Intet adskilte jøderne mere fra alle andre folkeslag eller udmærkede dem så meget, som Skaberens sande tilbedere, som sabbaten. Dens helligholdelse var hele tiden et synligt tegn på deres forbindelse med Gud og adskillelse fra andre folk. Alt almindeligt arbejde til livets ophold eller jordisk vinding var forbudt på den syvende dag. I overensstemmelse med det fjerde bud blev sabbaten bestemt til hvile og tilbedelse. Alle verdslige beskæftigelser blev lagt til side. Men godgørenhed og barmhjertighedsgerninger var i harmoni med Herrens hensigt; de skulle ikke indskrænkes hverken til tid eller sted. Det er kærlighedens gerning at hjælpe de besværede og trøste de sørgende, og dermed ærer man Guds hellige dag.
Præsterne havde mere arbejde at udrette på sabbaten i forbindelse med ofringerne end på de andre dage. Men de overtrådte ikke sabbatsbudet, idet de tjente Gud med deres hellige arbejde. Da israelitterne afveg fra at tjene Gud, blev hensigten med sabbaten mindre tydelig for dem, De blev ligegyldige med at helligholde den og efterlod de ting som burde udføres på den. Profeterne vidnede for dem om Guds mishag, fordi de overtrådte sabbaten. Nehemias siger: “I de dage så jeg i Juda nogle træde persekarrene på sabbaten, og andre så jeg bringe korn i hus eller læsse det på deres æsler, ligeledes vin, druer, figner og alle slags varer, og bringe det til Jerusalem på sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte levnedsmidler.” (Nehemias 13,15)
Og Jeremias befalede dem: “Vogt eder for eders sjæles skyld, at I ikke bærer byrder ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen! Bring ingen byrde ud af eders huse på sabbatsdagen og gør intet arbejde men hold sabbatsdagen hellig, som jeg bød eders fædre.” (Jeremias 17,22-23)
Men de adlød ikke Guds profeter; de afveg mere og mere fra deres fædres religion. Tilsidst kom ulykke, forfølgelse og trældom over dem som følge af deres foragt mod Guds anordninger.
Forfærdede over disse guddommelige hjemsøgelser vendte de tilbage til en streng iagttagelse af alle de ydre former, som loven fordrede. Ikke tilfreds hermed tilføjede de mange besværlige ceremonier. Deres stolthed og hykleri ledte dem til en højst snæver fortolkning af Guds fordringer. Eftersom tiden gik hen, antog de lidt efter lidt deres forfædres skikke og sagn og anså dem for at være lige så hellige som loven selv. Denne tillid til sig selv og sine egne regler tillige med den fordom, som de nærede mod alle andre nationer, bragte dem til at modstå Guds Ånd og adskilte dem endnu mere fra Guds nåde.
Deres bud og forbud var så besværlige, at Jesus vidnede: “De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre.” (Mattæus 23,4) Deres falske regler for ret og uret, deres overfladiske prøvesten for fromhed og gudsfrygt formørkede Guds tydelige bud. De efterlod at tjene Gud af hjertet, og gudsdyrkelsen bestod blot i kolde, stive ceremonier. Jøderne havde forfalsket Guds bud ved at føje sagn efter sagn til dem, så at de snart var rede til at anklage Kristus for sabbatsovertrædelse, fordi han gjorde godt på sabbaten.
Kornet var færdigt med at høstes, da Jesus og hans disciple gik gennem en kornmark på sabbaten. Disciplene var sultne; for deres Mester var blevet ved med at lære og helbrede til sent ud på dagen, og de havde været uden mad længe. De begyndte derfor at plukke aks og at spise, idet de gned dem med hænderne i overensstemmelse med Mose lov, som sagde: “Når du går igennem din næstes sæd, må du plukke aks med din hånd, men du må ikke komme til din næstes sæd med segl.” (5 Mosebog 23,25)
Men spioner fulgte hele tiden Jesus og søgte en anledning til at anklage og fordømme ham. Da de så, at disciplene spiste korn, klagede de straks derover til Jesus og sagde: “Se, dine disciple gør noget man ikke har lov at gøre på en sabbat.” (Mattæus 12,2) Disse ord udtrykte deres egne snævre anskuelser om loven. Men Jesus forsvarede sine disciple således: “Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere kom i nød og blev sultne? hvordan han, da Abjatar var ypperstepræst, gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som kun præsterne har lov at spise, ja, også gav sine ledsagere noget.” Og han sagde til dem: “Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten.” (Markus 2,25-28)
Dersom overordentlig hunger kunne undskylde David for at tilsidesætte selve helligdommens hellighed og bevise, at han var uskyldig, hvor meget mere var ikke disciplene undskyldte, for at de plukkede aks og spiste dem på sabbaten? Jesus ønskede at lære sine disciple såvel som sine fjender at Guds tjeneste er det fornemmeste af alt, og dersom man blev træt og hungrig ved udførelsen af hans gerning, så var det rigtigt at tilfredsstille legemets fornødenheder endog på sabbatsdagen. Denne Hellige anordning blev ikke indstiftet for at berøve os livets fornødenheder eller bringe os smerte og besvær i stedet for livets velsignelser. “Sabbaten blev til for menneskets skyld,” For at give menneskene hvile og fred og minde dem om skaberens værk – ikke for at pålægge dem en besværlig byrde.
