånd og Kristi Ånd, skal være i vore hjerter, og Guds ord, som er Ånd og liv, skal også få indgang i vore hjerter og blive der. Joh 14:23, Ef 3:17, Rom 8:9-11, Gal 4:6. Vi har ikke fået verdens ånd, men ånden fra Gud for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud. 1 Kor 2:12. Jesus siger til sine disciple: ”Eders hjerter forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder et sted, og når jeg er gået bort og har beredt eder et sted, kommer jeg igen og tager eder til mig for at, hvor jeg er, der skulle også I være, og hvor jeg går hen, vide I, og vejen vide I. Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig!” Jesus siger til disciplene: ”Tro på Gud og tro på mig.” Det er ikke en treenig Gud, der vises hen til for at erholde evigt live. Jesus siger videre: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, der kommer ingen til Faderen uden ved mig.”