Jesus havde tilbragt hele natten i bøn. Han kom ned på søbredden tidligt om morgenen for at se efter sine disciple, som fiskede nær ved. Folket lod ham ikke længe være i ro; thi så snart det blev kendt, at Kristus var ved søbredden, forsamledes menneskemængden omkring ham. Der kom flere og flere, så at han blev trængt på alle steder. Da han stod og lærte dem, blev skaren så stor, at han trådte ud i en båd og lagde lidt ud fra land, hvorved han gav folket bedre anledning til at se og høre ham.
Jesus benyttede sig ofte af dette middel for at undgå den folkemængde, som så begærlig samlede sig omkring ham og trængte på hverandre for at komme nær til ham. På denne måde kunne han tale om det, som han ønskede at de skulle høre, uden at blive afbrudt. Frelseren sad i en simpel fiskerbåd og forkyndte livets ord for folket, som lyttede på strandbredden. Han viste tålmodighed mod dem, som var plagede af fristelser. Han var øm og venlig mod dem, som var bedrøvede og modløse. Hans ord fandt genklang i mange hjerter, og lys af hans guddommelige undervisning strømmede ind i mange formørkede sjæle.
Hvilket syn for engle at beskue! Deres ophøjede fyrste sidder i en ringe fiskerbåd, der gynger frem og tilbage på de urolige bølger, og taler livets og frelsens ord til den lyttende skare, der trænger tæt ved vandkanten! Han, som blev æret i himlen, forkynder frelsens herlige ord under åben himmel for folkeskaren. Men han kunne heller ikke finde nogen skønnere virkeplads for sit arbejde. Søen, bjergene, markerne, som udbredte sig for dem, solen, som oplyste jorden – alt frembød genstande, som han kunne benytte i din undervisning og således bedre indprente den i menneskenes hjerte.
Lige foran deres øjne er de, som sår, og de som høster, side om side. Den ene udsår sæden, og den anden høster det tidlig modne korn. De frugtbare dale og høje lå udbredt for dem i al deres skønhed. De nøgne klipper sås på strandbredden, og fuglene fyldte luften med deres sang, medens søfuglene svømmede omkring på vandets overflade. Jesus griber denne anledning til af naturen at drage undervisning, som kan synke dybt i hans tilhøreres hjerte. Han benytter de forskellige genstande i naturen omkring sig til at afbilde sin lære, så når de i fremtiden så disse samme genstande, de da igen kunne huske den sandhed, Jesus havde afbildet derved. Således kunne de dagligt blive mindet om den dyrebare undervisning, de havde fået af ham.
Idet Jesus sad således og betragtede den oplivende scene, som lå udbredt for ham, fremsatte han den lignelse, som gennem tiderne er kommet til os og er lige så ren og skøn i sin udsmykkede, simple form som den morgen, den først blev fremholdt på Galilæas sø for over 1800 år siden:
“Hør nu efter: Se, en sædemand gik ud for at så. Og medens han såede, skete det, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og åd det op. Og noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. Og noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen frugt. Og noget faldt i god jord; det skød op og voksede, og det bar frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede fold.” Og han sagde: “Den, som har øren at høre med, han høre!”
Denne mærkelige lignelse om, hvorledes Guds søns evangelium vil blive udbredt, tildrog sig folkets opmærksomhed. Taleren henrev sine tilhørere; de blev bevægede, og mangt et hjerte bankede, oplivet af nye forsætter. De beundrede en lære med så ypperlige grundsætninger og dog så let forståelig. Den åndelige erfaring, som Jesus fremholdt, syntes meget ønskelig for dem, medens han talte; men hvor hurtig sådanne indtryk ofte forsvinder fra mange sind, når de igen blander sig med verden! De synder, der forekommer dem så afskyelige, når de betragter dem i det hellige lys, som udgår fra Frelseren, trænger igen ind i deres vildfarende hjerte. Ugunstige omgivelser og denne verdens bekymringer og fristelser bevirker, at de igen falder tilbage og bliver ligegyldige.