Den gerning, som blev udført i templet på sabbaten var i overensstemmelse med loven. Men den samme gerning ville være en overtrædelse af budet, dersom den tjente til at fremme almindelige forretninger. Det var ret og i overensstemmelse med loven at plukke aks og spise korn for at opholde legemets styrke og at benytte den til Guds tjeneste, Jesus fuldendte sit forsvar, idet han erklærede, at han var selv sabbatens herre – at han var ophøjet over alle mennesker og over al lov. Den evige dommer erklærer, at disciplene er uskyldige og henviser til den samme lovbog, som de blev anklagede for at overtræde.
Men Jesus lod ikke denne sag falde uden at irettesætte sine fjender. Han erklærede, at de i deres blindhed havde taget fejl af hensigten med sabbaten. Han siger: “Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har vilje til miskundhed og ikke til offer, da havde I ikke fordømt de uskyldige.” (Mattæus 12,7) Derpå fremstillede han deres åndsløse ceremonier i modsætning til den oprigtighed og ømme kærlighed, som burde findes hos Guds sande tilbedere: “Ej slagtoffer – kærlighed vil jeg, ej brændofre – kendskab til Gud! De bryder pagten i Adam, er mig utro der.” (Hoseas 6,6-7)
Jesus var opvokset blandt det folk, som således udmærkede sig ved skinhellighed og fordom. Han vidste derfor godt, at når han helbredte på sabbaten, så ville de anse ham for en lovovertræder. Han vidste, at farisæerne i deres ondskab ville benytte sig af sådanne gerninger og derved søge at ophidse folket mod ham; at de ville anvende disse barmhjertighedsgerninger som et stærkt middel til at påvirke folket, som i hele deres liv havde været bundet af de jødiske regler og krav. Men dette hindrede ham dog ikke i at nedbryde den uforsigtige overtro, hvormed man havde indskrænket sabbaten. Han lærte menneskene, at det er i harmoni med Guds lov at øve barmhjertighed og godgørenhed alle dage.
Jesus trådte ind i synagogen og så der en mand, som havde en vissen hånd. Farisæerne gav agt på ham for at se, hvad han ville gøre i dette tilfælde, om han ville helbrede dette menneske på sabbatsdagen eller ej. Deres eneste hensigt var at finde anledning til at anklage ham. Jesus så på manden, som havde den visne hånd, og befalede ham at træde frem. Derpå spurgte han: “Har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel?” Men de tav. Da så han omkring på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse, og siger til manden: Ræk din hånd frem!” og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.” (Markus 3,4-5)
Jesus vidste, at hans gerning, idet han helbredte dette menneske, var i fuldkommen harmoni med sabbatsbudets grundsætninger. Men de spurgte ham ad og sagde: “Har man lov til at helbrede på sabbaten? (Mattæus 12,10) Jesus svarede dem klart og overbevisende: “Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbaten.” (Mattæus 12,11-12)
De, som søgte at fange vor frelser i ord, turde ikke i menneskemængdens nærvær besvare dette spørgsmål af frygt for at vikle sig ind i selvmodsigelse. De vidste, at selv om de hellere lod et menneske ligge og dø end at overtræde deres egne sagn ved at hjælpe det på Herrens dag, så ville de dog straks hjælpe et umælende dyr, fordi ejeren ville lide tab, dersom dette blev efterladt. Således ophøjede de et umælende dyr over mennesket, som var skabt i Guds billede.
Jesus ønskede at rette på jødernes falske lære angående sabbaten og tillige indprente i sine disciples hjerter, at barmhjertighedsgerninger var lovlige på Herrens dag. Idet han helbredte mennesket med den visne hånd, nedbrød han jødernes skikke og lod sabbatsbudet stå således som Gud havde givet det til verden. Ved denne handling ophøjede han sabbaten og bortskaffede de uforstandige indskrænkninger, som menneskene havde besværet den med. Hans barmhjertighedsgerninger ærede dagen, medens de, som anklagede ham, ved sine egne unyttige skikke og ceremonier selv vanærede sabbaten.
Der er mange prædikanter på vor tid, som lærer, at Guds Søn overtrådte sabbaten og forsvarede disciplens handlemåde, da de gjorde det samme. De står på samme grund som jøderne, der forsøgte at anklage Jesus, selvom de fremfører dette i en helt anden hensigt, eftersom de påstår, at Jesus afskaffede sabbaten.
Idet Jesus vendte sig til farisæerne og spurgte dem, om det var tilladt at gøre godt eller ondt på sabbatsdagen, at frelse liv eller at slå ihjel, fremholdt han deres egne ugudelige hensigter for dem. De fulgte han overalt for at finde lejlighed til at anklage ham. De efterstræbte hans liv med bittert had og ondskab, medens han frelste liv og bragte lykke til mange hjerter. Var det bedre at slå ihjel på sabbaten, således som de forsøgte at gøre, end at helbrede den syge, som han havde gjort? Var det mere retfærdigt at nære mord i hjertet på Guds hellige dag end at nære kærlighed til alle mennesker og at udvise den i barmhjertighedsgerninger?