Men andre, som lyttede, begyndte fra den stund at leve mere hellig og søgte at følge Kristi lære i sit daglige liv. Den del af hans tale, som han oplyste med naturen omkring sig, blev aldrig glemt. De forskellige slags jordbund, som til sidst frembragte tidsler og torne, stene, som dækkedes af et lag jord, og sædemanden med sin sæd, hvilket de altsammen så for deres øjne, indprentede Jesu ord dybere i deres hjerte, end de kunne indprentes på nogen anden måde.
Tingenes nærværende tilstand bevægede Jesus til at fremsætte denne lignelse om sædemanden. Folket, som fulgte Kristus, var blevet skuffet, fordi han ikke oprettede et nyt rige. De havde længe ventet, at Messias skulle ophøje og ære dem som et folk, og nu da deres forventninger ikke blev opfyldte, nægtede de at tage imod ham som deres forløser. Endog disciplene, som han havde udvalgt, blev utålmodige, fordi han ikke ville tilegne sig nogen jordisk myndighed, og hans slægtninge blev skuffede i deres forventninger og troede ikke på ham. De havde tiltalt ham således: “Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!” (Johannes 7,3-4)
Jesu tilhængere var bedrøvede over, at de lærde og rige ikke var villige til at antage ham som deres Frelser. De følte den skændsel, som kom over deres Mester på grund af, at det var de fattige og lidende og folk af den simple klasse som i almindelighed blev hans disciple. De spurgte sig selv, hvorfor ikke farisæerne, de skriftkloge og lærerne i rabbinernes skoler erkendte, at han var Messias, som de så længe havde ventet. Jesus fortalte denne lignelse for at imødegå denne tvivl og misfornøjelse. Da folkemængden var gået bort, kom de tolv og andre troende omkring ham og bad ham om at forklare dem lignelsen. “Og han sagde til dem: “Jer er Guds riges hemmelighed givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser, for at “de skal se og se og dog intet øjne og høre og høre og dog intet fatte, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.” Og han siger til dem: “Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre lignelser? Markus 4,11-13 I disse ord forklarede han for dem, at hans lignelser skulle tjene til at vække hans tilhøreres opmærksomhed. Dersom de ønskede en nøjere forklaring af hans ord, så kunne de spørge ham, ligesom disciplene gjorde, og få den.
Farisæerne forstod lignelsen; men de lod, som de ikke vidste, hvad den betød. De lukkede deres øjne, for at de ikke skulle se, og ører for at de ikke skulle høre. Derfor blev deres hjerte ikke påvirket. Gud vil engang straffe dem for deres forsætlige uvidenhed og blindhed. En årsag, til at han underviste så meget ved lignelser, var at jødernes spioner hele tiden gav agt på ham for at finde en grund til at anklage ham. Jesus ønskede at åbenbare deres hykleri og onde gerninger uden at udsætte sig selv for at blive fængslet af dem, hvorved hans virksomhed blandt folket ville blive afskåret.
Han kunne fremsætte skarpe sandheder i lignelser og åbenbare den uretfærdighed, som det var nødvendigt at åbenbare, uden nogen frygt for deres lov. De kunne selv anvende lignelsen; for de kunne ikke misforstå dens betydning; men de kunne ikke fordømme ham, fordi han brugte sådanne ligefremme lignelser i sin tale.
Jesu ord indeholdt en irettesættelse for hans disciple, fordi de var så langsomme til at fatte hans mening; for i lignelsen om sædemanden havde han fremholdt den lære, han var kommet til verden for at forkynde. Dersom de ikke kunne forstå ting, der var så letfattelige, hvorledes kunne de så forstå de store sandheder, som han ville forkynde for dem i lignelser? Han siger også, at han ville åbenbare større hemmeligheder om Guds rige for dem, som fulgte ham så trofast og adlød ham, end han ville for dem, som ikke ledsagede og omgik ham. De måtte åbne deres sind for hans undervisning og være rede til at tro.
De, som havde forhærdet deres hjerte ved kærlighed til pragt og ceremonier, ønskede ikke at forstå Jesu lære, eller at Guds nåde skulle påvirke deres hjerte. Denne klasse forblev i uvidenhed, fordi de selv valgte det. De, som forenede sig med Kristus og tog imod ham, som er lysets og sandhedens kilde, forstod hans ord og fik derved sand kundskab om Guds rige. Men de, som af en eller anden grund undlod at benytte den nærværende anledning til at lære sandheden at kende eller ikke benyttede sin forstand på den rette måde, men nægtede at lade sig overbevise om det, som deres øjne så og deres øren hørte, ville blive i mørke; de ville se, men uden at forstå og høre uden at fatte. Guds sandhed fordrede så megen selvfornægtelse og hellighed, at den ikke behagede deres kødelige sind, og de tilsluttede deres hjerte og overgav sig til hykleri og vantro.
Den Store Lærer velsigner sine disciple, for de så og hørte med deres øjne og ører og troede. Han siger: “mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre.” (Mattæus 13,17) Jesus talte derpå med sine disciple om forskellige klasser, som han havde fremstillet i lignelsen.
Kristus er sædemanden, som udsår sæden. Der er verdslige mennesker, hvis hjerte er ligesom vejen, der er hård og fast sammentrådt. De er uimodtagelige for den guddommelige visdom. De elsker ikke Guds bud og følger helst sine naturlige tilbøjeligheder. Mange overbevises, idet de lytter til Kristi alvorsfulde undervisning. De tror hans ord og beslutter at leve et helligt liv; men når Satan kommer med sine onde forslag, giver de efter, før den gode sæd er begyndt at spire.
Dersom hjertet var blevet sønderbrudt ved dyb anger over synden, så ville de have set, hvor dårlig deres egenkærlighed var og ville have vendt sig bort fra deres stolthed og gerrighed. Sandhedens sæd ville hvad fæstet rod i hjertet, når det blev beredt for sæden, og den ville have vokset op og båret frugt; men onde vaner har så længe hersket over dem, at deres gode beslutninger forsvinder, når fristelsen kommer. “Men de på vejen, det er dem, hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og borttager ordet, der var sået i dem.” (Markus 4,15)
Der er andre, som tager imod den dyrebare sandhed. De er overordentlig nidkære og forundres over, at ikke alle kan se de sandheder, der er så tydelige for dem. De søger at formå andre til antage den lære, som de selv syntes så godt om. De fordømmer straks andre, som holder sig tilbage og forsigtig overvejer, hvad bevis der er for sandheden, og betragter den fra forskellige standpunkter. De kalder sådanne kolde og vantro. Men når prøvens tid kommer, falder disse begejstrede personer fra. De modtog ikke korset som en del af deres religiøse liv, men vendte sig bort derfra med modvillighed og nægtede at bære det.
Dersom alting går efter behag i livet for sådanne mennesker, og intet kommer i vejen for dem eller strider mod deres tilbøjelighed, så syntes de at være oprigtige kristne; men de føler under fristelsens første angreb, at de ikke kan tåle at lide foragt for sandhedens skyld. Den gode sæd, der var vokset op til en blomstrende plante, visner og dør, fordi den ikke har nogen rod, som kan nære den i den tørre tid. De prøver, som skulle havde bevirket, at rødderne blev bedre fæstede, og at de således kunne frembringe en kraftigere vækst, bevirker tværtimod, at hele planten dør. Således styrker og modner sommersolen det hårdføre korn, medens den på samme tid ødelægger det, som vel er friskt og grønt, men ikke har dyb rod, fordi de svage rødder ikke kan trænge igennem den hårde stenede jord.
Sådanne mennesker kunne dyrke og gøre sit hjertes jordbund frugtbar, dersom de ville, så at sandheden bedre kunne få plads deri. Men dette kræver for megen tålmodighed og selvfornægtelse; det koster dem for meget anstrengelse fuldstændig at forandre deres liv. De bliver let fornærmede ved irettesættelse og er rede til med de disciple, som forlod Jesus, at sige: “Dette er en hård tale, hvem kan høre på ham?” “Og på samme måde de, som bliver sået på stengrund, det er dem, som straks, når de hører ordet, tager mod det med glæde; men de lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid; når der så kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød.” (Markus 4,16-17)
Jesus fremstiller en anden slags jordbund, hvor sæden falder på udyrkede kanter og hjørner, dækkede med frodigt ukrudt, som kvæler de dyrebare planter, der vokser op iblandt det. De bliver sygelige og dør. Mange sjæle tager imod sandheden. men nærer den ikke ret. Den giver den plads i det naturlige hjertes jordbund uden at berede hjertet eller udrydde det giftige ukrudt, som trives der, og uden at våge til enhver tid for at udrydde det, når det igen kommer frem. Livets bekymring, rigdoms forførelse og længsel efter forbudte ting driver retfærdigheden og kærligheden ud, før den gode sæd kan bære frugt. Hovmod, lidenskaber, egenkærlighed og kærlighed til den nærværende verden tillige med ondskab og had kan ikke vokse sammen med Guds sandhed. Ligesom det er nødvendigt med flid at dyrke den jordbund, som engang har været bevokset med ukrudt, således er det nødvendigt for en kristen at udrydde de synder, som truer med at frembringe evig død. Tålmodig og oprigtig bestræbelse i Jesus navn og styrke kan alene fjerne det naturlige hjertes onde tilbøjelighed. Men de, som tillader, at deres tro viger tilbage for Satans indflydelse, kommer i en værre tilstand end den, de var i, før de hørte livets ord. “Anderledes med dem, som blevet sået blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet, men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.” (vers 18-19.)
Ikke mange er som den gode, velopdyrkede jordbund, der tager imod sandhedens sæd og bærer overflødig frugt til Guds ære. Men Jesus finder nogle oprigtige kristne, som er rige på gode gerninger og oprigtige i sine bestræbelser. “Og de, der blev sået i god jord, det er dem, som hører ordet og tager imod det, og som bærer frugt, tredive og tresindstyve og hundrede fold.” (Markus 4,20)
Således fremstiller Kristus ved en kort indholdsrig lignelse sine tilhøreres karakter. De verdsligsindede, de, som er tilbøjelige til ondt, og de hårde hjerter fremstilles alle for dem. Således besvarer han det spørgsmål, som vi ofte hører på vor tid: hvorfor bar Kristi værk så lidt frugt, medens han selv var på jorden? Hans liv udmærkede sig ved barmhjertighed og underfulde mirakler, men på samme tid, som han helbredte de syge og uddrev de onde ånder, som plagede menneskene, overlod han det til dem selv at omvende sig fra deres egen onde karakter. Han lærte dem, hvorledes de kunne forene deres menneskelige bestræbelser med hans guddommelige kraft og sejre i hans styrke over den synd, som besnærede dem.
Den erfaring var nødvendig for at give den troende sjæl moralsk kraft og berede den for Guds rige. Jesus benyttede ingen mirakler for at tvinge mennesket til at tro på sig. Han overlod det til dem selv at vælge, om de ville antage eller forkaste ham. De skulle ikke tvinges til lydighed; for derved ville de miste den frie vilje, som Gud havde givet dem. Lignelsen om sædemanden fremstiller klart det menneskelige hjertes tilbøjeligheder og de forskellige klasser, som Kristus omgik med, og den forklarer tillige grunden, hvorfor hans virksomhed ikke i hans levetid frembragte større virkninger.
Hensigten med Jesu lignelse var at vække lyst til undersøgelse, så sandheden kunne blive tydeligere forklaret. Medens han var i færd med at undervise sine disciple om betydningen af sine ord, forsamles folket igen omkring ham, og mange, som hørte hans ord, tog imod Hans lære og bevarede den i deres hjerte. Jesus talte ikke blot til personer, som besad lidt dannelse; men der var også forstandige og lærde mænd til stede, som havde evner til at bedømme hans tale. Skriftkloge, farisæere, rabbinere, øverster, lovkyndige og repræsentanter fra alle nationer var nærværende, og dog var der ingen, som modsagde hans ord, i hele den store forsamling.